Mona Sheikh

  <

INDVANDRERE


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

sep 2001

"JEG ER LIGE SÅ PÆREDANSK SOM DIG"

Samspil - magasinet om de etniske mindretal nr 6, oktober 2001

Mona Sheikh, født på Frederiksberg, i samtale med Ole Stig Andersen, født i Silkeborg.

Man bliver meget hurtigt sat i bås.

Hvornår ringer journalister mig op? Hver gang det er en problematik omkring etniske minoriteter. Jeg er aldrig nogen sinde blevet ringet op i forbindelse med miljøspørgsmål, Storebæltsbroen, cykelstier, hvad ved jeg, for man sætter mig ikke i forbindelse med sådan nogle ting.

Det er både frustrerende og irriterende, for min politiske interesse er jo ikke énøjet. Godt nok har jeg stor interesse for minoritetsspørgsmål og jeg er engageret i en masse minoritetsforeninger som arbejder for minoriteters rettigheder, men det er ikke min eneste interesse. Min politiske interesse er meget bredere, og jeg ønsker da også at blive udfordret på mange andre områder end blot det med etniske minoriteter.

Og det afspejler også at samfundet - hvis man kan tale om samfundet som en masse - ikke betragter mig som en "normal" del af samfundet. Jeg bliver ikke betragtet som dansk i "normal" forstand. Jeg er en "unormal" dansker, eller jeg er "ny" dansker, eller jeg er "andengenerationsindvandrer", eller jeg er "indvandrerkvinde"... eller jeg er ...

Jeg har så mange mærkater som tydeliggør, at jeg er anderledes, eller som hele tiden stempler mig som anderledes. Jo, man kan se på mig, på min hudfarve og min hårfarve at jeg ikke er pæredansk, ikke? Men hvis man snakker med mig i telefonen - og jeg ikke nævner mit efternavn - så tror jeg ikke man ville opdage, at jeg ikke var helt pæredansk.

Jeg er født og opvokset her, jeg er lige så dansk som enhver anden. Det der er forskellen mellem mig og dig, er mine forældres oprindelse. Jeg føler ikke nogen nostalgisk tilknytning til mine forældres hjemland.

Jeg har været i Pakistan et par gange i løbet af mit liv, mit korte liv, og der når man ikke at udvikle særlig stor følelsesmæssig tilknytning til landet. Og når man heller ikke ser eller har kontakt med den familie man har i Pakistan særlig ofte, så binder du dig heller ikke så meget til de mennesker. Det bliver sådan en fjern familie for en. Det er første gang jeg har rejst rundt i Pakistan, men jeg følte det ikke som om, at nu er jeg tilbage i mit land. Da jeg kom tilbage til Kastrup Lufthavn, dér følte jeg: - Nå, men nu er jeg hjemme...

Når man er født og opvokset i et land hvor man tilbringer størstedelen af sin tilværelse og har sine forlældres hjemland som et muligt feriested, jamen så er det da naturligt at man har ens største tilknytning der hvor man er født og opvokset. Også fordi man naturligvis er præget af det samfund man er opvokset i på alle mulige måder.

Det er jo ikke kun forældrenes opdragelse, der præger én. Det er jo også igen samfundet der præger en på mange måder: de uddannelsesinstitutioner man går igennem, ens vennekredse, alle mulige andre påvirkninger får man da fra samfundet. Sproget fx. Den måde man udtrykker sig på, den måde man forstår tingene på, det betyder også noget. Jeg ville fx meget bedre kunne forklare mig og diskutere på dansk end jeg ville på urdu, selvom jeg har modtaget modersmålsundervisning i ni år.

På den ene side kan jeg godt se at fordi det er en ny problematik for Danmark, fordi indvandringen først blev et fænomen fra 1970erne, så befinder vi os i en overgangstid, hvor man skal til at vænne sig til at nye mennesker er en del af normaliteten. Vi danskere befinder os i en periode hvor vi skal til at gendefinere os selv. Det handler om at være danskere i en omskiftelig verden. Vi skal genfinde vores rødder og det er så svært.

Vi kan vifte lidt med Dannebrog, som Pia Kjærsgård gør, men når det kommer til at definere hvad det er der er dansk, så kan du ikke få to svar der er enslydende.

Men på den anden side der kan man jo godt blive utålmodig, fordi mange insisterer på at bruge nogle begreber som jeg på ingen måde kan se det konstruktive i.

