BABEL

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

7 aug 1995

EGENART

Og nationalismens spøgelse

“HER GIK VI og troede at nationalismen hørte fortiden til, at sund fornuft endelig var ved at have indfundet sig. At de kommunistiske diktaturers fald ville føre til en fredeligere og retfærdigere verden. Og hvad ser vi så? Glemte og begravede etniske, religiøse, racemæssige, sproglige og nationale konflikter dukker op kloden rundt.”
   Fra læserbrev til lederskribent høres denne beklagelse uden ophør i disse års offentlige debat.
   Hér var ‘Verdenssamfundet‘ lige var ved at have fået det uhyggelige nationalistiske spøgelse ned med nakken, og så stikker det alligevel sit grimme fjæs frem igen.
   Men som denne klumme mange gange har vist med eksempler fra forskellige egne af verden, er sådan en forestilling i bund og grund forkert. Det forholder sig tværtimod omvendt sådan at den rabiate nationalisme der har været den internationale verdensordens herskende selvforståelse i det meste af dette århundrede, langt om længe har nået sine grænser.
   Det belejlige ved den gængse forståelse af Verdens nye etniske konflikter ér at de ikke har noget videre med os selv at gøre, at det er de træske kræfter i uciviliserede menneskers fornuftsløse, følelsesstyrede dyb der - langt borte fra civilisationen og os, gudskelov - skaber krig og ulykke hvor der kunne have været fred og fordragelighed.
   Denne forestilling legitimerer godt gammeldags bagstræb og fremmedhad og en vanvittig krigeriskhed, der af og til efterlader det indtryk at der er seere der er villige til at føre krig i fjerne lande bare for at få nogle bedre TV-Nyheder.
   Men sandheden ér at vi - vort samfund, vor kultur, vor historiske selvforståelse - har sin del af ansvaret for det nationalistiske kaos vi kun lige har set begyndelsen på. Vi er selv en del af det.

DER ER talrige årsager til at så mange nationale, sproglige, religiøse osv mindretal (og sine steder flertal) nu løfter hovedet og rejser krav om anerkendelse af deres eksistens og deres rettigheder.
   Men den væsentligste ér at den endnu værre nationalisme, den énkulturelle nationalstat, i stigende grad har mistet sin legitimitet, samtidig med at den fører sig mere og mere brutalt frem.
   Omkring nytår foretog jeg en lille optælling af de væbnede konflikter der plager Verdens folk for tiden. Jeg nåede op på 48, og der er sikkert en del flere jeg har glemt eller aldrig har hørt om. Kun én af dem var konflikter mellem suveræne nationalstater (Resten mod Irak). De øvrige 47 var alle som én ‘interne anliggender‘, med meget forskellig historisk baggrund, naturligvis.
   Alligevel kan de groft sammenfattes som tilfælde hvor rabiat nationalistiske eliters bestræbelser på at påtvinge alle andre (mindretal) inden for storsamfundenes grænser deres egen egenart, er blevet mødt med modstand. Dét sker i mange hundrede tilfælde verden over, og i stigende omfang, fordi overgrebene med den moderne teknologis udbredelse bliver mere og mere omfattende og ødelæggende. De steder hvor ofrene griber til våben er faktisk forbløffende få.
   Sålænge Verdenssamfundet støtter enhver forbryder der tilfældigvis har tilranet sig regeringsmagten over et geografisk område, med henvisning til nationalstatens ukrænkelighed, har vi meget mere af dén slags tvangsundervisning i Verdens geografi og folkeslagenes mangfoldighed i vente.

DET ER FX kun få år siden at selv méget velorienterede mennesker uden videre antog at hele befolkningen i Sovjetunionen var russere. På den måde bidrog Vesten i årtier til den storrussiske nationalisme der - forklædt som kommunisme - sigtede på at udslette alle andre folkeslag i landet. Den sociale, politiske og religiøse undertrykkelse var velkendt og beklaget, den etniske og sproglige så godt som ukendt.
   I 1991 fik den yderste ring af kolonier (“det nære udland”, som de nu kaldes i Rusland) formel selvstændighed i form af de 3 baltiske lande og de 11 SNG lande.
   Folk tror så at NU er verdens største land, Rusland, da endelig beboet af bar russere. Men der ér stadig et par indre ringe af kolonier som endnu ikke har genvundet deres uafhængighed. De ligger rundt om det russiske kerneland, der med centrum i Moskva ikke er voldsomt meget større end et par gange Tyskland, resten er stadig kolonier.
   Inden for det nye Ruslands grænser venter et par dusin finske, sibiriske, mongolske, tyrkiske, iranske, kaukasiske og europæiske folkeslag stadig på selvstændighed eller i det mindste et minimum af rettigheder til videreudvikling af deres egenart.
   Imens plyndrer den russiske elite deres resurser, hærger deres natur, og fører for tiden aggressiv kolonikrig i større skala mod befolkningen flere steder i det skrantende imperium, bl a i Tadjikistan og Tjetjenien.

FOLKS EGENART, deres identitet, er sammensat af flere dele, bl a

fælles sprog

fælles tro

fælles historisk myte

fælles hersker (legitimt styre)

fælles territorium

fælles økonomisk grundlag
   Ingen af disse faktorer er alvorligt truet i Danmark, selv om den franske overklasse via EU fører et vedvarende angreb på dét element af folkelig indflydelse der trods alt ér i vore forvaltningstraditioner.
   Derfor kan det også være svært for folk at forstå at man i andre egne af verden kan finde på at gøre væbnet oprør bare for at bevare sit sprog, eller for at beholde sin tro.
Det kan fx være svært for folk at forestille sig at Kroatien ikke tillader serbere at deres børn lærer serbisk i skolen. Nu er Kroatien selvstændig, hér er det kun kroatisk der gælder! Eller forestille sig at kroatiske serbere derfor ikke ønsker at være en del af Kroatien, og ligerfrem kan finde på at gribe til våben bare for at forsvare deres børns ret til at lære modersmålet i skolen. Som er én af grundene.
   Eller at Estlands russere, en temmelig pæn portion af befolkningen, ikke kan få lovlig politisk indflydelse (stemmeret) før de har bestået en eksamen (!) i estisk.
   Og hundredevis af andre eksempler kunne nævnes, fra Kina, Indien, Algeriet, Slovakiet, Tyrkiet, Grækenland, Frankrig, Mexico osv osv.

OG DET KAN være svært for folk at forestille sig at mennesker der taler så ubrugelige sprog som arabisk, for alvor skulle ønske at opretholde lige dén del af deres identitet, når de nu en gang bor i Danmark!
Kunne de ikke bare holde op med dét pjat og så gå over til dansk? Det er jo dét vi taler her i landet. Og hvis de absolut skál fortsætte med deres arabisk, er det vel et naturligt forlangende at de holder det inden døre og i det mindste ikke dyrker deres anderledes kvindeundertrykkelse og religion på en synlig måde?

DRØMMEN om en nationalstat der er ensartet hele vejen igennem, sprog, religion, historisk berettigelse osv, og magteliters voldelige forsøg på at påtvinge alle andre deres egen myte, dét er dén rabiate nationalisme der tvinger stadig flere mindretal til forsvar. Det er dén der - alle forskellene ufortalt - er hovedkilden til de mange etniske konflikter.

Ole Stig Andersen
(Information, 7 aug 95)