Dervisj og sufi |
< |
RELIGION |
BABEL |
Sprog og Identitet |
|
|
|
| dec 1997 |
| Søgte du rejsetilbud? Så klik her |
Ligesom kristenhedens munke er islams dervisjer inddelt i ordner, i broderskaber, sædvanligvis opkaldt efter en grundlægger, indbildt eller virkelig, en særlig hellig mand hvis autoritet var så stor at mange mennesker opsøgte ham og fulgte hans anvisninger for at få del i hans visdom og følge hans vej. Der er efterhånden flere hundrede sådanne veje, tarikat hedder de med et arabisk ord. En ny tarikat opstår bl a når Gud giver en søgende en "overnaturlig" evne som han kan lære videre til sine disciple og som de siden kan udøve, så de kan bære helligt vidnesbyrd for sig selv og andre om Herrens underfulde almagt. Kadir evnede fx at opholde sig inde i en bageovn og vandre uskadt ud igen.
DE HYLENDEAf de 6 dervisj-ordner - tyrkiske, balkanske og kaukasiske - jeg har særlig kendskab og personlige forbindelser til (Mevlevi, Bektashi, Kadiri, Halveti (Cerrahi-grenen), Nakshibende og Rufa'i), er den mest opsigtsvækkende den sidste, ofte kaldet de hylende dervisjer, som H C Andersen så levende har beskrevet sin afsky for i En Digters Bazar. Ved særlige lejligheder opfører Rufa'i en stribe hårrejsende stunts såsom at stikke spid gennem kinder og tunge, slikke på barberblade, og flere andre selvplageriske usandsynligheder som jeg desværre aldrig selv - trods en del anstrengelser! - har haft held til at overvære.Men jeg har da set lange videoptagelser af sligt (dårlig teknisk kvalitet) fra Makedoniens hovedstad Skopje. Og så har jeg selv særdeles gode lydoptagelser med Rufa'i-dervisjer i Pera-Istanbul. Rufa'i er udbredte overalt i islam, også i Indien, og de er kilden til mange af de overnaturlige evner (eller bedrag) vi forbinder med fakirer (et arabisk ord der betyder fattig).
DE HVIRVLENDELangt den bedst kendte af ordenerne er Mevlevi, de hvirvlende dervisjer. Dem stødte jég første gang på i én af Carl Barks' Anders And-historier med Onkel Joakim og ungerne ved pyramidens fod i Ægyptens ørken, hvor en dervisj af charlatantypen, totalt disney med andenæb og uden tøj på underkroppen, bragte ænderne i trance med sin dans.En hvirvling til skalmejens sprøde toner med de fejende hvide kjoler og høje brune hatte på skrå er en betagende opvisning som flere tyrkiske dervisjgrupper (såvel som ikke-troende dansere!) rejser verden rundt med. I april 94 optrådte de på Østre Gasværk i København under ledelse af Celaleddin Çelebi der nedstammer i lige linje fra ordenens grundlægger, Mevlana Celaleddin Rumi. Jeg var guide for Çelebi under en del af besøget i København Mevlanas digte formulerer et kærlighedsbudskab af bjergprædiken-lignende dimensioner. Det gælder især hans digtsamling Mesnevi der ofte hævdes at være islams tredjevigtigste skrift (efter Koranen og Hadith). Han har endda fået bevilget en lille plads i Gyldendals Verdenslitteraturen. Mevlanas grav og det gamle kloster ligger i Konya, midt på den anatolske højslette, hovedby i netop dén tyrkiske provins over halvdelen af Danmarks 40.000 tyrkere (=~= kurdere) kommer fra. Det er Tyrkiets betydeligste muslimske helligdom, ved siden af Eyüp-moskéen i Istanbul, og en af landets største turistseværdigheder, med millioner af besøgende årligt. Særlig mange midt om vinteren, d 17. december hvor Mevlana blev genforenet med det Store Ophav (i 1273), hans såkaldte bryllupsdag. Det er almindeligt kendt at tre besøg ved Mevlanas grav gør det ud for en pilgrimsrejse til Mekka. Jeg har været der en snes gange (jeg har nemlig arbejdet som kulturturistguide i Tyrkiet), så jeg skulle have mit på det tørre. Turistindustriens billeder af Mevlana er prototypiske, der fremstilles utallige mere eller mindre hellige souvenirs. Foruden de gængse dias fra sema (dansen) og tekke (klostret/museet) har jeg nogle interessante lysbilledserier fra Mevlevi-miljøet. Fx hvor dervisjen Hasan iklæder sin 12 årige datter (!) Meryem hendes hirka, dansedragten. Og filtmageren Mehmet Girgeç laver forarbejdet til en sikke, dervisjernes høje brune hat.
