Tabuord

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

8 okt 1993

Tabusprog

DANSKE ORD DER BETYDER
NOGET FRÆKT PÅ ANDRE SPROG

... er der?

PLUDSELIG REJSER Aminah sig og går. Hvis ikke hun havde været sådan en høflig og blid kvinde (irakisk kurder, midt i halvtredserne, tørklæde ned over begge ører, det er nok derfor hun har udtalefejl), ville hun sikkert have smækket med døren, eller i hvert fald brokket sig. Nu synes hun bare det kan være nok. For hár hun nu ikke i flere timer bedt om at få lov til at udelade er der i de sætninger vi arbejder med? "Hvor mange vinduer er der i klassen?" og "Hvor mange familjemedlemmer er der i regeringen", og lignende sætninger af den type vi lærebogsforfattere har fundet af central, ja afgørende integrationsfremmende betydning, og som enhver uskyldig udlænding der skal - eller måske ligefrem selv vil - lære dansk, derfor udsættes for i undervisningen. (Smut selv hen og tjek efter på din nær-integrationsanstalt. De tager altid mod lokalbefolkningen med åbne arme). "Kunne man ikke bare nøjes med hvor mange?" "Hvorfor skal dét dér er der nødvendigvis med?" synes hun. Der er andre arabisktalende i klassen. Mænd endda, i integrationens terroristiske navn. Og for at det ikke skal være løgn, er én af dem hendes egen søn. Og sad Nabil måske ikke ligefrem og fnes lidt, mens Aminah forgæves prøvede at revolutionere den danske grammatik?

HELDIGVIS HAR JEG EN KOLLEGA der ikke bare kán arabisk, men ligefrem er derhennefra. Og hun kan fnisende fortælle at er der godt kunne gå hen og lyde mistænkelig tæt på det arabiske ord for pik. Og selv om Vorherre hverken i Bagdad eller i Århus er meget for frække ord (sligt skal helst vente til Paradis, hvor alt det frække ved det frække alligevel siges at forsvinde), så findes de jo unægtelig begge steder. Og ærligt talt, skúlle det virkelig være nødvendigt at belemre en anstændig ældre kvinde med den slags? Så jeg ofrer grammatikken på anstændighedens alter og lader hende slippe for dette sjofle, anstødelige er der. Senere er jeg blevet klogere. Nu løser jeg såmænd problemet ved at forlange at er der bliver udtalt mere distinkt, så det ikke mere ligner noget sjofelt. Omtrent ligesom en velkendt grønsag med en hel anden stavemåde. På dansk altså.

FOR JEG KAN JO forstå hende. Dengang jeg gik i skole var der også ord vi børn ikke brød os om at udtale på engelsk. Jeg husker - og mange sikkert med mig - den fine engelske titel Lord, som vi mildest talt ikke synes var noget at prale af. Allerhelst ville vi slippe for at sige dét ord overhovedet, i hvert fald når man ikke selv kunne bestemme hvem der skulle høre det. Oh, at se travlt optaget ud når fru Schultz' falkeblik søgte sit næste offer. Og i tysk var der et digt af en nationalromantisk poet - Goethe, Marx, Heine, hvem det nu kan have været - som handlede om en klippe ved Rhinen, Lorelei hed den. Men for os hed den Låreleg, noget vi dårlig vidste hvad var - oh, uskyldige ungdom. Og der var ingen der meldte sig frivilligt til at få sin udtale rettet i netop dét digt.

