Zozan Berwari

<

ANMELDELSER
INDVANDRERE

BABEL

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

juli 1987

Boganmeldelse - Et litterært tyveri

Zozan Berwari:

Jeg Føler Kurdisk, men Tænker Dansk

Mallings Forlag, 1987

Anmeldt af Ole Stig Andersen
i en kronik i Information, juli 1987

I de senere år er der begyndt at udkomme forskellige bøger, hvor indvandrere fortæller om deres liv og oplevelser ved at være kommet til Danmark. Og det er jo kun godt at udlændingene formulerer deres erfaringer så disse også kan komme det danske samfund til gode.

I nogle tilfælde er det endda kvinder, hvad der jo kun i særlig grad kan glæde ens gode danske fordomme. Nu holder de nok også snart op med altid at gå tre skridt bag deres mand.

Så da jeg her for et par uger siden får Zozan Berwaris "Jeg føler kurdisk, men tænker dansk" (Mallings forlag) i hånden, er det med den sædvanlige velvilje jeg går i gang. På bagsiden oplyser forlaget nemlig at bogen er skrevet af en kurdisk pige på 16 år, som nu har 9 års skolegang i Danmark bag sig.

Der er sandelig gang i de unge indvandrerkvinder! Der er jo også en anden ung tyrkisk pige, der lige har udgivet en bog. Og der er flere på vej, ved jeg.

Men under læsningen rejser der sig desværre en hel stribe kritiske spørgsmål. Jeg skal prøve at gøre rede for nogle af dem:

For meget sex

Jeg har forventet at læse en ung herboende tyrkisk-kurdisk pige fortælle om sit liv, eventuelt om sit splittede liv, om at høre hjemme i Danmark og være hjemme i Tyrkiet og være fremmed begge steder, om forskellen på de to lande og om de forskellige former for identifikation hun har, om konflikten mellem danske og tyrkiske normer, og så videre efter den model.

Men Zozan Berwari beretter slet ikke om sig selv, overhovedet ikke. Der er små interviews og korte beretninger, men intet personligt fortæller hun. Hun lader andre fortælle. Det kan nu alligevel undre at hun sådan har haft kraft og modenhed til at gå ud og interviewe landsmænd og lave bog på den måde.

Men det de så fortæller, er endnu mere forbløffende. For den slags beretninger om kvaler mellem mand og kone, og de mange øvrige hentydninger der er til seksualitet i de øvrige historier, gør at man ikke rigtig kan tro at det er en tyrkisk pige på 16 år der har skrevet og offentliggjort det. Det ville hendes familie vist ikke have brudt sig om.

En klam lugt af gamle dage

Og så er der unægtelig noget underligt gammeldags over bogens stil og tone. Tidligere var det jo almindeligt at fremstille indvandrerne som lidende stakler som det var så grusomt synd for. Dette skadevoldende vrængbillede af den uvidende, hjælpeløse og bange udlænding kunne både de fremmedes egne organisationer og deres danske hjælpere bruge. Men billedet har gudskelov været kraftigt på retur i de sidste tre-fire år, omend man stadig kan møde det.

Unge indvandrere er i almindelighed ikke overivrige efter at identificere sig med billedet af staklen, der ikke kan sproget, er voldelig i "undskyldelig" frustration over ikke at kunne finde ud af det med kæresten, må arbejde som opvasker i dobbelt så mange timer som danskerne til den halve løn, osv, osv af samme begrædelige skuffe. Men Zozan Berwaris bog er fuld af den slags altmodische klagesange, som man snarere skulle vente at høre fra en der selv har oplevet at være enlig fremmedarbejder for 15 år siden, end fra en moderne ung indvandrerkvinde i Danmark. Men hendes angivelige 9 års skolegang hører vi sandelig ikke meget til.

Sære oplysninger

Der er også en del ting i bogen der simpelthen ikke kan være rigtigt. Til gengæld synes de helt fint at kunne passe på Sverige.

Fx fortæller Kazo side 28 at "...jeg havde hørt at man i Danmark havde en særlig human indstilling til flygtninge..." Derfor er han flygtet hertil. I 1971! Men dengang kan Danmark umuligt have haft et godt omdømme som flygtningeland blandt tyrkere, for vi modtog slet ikke flygtninge fra Tyrkiet dengang. Men det gjorde Sverige.