ZIKRHylene, dansen, disciplinen, klædedragten osv er måder at koncentrere sig om det vigtigste på. Sufi er en esoterisk, mystisk fortolkning eller variant af islam. Individets opgave er at hengive sig i hyldest og underkastelse. Vejen anvises af en ekspert der selv har været turen igennem, en murshid (=~= lærer, guru), der også kan have mange andre titler, sih (sheik), pir, baba osv.Til forskel fra den “officielle” islam har det ofte været dervisjerne der har bragt religionens budskab ud til befolkningen, været forbillede og åndelig vejleder. Og det har været muligt for folk at nøjes med at være halv- og kvartdervisjer, at slutte sig til ordenen, søge dens værdier og deltage i dens ritualer i det omfang deres tilbøjeligheder og daglige liv gør det muligt. Sufierne kan på den måde have en meget tæt forbindelse med lokalsamfundene, og de udgør en alternativ religiøs organisering der ofte står i et vist modsætningsforhold til ulemaen, den officielle islams repræsentanter. Mange lægmænd er knyttet til tekken og møder op til ugentlige (eller hyppigere) ceremonier, især zikr, hjertebønnen, hvor flere hundrede mænd står side om side, fx i Cerrahi tekken i Eyüp-Istanbul, og vugger i et fastlagt rytmisk mønter, mens vi i kor messer trosbekendelsen, la' illaha ill'Allah, eller ét af Guds 99 navne, ofte Hu (Ham). Mange af os hyperventilerer og nogle går endda i endnu dybere trance. Som straks hører op så snart sheiken giver tegn. Sufiernes fortolkninger af Koranen (eller skulle man sige: Koranens fortolkninger af sufierne?) udvikledes for tusinde år siden i blandingsområdet mellem den fremstormende arabiske islam, de indvandrede tyrkiske nomadekrigere fra Centralasien med deres shamanistiske ritualer og de fastboende kristne i de erobrede områder. (Det er værd at huske på at Lilleasien er den organiserede kristendoms vugge, og dens befolkning var kristne i århundreder før islam kom til med den tyrkiske erobring.)
KADIRIAtatürk forbød samtlige tyrkiske dervisj-ordner i 1925, og de er stadig illegale, omend de gennem de sidste 20-30 år har gjort sig stadig stærkere gældende, officielt forklædt som historisk-kulturelle folkloreforeninger. Der skal dog stadig personlige forbindelser til for at få adgang til deres ceremonier. Mine egne første kontakter kunne være hentet fra en dårlig spionroman.Misbah Erkmenkul, sheik i Kadiri Tekke i Istanbul, har fx siddet to år i fængsel for sine religiøse aktiviteter. Dem kunne han nu ikke sådan bare have undladt. Hans religiøse rolle er nemlig en nedarvet pligt, dén havde hans far og hans farfar også, generationer tilbage. Misbah Efendi, der er embedsmand i Istanbuls Belysningsvæsen når han ikke er sheik, bor med sin familje i et kæmpestort, yndigt forfaldent træhus i klassisk osmannisk stil, bygget af en af hans forfædre, tekkens grundlægger som også ligger begravet der. Her leder Misbah Efendi den ulovlige zikr-ceremoni hver tirsdag og fredag.