Poul

SOM SAGT er Aminah et civiliseret menneske. Det er hendes søn ikke helt så meget. Så hán undlader ikke at spørge om hvordan det kan være at danske statsministre absolut skál hedde Poul. Er det en regel, et kulturelt særtræk som vi udlændinge bare må lære at integrere os i, eller hvad? Det er meget svært at forstå. Forhåbentlig kan man få lidt hjælp? Endnu meget vanskeligere er det nemlig at begribe at dét navn sådan en statsminister skal have, absolut skal være dybt sjofelt på det sprog som over 100 millioner mennesker har som modersmål, det sprog Vorherre himself har valgt at åbenbare sin reviderede udgave af det Gamle Testamente på. Kort sagt, Poul betyder noget slemt på arabisk. Hvad kunne man ellers vente sig af de fundamentalister? For det er vel ikke historiens dybere retfærdighed der her slår igennem? Jo, det er rigtigt, pis betyder det. Godt nok udtaler de det ikke rigtigt. Deres fejludtale ligner snarere ordet bål, et ord - sjældent, desværre - som sagtens kan få denne og hin araber til at rødme. Og hvis man strammer fejludtalen nok en gang kan den måske også få denne og hin dansker til at synes at nu strammer de den. Prøv selv og ring på din nabos dør - hvis du er blandt de heldige der bor i en af landets talrige ghettoer - og kig den krumnæsede fundamentalist dybt i øjnene og sig Poul. Vifter hun med sit danske flag, inviterer hun dig på brasede kartofler, eller stikker hun dig en på kassen?

Arm

TYRKERNE kan ingen udkonkurrere. Der bor flere mennesker fra Tyrkiet alene i Danmark end der er samer eller færinger i det samlede Norden. De har da, om nogen, krav på at kunne kalde sig en etnisk minoritet. Derfor er det også tyrkisk der har leveret det klassiske eksempel, som kendes selv af en del mennesker der aldrig selv har haft det privilegium at undervise tyrkere. Eller andre kurdere, for den sags skyld.

DEN SØDE kusse hedder på tyrkisk am, et ord alle naturligvis kender (og som derfor ikke behøver stå i ordbogen, siger Fatima om det tilsvarende ord (pizda) på bosnisk, mens hun finder det helt naturligt at bord og stol og og står der). Det volder sine problemer i danskundervisningen, hvor det, som alle de andre ord af dén slags, optræder i en del uskyldige sammenhænge. Det første sted vi møder det i undervisningen, er normalt ordet arm, en sikker vinder. Tyrkere kan godt finde på at udtale r'et i arm - og gør det gerne for at undgå den sjofle association - men ikke os. Så ordet lyder alligevel som kusse.

TYRKISKE STATSBORGERE er traditionelt meget flittige til at bruge deres stemmeret. Det er typisk for deres ondsindede angreb på danskheden i Københavns omegn, at de ikke bare tager vores piger, vores jobs, vores boliger, vores bistandshjælp og vores understøttelse; de snakker også fremmede sprog som ovenikøbet er sjofle, som fx denne klumme klart demonstrerer. Og så stemmer de også i højere grad til de lokale valg end rigtige ægte kernedanskere Sidste gang, for fire år siden, havde ghettoerne en højere stemmeprocent end os andre. Dog, siger rygtet, ikke til amtsrådvalget, så anstændige var de dog. Vi får se til november.

OGSÅ I ANDRE sammenhænge kan man genkende am, så snart man først ér sporet ind på det. Der er folk der prøver at holde hemmeligt at det lige præcis er Amager de bor på. Dem der er belastet med Amagerbrogade kan ikke rigtig gøre noget ved det. Ud over selvfølgelig at udtale det på en særlig måde. Og når først de er i gang, er det det tyrkiske konsulat, og i hvert fald ikke ambassaden, de skal ud og forny pas på. Amerika har jeg endnu ikke været ude for skulle volde problemer. Amalienborg derimod ...

TYRKISK skrives ligesom det tales, som man siger (noget der især præger sprog hvis skriftsprog og talesprog ikke har fået ordentlig tid til at udvikle sig bort fra hinanden, og tyrkisk er stavefæstet (med latinske bogstaver) så nylig som for en tres år siden). Børnene lærer sproget i skolen efter en kombineret ordbilled- og stavelsesmetode. Der er tavler med oversigter over vokal plus konsonant, ab, ac, aç, ad, af, ag, ah, aj, ak, al, an, ap. Hov, hvor blev am af? Det samme gælder for bilernes nummerplader hvor bogstavkombinationen am glimrer ved sit påfaldende fravær. Men engelsk kan selv ikke et militærdiktatur lave om, så når de tyrkiske børn skal lære engelsk i skolen og bøje dette sprogs vanskelige verber, så tænker de på helt andre mysterier end grammatikkens, når de skal lære I am, you are, he, she, it is... I am? 1 kusse?

