Integration

  <

INDVANDRERE
MEDIER


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

13 dec 1994

INTEGRATIONSK

DANMARK er verdens danskeste land. Stort set alle der taler dansk bor i Danmark, og rundt regnet alle der bor i Danmark taler dansk. Et næsten enestående sammenfald mellem nation, folk, flag, grænser, dronning, historie, sprog osv. Den form for ensartethed er en sjældenhed ude i den store verden. Og gør det ofte svært for danskere at begribe de sproglige problemer der kan findes i andre lande. Den gør det også svært for mange mennesker at forstå de grundlæggende rettigheder udlændinge har krav på, nu de bor i Danmark, uanset om de taler dansk eller ej.

DANSKUNDERVISNINGEN er alfa og omega i dansk integrationspolitik. I den offentlige debat tales der hele tiden og så igen om nødvendigheden af at udlændingene lærer dansk. Denne melodi intoneres så unisont at den blotte påpegning af den kendsgerning at det faktisk ér muligt at klare sig uden at kunne (særlig meget) dansk, normalt vækker vild forargelse. Og direkte misopfattes som en påstand om at det heller ikke skulle være ønskværdigt at udlændinge lærer dansk. Sagen er jo den simple at folk ikke er alene i verden. De har familje, venner og bekendte der kan hjælpe dem, og gør det. Og nogle indvandrere og flygtninge klarer sig nydeligt uden dansk, andre gør det ikke. At fremstille det som om det skulle være teknisk umuligt at leve her i landet uden at kunne dansk, er simpelthen løgn og bedrag.

MEN DE INSTANSER der forvalter udlændingene og udformer de bestemmelser der skal gælde dem, er i alt væsentligt enige om at det er udlændingenes fremmede og tilbagestående kultur der er sygdommen, og dansk sprog der er medicinen. (I gamle dage var det deres tilbagestående race der var sygdommen og Bibelen der var medicinen, men i praksis kommer det ud på ét.)

DET FREMHERSKENDE integrationsparadigme anser udlændingen for at være en hjælpeløs, ukvalificeret stakkel der skal opdrages til at forkaste sin kulturelle baggrund og dens værdier og uddannes til at tale og tænke dansk. Denne opdragelse skal især ske ved at vedkommende tvinges til at gå til danskundervisning. Således står der i regeringens seneste redegørelse at den "... vil sikre at undervisningen udbydes i tilstrækkelig omfang og kvalitet. Derudover skærpes retningslinjerne for at gøre overførselsindkomster afhængige af systematisk deltagelse i undervisningen". Men nok kan man tvinge hesten til at gå til danskundervisning (eller betale den for det, sådan kunne man såmænd også anskue det), men man kan ikke tvinge den til at kunne sproget. Dét skal der et selvstændigt ønske til. Undervisning af voksne bør naturligvis være frivillig og de bør selv kunne øve indflydelse på dens indhold og tilrettelæggelse.

MEN integrationsprocessen anskues tværtimod gennem en biologisk modningsmetafor, svarende til den man plejer at bruge når det er børn det drejer sig om. Udlændingen betragtes som et barn, en ufærdig størrelse, der skal gennemgå en danskundervisningskarriere, før resten af tilværelsen kan få lov at ankomme. Det gælder undervisningens indhold, hvor man hylder de mest eksotiske fantasier om en grammatisk progression, en særlig simpel, gennemtygget vej til dansk. Noget der nemt kan få enhver af os der elsker grammatik, og anser dét for livets salt, til at græde. Og det gælder undervisningens tilrettelæggelse. Den varetages af modne voksne, eller som det ofte udtrykkes, "folk der har den fornødne faglige/pædagogiske uddannelse bag sig". Fast arbejde til pæne, velsocialiserede danskere, ikke noget med at "lade Mustafa undervise Mustafa" her. Og med henvisningen til lærerens objektivt nødvendige institutionaliseringsbaggrund, kan man ingengang anklages for egeninteresse eller det der er værre. Her i avisen er modningsmetaforet senest udtrykt af en flygtningelærer der skrev: "Vi mener ikke det gavner vores elever at komme ud på gaden med et cirkusdansk, som kun deres lærere med nød og næppe forstår." Når man tager i betragtning at flygtninge går til danskundervisning i halvandet år, må man da håbe at de får lov at lufte sig på gaden bare en gang i mellem inden da.

