Tsunami

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

11 feb 2005

Andamanerne og Nicobarerne
TIDSKAPSLER I TSUNAMI

De små tsunami- og jordskælvshærgede øer i det Indiske Ocean er hjem for menneskehedens ældste og mest uberørte jægersamlerbefolkninger, en enestående, uddøende race af pygmæer

sentinel
Indian Coast Guard / AP
Sentineli-kriger jager kystvagten væk
 
Da den indiske kystvagts helikopter nogle dage efter tsunamien fløj hen over øen North Sentinel i det Indiske Ocean, blev den beskudt med pile og sten af de indfødte.

"Det betyder nok at de har det godt", bemærkede en embedsmand til Reuters korrespondent. Sådan har sentinelierne nemlig altid modtaget fremmede.

North Sentinel er en lille plet i havet, 73 km2, kun lidt større end Amager. Her lever jordens mest isolerede folkeslag, helt uden forbindelse med omverdenen, ingen kommunikation, ingen handel, ingen besøg. I hele den kendte historie har kun nogle håndfulde mennesker overhovedet mødt dem.

Siden første kontakt i 1700-tallet har sentinelierne med vold og held afvist alle fremmede. De er blevet godt hjulpet af at det er yderst vanskeligt og farligt at komme til øen ad søvejen på grund af de koralrev der helt omringer den. Sentineleserne bygger simple kanoer, men de bevæger sig aldrig uden for revet.

Sentinelierne lever stadig i verdens eneste tilbageværende uberørte jægersamlerkultur. Det vides i sagens natur ikke hvor mange de er, måske så få som 50 og næppe mere end 300. De har ingen repræsentanter nogen steder, og myndighederne har spærret af for enhver form for kontakt med dem.

Andamaneserne

North Sentinel hører til den indiske øgruppe Andamanerne, flere hundrede paradisiske tropeøer der tilsammen fylder som Sjælland. Striben af øer er over 400 km lang og kun 50 km bred og ligger 1200 km fra Indien.
Negrito
Kilde: Andaman Association
 

Den oprindelige befolkning på Andamanerne er enestående. De skiller sig ud fra hele resten af menneskeheden.

Der er ikke bare tale om jægersamlerkulturer, de er tillige "pygmæer", dvs at fuldvoksne mænd normalt er under 1,50. Og de er også afrikaagtige, midt i Sydøstasien.

Med mindelser om fortidens racefantasier (og andamaneserne har ikke selv protesteret) kalder videnskaben dem stadig negritoer, "små negre". Og indiske medier tror de er kommet fra Afrika. Det er de nok også, bare lang tid før inderne selv.

Vores kulturarv

Det er måske så meget som 60-70.000 år siden andamanesernes forfædre kom til Asien. Dna-analyser sandsynliggør at de andamanske negritoer er den menneskegruppe i verden der har levet i længst tid isoleret fra resten af menneskeheden, måske så meget som 30.000 år. De anses for efterkommere af en rest af det moderne menneskes første spredning fra Afrika til Asien og Australien.

Her og der er der efterladt andre lommer af disse første mennesker, hvor senere mutationer siden har bredt sig. Der er negritoer andre steder i Sydøstasien: Semang i Malaysia og Aeta i Filipinerne; og andre små folkeslag som fx Vedda i Sri Lanka. Disse andre mulige efterkommere af de første moderne mennesker har forlængst overtaget deres naboers sprog, men ikke andamaneserne som i mange tusind år ikke havde nogen naboer. De andamanske sprog er ikke beslægtet med noget andet sprog i verden.

De få hundrede overlevende moderne efterkommere af de oprindelige andamanesere er altså en slags museum for menneskeheden, genetisk, sprogligt, kulturelt. Ikke at det er noget de selv har bedt om, og sentinelierne har bestemt ikke udpeget nogen kustode. Men vi kunne jo oversvømme dem på et øjeblik hvis vi ville, eller ved et uheld.

Det er ikke kun menneskene der er enestående for området, også naturen er endemisk, som det hedder. Andamanerne kan opvise en lang række flagermus, gnavere, fugle, fisk, træer osv, der ikke forekommer andre steder i verden. Derfor har miljøorganisationer i årevis ført kampagner og retssager for at få fredet dette unikke miljø og få begrænset koloniseringen og den økonomiske udnyttelse af øerne, både for at beskytte naturen og urbefolkningerne.