TYRKERNE BEKYMRER SIG kun om deres egne tabuord, men amerikanerne ... En af mine hjemmelskvinder i disse slimhindespørgsmål er en flygtningelærer der er specialist i kinesisk og japansk, og som havde en slægtning der for en tyve-tredive år siden tjente penge på at arbejde på et kontor i Californien, hvor hans opgave var at sørge for at bilernes nummerplader ikke indeholdt bogstavkombinationer der kunne opfattes som anstødelige ord på dette eller hint østasiatiske sprog. Der var andre på kontoret der havde lignende opgaver for resten af verdens sprogs vedkommende. Gad vide hvem der tog sig af dansk?

Ja tak

DA DE KOM i gamle dage, dem vi inviterede - det her er en historie som de unge ikke mere kender og de gamle allerede har glemt - dengang de tyrkiske "gæstearbejdere" ankom her til Sodoma og Gomorra, gjorde de sig store anstrengelser for at falde i snak med en dansk kvinde og foreslå hende et eller andet uskyldigt der kunne få hende til at svare ja tak. Som fx "Vil du have en cigaret?". Eller tilsvarende livsfarlige tilbud. At kvinder røg, det var i sig selv slemt nok, men dog ingenting i sammenligning med glæden ved at høre dette frydefulde danske ja tak liste sig frem mellem en sød dansk kvindes imødekommende læber. Umm, hvilken muslimsk himmerigsmundfuld. For ja tak betyder såmænd bare seng, hvis man skruer sit tyrkiske øre på. I dag næppe noget der kan hidse nogen integrationsuvillig mellemøster op. Men dengang, oh lala!

BORTSET FRA FODBOLD, musikudsendelser, spørgeprogrammer og politisk reportage er det som bekendt yderst vanskeligt at finde noget der bare tilnærmelsesvis kommer på højde med de utallige TVstationers helt ens weekendunderholdning, hvad hjertegribende kedsommelighed angår. Dog ikke altid. Som da Århus Sporveje for nogle år siden gjorde deres indtog i Københavns vestlige forstæders bevidsthed. Der vár kikkelyttere der blot syntes at Hau- og den anden -gård da havde en morsom måde at gå rundt i bussen og sige ja dak, ja dak og ja dak på. Men rundt omkring i ghettoerne sad den ene familjesammenføring efter den anden pludselig og forstod dansk. Og det på mere end én måde. I praksis er udtalen af t'et (eller d'et) i jadak ( og i ligervist udtalte ord, som fatter og borte og vil du med) ikke til at skelne fra dét man på mere civiliserede sprog opfatter som et r, et tungespids-r endda, (selv samme lyd vi danskere har så svært ved at udtale når vi skal lære andre sprog, spansk fx). Kort sagt, dér gik de rundt og kontrollerede billetter og sagde pik, pik og pik, eller - så også hvide mennesker kan skamme sig over det - yarak, yarak og yarak. Hvilken uønsket integration! Har de mon haft os til bedste?

Sikker

DET HAVDE DE i hvert fald i Karens klasse. At hendes albanske elev, på hvis smukke sprog første del af Karens navn betyder skammeligt mandligt kønsorgan (hvad hun er lykkeligt uvidende om), ikke lader sig mærke med noget, kommer hende på ingen måde til hjælp i denne historie. Karen, som sagt, er en kyndig voksenlærer. Hun kaster dog ikke rundt med socialdemokratiske sovedyr fra Voksenpædagogisk Center i Københavns Kommune, men hun véd at en dygtig elev er én der er i stand til at aflæse lærerens minespil og på den måde vide hvad der er det rigtige svar. Så hun har lært at imødegå ethvert elevsvar, rigtigt som forkert, med et pædagogisk Er du sikker? Og så falder halvdelen af hendes klasse om af grin! Der er endda én der rødmer. Og Bilal, som altid er god for en bornert mening og et reaktionært synspunkt, ser endnu mere misbilligende ud end normalt. Og hvis det endelig skál frem, er det kun klassens tyrkere (som godt nok er kurdere, men alligevel) der reagerer.

