Liv i
universet

  <

ANMELDELSER


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

14 juli 2005

Boganmeldelse

Jens Kerte:

Universet - Dødt eller Levende?
På jagt efter liv i rummet
med Michael Linden-Vørnle

2005, Aschehoug
222 sider

Anmeldt 14. juli 2005 af Ole Stig Andersen
i Danmarks Radio, P1 Morgen, "Fagbogen"

Det ville være noget af en nyhed hvis vi kunne sige "Liv fundet på Mars" eller "Radiokontakt opnået med fremmed civilisation". Det kan vi ikke, og kommer måske aldrig til, men de seneste års udforskning af solsystemet gør det stadig mere interessant at kigge på det gamle spørgsmål om liv i universet. Det er emnet for en ny bog: "Universet - dødt eller levende?" som anmeldes af Ole Stig Andersen.
Halvdelen af bogen består af tre store interviews som videnskabsjournalisten Jens Kerte har lavet med astrofysikeren Michael Linden-Vørnle fra Tycho Brahe Planetariet i København. Den anden halvdel er Kertes egen tilvirkning.

Der lægges ud med livet på jorden. Hvilke vilkår er det vokset frem under, og hvilke af disse betingelser har vi grund til at tro også skal være opfyldt hvis liv skal opstå andre steder? Er vand fx nødvendigt? Er DNA-molekylet, som karakteriserer alt levende på jorden, fra alger til mennesker?

Der har været mange fantasier om forekomsten og arten af liv på de andre himmellegemer og Kerte genfortæller flere af dem. En rigtig perle er beretningen om fornuftens filosof, Kant, der i hovedtræk formulerede den moderne teori om hvordan solsystemet blev til, samtidig med at han fantaserede indgående om de væsner der boede på de andre planeter. Det er morsom læsning.

De fantastiske missioner i solsystemet har effektivt aflivet gamle forestillinger om beboede naboplaneter. De to inderste planeter Merkur og Venus er for varme. De fire store gasplaneter fra Jupiter og ud er for kolde, og de har heller ikke nogen fast overflade. Tilbage er Mars der engang har haft store mængder vand, og måske derfor også liv i primitiv udgave, men intet der nærmer sig marsmænd.

Men samtidig har rummissionerne åbnet nye muligheder. Måske, måske, er der mulighed for liv på nogle af gasplaneternes måner, måske Titan som rumsonden Huygens landede på for et halvt år siden, måske Europa der muligvis har et kæmpehav under et kilometertykt isdække.

Spørgsmålet om liv i verdensrummet uden for solsystemet, må man nøjes med at nærme sig med statistiske vurderinger. Ét overslag når frem til at der må være små 19 millioner "intelligente civilisationer derude"! Mælkevejen består af myriader af stjerner og den er selv blot én blandt myriader af galakser. Men det tager trods alt et radiosignal hele fire år at komme til den nærmeste stjerne, og at rejse bare dértil er formodentlig udelukket. Det er derfor heller ikke særlig sandsynligt at vi nogensinde kommer i kontakt med de civilisationer der måtte være derude. Det hindrer dog ikke Kerte i i en rablende fremtidskalender sidst i bogen at forudse at jorden nok får kontakt med nabogalaksen Andromeda om 100 millioner år!

Kerte vier et helt afsnit til at håne hel- og halvreligiøse og overtroagtige forestillinger om rumvæsner, og det ér da chokerende at hver sjette voksne amerikaner iflg en meningsmåling fra 1997 er overbevist om at rumvæsner med mellemrum bortfører mennesker.

Men Kerte illustrerer selv - ganske ufrivilligt - vanskelighederne ved at forestille sig hvordan liv måtte udforme sig i andre verdener. For han er selv tilhænger af en meget udbredt variant af disse eksotiske overbevisninger, nemlig forestillingen om højere intelligenser.

Linden-Vørnle taler vagt om at DNA-et "stræber mod intelligens", og at spiren til "højere intelligens" allerede lå gemt i Universets voldsomme begyndelse, Big Bang, for små 14 milliarder år siden. I Kertes egne afsnit er der en del snak om dén "intelligens" som mere eller mindre sættes lig med "civilisation". Og måske er der "udviklede intelligenser" derude, "højt udviklede" endda, "foran os". De er måske "meget mere avancerede" end os, ja "super"intelligenser.

Dét billede er ærlig talt ikke langt fra de rumvæsner Kerte håner for at bortføre amerikanere.

Dén overtro der indhyller Kertes ellers rationalistiske, videnskabelige verdensbillede, har måske sin rod i hans forståelse af biologiens fundament, darwinismen, som han opsummerer sådan her:

"Alt liv på jorden er resultatet af en naturlig udvælgelse gennem millioner af år af de bedst egnede mutationer blandt laverestående arter." I bogens forord af Tycho Brahe Planetariets direktør Bjørn Franck Jørgensen strammes synspunktet endda til "at evolutionen uundgåeligt fører frem til stadig mere avancerede former."

Men evolutionen fører ikke til stadig mere uundgåeligt avancerede noget som helst, men tværtimod til at alle nicher bliver fyldt med livsformer der er tilpasset den pågældende niches vilkår. Evolutionen er ikke et træ der stræber opad, men en busk, så at sige, den fylder alle mellemrum ud med liv.

Når det kommer til stykket, så er både det højtudviklede menneske og den primitive influenzavirus succesrige eksempler på moderne livsformer, og de har også lige lang fortid bag sig, tilbage til livet opstod. Menneskets intelligens er artsspecifik, ligesom elefantens snabel, og ikke toppunktet af noget som helst, biologisk set, men blot en tilfældighed. Som Kerte da også refererer videnskabshistorikeren Peter Davies for: "Hvis mennesket forsvandt, er der ingen grund til at tro at der nogensinde opstår en ny lignende intelligent art."

Men superintelligensdrømmen udgør trods alt kun den mindst intelligente del af Kertes bog. Ellers er den en særdeles let læst og glimrende opdatering af hvad de seneste rummissioner har skaffet os af viden og nye fantasier om livet derude.


sitetæller

BABEL

>

ANMELDELSER

  >

Liv i Universet


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 14 juli 2005