En stor del af Iraks befolkning er kurdere. De bor i landets nordlige del. Under Saddam Husseins tyranni blev kurderne voldsomt forfulgt, bedst kendt er hans test af giftgas på den kurdiske by Halabdja, hvor der døde omkring 5.000. Siden den sidste Irakkrig for 12 år siden har kurderne i realiteten haft indre selvstyre under amerikansk og britisk beskyttelse. Nu står de over for krig igen.
Kurderne er verdens største delte folk. Selv om der er omkring 25 mio af dem, udgør de ikke flertallet i noget land. De er det største mindretal i Irak og i Tyrkiet og det næststørste i Iran. I alle tre lande har kurdisk sprog og kultur været undertrykt og forfulgt. Både i Irak, Iran og Tyrkiet har kurdiske guerillabevægelser forgæves ført væbnet kamp for uafhængighed.
Der bor også mange kurdere i Vesten. I Tyskland er de over en million. Kurderne er ikke bare det største mindretal i Irak, men også i Danmark hvor de er op mod 40.000. De er kommet dels som fremmedarbejdere fra Tyrkiet, dels som flygtninge fra Irak og Iran.
Den kommende krig i Irak har allerede sat kurderne på dagsordenen. En del af den danske befolkning, de danske kurdere, bliver direkte berørt af den.
Foredraget giver baggrundsviden til en større forståelse af de kommende nyheder fra krigen i Irak og af indvandrerne i Danmark.
Læs mere om Kurderne