Navneords køn

  <

BREVKASSEN

  <

SPROG
DANSK


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

7 marts 2004

BREVKASSEN

Spørgsmål sendes til osa@olestig.dk.
De besvares (måske) af
Ole Stig Andersen
Ole Stig Andersen

HVORFOR har NAVNEORD KØN?



Hej Ole Stig Andersen!

Under min søgen efter noget omkring substantivers køn, er jeg tilfældigvis faldet over et par af dine sprogartikler, som jeg har nydt i fulde drag.

Jeg undrer mig nemlig over, at når nu den danske grammatik op gennem tiden er blevet mere og mere forenklet med færre kasus og verbalbøjninger, så har man bibeholdt køn (jaja, vi er gået fra tre til to), som ikke på nogen måde overhovedet giver mening. Om vi har et, to eller tre køn er vel fløjtende ligegyldigt rent grammatisk set; på engelsk går det jo glimrende med ét køn.

Har du en idé om, hvorfor man har "opfundet" kønsdeling af ordene i tidernes morgen, og hvorfor vi i mange sprog stadig fastholder denne for mig besynderlige opdeling af ordene i takt med vi er blevet mere grammatisk dovne?

Jesper Sidelmann Markussen
23. februar 2004


Jeg ved jo hverken "hvorfor" dansk engang opdelte navneordene i tre køn, og nu kun i to, eller hvorfor "vi" endnu ikke har forenklet det til ét. (Burde vi forresten det? Går naturens lov simpelthen bare den vej?)

Grammatik og dovenskab

Det er i hvert fald ikke fordi "vi er blevet mere grammatisk dovne". For det er vi ikke. Dovenskab og andre moralske dyder har ingen indflydelse på grammatikken. Det er moral alt for specielt til. Sproget laver grammatik til hele livet, også det dovne.

Sprog som dansk og engelsk har forladt kasusbøjning, og nok ser de enklere ud end vikingetidens dansk/engelsk når man begrænser sig til at se på bøjningerne, men vi har overhovedet ikke skippet grammatikken, tværtimod, den er bare flyttet til mindre påfaldende steder, fra endelser til ordstilling og tryk. Vietnamesisk har ingen tidsbøjning af verberne, men de kan alligevel godt kende forskel på fortid, nutid og fremtid. Vietnamesisk har bare "flyttet" tidsbøjningen fra udsagnsordene til diverse småord a la dansk "nu, dengang, bagefter, før, så, først, siden".

Mennesker (og sprog) kan kun være 'grammatisk dovne' med allerstørste besvær! Vanskeligheden ved at kommunikere med folk man ikke har sprog tilfælles med, ér ikke bare at man mangler ordforråd. Selv med de få gloser man hár tilfælles, er det netop grammatikkens præcision der mangler. Sprog har den grammatik brugerne har behov for, og når grammatikken mangler gør det det ikke nemmere, bare mere anstrengende.

(Skolegrammatik er noget helt andet, dér er det nærmest omvendt, eftersom der er nogen der bestemmer over dit sprog, det er der jo ikke til daglig. I skolen skal du ikke anstrenge dig for at kommunikere, læreren og lærebogen osv har jo bestemt betydningerne i forvejen. Det er derfor skolen kan tillade sig at nøjes med at gå op i rigtighed.)

Mange køn

Dansk har haft tre køn ligesom tysk og russisk stadig har, men hár nu kun to, og engelsk og tyrkisk og kinesisk har kun ét, hvilket jo sjovt nok er det samme som ingen. Men fx har afrikanske bantusprog helt op til 20 'køn' med dertil hørende forskellige endelser (som egentlig ikke er 'endelser', men 'begyndelser', de står nemlig forrest i ordene).

De grupper af betydninger der "hører til samme køn" har noget med 'naturlige' kategorier at gøre. Opdelingen i seksuelt køn er jo grundlæggende, også for sproget. Andre kategorier er fx dyr, planter, levende ting, døde ting og en del mere uventede.

En meget indflydelsesrig nyere bog om sprogpsykologi hedder "Kvinder, Ild og farlige ting". Titlen henviser til en grammatisk "køns"-kategori i australsproget dyirbal. Og bogen filosoferer bl a over hvad ild, kvinder og farlige ting mon kan have med hinanden at gøre. En hel del, viser det sig.
(George Lakoff 1987: Women, Fire and Dangerous Things. What Categories Reveal about the Mind.)

Mange østasiatiske sprog - beslægtede som ubeslægtede - "mangler" grammatisk køn, men til gengæld har de en mængde obligatoriske classifiers, a la "aflang". Hvis fx alle eller de fleste aflange ting skal markeres med et særligt ord, der ganske vist betyder "aflang", kan man nok alligevel bedst sammenligne det med dansk "en/et". Når "arm" altid hedder "aflang arm" er "en arm" nok en bedre oversættelse.

Besjælethed

Hvis man er interesseret i de dybere eller højere filosofiske sider af sagen, er det er værd at kigge nærmere på fænomenet BESJÆLETHED (animacy). Det viser sig nemlig at alverdens sprog forskellige steder i deres grammatikker insisterer på at sortere alting i tilværelsen efter mængden af liv. "Systemet" ser nogenlunde sådan ud, alle sprog sammenfattet, og vi starter oppe i himlen:
  1. gud(er)
  2. mænd
  3. kvinder
  4. børn og andre dyr
  5. andet levende
  6. døde ting og genstande
  7. utællelige "masser"

I dansk grammatik dukker denne lagdeling fx op i den gængse opstilling af stedordene, tredje person ental, sådan
1han
2
3hun
4den
5den
6det
7det

Jeg har en russisk bekendt der ikke lige forstod en bespottelig vittighed hvor jeg omtalte Gud som "hun". Det kan man jo på engelsk (som vi talte) hvor valget af stedord ligesom på dansk styres af besjælethed, men ikke på russisk hvor det styres af grammatisk køn, og Gud er skam 'han'. (Mindst, som det fremgår af lagdelingslisten foroven. Tamil har særlige stedord for guder!) På engelsk (og dansk) er det en pointe at kalde Gud hun, på russisk er det bare en fejl.

