Numerologi

  <

ANMELDELSER
PSYKOLOGI


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

27 juni 2005

Boganmeldelse

Annett Kofoed:

Hos Numerologen

Lindhardt & Ringhof, 2005
122 sider,
Pris 199

Anmeldt af Ole Stig Andersen
forkortet udgave sendt i Danmarks Radio, P1Morgen, "Fagbogen", 27 juni 2005
Anmeldelsen kan høres her: (varighed 5'13)
Kræver RealAudioPlayer


Navnet er en magisk ting. Alverdens kulturer har navngivningsceremonier og mange har også navneskift ved vigtige overgange i livet. Da jeg var ung, i gamle dages Danmark, skiftede en kvinde fx sin fars efternavn ud med sin mands, når hun blev gift. Folk der skifter religion, skifter også ofte navn, så en jeg kender, der før hed Jørgen, hedder nu Abdullah. På nettet iklæder folk sig de mest fantastiske aliasser og gør og siger ting de ikke ville under "eget" navn. Partisaner og forfattere har pseudonymer. Og mange steder har folk forskellige navne samtidig, som fx i Tyrkiet hvor kurdiske navne i mange år var forbudt, så folk hed én ting blandt kurdere og noget andet på tyrkisk. Mange mennesker går op i retstavning, men endnu flere vil gerne have deres navn stavet rigtigt.

Tal og bogstaver er også magiske. Mange religioner har udviklet en tal- og bogstavsmystik der ofte bruges til forudsigelser. Og hvad med Lotto og den slags?

Så det kan ikke undre at en kombination af disse to ting, numerologien, er blevet populær. Annett Kofoed har tidligere udgivet "Numerologi", som er udkommet i fem oplag. Og nu følger hun så succesen op med "Hos numerologen".

Numerologiens grundpåstand er at din skæbne ligger i dit navn. For hvert bogstav har et tal, og dette tal har en vibration. Når man lægger de forskellige bogstavers vibrationer sammen får man en energi der fortæller hvad man skal igennem her i livet. Numerologen tegner et numeroskop ud fra din fødselsdag og en sammentælling af bogstaverne i dit navn. Numeroskopet er så udgangspunkt for en fortolkning af din personlighed og dens udfordringer. Og numerologien er også helt praktisk, for du kan forbedre din situation ved at forandre dit navn, så du får et "rent" numeroskop, der giver en god økonomi og et godt helbred, og mange andre gevinster.

Men det er ikke nødvendigt at du bruger dit nye navn, bare det står i dine offentlige papirer. Kofoed har et gribende afsnit om det overgreb myndighederne begår mod indvandrere som ikke ved hvornår de er født og derfor får tildelt en fødselsdag af cpr-registret. Den fødselsdag kan ikke senere laves om og det skaber alle mulige former for ravage i deres liv.

Numerologien er jo fuldstændig umulig at forene med den videnskabelige indsigt i Verdens måder at virke på. Det er ikke muligt at pege på nogen som helst form for virkningsmekanisme. Videnskaben kender ikke noget til de vibrationer der gemmer sig i navnets bogstaver, eller til den energi de tilsammen bliver til. Numerologien er en udfordring til den sunde fornufts herredømme. Her skulle befolkningen være blevet mere og mere oplyst og så kommer den slags overtro til mange videnskabeligt troende menneskers fortvivlelse og trænger sig effektivt på.

Og mange kristne har også deres problemer med numerologien. De opfatter den - og det med rette - som en del af en konkurrerende tro, den såkaldte Nyreligiøsitet, også kaldet NewAge eller bare det Alternative. Dén folkelige bevægelse numerologien indgår i, omfatter også astrologi som numerologien ligner meget, men også krystalhealing og psykoterapi, tarotkort og karmatro, engle og ånder, naturmedicin og sund levevis, trance og meditation og meget andet.

Begrebet "energi", som også gennemstrømmer Kofoeds bog, er centralt. Der er mange forskellige varianter, men i bund og grund tror NewAge at et positivt energifelt - Kofoed kalder det guddommeligt - gennemstrømmer og forbinder alting, OG at man gennem selvudvikling kan bringe sig i overensstemmelse med denne energi, og derigennem få indflydelse på sit eget liv. Derved adskiller den sig fra de autoritære mainstream-udgaver af kristendommen, Islam og jødedommen, hvis Gud har hjemme uden for sit skaberværk. I disse religioner er Gud "op". I NewAge er Gud "ind".

Det er en stærkt synkretistisk religion - eller samling af religioner. Alle mulige elementer fra forskellige kulturers spirtuelle overbevisninger og praksisser smelter ubesværet sammen i hver enkelt troendes personlige udvalg. Der er også plads til kristne elementer i denne nye tro.

At numerologi er overtro betyder altså bare at den ikke passer ind i de to andre fremherskende trossystemer her i landet, videnskaben og kristendommen. Men den passer fint ind i det behov mange mennesker har for selv at kunne gøre en indsats for deres eget livs kvalitet, mening, dybde og visdom. I disse miljøer skabes der en lang række nye overbevisninger og ritualer, som fx numerologien, som har det tilfælles at de tilbyder en forandring i dit liv. Jeg tror at mange af de mennesker der går til numerologi også deltager i andre lignende aktiviteter, som allesammen har selvudvikling som mål, en selvudvikling der kun kan finde sted i harmoni med den universelle spirituelle energi. Så det skulle ikke undre mig hvis mange mennesker har haft glæde af at gå til numerolog. Og heldigvis behøver man hverken at være troende eller tro på numerologien. Det virker alligevel, beroliger Kofoed.

Det er inden for disse områder man i årevis har fundet landets bedst sælgende fagbøger. Det er ikke fordi folk er til fals for overtro, det er fordi de selv vil gøre en indsats. Og det er en indstilling mange har haft gavn af.

"Hos numerologen" er vældig let at læse, skrevet på ubesværet, mundret dansk og helt-nede-på jorden-agtig, snusfornuftig og munter, ja ind imellem vittig. Anden halvdel af bogen er organiseret som svar på vigtige spørgsmål, som fx "Må jeg skifte navn hvis jeg er gravid?", "Hvor længe går der før jeg mærker noget?" og "Hvorfor er der flere numerologisystemer?"

Til det sidste foreslår Annett Kofoed at man låner bøger om emnet på biblioteket, men - med hendes egne ord: "Husk at være kritisk!"


sitetæller

BABEL

>

ANMELDELSER
PSYKOLOGI

  >

Numerologi


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 27 jun 2005