Fx når der fra politisk side bliver snakket "andengenerationsindvandrere". Eller når man bruger "kulturer" som forklaringskraft på ting, som måske er af helt anden karakter. Eller når nyhedsmedierne insisterer på at bruge "de fremmede" som begreb, selv om mange organisationer har henvendt sig til samtlige medier i Danmark og bedt dem om at afstå fra at tale om "de fremmede" i nyhedssammenhænge, fordi at det i hvert fald ikke gavner integrationen.

- Er du sikker på det ? Er du sikker på, at det gør nogen forskel, hvad for nogle ord man bruger?

Jeg tror at det gør en enorm forskel. Jeg tror det gør en enorm forskel om du betragter mig som medborger - kalder mig medborger. For i begrebet medborger ligger det, at vi er en del af det samme samfund, af et fælles samfund. Hvis du i en sammenhæng hvor det slet ikke er relevant, nævner enten min etniske oprindelse eller min religiøse overbevisning, så vil jeg da synes det er fuldstændig forrykt.

Fx som vi ser det i krimininalitetssager. Hvorfor er det relevant at nævne Ali’s religiøse overbevisning eller hans forældres religiøse overbevisning, hvis han er forbryder? I stedet for bare at kalde ham forbryder? Hvis en ugerning blev begåret af en med kristne rødder så ville man aldrig nævne hvad hans religiøse overbevisning var, eller hans forældres.

- Det er der vel en god grund til, medierne omtaler altid det usædvanlige, det ekstraordinære. Så når kriminalitet begås af en dansker, så skriver man det ikke fordi det så at sige forudsættes.

Men det bekræfter en masse fordomme hos dem der sidder og kigger på det. Når man sammenkæder personens etniske etniske baggrund eller religiøse overbevisnign i voldtægtssager fa, så finder folk en årsagsforklaring i det.

- Det er ikke kun "folk". Journalisterne sammenkæder også.

Hvis det fx drejer sig om hustruvold eller en anden ugerning, så er det da fuldstrændig forrykt at forklare det med en formodet religiøs tilknytning, i stedet for at forklare det med social afstumpethed, psykose, eller hvad det nu kan være, der er så mange andre faktorer.

Med et problem som er pæredansk, fx danske unges brug af ectasypiller, der identificerer man et problem og tilkalder alverdens eksperter og analyserer hvad det er der fører til at vores ungdom har det misbrug. Det bliver til et samfundsanliggende. Man stiller spørgsmålet: Hvad gik der galt? Hvad gjorde vi galt? Det er VORES anvar! Det er samfundets ansvar. Men lige så snart det drejer som om personer med anden etnisk baggrund, så er det DERES ansvar, så er det et specielt minoritetsanliggende, så snakker man ikke mere om samfundet.

Jeg bliver ofte stillet spørgsmålet "Hvorfor tager I jer ikke af jeres egne?", når det drejer sig om kriminalitet fx. Men blot det at jeg er etnisk betyder jo ikke at jeg skal være ansvarlig for alle mulige forbrydere som tilfældigvis også er etniske. Lige som man ikke beder spejderne tage ansvar for det rockerne går rundt og laver.

Vi ender altid der hvor kulturen bliver forklaringskraft for alt hvad etniske minoriteter gør. Men der er så mange andre faktorer. Tg fx ghetto-dannelse. Men er ghetto et specielt etnisk fænomen, nej, det er den socilae faktor der er afgørende for om vi får ghettoer. Ghetto referer til den økonomiske situation og ikke den kulturelle. Det at det er etniske minoriteter det er nærmest en tilfældighed.

Men det er da fuldstændig uforsvarligt at forklare arbejdsløshed, fx, med manglende integration, deres manglende vilje, manglende sprogkundskaber, manglende kvalifikationer. Jamen fortæl mig hvor logikken er, hvis man fx har taget sig en uddnnelse, kan det danske sprog, honorerer alle de krav der formelt opstilles for at få et arbejde, og så bliver frasorteret på grund af, og kun af den grund, at du kar et navn der lyder lidt eksotisk?

Man skal slet ikke bruge ordet integration hvis man mener at ansvaret kun påhviler minoriteten, for integration betyder jo en gensidig tilpasning. Derfor giver det ikke mening når politikere siger: "De skal integrere sig". Nej, det hedder "VI skal integreres". Det er ubemærket ansvarsflugt, netop at lægge ansvaret over på minoriteterne. Man har fundet på den der trend med at etnificere tingene, så kan man smide ansvaret fra sig og sige "Det er deres problem".

Men jeg mener faktisk ikke man kan snakke om "særlige" indvandrerproblemer. Jeg mener ikke etnicitet på nogen som helst måde kan være den eneste forklaring på noget som helst.


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

INDVANDRERE

  >

Mona Sheikh


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, sep 2001