Ishøj 1989

  <

INDVANDRERE
VALG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

13 dec 1994

Per Madsens Valgnederlag i Ishøj 1989

I dagene lige efter kommunevalget i nov 89 blev resultatet i Ishøj Kommune fremstillet som en stor sejr for borgmester Per Madsen. For Gud ved hvilken gang blev han atter indbudt til at fylde massemediernes forsider og bedste sendetid med sin indædte hetzen mod indvandrerne, især tyrkerne. "Nu må socialdemokratiet lægge sin indvandrerpolitik om efter min model" var valgets budskab, hævdede han.

Traditionen tro lagde det meste af pressen ukritisk spalteplads til spredningen af Madsens fordomme. Men nu hvor det detaljerede valgresultat foreligger og kan kigges nærmere efter i sømmene, blegner hans valgsejr noget. Det kan ikke benægtes at Per Madsen vandt en stor personlig sejr ved valget. Han næsten fordoblede sit personlige stemmetal. Hveranden stemme i Ishøj blev afgivet på ham, mod kun lige godt hver fjerde ved sidste valg. Partiet og dets øvrige kandidater fik yderligere hver sjette stemme, så Socialdemokratiet ialt har 2/3 af stemmerne i Ishøj, og besætter 12 ud af byrådets 17 pladser. Det er selvfølgelig en sejr der forslår. Men under overfladen ser det alligevel ret så anderledes ud.

At en markant borgmester der ovenikøbet har landets mest omfattende avisomtale i ryggen, får mange personlige stemmer, er ganske vist en sejr, men ligefrem kalde det en overraskelse? Næ, overraskelsen ved kommunalvalget i Ishøj kom fra en helt anden kant, nemlig fra indvandrerne. Indvandrerne i Ishøj har ikke pressens bevågenhed i en grad der når Per Madsens bare til sokkeholderne. De optræder hverken specielt flabet eller racistisk over for danskerne eller på anden måde udskejet og har derfor slet ikke på samme måde været nyhedsstof som Madsens velkendte uhyrligheder. Så meget mere påfaldende er deres sejr ved dette kommunevalg.

Indvandrerne fik nemlig indvalgt to kandidater i Ishøjs byråd. De to er Bilal Inekçi fra SF og Erik Mikkelsen fra Fælleslisten mod Fremmedhad. Valget af dem er en historisk sejr for indvandrerne i Ishøj. I den gamle kommunalbestyrelse havde indvandrerne ikke én eneste repræsentant. Nu har de to. I den forløbne valgperiode har borgmesteren uden nævneværdig modstand kunnet køre sin fremmedhadske linje i byrådet. Nu sidder der en tyrker og en dansker der for fremtiden vil gøre dette langt sværere for ham. De vil kunne stille spørgsmål i udvalgene og med den kommunale forvaltnings hjælp få opklaret forhold, som borgmesteren før i ro og mag kunne skjule. Som kommunalbestyrelsesmedlemmer vil de desuden få adgang til over for offentligheden at korrigere hans udlægninger.

Per Madsen fik et strålende valg, men samtidig mistede han en hidtil lydig kommunalbestyrelse. Det hemmelighedskræmmeri der hidtil har præget Ishøjs byråd, er slut. Deri består hans første nederlag, nederlaget i Ishøj.

Valget viste for første gang at en indvandrerliste der står uden for partierne, faktisk magter at komme ind. Ved de to foregående kommunevalg var der også opstillet indvandrerlister rundt omkring i landet, men ingen af dem blev valgt. Denne gang var der i alt 8 indvandrerlister der forsøgte sig, og den eneste af dem der havde tilstrækkelige kræfter til at komme ind, var lige præcis dén der fik hjælp af borgmester Madsen. Indvandrerlisten, der i Ishøj hedder Fælleslisten mod Fremmedhad, fik 457 stemmer, hele 9% af de stemmer der var til overs efter borgmesterens. Listens spidskandidat blev nr 4 på listen over stemmeslugere i Ishøj Kommune.

