Kina

  <

ANMELDELSER


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

8 okt 2002

Boganmeldelse

Edward Shaughnessy (ed):

Kina - Dragens Rige

Rosinante, 2002
256 sider, ill.

Anmeldt af Ole Stig Andersen
i "Fagbogen", Morgenmagasinet, P1, Danmarks Radio, 8 okt 2002

Der er et billede i denne bog jeg bare må se, igen og igen. Fotograferet hen over træer og bevoksning ned mod en dal med tågen svævende, rejser der sig en otteetagers pagode, malet i den mest bedårende og usandsynlige pastellyserøde farve, og med seks hvide buddhaer siddende i hver sin niche rundt om hver etage skuende ud over sceneriet eller ind i tilværelsen.

Den eventyragtige bygning pryder side 146 i et rigtig pragtværk om "Kina - Dragens Rige" som netop er udkommet på Rosinante.

Det er hele det samlede, ubrudte spand af kinesisk civilisation over 4.000 år som er bogens emne. Først og fremmest det historiske, kejserlige Kina, lige fra den første kejser Qing Shi Huang-di, hvis grav blev fundet i 1974 med rigegravgaver, bl a de berømte 7.000 terrakottasoldater i naturlig størrelse og med inviduelt udseende på vagt den døde kejser. Det var samme Huang-Di der lod bygge den kinesiske mur med ufattelige menneskelig omkostninger.

Det moderne Kina, det Kina der med over en sjettedel af jordens befolkning har været præget af fantastiske omvæltninger siden kommunisternes magtovertagelse i 1949, spiller næsten ingen rolle i bogen. Den kinesiske mur fylder mere end verdens største dæmning ved De Tre Slugter.

Et hovedtema i bogen er de tre store religiøse strømninger der har præget Kinas historie, taoismen, konfutsianismen og buddhismen, Flettet sammen til et hele har de tre udgjort tankens fundamenter i Kina i langt over 1000 år, og i den sammenhæng er der ikke meget plads til kommunismens 40 år og de sidste 10-20 års kapitalisme.

Bogen er et vægtigt udsagn om den forbløffende kontinuitet der er i kinesisk civilisation, et perspektiv hvor de omvæltninger vi kender til fra det moderne Kina, ikke KAN fylde meget, og en forudsigelse af at disse kulturelle rødder fortsat vil præge dét Kina, vi vil få mere at mere at gøre med.

Inden for de sidste årtier har kinesiske arkæologer udgravet titusinder af kulturgenstande, mange af dem af udsøgt skønhed, og det dokumenterer bogens mange fotos til fulde. Og det ér især kunst- og andre højkulturgenstande der afbildes og omtales. De 15 kapitler beretter både autoritativt og letlæseligt om Kinas historie, kultur, lilosofi, religion, teknologi naturvidenskab, lægekunst, arkitektur, kunst, teater. Det er fascinerende læsning. Og en fryd for øjet.

Det er en meget smuk bog, den er sat op i Duncan Bairds klassiske læsevenlige layout, med én artikel pr opslag, illustreret med smukke, oplysende fotos med fyldige undertekster, og med uddybende tekster, eksempler og detalj-historier i den brede margen. Et pragtfuldt opslagsværk med flere hundrede illustrationer af ypperlig kvalitet. En rigtig lækkerbisken.

Man kan selvfølgelig godt læse den fra en ende af, men bogens redaktør Edward Shaughnessy foreslår selv i forordet at man lader sig lede af tilfældet (eller er det mon universets dybe orden?), ganske som når man kaster sine røllikestængler og slår op i den berømte spådomsbog I Ching, som siden 60'erne har nydt stor respekt i såkaldt "alternative kredse". Den er også oversat til dansk, og om den kan man læse at den blev samlet i det første årtusinde før vor tidsregning. Den er på alder med Homer.

En savn ved bogen er fraværet af en beskrivelse af mekanikken i de kinesiske skrifttegn. Det er et opslag om sproget bag i bogen, men det er nærmest for at gøre læseren bekendt med de forskellige måder at stave kinesisk på. En del kinesiske fænomener er jo allerede kendt i temmelig anderledes udseende staveformer. Den officielle stavning er brugt bogen igennem, men de gamle stavemåder, som fx Taoisme, der nu skal staves daoisme (selv om udtalen er den samme), er medtaget i stikordsregistret.


sitetæller

BABEL

>

ANMELDELSER

  >

Kina


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 8 okt 2002