OS I FORDANSKNINGSBRANCHEN, vi foretrækker normalt et klart sprogligt, racemæssigt og kulturelt skel mellem ansatte og indsatte (I vár vel nede og besøge jeres lokale forbedringsanstalt efter opfordringen i sidste uges sprogklumme? Ellers gør det nu, der er ingen risiko for at blive integrereret.) Så heldig er Karen ikke, hun arbejder på én af flygtningeundervisningens få ikke-racistiske skoler og må altså døje med udanske kollegaer. Så i en pause tager hun sig sammen og beder den lokale tyrkiske opkomling om en forklaring. Og efter at han har fået grint af, er Karen mere integreret end hun bryder sig om.

PÅ TYRKISK ER DER nemlig et slemt udsagnsord, sikmek hedder det (i navnemåde). Bolle betyder det ikke rigtig, snarere knæppe. Så hver gang Karen spørger Er du sikker?, hører halvdelen af hendes elever hende sige dét de i forvejen havde i hovedet. Den anden halvdel forstår lige så lidt som hende selv. Måske skulle hun udvide sit ordforråd, fx til Er du vis på det? For dette sik optræder nemlig i alle mulige og umulige sammenhænge. Fx kan sigte forstås som han knæppede, her skal man virkelig være forsigtig, for hvem kan vide hvornår et g på dansk skal udtales g og hvornår k? Og hvornår u/w? Hvordan skulle man ellers kunne tro at bog kunne betyde bok? Den slags lort er vi tyrkisktalende helst fri for! Og da dén slags desuden har de allerstørste problemer med ord der begynder med to konsonanter, og strør om sig med overflødige støttevokaler, så kan de også nemt få den idé at ski kan betyde hans pik og skik bollet. Hvis det er dét man er ude på.

Kunde

NU SKAL DET JO IKKE være Tyrkiet alt sammen, som vores regering til stadighed påpeger, så hvorfor ikke tale lidt om samme regerings elskede racefæller, indo-germanerne? Dem er der også en del af blandt vore indo-vandrere. På kurdisk - og dets lettere tilbagestående nabodialekt farsi - hedder røv kun. Det er i sig selv ikke det store problem. (Selv om kun og kunne tit afstedkommer herlig morskab). Man kan heller ikke indvende noget mod at de betyder give, eller deromkring. Og mennesker der flygter fra Iran til Danmark behøvede ikke gøre noget videre væsen ud af at kun-de betyder røvpuler, eller snarere én der indbyder dertil, hvis ikke det lige var fordi de jo også ér nødt til at integrere sig i et lokalt supermaked, bare for at få noget at spise, sådan lissom omkring. Og ved rullebåndet må de finde sig i at skille deres indkøb fra forgængerens (og efterfølgerens) med en plastik-trekant som der står Næste Mandlige Prostituerede på: NÆSTE KUNDE

Pikke og kusser

INDEN SAGLIGHEDEN tager overhånd, vil jeg dog lige skynde mig at fortælle at pik på pakistanske sprog som urdu og punjabi hedder løn eller lån, lidt efter dialekten. Det sjove er nu at lige netop Albertslund er én af de kommuner der bor flest pakistanere i. Men det bliver selvfølgelig ikke ved med at genere dem år efter år. Der ér dém man skal minde om det, før de husker hvordan det var at skamme sig over hvad det sted man bor 's navn betyder.