Socialdemokratiet i Ishøj havde godtnok et strålende valg, men måtte betale for det ved at give plads til en indvandrerliste. Alene derved har Per Madsens indvandrerfjendske linje i integrationspolitikken lidt et uopretteligt knæk i hans parti, selv om han stadig skryder højt i pressen. Hans formynderlinje har ført til det stik modsatte af det ønskede. Hvis partiet i andre kommuner vælger at følge Madsens linje, ved de nu, at det også andre steder vil føre til at indvandrerlister bliver valgt ind. Deri består hans andet nederlag, nederlaget i Socialdemokratiet.

Socialistisk Folkeparti blev halveret, fra fire til to mandater, men blandt de to indvalgte er en helt ny, mildest talt undertippet mand, den tyrkiske kurder Bilal Inekçi. Han var opstillet som nr 10 på partiets liste, men blev indvalgt som nr 2. Bilal Inekçi fik 296 personlige stemmer, 6% af samtlige de stemmer der var tilbage efter borgmesterens høst. Han samlede, ene mand, et godt stykke over en fjerdedel af SFs totale stemmetal i kommunen. Han fik næsten dobbelt så mange stemmer som partiets spidskandidat. Han blev nr tre på listen over stemmeslugere i Ishøj, og dermed den højst placerede af alle indvandrerkandidater i hele landet, intet mindre.

Hvis ikke det var fordi SF har partilisteopstilling i stedet for sideordnet, netop for at mindske vælgernes indflydelse på hvem der bliver valgt, var Bilal Inekçi blevet valgt ind som partiets nr 1. Det er udelukkende på grund af hans stemmer at partiet kun mistede 2 mandater i stedet for 3. SFs indvandrerpolitik er nemlig heller ikke specielt stueren, den har også sine brune pletter. SFerne er - omend i lidt mere behersket grad end socialdemokraterne - præget af de samme udanske tanker om formynderi og tvang og indblanding i andre menneskers privatliv som socialdemokratiets højrefløj med Per Madsen i spidsen har gjort sig til bannerfører for. Derfor er Bilal Inekçis kanonvalg i Ishøj - og dét også selv om det i den grad IKKE er blevet markedsført af pressen - en kraftig begmand til dén indvandrerfjendske hov der også stikker frem i SF. Deri består Per Madsens tredje nederlag, nederlaget i Arbejderbevægelsen.

Madsen søgte efter valget at give det udseende af at det var hans indvandrerpolitik der fik folkelig opbakning ved kommunevalget. Dette er både rigtigt og forkert. Som borgmester er han nemlig i praksis ikke så meget værre end de andre ude i Københavns Wild West. Han har såmænd både financieret muslimske moskéer, tyrkisk modersmålsundervisning, pakistanske tegneserier, arabisk musik og mange andre mellemøstlige vederstyggeligheder i sin kommune. Selv om han på enkelte punkter, som fx boligpolitikken, vitterlig hár ført en rendyrket diskriminationspolitik, så er hans landsdækkende indvandrerhetz alligevel mere til udvortes brug end til indvortes. Dens formål er nemlig ikke i første række at genere udlændingene, men at skaffe penge i kommunekassen.

Enhver der gider at sætte sig en smule ind i sagerne, opdager hurtigt at indvandrere er en økonomisk gevinst for de øvrige borgere i en kommune, først og fremmest fordi de på grund af deres aldersfordeling ikke belaster ældre- og socialforsorgen i noget der bare ligner dansk omfang. Ishøj Kommune udsendte selv for nogle måneder siden en rapport der tydeligt demonstrerede denne kendsgerning, selv om borgmesterkontoret naturligvis forsøgte at manipulere tallene til at give et andet indtryk. For hvis det, alle kendsgerninger til trods, lykkes Ishøj at få offentligheden til at tro at udlændinge er en udgift, så kan man også få Staten til at punge ud med ekstra penge til den stakkels hårdtbelastede kommune. Den politik har Per Madsen med stort held fulgt i mere end 10 år, og Ishøjs skatteydere, danskere såvel som indvandrere, har på den måde sparet mange millioner i kommuneskat.