Nå, men Kazo voldtager sin kæreste og dømmes til fængsel: "...denne moderne koncentrationslejr. Det elektroniske apparatur registrerede øjeblikkelig vor tilstedeværelse uden for de høje, snavsetgrå mure... Bag en glasrude sad vagtmandskabet foran en mængde tv-apparater og overvågede hver af fangernes bevægelser i de underjordiske gange og i cellerne. Fangerne i fængslet kontrolleres som forsøgsdyr med moderne apparatur, og registreres af kølige, mekaniske, usynlige øjne." Hvad er det mon for et dansk fængsel der så sådan ud i ca 1975? Det skulle vel aldrig være det berygtede Kumla i Sverige?

I fortællingen på side 35 om Banosos bøvl med at få en lægeerklæring, står der at "For at få arbejds- og opholdstilladelse skal man have en lægeerklæring." Nej det skal man ikke. Og: "På mit lægekort står der, hvornår jeg kom til Danmark." Hvad er et lægekort for noget?

På side 41 finder man følgende helt stockholmske beskrivelse af København: "København så ikke ud som en by, men som en vidunderlig smuk park. Byen var som et blomsterhav. Og imellem de friske grønne træer og de hundredetusinder af blomster lyste...".

Og på side 46 har Haso problemer "...fordi indvandrerkontoret har givet min kones pas et stempel, der betyder at hvis hun rejser hjem kan hun ikke få lov til at komme tilbage hertil igen." Godt nok er der enkelte kommuner i Danmark der har et indvandrerkontor og godt nok kan personalet dér udøve en vis magt, men ligefrem stemple i indvandrernes pas, det kan end ikke Ishøjs indvandrerkontor. Men mon ikke de kan i Sverige?

Men når det så på side 62 fortælles om Remzi Aga i Ringsted, at "hans liv var et symbol for os Diyarbekirkurdere her i Danmark", bliver man først virkelig mistænksom. Når man nu ved at lige præcis Diyarbekirkurdere er der ikke ret mange af i Danmark. Bevares, der er vel kommet nogle stykker som flygtninge de sidste par år, men ligefrem så de udgør en gruppe? Ikke over en dørtærskel. Og så i Ringsted, af alle steder!

Og hvem har nogensinde hørt om en forretning med kurdisk mad i København? (s.77).

Svecismer

Den her bog er simpelthen fuld af Sverige og efterhånden som jeg kommer igennem den, er jeg temmelig sikker på at den må være oversat fra svensk, i hvert fald delvist. Og min agtelse for denne unge kurdiske pige stiger en tak. Ikke nok med at hun skriver et udmærket dansk, hun kan endda oversætte fra svensk. For bogen er faktisk udmærket oversat. Der er svecismer i den, men de er ikke mange og man kan hævde at de fleste af dem også er gangbar mønt på dansk.

Klassikeren er der, den man plejer at kunne kende oversættelser fra svensk på: "Den tyrkiske regering tillader ikke mennesker i Kurdistan at..." (s. 26). Men på dansk hedder det jo folk og ikke mennesker. (Denne fejl er godt nok også en typisk tyrkisme, så det kunne jo tale for bogens ægthed.)

En anden god indikator for oversættelse fra svensk er den vanskelige glose fremgang (s. 43 og 62), der på dansk hidtil har heddet succes, eller held. En tredje sikker vinder er bøjninger af sjældne låneord. En storbonde kaldes på tyrkisk og kurdisk en aga, hvad sådan én så selvfølgelig også kommer til at hedde på dansk og svensk. Men de to sprog har forskellige regler for navneords bestemthedsbøjning, så på dansk hedder det altså agaen og ikke agan, som på svensk. Og som i bogen (s. 7).

Og i den svenskklingende sætning (s. 44) "For os betyder en kvinde, én der vasker op.." betyder glosen betyder vel er på dansk. Eller hur?