BEKTASHIDen mystiske fortolkning af islam blomstrer på tværs af sektgrænser, der er både sunni- og shia-muslismske dervisj-ordener. De forskellige tarikat opfatter sig ikke nødvendigvis som konkurrenter, de respekterer i forskellig grad hinanden og deltager ofte i hinandens ceremonier.Fem af de tarikat jeg har kontakt med, er sunni, og temmelig konservative, både religiøst og politisk. Men den sjette, Bektashi, er af en helt anden aftapning. Hadji Bektash Veli var en anden hellig mand på Mevlanas tid (ca 100 år før Dronning Margrete, for 7-800 år siden). Men hvor mevlevierne var overklassens tarikat - mange sultaner har været tilknyttet netop dén orden - der var bektashierne bøndernes. Hvor Mevlana skrev på kultursproget persisk, der blev tekster om Hadji Bektash skrevet på det tyrkiske folkesprog. Hvor Mevlanas tekke glitrer og bugner af despoternes rige gaver, der er Hadji Bektash' anderledes streng og afdæmpet. Jeg har 'valfartet' til de tre vigtigste Hadji Bektash tekker i Tyrkiet: Dén i mandens hjemby af samme navn (stavet Hacibektas) i det fantastiske månelandskab Kappadokien, Abdal Musa Sultan Tekke i Elmali langt oppe i Taurusbjergene og Sahkulu Tekke i Merdivenköy-Istanbul, og dér deltaget i zikr og sema og andre interessante riter. Jeg har desværre endnu ikke fået valfartet til Albanien, hvor bektashierne stod stærkere end noget andet sted, før kommunismen. I perioder har man næsten kunnet betegne Bektashi som Albaniens officielle religion. De er nu i fuld fart på vej frem igen. Og så går rygterne om at genopbygningen af den store Bektashi-tekke i Cairo er ved at være afsluttet, så dér må jeg også se få kommet ned.
Og i Ishøj er der unge andengenerations-sunnier der har taget dervisj-traditionen op og holder sema og zikr under megen tys-tys. Det er ikke vanskeligt at forestille sig flere af den slags reaktioner på "integrationen", som det danske samfund kalder sin bombastiske assimileringspolitik.
NEW AGEDe langt over hundrede forskellige sufi-dervisj-broderskaber forener, hver på deres måde, elementer fra disse fire religioner, og de har talrige træk til fælles, bl a nogle som i mange henseender minder om vore dages vestlige former for psykoterapi. Bl a zikr, hjertebønnen, og gudshengivelsens dans, sema, det "sakramente" der mest af alt har bidraget til dervisjernes berømmelse, især de hvivlende dervisjers. (I et Corto Maltese album kan man studere den elegante hypnotiske dans i en lang serie flotte tegninger i Hugo Pratts suveræne sort-hvid-teknik.)Zikr og sema er ikke kun en lise for sjælen, hengivelsen og trancen kan også have healende virkninger. Sufiernes islam er blevet en af bestanddelene i den aktuelle ny-religiøse bølge, åndelige vækkelse, mysticisme, hvad man nu vil kalde det. Også her i landet er der danskere der underviser i zikr og andre åndelige praksiser der er hentet fra sufierne. Der er endda lærere på aftenskolernes populære mavedans-kurser der også underviser i mevleviernes hvirvling. Der står sufi-litteratur på New Age-hylderne, på engelsk og oversat. For nogle år siden udgav danskeren Karsten Lomholt et studie af sufismens trosindhold og praksis: Elskere og Asketer.
KASAKHSTANUnder sin udvidelse mod syd og øst stødte det russiske kolonivælde ind i islam, og mange steder var det sufi-ordner der organiserede den folkelige modstand mod koloniseringen, bl a i Centralasien, hvor alle disse dervisj-netværk netop har deres mytiske udspring, en slags sufismens 'Jerusalem'.Midt på Kasakhstans prærie ligger byen Turkestan der engang hed Jassi. Her står Timur Lenks pragtfulde gravmonument over Ahmed Jasevi, Ahmet fra Jassi, ham alle ordnerne anerkender som den første der indstiftede en tarikat, uagtet at dette er historisk ukorrekt med en fejl på et par hundrede år. Jeg har også valfartet til Jassi, Tashkent og Samarkand, men dér havde jeg nu ikke større held til at få forbindelse med Centralasiens nutidige dervisjer. Alle dem jeg havde sprog tilfælles med, bedyrede meget indtrængende at dervisjerne skam forsvandt da moderne tider blev indført, med kommunismen. En naturlov, mente de, dervisjer er gammel overtro!
