H

  <

UDTALE

  <

DANSK


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

13 aug 1993

H

DER ER EN LILLE gruppe ord som visse - men langt fra alle - stavefolk nærer et særlig intenst had til. Dét er de ord, ganske få men meget hyppige, der begynder med hj- og hv-. Det drejer sig om spørgeordene, et par andre grammatiske småord (hver, hverken og hvis), nogle levende væsner (hjerne, hjerte, hjort, hval, hvalp, hvede og hveps), lidt familje (hjem, hjælp, hvile, hvine, hviske og hvæse), diverse maskiner mm (hjul, hjørne, hverv, hvid, hvirvel mm) og så en række person- og stednavne. Men de par snese ord der begynder med hv- og hj- udgør en pæn procentdel af ordene i en almindelig tekst. Så for folk der er blevet bildt ind at man skal (kunne) høre sig til hvordan ord staves, må de virkelig være en torn i øret. Eller var det en bjælke?

HVORFOR FANDEN skriver vi så dét h, vil retskrivningsreformatorerne vide? Ja, det hár i hvert fald en gang været udtalt, og kán stadig blive det i nogle slags jysk. Fx kunne min salig mormor fortælle at frøken i Hansted havde givet følgende formaning:"Og så skal I lige hovse, bette børn, te der er tre ord i dansk med en stum h. Og det er hwem, hwa og hworfor." Hvorfor det lige var dé tre ord der skulle undgælde, melder historien ikke noget om. Men det har tilsyneladende ikke generet lærerinden at h'et i lige netop hendes egen dialekt ikke var stumt. (Det var heller ikke mormors problem, hun fortalte historien af helt andre årsager.) Foruden sit fonetiske indhold er denne beretning således en strålende illustration af at lærdommens lys ikke sådan lige lader sig slukke af faktiske forhold. En lære man særlig ofte må sande når talen falder på udtale.

DER ER ANDRE dialekter af dansk, fx nogle af dem der tales i Norge og 'Nordatlanten', hvor man ikke blot udtaler disse h'er, men ligefrem forfremmer dem til k! Så hvem kan hedde kveim og hvorfor kvifor, og ude i havet svømmer der kvaler omkring. I mere end én forstand. Hov! Omkring? Ikke omring? Eller omhring? For en tusind år eller så siden, havde vi også h foran mange af de ord der i dag helt uskyldigt begynder med l, n og r, ord som Leif og ring. Nogle af dem er bevaret i de atlantiske former af vort modersmål, men forsvundet i moderne dansk, undtagen altså fx omkring.

AT H OG K KAN ligne hinanden til forveksling, kommer ikke bag på os der har prøvet at undervise srilankistiske tamiler i dansk. Den slags mennesker kan uden videre finde på at sige køre i stedet for høre (eller rettere kore, for ø er naturligvis også et problem. (Det er r og e sådan set også, men én ting ad gangen!)). Når de så er blevet klar over at der ér en forskel, men endnu ikke ikke rigtig kan høre hvad den går ud på, så tilbyder de imødekommende den modsatte fejl, hore i stedet for køre.

VI HAR OGSÅ en anden slags stumme h'er. Det er ord hvor h'et ikke betyder h, men at der skal ske noget med udtalen af bogstavet foran. Det svarer til dét der ofte kaldes diakritiske tegn, altså de forskellige tegn sprog sætter over, under og gennem bogstaver for at vise at de udtales på en anden måde. End oprindeligt, så at sige. Ø og Å er to gode danske eksempler på bogstaver der er udtaletilpasset med dén slags diakritiske tegn.

MEN MANGE sprog bruger lige præcis h til dét formål. På tysk kan h fx betyde at den foregående vokal skal være lang. Dén regel har vi også lånt i dansk, men den har vist kun overlevet i få sammenhænge. Udråbsord som pyh, nåh, åh betyder noget helt andet end en py, at nå og en å! (Hvilke trende ganske vist også er at udtale med lang vokal, men netop med dét lille stød der gør den store forskel). Og så vár saksisk jo i gamle dage et meget finere sprog end det er i dag, så hvorfor nøjes med at hedde Ore, når det nu kán lade sig gøre at stave det Ohre. I navne som Margrethe, Thomsen, Birthe osv betyder det overflødige h slet ikke noget. Hvis det endelig skál være, kunne man lidt ondskabsfuldt sige at det betyder fint navn. Navne med th er langt hyppigere end de tilsvarende navne uden. Tag selv en tit i telefonbogen. Det er også tysk der har givet os det stumme h i kombinationer som ch og sågar sch, der er særlig indviklede måder at skrive k og s på. De er meget populære i navne, Schmidt er i dén grad hyppigere end Smed, Koch end Kok. Og så dukker de af og til op som måder at gøre fremmede steder endnu mere fremmede på. Tysk har langt fra været ene om at skaffe os dette diakritiske h på halsen, om jeg så må sige. Fransk og spansk har også været flittige leverandører, især med ch: chance, chic, chef, chokolade osv. Men engelsk er der selvsagt ingen der kan hamle op med. Deres brug af h til at ændre udtalen af især c, s og z med, skyller ind over os, med den ganske Verdens navne som stof.