At "Der savnes elektricitet, rindende vand, læger og skoler" skal nok være rigtigt, men hedder det ikke mangler? (Efterskriftet s. 84)

Når der (s. 8) står skriger i vilden sky, menes der vel råber. Og i situationer hvor det vist ville være tilstrækkeligt at smile, står der, som der da også skal på svensk, le (s. 21 og 57).

Så kan man diskutere om børn på dansk har legesager, som de har det på svensk, eller om ikke legetøj er enerådende hos os. Og at forfremme en dørvogter på et bordel til vagtmester, er det ikke lige i overkanten?

Udtryk som "Han spøgte med mig", "..dør under forløsningen..." og "..stygge tanker..." behøver vel ikke ligefrem at være forkert dansk, men lugte af Sverige gør de alligevel, nu hvor ens mistanke er vakt.

Hvem kender forfatteren?

Hun må være en meget speciel pige, hende Zozan Berwari, underligt at jeg ikke har hørt om hende før. Men selv om jeg fra mange års arbejde som uddanner af indvandrerlærere bilder mig ind at have et rimeligt kendskab til det tyrkiske miljø i Danmark, så er de jo trods alt 23.000. Så jeg spørger mig for en sikkerheds skyld for blandt tyrkiske kolleger og bekendte, men ingen kender hende, ingen synes at have hørt om hende.

Og navnet Zozan Berwari er godt nok kurdisk, men dem plejer de nu ikke at kalde sig ved i Danmark, de bruger normalt deres officielle tyrkiske. (I Tyrkiet anerkender man ikke kurdiske navne, derfor har mange kurdere dobbelt navn.) Men hvad, bogen er jo i det hele taget præget af en heftig kurdisk nationalisme, så måske har hun bare valgt et kurdisk kunstnernavn.

(Det vil nu nok volde hendes familie en del vanskeligheder med de tyrkiske myndigheder, de kan være meget sensible på det punkt. Så alene af den grund får vi sikkert ingen interviews med Zozan Berwari at se i aviserne, sådan som vi gjorde med hende den anden tyrkiske pige der udgav en bog her i forsommeren.)

Hvor er danskeren?

Og forresten, hvor er den danske hjælper? Der er vel efterhånden udkommet en god håndfuld bøger, skrevet af indvandrere, og da deres beherskelse af skriftligt dansk af indlysende grunde er mangelfuld, så har der i de fleste tilfælde været en dansker med, enten direkte som medforfatter, eller på anden vis krediteret. Det er der ikke i denne bog. Har hun virkelig skrevet (eller oversat) det hele selv, uden hjælp?

Eller er det i virkeligheden personen i bogens sidste historie, den 21-årige Sirin, der er forfatteren? I hvert fald er det fra hendes historie at forlaget har klippet den tekst man på bagsiden af bogen udgiver for at beskrive forfatteren Zozan Berwaris liv.

Et mærkeligt efterord

Det allermest mistænkelige er imidlertid bogens efterord.

For det første at der overhovedet ér et efterord. Igen et af de mange klunketidstræk ved bogen. Hvad skal sådan en bog med en repetition af den evige redegørelse for fremmedarbejderne? Det virker nærmest som om hun nu pludselig bliver dansker for at kunne forklare os andre danskere hvordan det er med tyrkerne og med kurderne, sådan familjemæssigt osv.

For det andet er en del af de konkrete oplysninger i efterordet helt hen i vejret.

De danske tyrkere angives fx at komme fra 4 områder, hvoraf de to er frit opfundne: "egnene ved Sortehavet" og "150 km fra Istanbul". Den tredje angivne lokalitet kan vel accepteres med lidt geografisk fantasi, og den fjerde, Konya, er helt rigtig. Tilbage er to unævnte områder der har leveret mange tyrkere til Danmark.

Så hævdes tyrkerne i Danmark til at udgøre godt 35.000 personer, hvad der er helt vildt. Det rigtige tal er som sagt knap 23.000. Hvor kan den 50%s forøgelse komme fra? Den stemmer heller ikke med tal fra Sverige og heller ikke fra Norge, så jeg begynder at fantasere om at det måske er en hollandsk bog, der via svensk er blevet fordansket. Men i Holland passer tallet 35.000 heller ikke. Det passer slet ikke med noget.