TJETJENIENBedre held har jeg haft i NordKaukasus. Her er næsten alle tilknyttet en dervisjorden. Her har bjergfolkene indædt forsvaret sig med islam mod den russiske kolonisering, fra den begyndte for 200 år siden til i dag. Samtidig med at det officielle muslimske præsteskab fandt ud af at leve med kommunismen, er det en en helt anden slags islam der har haft folkets støtte, som har hjulpet og beskyttet dem mod den russiske undertrykkelse og endda til tider organiseret modstand mod den, og som har fastholdt kulturelle og åndelige værdier.Det gælder ikke mindst i årene efter 23. februar 1944, den vinterdag midt under 2. Verdenskrig hvor den samlede tjetjenske befolkning, en halv million mennesker, uden varsel blev deporteret i uopvarmede kreaturvogne til Kasakhstan, hvad der kostede en tredjedel af dem livet. De fordrevne tjetjenere måtte ikke have officielle politiske og religiøse repræsentanter, men under jorden var sufiordnerne intakte. Ved siden af slægts- og klantilhørsforhold var tarikats modmagt den eneste sociale organisering de havde i kazakisk landsforvisning Trods 70 års kommunisme har Nordkaukasus' kæmpende dervisjer (Nakshibende og Kadiri) i mange henseender formået at opretholde en parallel muslimsk samfundsforvaltning på det nære plan, også dele af det muslimske retssystem, shariaen. Tarikat har også økonomisk formåen. De modtager zakat, almisser, en slags religiøs skat som er en af de fem forpligtelser der påhviler muslimer. Og de anvender ikke alene pengene til at vedligeholde hellige mænds gravsteder med, men også til mere profane og påtrængende formål i samfundet, fattighjælp, kultur og uddannelse. Af afgørende betydning i tider hvor først zaren, så kommunisterne og nu deres arvtagere har forsøgt at udslette folket. I 30 år, fra 1830-61 holdt nordkaukaserne de russiske erobringsforsøg tilbage under ledelse af den legendariske Nakshibende Sheik Shamil af avar-stammen. Jeg har valfartet helt til hans fødeby, Gimri, oppe i Dagestans bjerge.
DE NIKKENDEI Tjetjenien er zikr og sema altså ikke alene et religiøst ritual, det er også en politisk aktivitet. Under et besøg i hovedstaden Grozni i 1993, et år før det russiske overfald der lagde Tjetjenien øde, ventede jeg i forstuen uden for præsident Dudajefs kontor sammen med den bevæbnede “guide”, en ung engelskstuderende. Han var et godt eksempel på at de dage er ovre hvor tarikat og islam kun var noget for gamle tilbagestående bjergbønder, nu er det også blevet en sag for moderne, videnskabeligt uddannede unge.Uden at det dog var noget han gik vældig højt op i. Han kunne ikke engang rigtig huske navnet på den tarikat han selv hørte til. Battal Vis, fandt han ud af, efter at have tænkt sig lidt om. Det kan bare ikke passe, for det er en sammenblanding af to tarikatnavne. Men ritualet kendte han naturligvis udmærket: “Vi er dem der nikker” sagde han. Ja, de nikkende dervisjer var netop én af de tarikat Gud forsødede tjetjenernes babyloniske prøvelser i Kazakstan med. Dér stod han, denne unge militante "selvstændigheds-babysitter" som han selv med et fnis kaldte sig, i præsident Dudajefs forkontor og kunne betro mig at “zikr er en vældig opmuntring i hårde tider.” I samme lokale sad frihedshelten Dudajefs livvagt i russisk kamuflageuniform med en russisk AK-47 i skødet og så russisktalende Disney-tegnefilm fra statssenderen i fjendens hovedstad Moskva. Måske én af dem hvor en and optræder som dervisj?
Ole Stig Andersen, dec 97 |
BABEL |
> |
RELIGION |
> |
Dervisj og sufi |
 Kontakt |
|
 |
| © Ole Stig Andersen dec 1997 (uploadet 1 mar 2004, rev 19 juli 2005) |