Gradbøjning af hvor meget liv der er i det der omgiver os, titter frem de sjoveste steder i verdens sprog, typisk i det særdeles betydningsbærende valg af personlige stedord, men også i de forskellige og fra vores nutidige betragtning meningsløse opdelinger af navneordene i "køn". I andre sprog dukker besjælethed også op i fx talord og udsagnsordenes bøjninger.

Sprogforandring

Den tilsyneladende mangel på fornuft i de danske substantivers køn skyldes at tingenes tilstand er et kompromis mellem flere indbyrdes uafhængige udviklinger i sproget der til stadighed står på og har gjort det i århundreder, for ikke at sige altid:

BETYDNINGSFORSKYDNING

Hankøn og hunkøn HAVDE engang i tidernes morgen noget med deres navn at gøre. Alt andet lige var hun-"ting" grammatisk hunkøn, osv. Dansk har så med tiden slået hankøn og hunkøn sammen og fået fælleskøn, der står over for intetkøn. Hvor går skellet så i lagdelingslisten ovenfor? Jo, det går, alt andet lige, mellem levende og ikke-levende: En mand, men et hus. (Der er bare masser af undtagelser).

I mange år har der desuden været en interessant udvikling i gang, der er ved at flytte skellet en tak ned på lagdelingsstigen: Forskellen mellem fælleskøn og intetkøn er i færd med at skifte fra at være en (betydnings"løs") kategorisering af navneordene til at være en betydningsbærende markering af (u)tællelighed.
    øllen - øllet
    ræk mig lige vanden - ræk mig lige vandet
Eller min lille datter som åbnede køleskabet lidt voldsomt, og sagde
    øv, mælket faldt ud

STAVELSESTRUKTUR og HYPPIGHED og VELLYD

På dansk hár énstavelsesord det med at ville være intetkøn, selv om der er masser af undtagelser. Mange af dem er - som en del af sprogets kerneordforråd - også hyppige, og dermed særlig modstandsdygtige mod sprogets stadige regulariseringsprocesser.

Hvad skal det ende med?

Indvandrere der går til danskundervisning, spørger ofte efter regler: Hvornår hedder det en, hvornår heddet det et?
Man kan så enten begynde at fortælle dem om reglerne. For det er skam ikke sådan at der ingen regler er, der er bare mange, virkelig mange!
Eller også kan man foreslå: Gæt på fælleskøn medmindre du ved bedre.
Det er statistisk fornuftigt: Mindst 90% af alle danske navneord er allerede fælleskøn.

Og nye substantiver i dansk bliver som regel fælleskøn, selv om der er en undtagelse her og der.

Så måske går det alligevel som du synes det skulle, at dansk ender med ét grammatisk køn, altså ingen.
[Eller "intet", siden "køn" er intetkøn?]

Ole Stig Andersen, 1. marts 2004


Hej Ole Stig Andersen!

Dit svar var interessant læsning

Jeg havde ikke lige selv tænkt over, at vi jo blot har flyttet ordendelserne til ordstilling og tryk. Men jeg vil nu alligevel fastholde, at vi er blevet grammatisk dovne -eller måske snarere: magelige på visse områder. Rent udtalemæssigt passer det jo også med, at vi er blevet mere magelige. Hvor man på svensk og norsk har bibeholdt k, p, t, bruger vi jo på dansk g, b, d, og hvor diftonger er blevet erstattet af monoftonger (hedder det det?). Så ud fra en betragtning om, at tingene på visse områder er blevet enklere, synes jeg godt, man kan sige, at vi er blevet mere magelige.

Omvendt, set ud fra din påstand: "Sprog har den grammatik brugerne har behov for, og når grammatikken mangler gør det det ikke nemmere, bare mere anstrængende", vil jeg alligevel godt medgive dig, at vi overhovedet ikke er blevet mere dovne. Jo, måske med hensyn til morfologien, men syntaktisk og semantisk skal vi så til gengæld anstrænge os mere, så summa summarum går det måske ud på ét.

Noget andet interessant i din artikel er det med betydningsforskydningen, hvor intetkøn på dansk går mod at karakterisere utællelighed, og hvor 90% af vores ord er fælleskøn. Godt at vide.

Du skriver til sidst, at det måske går, som jeg synes, nemlig at der kun vil være ét køn på dansk. Netop på dansk har jeg slet slet ingen problemer; næh, det er på fremmedsprogene, det irriterer mig, at noget så ligegyldigt som køn, kan få én til at lyde som et fjols, hvis man kommer til at benytte det forkerte køn. (Nå, men det samme gælder jo for udlændinge, når de taler dansk, og hvis der er noget, som danskere ikke kan lide, så er det udlændinge, som ikke taler perfekt dansk (hvis jeg skal generalisere, det er bestemt ikke min personlige holdning).

Nå men, rent faktisk er det jo i det hele taget spændende at være med til at bruge sproget, påvirke det og observere de ændringer, det måtte afføde.

Jeg glæder mig til flere af dine gode - til tider småprovokerende - artikler.

Jesper Sidelmann Markussen
torsdag 4. marts 2004



sitetæller

BABEL

>

DANSK
SPROG

>

BREVKASSEN

>

Navneords køn


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 7 mar 2004