Og absurditeten vokser i næste sætning, hvor tyrkerne bliver gjort til den trediestørste indvandrergruppe næst efter vesttyskerne og englænderne. Eller hvad kan det være for et land hvor tyrkerne er den tredjestørste indvandrergruppe. Jeg spekulerer, for Danmark kan det ikke være. For det er allerede omkring 10 år siden Tyrkiet passerede Norge (og ikke England eller Vesttyskland) som største indvandrerleverandørland.

Endelig påstås det at Sivas (som hovedparten af de århusianske tyrkere kommer fra) ligger i provinsen Konya (som hovedparten af de københavnske tyrkere kommer fra). Og den fejl er så absurd, at det umuligt kan være en tyrker der har skrevet det efterord. Det ville svare til at en dansker skulle hævde at Odense lå i Århus Amt.

Det er garanteret en svensk bog

Dén bog kan simpelthen ikke være skrevet af en 16årig kurdisk-tyrkisk pige i Danmark. Umuligt! Den er på en eller anden måde svensk. Måske er det en svensk kurdisk-tyrkisk pige, der på denne måde udkommer i Danmark? Men hun er i hvert fald ikke 16 år. Og bogens "ynk-mig"-stil tyder på at den er af ældre dato.

Jeg beslutter mig for at jeg en dag ved lejlighed vil kigge lidt nærmere på nyere udgivelser af svenske indvandrerforfattere, og måske kontakte deres organisation, Immigrant-Institutet i Borås, for at se om der skulle være en svensk indvandrerforfatter der hedder Zozan Berwari.

Bogen er et tyveri

Men skæbnen kommer mig i forkøbet. For under et besøg hos en tyrkisk bekendt, der i øvrigt også snart udkommer med sín beretning, vil tilfældet at jeg låner en bog, som jeg godt kender men aldrig har fået læst. Den viser sig at være nøglen til de fleste af gåderne.

Bogen hedder "Ligesom Hasan Aga". Den er skrevet af den svenske kurdisk-tyrkiske forfatter Mahmut Baksi. Den er oversat fra svensk til dansk af Viggo Nørgaard Jepsen. Ole Hammer har skrevet efterord til den. Det er kun 7 år siden den udkom på dansk, i 1980, på Høst og Søn.

Og ved nærmere sammenligning viser det sig at den unge kurdiske pige Zozan Berwaris beretning om "hvor vanskeligt det er at skifte kultur, og hvordan det føles ikke at blive forstået og accepteret", er ren og skær afskrift af Viggo Nørgaard Jepsens oversættelse af Mahmut Baksis bog, med svecismer og det hele. Der er kun tre afsnit ud af ti der ikke er fra "Ligesom Hasan Aga". Jeg antager at i hvert fald de to af dem er taget fra en af Mahmut Baksis andre bøger, eftersom de også indeholder svecismer.

Rettelserne

Og dog. Ren og skær afskrift er det nu ikke.

Alle tyrkiske stednavne og kurdiske personnavne er omhyggeligt skiftet ud med andre. Baksis navnløse fortæller af voldtægtshistorien har Berwari døbt Kazo, men hun har dog beholdt hans fødested Harran-sletten (der i øvrigt er forkert stavet, i begge udgaver naturligvis). Baksi selv har hun omdøbt til Banoso i historien om "lægekortet". Ihsan bliver kaldt Haso og hans kone Pero bliver til Zeyno. Og Hasan Aga fra Kulu bliver til Remzi Aga fra Diyarbekir, og hans mor Fatma hedder nu Silo. Og han tager til Izmir for at arbejde i stedet for til originalens Istanbul.

Lige så omhyggeligt er alle svenske sted- og personnavne skiftet ud med danske. Stockholm bliver naturligt nok til København, men hvorfor er Stockholms Ishøj, Fittja, blevet gjort til Ringsted, og Tumba helt fjernet? Stockholms slot bliver til Amalienborg, Volvo til en plasticfabrik og en svensk chokoladefabrik bliver til Toms Chokoladefabrikker. Sabbatsberg Sygehus bliver til Rigshospitalet og Kumla-fængslet gjort navnløst.