Det britiske imperium

Ud over de få hundrede indfødte der er tilbage, bor der nu langt over en kvart million mennesker på Andamanerne. De er indvandret fra Indien og har på 100 år bragt den oprindelige befolkning ned på et par promille. For kun hundrede år siden var der fjorten stammer, i dag er der knap fire tilbage.
stammerne
Kilde: Andaman Association
 

Det formodes at der var omkring 10.000 negritoer da civilisationen mødte dem, i dag er de under 1.000. I 1901 var der 2.000 indbyggere. Efter delingen af Indien og Pakistan i 1947 blev der bosat flygtninge på øerne, og i 1981 var befolkningen nået op på 160.000, i 2001 fordoblet til 314.000.

Briterne oprettede et brohovede på øerne i 1789, men soldaterne døde til hobe af malaria, og det holdt kun i seks år. Først efter det store indiske mytteri mod briterne i 1857 begyndte koloniseringen. Der blev ryddet jungle og indrettet en straffekoloni for indiske politiske fanger.

Det mest moderne/berygtede af øgruppens fængsler bestod af 698 isolationsceller på 4,5x2,7 meter med et ventilationsvindue tre meter oppe. Her sad Indiens oprørere i årevis, indtil japanerne befriede dem under 2. verdenskrig. Fængslet er i dag museum for frihedskampen.

Egentlig havde Andamanerne intet som helst med Indien at gøre, men dér havde britisk koloniforvaltning administreret dem fra, og de fulgte med da Indien blev selvstændig i 1947.

De indfødtes forfald

Nogle af stammerne satte sig til modværge da briterne begyndte at rydde land til fangelejren. De blev massakreret i 1859. Dertil kom de smitsomme sygdomme kolonisterne bragte med sig, og som andamaneserne med deres årtusindlange isolation ikke havde kunnet udvikle nogen modstandskraft imod.

De ti nordlige folkeslag er for længst gået fuldstændig i opløsning. De omkring 50 tilbageværende personer fra de forskellige stammer levede før tsunamien helt "rehabiliteret" sammen i den bosættelse myndighederne havde stillet til deres rådighed. Dér udgjorde de et sørgeligt syn med alkoholisme, socialt forfald og meningsløshed, de har mistet deres kultur og er ved at skifte deres sprog ud med hindi.

Den sydligste stamme, Önge, har sygdomme fået bragt ned på omkring 100 der før tsunamien levede i to adskilte bosættelser i hver sin ende af den ø der før var deres.

Pygmæer i zoo

Et tredje negritofolk, Jarawa eller Jarwi, små 300 mennesker, har indtil for ganske nylig holdt sig beslutsomt på afstand af civilisationen, enten ved at flygte, eller med bue og pil ligesom deres slægtninge på North Sentinel. I 1957 fredede de indiske myndigheder jarawaernes jord, området blev endda udvidet for et par år siden.
jarawa
Anthropological Survey of India / AP
Tre Jarawa-drenge i festskrud,
klar til forskning

 

Men samtidig trænger den økonomiske udnyttelse af øerne sig stadig mere på. I 1970 blev der anlagt en vej gennem Jarawiernes fredede jungle, og siden har der været skærmydsler og værre. I 2002 kendte Indiens Højesteret vejen og skovfældningen ulovlig, og derefter er intet sket.

I de senere år har man prøvet at civilisere Jarwierne ved at lægge gaver ud til dem: fødevarer, redskaber, tøj af forskellig slags.

Det udviklede sig til en særegen form for turisme hvor fremtrædende indiske politikere og deres hustruer, celebrityvenner og hoffolk gav den som videnskabelig kontaktekspedition og drog ud for at se på pygmæer i zoo. De kendte delte bl a karameller og regnfrakker ud til de vilde, og de slap for at gennemgå de helbredskontroller der normalt skal hindre at gæster spreder smitsomme sygdomme blandt jarawierne. Op gennem 90erne blev der i snit arrangeret sådan en VIP-udflugt om måneden.

En-Mei

I 1996 blev en jarawadreng, En-Mei, fundet kvæstet og bragt til hospitalet i Kadamtala. Han blev rask og vendte tilbage til junglen.

Et år senere dukkede nogle jarwier pludselig op i Kadamtala og forlangte mad og gaver. Dagen efter kom der en gruppe mere, og så kom de i stride strømme. I løbet af bare ét år havde over 2.000 jarawaer været på besøg, et imponerende tal i betragtning af at hele stammen er på 2-300 mennesker, mænd, kvinder og børn.