MEN VÆK FRA dén evindelige Mellemøst, tilbage til sagligheden. På slaviske sprog (polsk og russisk og den slags) hedder pik huj, og dét kan næppe volde de store problemer? Så tit siger vi jo heller ikke i huj og hast. Som er den eneste sammenhæng dét ord forekommer i på dansk (bortset fra slægtningene huje og hujen). (Hvis man ikke regner mit tilbagestående østjyske modersmål med, hvor det noget hyppigere ord hud jo også udtales huj.)

STORE DELE AF flygtningeundervisningen brugte i årevis en lærebog, hvis lektion fire blandt andet indeholdt den mindeværdige integrationshjælp:
Vil du have en cigaret?
Nej tak, jeg ryger pibe.

NU ER DET SÅDAN at polakker - som der altid har været mange af i dansk udlændingeundervisning (kun som elever, förstås, lærerne er naturligvis hvide mennesker) - ikke gerne udtaler fremmedartede lyde som r og y. Ja, de kan næppe høre dem, men laver dem uden videre om til dé polske lyde de synes de ligner. Det danske hals-r bliver til polsk h og det danske y til polsk u (nogle gange i), og voila... ryge bliver til huj. Dertil kommer at ordet pibe, når man nu ér sporet ind på emnet, sagtens kan få én til at komme i tanker om det slaviske sprogs ord for kusse, pizda. Det virker efter det velkendte princip om rim man kun hár inde i sin beskidte fantasi. Som Bim, bam, busse (BEM, OBS, NB: ikke budse) jeg er en haletudse. Eller fra tidligere tider:

Frelsens Hær i Skive
den er ikke stor
der er kun tre piger
og så deres mor
Ja, man tror det næppe
men hvor kan de synge
Frelsens Hær i Skive
den er ikke stor

Så er det ikke nærmest Jeg pik kusse de vil have vi polakker skal sidde og sige? Mangen en polsk elev har i årenes løb nægtet at bringe denne slibrige sætning over sine læber, jeg har endda været ude for folk der er stormet ud af klassen. Og én der i sproglaboratoriet brød grædende sammen, fordi jeg i min integrationsiver insisterede på at hun skúlle lære at udtale den rigtigt.

Diverse eksempler

FLEKSIBILITETEN i slige sager er stor. Den kan både gå både talens og skriftens vej. Når en disintegrationsmedarbejder i Røde Kors nogle gange har bemærket folks forgæves forsøg på at skjule deres grinen, så finder hun hurtigt ud af at holde op med at bruge sit kaldenavn Sisser (der betyder patter på diverse jugoslaviske dialekter) og nøjes med døbenavnet Kirsten (som godt nok betyder kristen, men dét finder alle religionskrigerne helt uinteressant). Dengang jeg underviste amerikanske studenter, forstod jeg ikke hvorfor de på samme måde grinede af direktørens navn. Før jeg opdagede hvordan Jørgen lyder for amerikanske øren: Urin. Hvis man nøjes med at læse det, er der ingen problemer, bortset fra dets uudtalelighed. Endnu et bevis for skriftsprogets fortrin. Ingen ville dog ligefrem antyde at han måske bare skulle tage og integrere sig og skifte navn. Det hár man derimod faktisk foreslået etiopiske kvinder med det helt normale navn Fiseha. Dét er dog ikke noget, sammenlignet med en russerinde jeg kender. Hun har, i vild strid med sine kvindepolitiske principper, set sig nødsaget til at beholde sit ukrainske pigenavn, da hendes danske mands begynder med stavelsen Her-. Der jo betyder pik, på russisk, hvor hun dog stadig har familje, og dét langt værre end huj. Selv ikke på toiletterne vover de skrive dét hun hér skal gå rundt at hedde. Af samme grund har familjen måttet sige nej tak til et ellers fordelagtigt boligtilbud i Herlev.

