Stavning

  <

DANSK


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

21 mar 1994

HERLIGE FEJL

Man kan kun rette en fejl man hár forstået. Men hvorfor så gøre det?
Hvorfor ér det så satans vigtig om man kan stave rigtig?

JEG BLIVER jævnlig opfordret til at drage i felten mod så den ene og så den anden sproglige unode.
    Her sidst var det min gamle ven dr. Høst - der ellers nok plejer og vide hvornår den globale overklasse og dens lokale håndlangere skal have fingeren - der ringede for at bede mig gøre noget ved den ikke alene utålelige, men direkte omsiggribende sjuskede udtale af at, så ordet næppe kan skelnes fra og.
    Når ikke det lige drejer sig om mine egne personlige kæpheste, afviser jeg altid den slags krigeriske kampagneforslag. Af princip!
    I det aktuelle tilfælde kunne jeg ovenikøbet bedrøve (sproglig originalitet er nemlig ikke så højt skattet når det er udtale det drejer sig om) doktoren med at han er den eneste person overhovedet jeg kender der konsekvent udtaler at som det skrives. (Lad os hér for en stund se bort fra det principielt uladsiggørlige i at skrive som man taler.) Og ydermere at jeg altid har syntes dét dér at var et dybt eksotisk træk i hans sprog, hel på linje med det faktum at han heller aldrig siger osse, men altid ovser. (Ellers snakker han ret almindelig dansk.)

MEN DET ER IKKE hans eneste fikse idé. For hvis opfordringen skulle have mening, må han også nære en umanérlig stor tiltro til værdien af denne sprogklummes formaninger, en tillid jeg desværre ikke kan dele, smigeren til trods.
    Det skulle heller ikke være nødvendig at gøre den hel store indsats mod sprogfejl i lige netop denne avis. Efter debatsiderne at dømme har læserne i forvejen en rigelig høj fejlbevidsthed. Man kunne nem kunne gå hen og (at?) tabe en strid med dém.

MISFORSTÅ MIG endelig.
    Jeg har ikke det bitterste mod sprogrøgtere, tværtimod. Faktisk kan de være ret underholdende, især når de som dr. Høst bekæmper indbildte sprogfejl, 'fejl' som enhver der åbner øjne og ører, er nød til at (og?) indrømme er hel almindelig dansk sprog.
    Men også når der er tale om 'rigtige' fejl er det i sig selv forunderlig at modne veluddannede mennesker kan finde anledning til og mening i offentlig at besvære sig over at der er folk der anvender en anden sprogstandard end dem selv.
    Og det ér da også tankevækkende hvilke yderliggående småting de kan finde på at skælde ud over.
    Men det virkelig ubegribelige ér hvad der mon kan motivere dén voldsomme vrede der ofte skældes ud méd. Det er lige ved at raseriet er omvendt proportionalt med vigtigheden af problemet.
    Man kunne forstå hvis de var nysgerrige. Eller ved at dø af grin. Men vrede?
    Hvorfor er det så ubærlig slemt at der er nogle der siger forpligtigelse? Eller lissom? Eller bruger oblik eller antioblik kasus? Eller bøjer et ord forkert i flertal? Eller skriver ideosynkrasi, når enhver (ud)dannet person véd at det staves idiosynkrasi?

DÉN SMULE formvariation sproget tillader, er ikke nær så overvældende som dén enorme vifte af vrede, forargelse og skuffelse der præger de jævnlige mobiliseringer mod denne eller hin sproglige forseelse, indbildt eller virkelig.
    Hvem husker ikke marionægese-krigen der rasede i sommeren 86 , da den seneste udgave af Retskrivningsordbogen udkom med nogle få forsigtige imødekommelser af stavemåder der faktisk var vidt udbredte i forvejen. Og hvis man ikke kan huske den agurkesag, er denne avis altid rigelig leveringsdygtig i læserbreve af samme ideologiske tilsnit.
    Og det er ikke småting fejltagere skældes ud for. Brugere af 'forkert sprog' tillægges de laveste motiver og den slettest tænkelige moral. Slaphed, fordærv, sjusk, efterladenhed og sjusk er nærmest hyldestord i det umoralske morads de befinder sig i.

JEG FORSTÅR det ikke. Hvorfor går så mange så højt op i sprogrigtighed?
    Er der nogen der kan forklare det?
    Hvorfor er det så satans vigtig om man kan stave rigtig? Om man bruger en glose af fremmed herkomst? Om et ord er delt forkert i ens avis? Om der ér den normale overflod af kommaer, eller bare for få?

FOR DEN virkelige gyser er jo at man kun kan rette noget man hár forstået. Hvis man ikke forstod hvad der blev sagt, kan man endnu mindre forklare hvordan det búrde have været formuleret.
    Og hvis man hár forstået hvad der blev skrevet, kan det ikke være af hensyn til kommunikationen man farer i blækhuset med sine rettelser.
    Men hvorfor så?
    For at skille de gode fra de onde, de kloge fra de dumme, de sjuskede fra de ordentlige, de uddannede fra de tilbagestående, de velopdragne fra de uvorne?
    For at gøre offentligheden bekendt med ens følelser? For at få orden på verden? Eller i det mindste en lille overkommelig nær del af den?

SOM MAN VIL have bemærket har jeg i denne klumme prøvet at gennemføre én af de sprogfejl man støder på igen og igen (Hvis ikke redaktionssekretæren fejlagtigt har rettet dem til det rigtige):
    Biord-t'et, skal det være der eller ej?
    For argumentets skyld har jeg her fulgt min daglige udtale. Der er ingen tvivl om at der er udbredt tvivl om mange biord der ender på -(l)ig skal ende på -t eller ej, og det samme gælder nogle meget hyppige ord som nem(t) og hel(t).
    Hvis man selv er i tvivl (og lægger vægt på korrekthed), kan man læse lovteksten i Retskrivningsordbogen paragraf 36-39, eller få problemet nænsomt forklaret i Håndbog i Nudansk side 76-81.
    Så kan man selv regne ud hvordan det skal være når det er rigtigt.

MEN HVAD ER der galt med at gøre det galt?

Ole Stig Andersen
(Information, 21 mar 1994)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

DANSK

  >

Stavning

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 21 mar 1994 (uploadet 2001)