En-Mei var tit blandt de krævende, og det må være ham der har overbevist sine hidtil så sky og fjendtlige stammefrænder om civilisationens velsignelser. En dag i 1999 bragte han sin alvorligt syge kone, Jalla, til hospitalet, som kurerede hende.

Politiet viste En-Mai frem mod betaling, og han lignede snart en rigtig teenager med kasketskyggen i nakken og det hele. Hans eksempel synes at have inspireret andre unge Jarawaer, mens de ældre er noget mere tilbageholdende. Det ser ud til de har fået et ungdomsoprør på halsen, og integrationen har taget et stort skridt fremad. En-Mei er allerede fængslet, anklaget for mord på Jallas mulige elsker. Snart vil jarwierne også være en alkoholiseret døende rest, hærget af civiliserede sygdomme.

Tsunamiens mystik

Tsunamiens følger for andamaneserne står endnu ikke klart. De "integrerede" var fysisk i god behold og blev evakueret til hovedstaden. Ti dage efter katastrofen dukkede syv jarawaer ud af junglen iklædt bue og pil og fortalte Associated Press at hele stammen havde det godt.

"Naturfolk" som de jo er, har andamaneserne måske haft særlige kundskaber som det var værd at studere nærmere, forestiller medier, myndigheder og mystikere sig nu. Mærkede de bare jordskælvet før tsunamien kom? Eller kunne de tyde vandet, fuglene og stjernernes opførsel og derfor nå at flygte i tide? Tsunamier har før hændt på disse øer, den seneste store i 1941. Og måske har de indfødte gennem årtusinder lært flodbølgens signaler at kende. Havde de en hemmelig viden?

Andamaneserne - der tilsyneladende ikke vidste hvordan man laver ild - havde mere end det, deres skabelsesberetning/civilisationsmyte er ret aktuel:

'Puluga (Gud) blev vred på menneskene og lod en gigantisk flodbølge oversvømme deres land og drukne dem næsten allesammen og - værst - slukke deres ild. Men isfuglen fløj op og stjal en glød fra Guds egen arne og bragte flammen tilbage til de overlevende som har passet godt på den siden.'

(Skolegang er også godt. Bare et par uger før juleferien havde en 10-årig turistpige tilfældigvis lært om tsunamier hjemme i skolen i England: Havet kværner og bobler og trækker sig tilbage, så kommer der en stor bølge, og så kommer den virkelig store knuser. Med den kundskab nåede hun at advare sin strand i Phuket i tide, så alle dér blev reddet, turister som thaier.)

Indvandringsbølgen

Den tiltagende indiske kolonisering af øerne er foreløbig blevet stoppet af tsunamien. Tusinder af mennesker er dræbt/savnet, 95% af alle bygninger er skadet, siger militæret, og øerne er blevet rystet af over 100 efterskælv. Mange vil væk fra øerne, og evakueringen til fastlandet er i gang.

"Måske vil Gud ikke have at vi bliver her mere" sagde en af de evakuerede til BBCs korrespondent.

Men Survival International, en NGO der arbejder for verdens urbefolkninger, frygter at selv om negritoerne er sluppet nådigt fra tsunamien, vil mange af øernes hårdt ramte indiske befolkning nu forlade den ødelagte kyst og flytte ind i landet, rydde skov til jord og boliger, og på den måde øge presset på Jarawierne. Samme frygt giver en talsmand for SANE, Selskabet for Andamanernes og Nicobarerenes Økologi, udtryk for. Sammen med andre NGOer øger de nu derfor presset på den indiske regering for at bremse koloniseringen og udnyttelsen af øerne.

Evakueringsbølgen

De indiske myndigheders politik var først at evakuere folk og flytte dem til nødlejre omkring hovedstaden Port Blair. Der sidder de nordandamanske stammerester og Öngerne nu, sammen med tusindvis af indere.

Indiske og internationale hjælpeorganisationer er strømmet til Andamanerne, men militæret vil ikke give dem tilladelse til at hjælpe. De har skarpt kritiseret evakueringspolitikken og krævet at nødhjælpen bliver bragt ud til folk, i stedet for at bringe folk ind til nødhjælpen. Det er militæret gået med til fra midten af sidste uge, men hjælpeorganisationerne får stadig ikke adgang til Andamanerne uden for Port Blair.