Så er der efterskriftet med de fejlagtige oplysninger om tyrkerne. Det er også en ordret, omend forkortet, afskrift efter Ole Hammers original. Én interessant afvigelse er dog at alle tal har været udsat for inflation. De er opskrevet, så at sige pr intuition. Se fx hvordan et afsnit i Ole Hammers tekst er blevet "opdateret" (Zozan Berwaris tal i parantes):

"62% (72%) af befolkningen lever fortsat i landsbysamfund. Af 40.000 (45.000) landsbyer savner de 8.000 (10.000) landeveje og 10.000 (15.000) mangler rindende vand. 18 (30) af Tyrkiets 40 mill. (50 mill.) indbyggere er analfabeter." Ifølge Ole Hammer kostede en brud i 1980 25.000 kr. Det har forfatteren til Zozan Berwaris bog nok ment kunne blive til 35.000 her syv år senere. Vi ved jo alle hvordan alting er blevet værre i de syv år. Det er også på den måde at 23.000 tyrkere er blevet til 38.000. Og princippet føres helt igennem, også i historierne. I Mahmut Baksis historie har voldtægtsmanden således været tre år sammen med sin kæreste og bliver idømt to års fængsel. De tal har forfatteren til Zozan Berwaris bog også lige forhøjet. Det er nu blevet til fire års samvær og tre års fængsel.

Endelig skal det nok også nævnes at formatteringen er blevet ændret hist og her. Af og til er originaltekstens afsnitsopdeling brudt om, så et par sætninger Baksi har i slutningen af et afsnit, kommer i begyndelsen af næste afsnit i Berwaris bog. Derved bliver det selvfølgelig vanskeligere at sammenligne de to udgaver, og det vel rimeligt at antage at denne disposition netop har haft til hensigt at camouflere at Berwaris bog er en kopi af Baksis.

Virker camouflagen?

Alligevel må falskneriet siges at være et forbløffende vovestykke. Mahmut Baksi er nok Nordens kendteste fremmedarbejderforfatter. Han har fået hele tre bøger oversat til dansk, heriblandt jo også den kopierede. Det skulle synes at være så sikkert som amen i moskeen at nogen ville opdage svindelen. Hvordan har man turdet?

På den anden side er forfalskningen jo gået glat igennem det første sted hvor den burde være opdaget, nemlig på forlaget. Hvis det havde været en udenlandsk bog, kunne man til nød forstå det. Men én der for kun 7 år siden har været udgivet på dansk! På et marked der ikke omfatter meget over 10 bøger ialt?

Hvis det hele er gået sådan til at en ung kurdisk pige har henvendt sig til Mallings forlag og foregivet at være forfatter af denne bog, så er det alligevel svært at forstå at forlaget ikke har lugtet lunten, fanget de sproglige og institutionelle svecismer, undret sig over indholdet, og studset over de fejlagtige oplysninger i teksten og især i bagordet. De kan simpelthen ikke have haft en fagkyndig konsulent på den bog.

Man kan undre sig, så meget desto mere som Mallings forlag faktisk tidligere har gjort en pionérindsats på indvandrerområdet, nemlig med børnebogen "Ismail og Semail", som forlaget udgav samtidig på både dansk og tyrkisk.

Indvandrerlitteraturen - hvad rager den os?

Og således bliver denne sære historie så også en historie om indvandrerlitteraturens lave status. Som om det er ligegyldigt hvilken kvalitet de oplysninger man giver om udlændingene har, som om vi bare kritikløst skal blive ved med at kolportere det negative tabersyn på indvandrerne som var tidligere tiders og stadig er enkelte overlevede institutioners. Et falsum af denne art ville aldrig være sluppet gennem forlagets nåleøje, hvis det havde været et andet og vigtigere stofområde det havde drejet sig om (fx deres speciale, børnebøger), og ikke noget så velkomment som en sød lille fremmedarbejderpige der skriver salgbare bøger om det grufulde liv i Danmark.

Denne bog er en oplagt kandidat til kritikløs ros fra præsteskabet i det Blødende Hjertes Kirke. Til glæde for hjælperne selv, til skade for indvandrerne.

Jeg garanterer for at den nok skal få en stribe varmhjertede og velvillige anmeldelser.

Ole Stig Andersen
(Information, juli 1987)