MAN KAN BRUGE disse problemer til at rette udtale med: Jeg har tidligere omtalt at rundede fortungevokaler er ekstremt udbredt i Europa, og rimelig sjældne i resten af verden, lidt ligesom det sydlige Afrikas tilsvarende specialitet, smækkelyde a la Miriam Makeba. Så vi har mange kursister der ikke udtaler y og ø nemt. Og nogle gange kan man bruge tabubetydningerne til at motivere folk til virkelig at oppe sig. At fortælle en iransk kursist hvad det faktisk er hun siger, når hun mener høre (hore), eller kysse (kusse), kan have en forbløffende korrigerende virkning på fonetikken.

LÆRERNE har også déres problemer. Vietnamesere er sjældent meget for at høre eller udtale forskel på f og p, og de foretrækker ofte p. Da de desuden heller ikke kan lide konsonantkombinationer og pure nægter at udtale s efter vokal, kan fredelige danske ord som fx fisk hurtigt antage uønskede overtoner fra underlivet. Det er ikke noget problem i klassen. Dér kan man jo nøjes med at grine i skægget, men de laver samme fejl uden for klassen, ens elever, og så...

Mærkevarenavne

DET ER IKKE KUN OS infantile sprogklummeskribenter der interesserer sig (os?) for tabuord. Også reklamebranchen har sit hyr. Man vil jo gerne på én og samme gang appellere til vore slimhinders mere fornøjelige tillokkelser, og glemme de slemme. Som når kvinder har det blå.

DET SÅKALDTE erhvervsliv har beslægtede problemer med deres firma- og varenavne. Den danske producent af undertøj, Scheiser, har fx haft sine vanskeligheder med markedsføringen i Tyskland - hvor man både mener skider staves med sch og s i midten. Ligesom det tyske is-mærke Möwenpick er sjovt at høre på i reklamerne, hvor de klogeligen nøjes med at kalde det "isen med det mærkelige navn" eller noget i den retning. Så var der mere bramfrit gods i reklamen for rengøringsmidlet Glans, der uden blusel viste en skaldet fyr i reklamen. Det samme gælder det tyske skumbadsnoget Badedas, hvis sidste stavelse ikke minder tyskere om den mindre pæne brug man af og til må gøre af dét man i USA - ethvert tænkeligt hykleris højborg - kalder the bathroom. Et andet kendt kropsprodukt - som der godt nok ikke har været så meget brug for herhjemme i denne sommer - har næppe de samme problemer på sit hjemsprog, fransk, som her i landet. Hvis producenten havde været dansker, havde dén sololje garanteret ikke heddet Pissebrun. På den anden side hindrer navnet tilsyneladende ikke kvinderne i min familje i at bruge den, så...

ET GODT DANSK eksempel er forlagsboghandelen Gad. De har deres problemer når de skal lave forretninger med Rusland. På déres sære dialekt af dansk betyder gad krybdyr. Med de deraf afledte betydninger ækel, ulækker, afskyelig, modbydelig osv. Forretningsforbindelserne lader sig selvfølgelig ikke mærke med noget, høflige som de er, men deres UB.... Så når nu russisk alligevel skrives med kommunistiske bogstaver (endnu da), kunne man så ikke stave firmaets navn på en måde der påkaldte mindre generende magter? Gad hedder nu Ged på russisk.

DET MINDER UNÆGTELIG om den gamle (sande?) historie om dronning Elizabeths besøg i Danmark - en gang i 50erne vist. Elevatorernes I fart (der på engelsk betyder jeg prutter) måtte tapes over, for ikke at fornærme den røvhulsløse højhed og skandalisere vort velduftende land. Det er vel heller ikke så mange år siden at en kristelig seksualmaniker med telefax nærmest ville rive Danmarks Radio ned, med Danmarks Radios egen hjælp, fordi 'troubadouren' Sebastian havde været i Frankrig og skrevet en sang om deres nordafrikanske nationalret cous-cous. Som jeg kan anbefale, med og uden sproglig garniture.

Ole Stig Andersen
(Information, 3 sep, 10 sep, 8 okt 1993)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG

  >

DANSK

  >

Frække ord

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 8 okt 93 (uploadet 2001)