Stedord & kasus

  <

DANSK


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

24 sep 1993

Sprogrøgt

FIINSK
Sproget forandrer sig!

I EN FULDGOD dansk sætning som "Læserbrevsskribenten skælder forfatteren ud", er det ikke bøjningsendelserne der gør det muligt for os at afgøre hvad der er grundled og hvad der er genstandsled, hvem der skælder hvem ud; det er ordstillingen. For nu at se bort fra sammenhængen.
    Der er andre sprog hvor ordstillingen er mere fri end på dansk, fordi kasus viser funktionen. Den Mann liebt die Frau lader næppe nogen tysker i tvivl, selv om ordstillingen er sær og kunne få en dansker til at tro noget andet.

DANSK HAR engang haft fire kasus, ligesom tysk stadig har det. Nominativ, akkusativ, genitiv, dativ er der nogle der godt kan lide at benævne dem.
    For de personlige stedords vedkommende er akkusativ og dativ smeltet sammen i historiens løb. Hos navneordene er der sket yderligere en reduktion, så der nu kun er to kasus tilbage, nominativ og genitiv.
    Det er vi mange der synes er et fremskridt, men den gængse beskrivelse af situationen er tværtimod en rigtig masochistisk fattigdomsmetafor. Før havde dansk et rigere kasussystem, nu er vi blevet fattigere, suk og sorg!
    Men denne forståelse er selv fattig i forhold til det danske sprogs faktiske rigdom, for andre, ofte negligerede faktorer er trådt i kasus' sted; foruden ordstilling først og fremmest betoningen, trykket.
    På moderne dansk kan man snildt ændre betoningen i den indledende sætning, sådan så det er journalisten der er grundled og skælder læserbrevsskribenten ud. (Paradoksalt nok ved at udtale grundleddet, forfatteren, med bitryk. Prøv selv).

I DE ÅRHUNDREDER hvor ledfølge og tryk trådte i kasus' sted, var Danmark (sprog)politisk domineret af kasussprog, først latin og siden tysk, som har haft stor indflydelse på den grammatiske beskrivelse og på forestillingerne om hvad der er fiint dansk.
    Al deres dominans til trods kunne de ikke hindre dansk i at udvikle sig væk fra den gamle standard, men vi må stadig slås med revolutionære sprogrensere, der med iver og vrede og fremmed inspiration sætter sig til modværge mod denne århundredegamle udvikling af vort modersmål.

DET KLASSISKE kasus-system er nemlig brudt sammen i moderne dansk.
    Vi har det privilegium at få lov at overvære, hvordan et sprog er ved at ændre sin grammatik.
    (Der sker beslægtede forandringer med køn, tal, ejefald, bekendthed og besjælethed, som jeg senere vil tage op.)
    Den gruppe stedord, som af kasushistoriske grunde kaldes objektstedord (dem, den, det, dig, ham, hende, jer, mig, os), har i moderne dansk mindre og mindre at gøre med akkusativ i traditionel forstand.
    Så lidt så det strengt taget efterhånden er blevet forkert at tale om genstandsfald som en bøjningsform i moderne dansk.
    Bøjningsformen er ikke forsvundet, sådan som dativ i sin tid faldt sammen med akkusativ. Den lever i bedste velgående, men dens betydning har mindre og mindre at gøre med genstandsled, den er ved at få en ny grammatisk funktion, og burde egentlig gives et nyt navn.
    Hvis vi bliver i den latinske tradition, kunne vi vel godt kalde det nye kasus oblik, som betyder noget i retning af tværgående, afvigende, skæv.

