Sibirien

  <

SPROGPOLITIK

  <

RUSLAND
SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

21 aug 1995
CentralAsien / Rusland:

Anmeldelse af Klimenko & Hertoft: "Kazakhstan"
Tyskerne i det Russiske Imperium (Kasakhstan)
Asiatisk i vælde er nødningen (Usbekistan)
Kerek er død (Sibirien)

Det kommunistiske alfabet
Det muslimske alfabet

Anmeldelse af Hansen & Krag: "Nordkaukasus"
Tjetjenerne må kæmpe alene (Nordkaukasus)
Kulturdrab a la russe (Ingusjetien)
Sjælenes land (Abkhasien)

Tjetjenien forside   Rusland forside
Tjetjenien Foredrag  Rusland foredrag
Tjetjenerne, Ruslands indianere
Folkemordet i Tjetjenien
Ruslands krig mod det tjetjenske sprog
Tjetjeniens kæmpende dervisjer
300+ Kommenterede links   logofri udgave

Ruslands kolonier

KEREK er død

Sådan da

FRA DEN LILLE altan på 2. sal til højre i Emil Møllersgade 2B i Horsens kan man se lige ned i Vitus Bering Parken. Det ved jeg helt sikkert for dét har jeg selv gjort igen og igen.
I dén toværelses der sidder fast på altanens inderside, boede min mormor nemlig, lige over for sydamen, frk Sørensen, hvis store Pfaff trædemaskine var mig en kilde til stadig sproglig undren. Hvordan i alverden udtaler man et ord der begynder med Pf? Frk Sørensen og mormor var rørende enige om Faf, men hvad P’et så skulle til, kunne de ikke forklare. For slet ikke at snakke om to f’er til sidst!
Hér hávde jeg min jævnlige gang da jeg var barn. Boede der endda i et par formative år, som de siger, mens mine forældre overvejede om vi skulle blive fremmedarbejdere i Alaska eller hvad.

I EN ALDER af 47 blev Horsens’ store søn, kommandør Vitus Jonassen Bering, hyret af Ruslands daværende røverhøvding, Peter den Store, til at udforske den sibiriske østkyst med henblik på fremtidig udplyndring og folkedrab. 13 år senere, i 1741, døde han under sine loyale royale bestræbelser, på en øde ø der siden blev opkaldt efter ham.
I 1991 tog en ekspedition under ledelse af museumsinspektør Ole Schiørring fra Beringbyen Horsens til Beringøen i Beringshavet for at finde Berings grav.
Det lykkedes nærmest uden videre. Øens stejle klippekyster byder ikke på mange landingspladser. Graven ligger ved det eneste sted på kysten et stort skib stort set kan lande, og dér gror der minsandten også rhodendendron, ganske som i Berings anlæg i Horsens, hine gule, disse lyserøde godt nok, men alligevel! Ér det ikke mageløst!
Udstillingen om Vitus Bering på Horsens Museum ér lukket nu, men det berømte bysbarns kanonbestykkede rhodendendronskyttegravsmindepark er altid åben.

VERDENS SPROG ligner som bekendt hinanden en hel del, og alt i alt er de sidste par århundreders lingvistiske slægtskabsforskning vel ved at have fået kogt fætter-kusine-forholdet mellem vore små 5.000 forskellige sprog ned til en lille snes storfamiljer eller så.
Nogle af dem er rigelig store, målt i antallet af mennesker der bruger dem. Fx omfatter den største af dem, vores egen klan, Indoeuropæisk, over halvdelen af alle mennesker, fordelt på kun en 150 sprog. Omvendt er der op mod 700 Papua New Guinea sprog, men kun omkring 4 millioner mennesker i alt har adgang til denne enorme kulturelle rigdom.