FOLK DER for få år tilbage havde dén tvivlsomme fornøjelse at skulle afstedkomme dansk på computere, hvis mygvare end ikke havde forestillet sig eksistensen af dybt eksotiske bogstaver som æ eller ø og da slet ikke å, kunne sikkert få den kætterske tanke at et snedigt lille diakritisk h ville være en bedre idé end alle de mærkelige tegn og gerninger over, under og mellem bogstaverne. Dem der nu om dage designer skriftsprog, gør naturligvis deres bedste for at undgå bogstaver som en amerikansktalende computer ikke kan finde ud af at behandle ordentligt.

STUMME BOGSTAVER er også noget man skal trækkes med når man lærer fremmedsprog. I fransk og spansk fx er der en stribe ord der begynder med H. Som altså bare ikke skal udtales. Min kære mormor - igen - kunne også en vits om en (h)vis hr Høst der rejste til Paris, hvor han forsvandt. For dér nede kán de slet ikke udtale h, kender ikke ø, og víl ikke udtale st i slutningen af et ord. (Heller ikke dennegang havde anledningen noget med sprog at gøre. Vi har tilfældigvis en sådan hr Høst i vor familje.)

DA JEG FOR talløse år siden (også) gik i skole, lærte jeg at i cockney udtaler man ikke h i begyndelsen af ord. Jeg véd beklageligvis ikke hvorfor netop lige dén dialekt af engelsk var så meget vigtigere end fx skotsk eller pakistansk engelsk (kan det have været My Fair Lady?), men dét har Peter Sellers og Jim Taggert mfl jo rådet grundig bod på siden. Denne cockney-dialekt undlader - i hvert fald på film og i skolen - at udtale h i begyndelsen af ord: »He has had it« bliver til »'e 'as 'ad it«.

MEN AT VI TIT gør det samme i dansk, det blev der ikke gjort noget stort nummer ud af dengang. Det var der måske heller ingen grund til. Vi gjorde det jo i forvejen, uden at vide det. I »Hvornår kommer Lise hjem?« »Når hun har fri!« kan han og hun snildt udtales helt uden h, også på 'pænt' dansk: »Når 'un 'ar fri!« Som om det var »Novnar fri«. der var skrevet.

MEN DET ER IKKE alle initiale h'er man kan udelade Man kan ikke sige »Hvad vil du 'ave«, eller »Hvor skal du 'en?« eller »'an hedder 'Enrik«. Betingelsen for at man kan droppe h'et, er at det står i begyndelsen af et tryksvagt ord. »'am der står derovre« går altså ikke, men sagtens »giv 'am en bog«. Man kan heller ikke udelade h'et hvis man holder et øjebliks pause lige før. Eller hvis h'et står i begyndelsen af sætningen.

ALLIGEVEL ER DER rigeligt med tilfælde tilbage. Tryksvage ord med initialt h er blandt sprogets hyppigste, så der er massevis af tilfælde i daglig tale hvor h'er væk. De forskellige former af bare tre af de ord vi uafbrudt bruger (han, ham, hans, hun, hende, hendes, har, have, haft, havde) udgør en temmelig stor del af ordene i en almindelig dansk tekst. De optræder meget ofte tryksvagt, inde i sætningen, og udsættes derfor tit for at h'et forsvinder.

JEG KAN IKKE lade være med at tænke på alle de polakker, kinesere, grækere og russere jeg har undervist i årenes løb, som ikke kunne udtale dette blide, bløde danske h. (De foretrækker over én kam dén ich-lyd vi andre havde så svært ved at lære i tysk. Eller deres ach-lyd, for den sags skyld.) Alle disse herligt nyttesløse anstrengelser jeg har udfoldet, for at få dem til at udtale vort vanskelige h, dette h der er så mildt. Så mildt at vi selv kan være det foruden.

OG SÅ ER DER danske h'er som danskere slet ikke kan høre. »Sagde du du eller du«, spørger Ahmet fra Ægypten mig. Du eller du? Hvad nu? Jeg skærper øren. »Du eller duh«, gentager han. Nåh ja! På dansk afslutter vi ofte en ytring med at afstemme. Det lyder tit som et pust, som en svag hvæsen. Eller som et h. Tit kan man ikke høre det, især når men ikke véd det, det betyder jo ikke noget. Derfor skriver vi heller ikke disse h'er. Andre gange er det meget tydeligt, og nogle mennesker bruger det meget hyppigt. I indvandrerlærerkredse er der visse massemediefolk der er berømte for deres udlyds-h.

DER ER MANGE andre sprog hvor det virkelig gør en forskel om der er h til sidst eller ej, fx arabisk, bosnisk og tyrkisk. Det h der ér i Allah skál udtales (på arabisk selvfølgelig, med danske øren ville der der jo alligevel ikke være nogen der kunne høre om det var der eller ej.) Det h-løse Alla er et helt andet ord.

»..OG DET VAR Danmark, og det var Danmark, olé, olé, olé«, skråler fodboldsjunkierne. Og er de mon allesammen klar over at Spanien var muslimsk i over 700 år, indtil for sølle 500 år siden, længe nok til at både den ene og den anden lyd har kunnet nå at ændre udtale, h taget i betragtning? Alláh! Olé! Alláh! Var det mon ikke en sag for Dialogcentret at afsløre denne snigende muslimske mission blandt intetanende danske sportsfans? Og sørge for at os dansktalende sådan lissom udvider vores bevidsthed omkring udlyds-h?

Ole Stig Andersen
(Information, 13 aug 1993)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

DANSK

  >

H

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 13 aug 1993 (uploadet 2001)