Anmeldelser

  <

"Nye Traditioner"

  <

INDVANDRERE
UNDERVISNING


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

30 april 2002

NYE TRADITIONER
Festskrift til Sprogcenter IA
Redaktion: Ole Stig Andersen

København, 9. nov 2001
Sprogcenter IA   tlf 3888 3233
ISBN 87-988689-1-8
247 sider,   pris kr 198,-
INDHOLD

Anmeldelser af
"NYE TRADITIONER"

  • LVU-Fagbladet nr 6, 30 april 2002 (Lone A. Sperschneider)
  • Personalebladet for Århus Sprogcenter, februar 2002 (Povl Terkelsen)
  • Danmarks Radio International, februar 2002 (Muttalip Abat)
  • Læst og Påtalt, Danmarks Radio, P1, december 2001 (Egon Clausen)
  • Samspil, december 2001 (Arly Christensen)

  • DANSK SOM ANDETSPROG

    Lone A. Sperschneider i LVU-Fagbladet nr 6, 30 april 2002

    Bogen er udgivet i anledning af IA's 20 års jubilæum. Og lad mig sige det med det samme: Der er meget guf at hente i de 33 bidrag, som bogen rummer. Artiklerne er alle velskrevne og let læselige. Ud over de i anmeldelsen senere nævnte forfattere kan nævnes: René Mark Nielsen, Mogens Rukov, Mikael Rothstein og Celal Deveci.

    Forfatterne sætter ud fra hver deres vinkel fokus på undervisningen i dansk som andetsprog, som indvandrerundervisningen hedder i dag. Der kan hentes gamle, men stadig aktuelle ideer til, hvad undervisningen i dansk som andetsprog også er. For Sprogcenterledere og kommunale igangsættere kan kapitlerne 2 om Erhverv (undervisning kombineret med arbejde) og 3 om brug af computere anbefales. Her er gennemprøvede ideer til fri afbenyttelse. Set i lyset af regeringens udspil til ny lov på området kan det ikke gå stærkt nok med læsningen.

    At læse om Harems-projektet er i starten en fornøjelse, men nedlukningen giver læseren denne bitre smag i munden, som er blevet mere almindelig efter at integrationsministeren trådte i karakter.

    Også almindelige undervisere i dansk som andetsprog kan hente meget inspiration i bogen. Jeg vil især fremhæve de udmærkede fem artikler, der behandler udtaleproblemerne. Der gives konkrete og gennemarbejdede metoder til at forbedre undervisningen inden for dette felt, som desværre ofte er underprioriteret i den almindelige sprogskolehverdag.

    Tre forfattere med udenlandsk oprindelse, skriver om hvorledes de blev undervist af velmenende og kærlige lærere. Her kan man heldigvis ikke undgå at grine højt. Ser det sådan ud, på den anden side af katederet? Undervisere bør absolut også læse om disse "kulturmøder" i klasseværelset.

    Kapitlet om fleksible læringsmiljøer, skrevet af Gitte Østergaard Nielsen, er fremadskuende og klart i sit vigtige indhold og budskab: undervisningen skal være fleksibel i forhold til den enkelte kursist, til placering, til tidspunkt m.m. Synspunkter, der falder helt i tråd med Bertel Haarders ideer.

    Christian Horsts artikel omhandler den nationale dannelse og det flerkulturelle samfund. I sin analyse beskriver han de forandringsprocesser, der nødvendigvis må finde sted i Danmark. Det er meget spændende læsning. Lad mig citere, hvorledes han beskriver endemålet for forandringsprocesserne: "Den nationale fortælling inkorporerer internationaliseringen og de etniske minoriteter i en ny og udvidet fortælling om ligeværd og ligestilling" - store tanker. Højt til loftet! Gid Bertel Haarder vil nærlæse netop dette kapitel.

    Bogen afsluttes med en provokerende og tankevækkende efterskrift af journalist Leif Lønsmann. Hans budskab går kort og godt ud på at opfordre til en øget indvandring til Danmark.

    Altså, her er en bog, der bør læses af alle, der er interesserede i faget dansk som andetsprog og de fagområder, der griber ind i andetsprogsundervisningen.


    EN BLANDET LANDHANDEL

    Povl Terkelsen i personalebladet for Århus Sprogcenter, februar 2002

    Indvandrerundervisningen op gennem de sidste tre årtier kan man vist roligt uden at fornærme nogen betegne som en blandet landhandel. Der har været tale om at ombygge et nyt fagområde, og der er blevet eksperimenteret i en grad, som næppe finder sin lige i anden sprogundervisning. En af de skoler, der i denne proces har markeret sig tydeligt, er Indvandrernes Aftenskole, og i anledning af skolens 20 års fødselsdag er der udgivet et festskrift.