DER ER MANGE tilfælde hvor der ikke er nogen konflikt mellem oblik og akkusativ.
    Der er fx ingen uenighed om at vi bruger objektstedordene som genstandsled: (Mig gamle mand skal du ikke genere. Han elsker hende.)
    Der er heller ingen problemer når der er tale om hensynsled: (Send os et brev. Han gav dem nogle penge), eller når det drejer sig om styrelsen i et forholdsordsled (De gav den til mig.)
    Men så er der omsagnsled til grundled, hvor ingen vist vil bestride at korrekt dansk kræver oblik kasus, selv om den klassiske kasuslogik kræver nominativ. Selv den mest tyskliderlige må nødvendigvis sige og skrive, Det er mig og ikke Det er jeg, Det blev jér og ikke Det blev I.

DET DER VIRKELIG kan hidse folk op, er når andre bøjer grundleddet i oblik kasus.
    Ikke som børn og indianere der siger mig, hvor os pæne mennesker der har gået i skole, siger jeg.
    Men når subjektet er udvidet med et bestemmerled, så uha uha: (Ham Napoleon har allerede spist færdig. Hende dernede er fra Kina. Dem der kommer sidst, må klare sig selv. Os i fordanskningsbranchen foretrækker... Os herovre står også i kø. Dem nede i Jugoslavien er krigsgale. Jer som ikke har billet, må vente til sidst).
    Også i sammenligninger bruger vi oblik kasus, til manges store fortrydelse: Han er ældre end mig. Han er lige så dum som dig. Den anden halvdel forstår lige så lidt som hende selv.

KORT SAGT: Der er i moderne dansk stigende tilbøjelighed til at brugen af objektstedordene trænger ind i stort set alle andre tilfælde end ægte, nøgent grundled.
    Dog ikke helt. I min form for dansk kan man fx (endnu?) ikke sige: Jer andre må selv gøre det.

DET NYE SYSTEM er langt fra stabiliseret endnu.
    Parallelt med fremkomsten af oblik kasus, har der udviklet sig en hyperkorrekthed hvor man bruger subjektformen, også i tilfælde hvor stedordet slet ikke er subjekt. Man kunne måske lidt spidsfindigt kalde det anti-oblik form.
    Dén hader korrekserne også, mindst lige så meget som de oblikke former.
    Det sker især ved relativsætninger (Kender du de der kommer i aften? De som ikke har billet, må du ikke lukke ind. Giv pengene til de der har brug for dem.)
    Der er endda de der altid at laver dem om til de når der følger et bestemmerled efter: (De derhenne må du ikke tage. De på den anden side af kloden skænker vi ikke mange tanker.)

SPROGTILSTANDEN er tydeligvis usikker.
    Personligt synes jeg oblik kasus er naturligt og korrekt, fordi både mit eget og folk jeg kan lide's talesprog er fuld af den slags. "Anti"-oblik bryder jeg mig derimod ikke så meget om; når jeg bemærker den, renser jeg den ud.
    Men derfra og til også at prøve at rense denne private idiosynkrasi ud hos andre, er der dog et skridt eller to, skulle jeg mene. Især hvis man elsker sit modersmål og er nysgerrig efter hvordan det dog ér det går og opfører sig.
    Men der ér jo folk hvis kærlighed til vores sprog giver sig mere normative udtryk, folk for hvem skolegang og dertil hørende titler er væsentlige identitetsmarkører, folk der føler sig kaldet til at rase over andre menneskers sprogbrug og forklare deres frygtelige sprog med moralske brist eller - endnu værre - uddannelsesmæssige shortcomings, kort sagt, folk der godt kunne tænke sig at erstatte levende dansk med fiinsk.
    Denne sprogklummes forfatter kan sikkert ikke sige sig helt fri for dette mindreværdskompleks, men jeg lover fortsat at skrive et sprog som også henter en god del af sine former fra talesproget. Derfor vil man også for fremtiden kunne finde eksempler på moderne oblik kasus i denne klumme.
    Jer revolutionære, I er helt velkomne til at lade være.

Ole Stig Andersen
(Information, 21 mar 1994)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

DANSK

  >

Stedord, Kasus

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 24 sep 1993 (uploadet 2001)