Et eksempel blandt mange er danskundervisningen for voksne indvandrere, hvor kommunen i en årrække tjente millioner af kroner på at hæve langt større refusioner hos Staten end undervisningsudgifterne reelt beløb sig til. Derfor har Ishøjs indvandrere også i en årrække accepteret borgmesterens blår om de udgiftskrævende udlændinge. Det kom jo også dém til gode. Men i de senere år er denne dobbeltmoral nu begyndt at svie til dem selv. Økonomisk set har Madsens numre nok givet gevinst, men integrations- og kulturpolitisk begynder de nu at give alvorligt bagslag.

At vandene nu skilles, ses måske allerbedst af at borgmester Madsen faktisk tidligere kunne bryste sig af selv at have et udenlandsk byrådsmedlem i sin stald, nemlig den tyrkiske kurder Ahmet Bayram. Ham har han ikke mere. Efterhånden som Madsens udfald mod tyrkerne tog til i styrke og omfang, blev det i stigende grad uholdbart for Ahmet Bayram og hans familje at lægge navn og omdømme til udskejelserne, og i 1987 var det nået så vidt at han måtte drage konsekvensen og trække sig ud af kommunalbestyrelsen.

Trods meget store anstrengelser lykkedes det ikke Socialdemokratiet at få en anden tyrker eller bare en anden udlænding til at stille op ved dette valg og med sit navn legitimere borgmesterens bersærkergang. Dette har betydet at mange indvandrere der traditionelt har stemt på Socialdemokratiet, denne gang har måttet blive hjemme på sofaen. De har naturligvis ikke ønsket at støtte Per Madsen, men på den anden side har de heller ikke kunnet bekvemme sig til ligefrem at stemme på et andet parti. Dette krydspres, som valgsociologer kalder sådan en rådvildhed, må have været meget stort for mange udlændinge i Ishøj.

Også mange danskere har følt det samme dilemma. Det ses nok tydeligst ved valgtallenes afsløring af at Per Madsen har haft sit dårligste valg netop i de sociale boligbyggerier, som hævdes at være så hårdt belastede af indvandrernes tilstedeværelse. Nok er Strandgårdsskoledistriktet det indvandrertætteste område i Ishøj, men majoriteten af beboerne er trods alt stadigvæk danskere, og de har altså i stort tal vendt Per Madsen ryggen, jævnført med kommunens parcelhuskvarterer. Så meget desto større tegner Fælleslisten mod Fremmedhad og Bilal Inekçis valgsejr sig.

Valgresultatet i Ishøj vil på alle måder vanskeliggøre Per Madsens fortsatte fremturen ad den vej han hidtil har fulgt. Personligt vandt han en stor sejr, men samtidig led hans politik et alvorligt nederlag. Aviserne vil selvfølgelig fortsat lægge tålmodigt papir til hans veliscenesat- te medieshows i parløb med de andre fremmedhadsartister, Krarup, Heinrich-Knudsen, Glistrup og hvad de nu ellers hedder, men hans kontrol over byrådet i Ishøj er afgørende svækket, og med dette valg er hans primitive hadpropagandas muligheder for at øve yderligere indflydelse i Socialdemokratiet og Arbejderbevægelsen endegyldigt borte. Han har selv tydeligere end nogen demonstreret dens høje politiske omkostninger.

Derfor tabte Per Madsen kommunalvalget i Ishøj. Nu venter vi bare på at Socialdemokratiets ledelse tager sig sammen, følger flere års interne diskussioner op med handling, og får ekskluderet denne skamplet på dansk arbejderbevægelse

Ole Stig Andersen, nov 1989


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

INDVANDRERE
VALG

  >

Ishøj 1989


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, nov 1989 (uploadet 2001)