    Som det sig hør og bør, rummer det digre værk et historisk rids af skolens udvikling. Indvandrernes Aftenskole er til forskel fra de fleste andre sprogskoler i landet udsprunget af indvandrermiljøerne selv. Skolen har således bygget på de stærke sociale relationer i indvandrernetværket, og i de første år var en stor del af danskundervisningen varetaget af indvandrere. Desuden har skolen gjort sig bemærket ved tidligt at inddrage computer i undervisningen. Der gøres i et kapitel i bogen indgående rede for, hvordan skolen i dagligdagen bruger sit programbibliotek med næsten 700 programmer !!

    Det gode ved dette festskrift er, at det ikke forfalder til navlepilleri. I de over 30 artikler, hvoraf mange er dejligt korte, skriver undervisere, universitetsfolk, ministeriefolk og andet godtfolk om alt mellem himmel og jord inden for vores område. Lige fra danskprøvernes historie til udtale og de slaviske og somaliske kursisters særlige problemer. Igen en blandet landhandel - og det er godt og flot.

    Bogen er redigeret af Ole Stig Andersen, som især alle ældre i gårde vil have stiftet bekendtskab med som kursusinstruktør og alt muligt andet. Desværre skriver han ikke noget videre selv, hvilket er en skam, da han plejer at være god for nogle ordentlige slag i bolledejen.

    Der er unægtelig kommet meget styr på tingene i de seneste år med vejledninger og jeg skal komme efter dig. Jeg skal være den sidste til at beklage, at ministeriet omsider fik overvundet sin berøringsangst og gik til makronerne. Men jeg er ret sikker på, at der er mange i tilknytning til Indvandrernes Aftenskole, som ser på udviklingen med nogen bekymring. Måske kan de alligevel finde lidt trøst i de afsluttende ord i Peter Villads Vedels indlæg i bogen : “Konklusion: man har mangfoldighed som grundvilkår. Helt homogeniseret bliver området aldrig.” Og det er immervæk ministeriets pædagogiske konsulent, der taler.

    Povl Terkelsen
    feb 2002


    Arly Christensen Samspil, december 2001
    Læsere af denne bog føres vidt omkring i dens 33 artikler, der spænder fra et rids af skolens historie over artikler om sprogpædagogik, dansk som fremmedsprog, integrationsbegrebet, indvandrere og deres relationer til erhvervsliv og til massemedier. Følgende pluk fra denne brogede buket kan give et indtryk heraf.

    Selv har jeg syntes, det var interessant via René Mark Nielsens artikel at få et indblik i, hvad der for 20 år siden adskilte Indvandrernes Aftenskole fra andre sprogskoler under Fritidsloven, der dengang var rammen omkring dansk for udlændinge.

    Under den lov var der ingen krav om en forudgående sproglig eller pædagogisk uddannelse for at kunne undervise i faget. Det formelle kompetence-krav til lærerne på danskkurser for udlændinge begrænsede sig til, at de skulle have gennemgået et kursus på 48 timer. I de første år var over halvdelen af lærer-kollegiet i IA af udenlandsk oprindelse. Flest tyrkere, kurdere og pakistanere, nogle få arabere og enkelte andre, oplyses det.

    I konkurrencen med andre skoler stod IA stærkt med den lærerbesætning, fordi rekrutteringen til undervisningen foregik via indvandrernes egne netværk. Med lovændringerne, der i 1980´erne og 90´erne henlagde denne undervisning først til amter og senere til kommuner, ændredes også vilkårene. Der kom centrale retningslinier, krav om et fælles testsystem, krav til bedre lærerkvalifikationer og til bedre ansættelsesvilkår for lærere. Forhold, der påvirkede konkurrencesituationen, de udenlandske lærere blev presset ud, mens de formelt bedre uddannede, danske lærere fik bedre ansættelsesvilkår. Efter lange kampe vandt statussynspunktet over solidariteten, konstaterer han.

    I dag er undervisningen af voksne tosprogede blandt de aktivitetsmæssigt største voksenuddannelsesområder med omkring 45.000 kursister årligt fordelt på ca. 51 sprogcentre, 2000 lærere samt ledere og vejledere og fordelt på 43 såkaldte centerkommuner, som alene eller på vegne af en kreds af kommuner administrerer sprogcentrene, oplyses det i en anden artikel, skrevet af Peter Villads Vedel, der er Undervisningsministeriets pædagogisk konsulent for området.

    Også han kommenterer det historiske forløb, idet han diplomatisk forsigtigt skriver: "I mange år, dvs. indtil måske slutningen af 80´erne og begyndelsen af 90´erne, levede "indvandrerundervisnigen" i høj grad sit eget liv. På godt og ondt. Skolerne og lærerne fik i vid udstrækning frit spil til at præge mål og metoder og var måske vel meget optaget af som dugfriskt nyt undervisningsområde at finde sin egen faglige identitet."