DEN GRUNDLÆGGENDE tanke er nemlig "Først dansk, derefter det virkelige liv". Denne tankegang er ikke bare absurd urealistisk, den retfærdiggør også alle mulige utilstedelige indgreb i folks liv og i deres ret til selv at beslutte over deres liv. Danskundervisningen bliver på denne måde i realiteten et disciplineringsmiddel over for en bestemt befolkningsgruppe, og ikke ét der er glimrer ved sin konstruktivitet. Hverken hvis man ønsker at fremme udlændingenes integration i det danske samfund, eller hvis man elsker det danske sprog og ønsker kærligheden og kendskabet til det udbredt, også blandt herboende udlændinge.

OFTE GIVES DER arbejdsmarkedspolitiske begrundelser for at udlændingene skal tvinges til at lære dansk. Ellers vil de ikke kunne klare sig i kampen om jobs. I betragtning af hvor mange helt udmærket dansktalende danskere der ikke har arbejde, forekommer dette argument temmelig langt ude. Og hvis det er danskbeherskelsen det kommer an på, opnår vist de færreste udlændinge - der ikke ligefrem er vokset op her i landet - nogensinde et danskniveau der kan konkurrere med os indfødtes. En kølig analytiker ville antagelig hævde at danskundervisningen har til formål at holde udlændingene tilbage i konkurrencen, ved at tvinge dem til at bruge tiden på noget som de alligevel ikke vil kunne konkurrere med.

MEN HELDIGVIS er det ikke danskkundskabernes kvalitet, men helt andre faktorer der gør indvandrere og flygtninge arbejdsløse. Én sådan faktor er bl a dét meningsløse formynderi de er underkastet, den systematiske uddannelse til hjælpeløshed og afhængighed som integrationspolitikken ikke bare tilbyder, men direkte forlanger. Med Flygtningehjælpen som den ideologisk førende organisation, men langt fra den eneste. Faktisk er deres model ved at være enerådende.

I 1986 BLEV DER INDFØRT en såkaldt lov om indvandrerundervisning, der som sin væsentligste umiddelbare konsekvens havde at man ikke mere som tidligere kunne give den mængde undervisning der var behov for. Der har derfor lige siden været lange ventelister på næsten alle landets indvandrerskoler. I 86 var der omkring to hundrede skoler, store og små, der tilbød danskundervisning for voksne indvandrere. De er i dag skåret ned til godt et halvt hundrede stykker. Og hvad værre er, de er ikke blot blevet centraliseret og fjernet fra folks lokalmiljøer, de er også blevet indholdsmæssigt ensrettet, idet amterne overalt i landet fastlægger normer for undervisningen som alle skoler skal følge. Problemet er ikke så meget at integratorerne gør som de gør, men at de hindrer andre i at prøve noget andet. En anden grund til at vreden og frustrationen er så stor i de kredse der forsøger at etablere andre og mere demokratiske integrationsmodeller, ér at tvangsundervisningen af udlændingene er første skridt i en lang række andre angreb på denne lille befolkningsgruppe, som mere og mere nærmer sig det racistiske.

DE SIDSTE 10 ÅR har set mange "stramninger", og så længe man tillader sig at se på udlændinge på dén måde danskundervisningen eksemplificerer, vil vi kunne se frem til meget af samme skuffe, bare værre og værre. Den slags overgreb synes jeg ikke vi skal bruge vores modersmål til.

Ole Stig Andersen
Information, 15. okt 1993


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

INDVANDRERE

  >

Integration


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 15 okt 1993 (uploadet 2000)