Mediebølgen

Den helikopter sentinelierne skød efter, skulle ikke bare studere nødhjælpsbehov, den medbragte også et TV-hold. Flodbølgen blev fulgt af et hav af journalister. Da det stod højest skyllede over 150 mediefolk ind over Port Blair på jagt efter en historie.

Negrito
Jiraki
andamanesernes "enevældige konge",
iflg verdens medier
 
Pressen havde midler til at overtale militærpersonale til at bringe dem tæt på de indfødte. Så nu kan verden læse interviews med andamanesere og se fotos af dem, iklædt diverse mærkevarer. Medierne har også skaffet sig adgang til Jarawaerne.

Siden 1957 har det ellers været forbudt (dvs dyrt) at fotografere negritoerne. Og Andamanernes civile forvaltning, som militæret helt har tilsidesat under krisen, prøver nu at komme på banen igen ved at forlange at journalisterne skal aflevere deres fotos før de forlader øerne. Det gør de nok gerne, billederne ligger allerede på nettet.

Andamanernes urbefolkninger overlevede tsunamien.
Overlever de også evakueringen og mediestormen?

Tsunami-geografi

Paradis
Kilde: www.and.nic.in
 
Tsunami
Pludselig smuttede den indiske kontinentalplade endnu en bid ind under den burmesiske miniplade, langs en mere end 1000 kilometer lang revne i jordskorpen hvor øerne ligger, kaldet Sundagraven. Det foregik mere end ti km nede i jorden. Se detaljer her
Kilde: www.drgeorgepc.com
 
Andamanerne er toppen af en undersøisk bjergkæde der går fra Arakan i Burma til Aceh på Sumatra hvor jordskælvet begyndte. Et par hundrede kilometer syd for Andamanerne titter flere af kædens bjergtoppe op over vandet og udgør en paradisisk øgruppe mere, Nicobarerne, der også hører til Indien.

Økæden ligger på den yderste vestkant af den burmesiske miniplade, dér hvor den indiske kontinentalplade presser sig ned under den. Ved jordskælvet har øerne rykket sig flere meter og er tilsyneladende også tippet noget. Fyrtårnet på Nicobarernes sydspids, Indira Point, var stadig oversvømmet ti dage efter katastrofen, ifølge Times News Network.

Nicobarerne ligger meget tættere på jordskælvets centrum end Andamanerne. Siden tsunamien har der været over 150 efterskælv, og ødelæggelserne har været kolossale.

Nicobarerne plejer at bestå af 22 øer, 12 af dem beboede. Tilsammen er de på størrelse med Lolland-Falster, og der boede en 40.000 mennesker på dem. De er den relativt hårdest ramte del af Indien. Næsten alle Indiens savnede er fra Nicobarerne.

Jordskælvene har også flyttet om på havbunden. Søkortet for sejlruterne ud af Malaccastrædet og for forholdene omkring øerne og Aceh må tegnes om. Man kan ikke bare sejle nødhjælp ind som om gamle dybdemålinger stadig gjaldt. Der er allerede sendt eksperter afsted for at opmåle de forandringer, jordskælvet har afstedkommet på land- og især søkortet. Der vil gå flere år før dette arbejde kan afsluttes.

Danmarks Frederiksøer

Den danske koloni Frederikshavn på Nicobarerne
Kilde: home3.inet.tele.dk/ujensen/nicobar.htm
Den danske koloni Frederikshavn på Nicobarøen Kamorta
 
I 1700-tallet faldt Danmarks blik på Nicobarerne. Vi havde allerede en koloni ovre på den tamilske kyst i Trankebar, derfra blev et skib sendt af sted, og nytårsdag 1756 blev Dannebrog hejst i kolonien Nye Danmark på den største af øerne, og de blev døbt Frederiksøerne efter kongen.

Mindre end et år efter var de fleste af de danske kolonister døde af nicobarfeber, dvs malaria. Året efter blev et nyt koloniskib sendt afsted. Det tog også dem mindre end et år at dø. Derefter var det danske eventyr på Nicobarerne i realiteten slut, selv om man formelt holdt fast ved øerne. Herrnhuterne lukkede først deres missionsstation i 1787.

Den mindste af Nicobarøerne, Pilomillow, der nu er vippet og står halvt under vand, var sæde for den sidste danske koloniseringsindsats, i 1846. Men malariaen kvalte også dét forsøg, og to år efter blev kolonien forladt. I 1856 blev øerne formelt overdraget til Storbritannien, gratis.