    Dagens situation er, at intet dansk uddannelsesområde har en så sammensat kursistgruppe som sprogcentrene, fastslår han. Der er alle tænkelige uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige baggrunde, alle tænkelige livserfaringer og livsforløb fra hele verden er med til at tegne mangfoldigheden.

    "Jeg var ret vild med eleverne. Som elever. Måske fordi jeg godt kunne lide skuespillet", fortæller afdelingsleder på Den Danske Filmskole, Mogens Rukov, der i årene 1969-1974 underviste på Flygtningehjælpens Sprogskole i København. Den rolle beskriver han således: "Læreren i dansk for udlændinge er en absolut autoritet. Det er Oedipus over for folket, Lear mellem døtrene, Godot, Godfather. Det er læreren af den simple grund, at hun – eller altså han – i absolut forstand er i besiddelse af den genstand, der skal læres. Hun kan dansk. Hun kan tale. Hun kan sige alting. På den måde får vi en dramatisk situation, hvor den genstand som alle er her for at opnå ikke alene skal formidles. Genstanden er ikke noget tredje – næsten ikke – ikke noget som er uden for alle, ikke noget vi alle kan se på med samme attrå fra samme afstand. Det er ikke alene en genstand. Det er også noget der findes i lærerens krop".

    "Oedipus er kommet ind. Han siger: "Jeg hedder Mogens." Han smiler. Han spørger:" Hvad hedder du?" Det er et vanskeligt øjeblik. Det er fantastisk at tænke tilbage på. Dette øjeblik, den første og anden replik i hele forløbet. Det er et øjeblik fuldt af magt. Det forudsætter en dramaturgisk fornemmelse. Det er et sympatisk punkt. Sådan er det ment. Det er ment som en udstrakt hånd... "

    Interessant var det f. eks. også at læse forstanderen for KISS Sprogcenter, Steen Alan Christensen om hans skoles særlige læggen vægt på udtale og på stød i det danske sprog.

    Sociolog Mustafa Hussein anholder det paradoksale i f. eks. kravet fra Karen Jespersens tænketank om, at alle indvandrere og flygtninge i integrationsøjemed skal anerkende en række danske værdier og normer samtidig med, at man aldrig i forbindelse med vores integration i det europæiske fælleskab hører krav om, at danskere skal lære noget om tyske, franske eller italienske værdier – eller om katolicisme som obligatorisk fag i skolen. Begrebet integration bruges i den politiske arena forskelligt alt efter sammenhængen, mener han.

    Han og radiodirektør Leif Lønsmann er enige om massemediernes afgørende indflydelse på "vores" opfattelse af "dem" og på integrationsforløbet. Efter en fortræffelig analyse af udlændingespørgsmålets indflydelse på valgforløbet , skrevet flere uger forud – bogen udkom den 9. november – skriver Lønsmann herom, at ti års mediebombardement nu har fået folk til at betragte udlændingeområdet som et 'problem', der skal taget op ved kommunal- og Folketingsvalget.

    Under overskriften: "Et sidste suk" skriver han videre:
    "Som almindelig borger kan man dagligt forbløffes over danske politikeres skråsikre bedømmelse af mennesker og befolkningsgrupper, de ikke kender det fjerneste til.
        På baggrund af nogle få bataljer i ret koncentrerede byområder udfører de i dag det arbejde, som Ekstra Bladet startede – skærer alle over én kam og lægger op til generalisering af enkelte eksempler og hele nationaliteter. Mens de samtidig vasker hænder og siger: det er ikke alle fremmede, vi er ude efter – kun dem, der ikke ønsker at indordne sig og vil misbruge vores gæstfrihed.
        Problemet er, at det generaliserede billede fortæller os præcist dét: De vil alle misbruge os.
        Og det er jo ingens skyld.
        Hver enkelt journalist eller politiker har kun ansvar for sin egen lille del af fortællingen. Hvad befolkningen konkluderer er dens egen sag.
        Lader man blot som om, man ikke forstå denne mekanisme, går man fri – moralsk og etisk – i sine kollegers øjne, i sin nabos øjne, i sin kones og sine børns øjne – i sin egne selvforståelse – måske endda i historiens fjerne lys.
        Den trøst er så dansk, som den kan blive."

    Én indvending må jeg have med: bogens titel, Nye Traditioner. Efter min fornemmelse er tradition en handling, der efter gentagen og måske årelang anvendelse kan udvikle sig til at blive en tradition. Men så er den vel ikke ny længere?

    Bogen indeholder en mangfoldighed af indfaldsvinkler. Den må være selvskreven til anskaffelse på alle sprogcentre og som julegave til mange blandt de 2000 sproglærere.


    sitetæller

     

    Home
    Forsiden

     

    BABEL

      >

    INDVANDRERE
    UNDERVISNING

      >

    "Nye Traditioner"

      >

    Anmeldelser

     


    Kontakt

    FreeFind

     

    til top
    Ole Stig Andersen 30 apr 2002