Nicobarboerne

Netop på den ø hvor Danmarks forgæves koloniseringsforsøg begyndte, den sydligste af øerne, Great Nicobar, lever der en anden rest af en urbefolkning, dog ikke nær så ur- som andamaneserne. Shompen-stammens 3-400 medlemmer lever afsondret, de er også jægersamlere og havde indtil tsunamien en yderst beskeden kontakt med omverden.

Shompen er hverken pygmæer eller afrikaagtige, de er mongolagtige. De ankom også til deres øer for tusinder af år siden, men alligevel mange tusinde år senere end andamaneserne. Deres sprog er fjernt i slægt med nogle af de oprindelige befolkninger i Indien og Burma. De lever inde i junglen og er også sluppet nådigt.

Det samme kan ikke siges om nicobarierne. De er øernes anden indfødte befolkningsgruppe, genetisk og sprogligt beslægtet med Shompen, men ikke længere økonomisk. På mindre end hundrede år har nicobarierne opgivet den nomadiserende jægersamlerkultur, de dyrker nu jorden og arbejder i diverse servicefunktioner for det indiske militær. De er også blevet kristne, enkelte muslimer. Og så er de mange flere, over 25.000 før tsunamien.

Det frygtes at op mod en fjerdedel af dette folkeslag har mistet livet.

Alene på hovedøen, Car Nicobar, jævnede tsunamien 12 landsbyer med jorden. Og militærbasen med fly, besætning, installationer, personale, bygninger, familje.

Lukket land

Nicobarerne er lukket land, totalt afspærret af det indiske militær. Her får ingen indrejsetilladelse, ingen forskere i fredstid, ingen nødhjælpsorganisationer i krisetid.

Og på Nicobarerne har Indien heller ikke tilladt den samme massive indvandring som på Andamanerne. Tre fjerdedele af de mennesker der bor på øerne, er stadig indfødte nicobarier, resten indisk militærpersonale.

Indien er en stormagt med atomvåben, og der ligger adskillige strategiske militærinstallationer på øerne. De er både en lyttepost mod Kina og en vagtpost ved indsejlingen til en af verdens mest befærdede søruter, strædet mellem Sumatra og Malaccahalvøen. Økæden ligger meget tættere på Indonesien (200 km), Thailand (500 km) og Burma (200 km) end på Indien (1200 km).

Det er nok så meget ønsket om at mørklægge de fremskudte militære installationer som at beskytte en enestående natur og urbefolkning, der får de indiske myndigheder til at holde alle borte fra øerne.

Indisk minoritetspolitik

Folkeslagene på Andamanerne og Nicobarerne hører til den indiske forfatnings såkaldte scheduled tribes ("opregnede stammer") som der er over 500 af. De kaldes også adivasi, "de oprindelige", og mange steder i Indien er de i konflikt med myndighederne, her og der væbnet. For der er betydelig afstand mellem de høje principper i landets erklærede politik over for de oprindelige befolkninger og så den politik der føres i praksis.

Det viser sig også på den internationale scene. I FN-organerne stemmer Indien konsekvent sammen med USA, Rusland, Kina, Indonesien, Burma og den type lande med mange/store indfødte mindretal, mod ethvert tilløb til at tildele dem dé kollektive rettigheder som mange folkeretseksperter og minoritetsforskere anser for en afgørende forudsætning for at de kan forsvare resterne af deres kultur.

Ole Stig Andersen
forkortet udgave trykt i Weekendavisen 21. januar 2005

LINKS & kilder

  • Andaman Association www.andaman.org (Schweiz)
  • Survival International www.survival-international.org (London)
  • Gesellschaft für bedrohte Völker www.gfbv.de (Tyskland)

  • Andamanerne på film

  • Andamanerne (og Nicobarerne)s forvaltning www.and.nic.in

  • De danske forsøg på at kolonisere Nicobarerne home3.inet.tele.dk/ujensen/nicobar.htm

  • Tsunami www.drgeorgepc.com (Hawaii)
  • Lignende artikler på BABEL

  • HOTTENTOT VENUS

  • DEN TASMANSKE PRINSESSE
    og hendes skelet

  • Alias: Andaman Andamanerna Andamanese Myanmar Nicobar Nicobarese Nikobar nikobarbo Nikobarer Nicobarerna Nikobarerna Nikobarerne Nikobaren Onge tidskapsel

    sitetæller

    BABEL

    >

    SPROG

    >

    Tsunami


    Kontakt

    FreeFind
    til top
    © Ole Stig Andersen, 21 jan 2005 (rev 11 feb)