OG SÅ ER der sprogætter der er ganske små i begge henseender. Det gælder bl a nogle af de sprog der tales i Sibiriens øverste højre hjørne hvor Bering huserede, på de to kæmpestore, kolde og tyndt befolkede halvøer Tjukotka og Kamtjatka.
Desuden er der verden over mindre end en halv snes sprog, som det overhovedet ikke er lykkedes at sætte i forbindelse med andre. Baskisk er det bedst kendte af dem. Isolerede sprog, kalder man sådan nogle. Halvdelen af dem er isoleret - en stakket stund endnu - i Nordøstasien.

I DEN beringske ende af Rusland er der kun omkring 15.000 mennesker tilbage hvis oprindelige sprog det endnu ikke er lykkedes den russiske koloniforvaltning at udrydde helt, selv om det stadig går fint fremad med projektet.
Det største lokale sprog i dette kæmpemæssige område er Tjuktji, der tales af omkring 10.000 mennesker. Tjuktji er ikke i familje med noget som helst, bortset fra fire små kamtjatkasprog som det er i fuld gang med at fortrænge, med russisk lige i hælene. Det er områdets dominerende kultursprog, men må selv lige så stille give efter for det temmelig meget mere anvendelige russisk.

BORTSET FRA Tjuktji er de øvrige små østasiatiske sprog ganske tæt på at forsvinde. Korjak har stadig et par tusind brugere og klarer den nok årtusindet ud, men Alutor og Kamtjadal ligger på det sidste.
En lille håndfuld sprog der er i slægt med grønlandsk, holdes hårdnakket i live af mindre end hundrede mennesker: en snes stykker kan Aleut, 2 (to) Sirenik, og et par snese yderligere Yupik. Disse sprog har fået hjælp, ideologisk i hvert fald, af jerntæppets fald og genoprettelsen af kommunikationen med kulturfællerne i Nordamerika og Grønland.
Jukagir og Nivh er to helt enestående sprog som ikke er påviseligt beslægtet med noget som helst andet sprog og heller ikke med hinanden. Dem er der næppe heller mere end et par hundrede hver tilbage der kan.
Ket, der taltes lidt længere inde i Sibirien, ved Obs bredder, ér vi allerede bleven af med. Og endnu længere sydpå er japansk ved at have fuldbyrdet udryddelsen af Ainu, der heller ikke er påviseligt i familje med noget andet sprog.

OG SÅ ER DER altså Tjuktjis lillesøster Kerek.
Eller rettere: var.
For Kerek er netop død.
På en FN-konference i København den 28. juni i år [1995] om urbefolkningernes rettigheder gav den russiske delegerede, Evdokia Gayer, i en sidebemærkning meddelelse om Kereks nylige død.
At borgerinde Gayer selv er runden af ét af disse mindretal, gør hende imidlertid ikke til noget sandhedsvidne. Hun er en berygtet apparatjik der i årevis har flydt ovenpå, ved at forklare hvordan Moskvas skiftende ordrer lige netop var det historisk objektive udtryk for urbefolkningernes interesser.
“Det hun siger er altid politisk korrekt, men aldrig korrekt”, er en af de mere venlige ting man siger om hende.

SÅ JEG HAR spurgt mig lidt for blandt kyndige mennesker for at få be/afkræftet at Kerek virkelig ér død. Med Internet plus lidt tålmodighed er dén slags til at overkomme. Og svaret ér, sammenfattet:
»Mnjah, ikke helt, undtagen i praksis. Der lever stadig to gamle Kerek-damer i en lille landsby syd for Tjukotkas hovedstad Anadir. Desværre er de så gennemalkoholiserede at det er vanskeligt at vide hvilket sprog de overhovedet taler, og de kan næppe bruges som informanter for lingvistisk forskning.«
Og egentlig kán man jo også diskutere præcis hvornår et sprog dør. Foruden de to gamle damer er der andre der kan huske mere eller mindre Kerek, måske helt op til 10 personer. Der er aldrig nogen der bruger det indbyrdes mere, dét er vist allerede længe siden, men de kán stadig noget. Og så findes der jo optegnelser om Kerek, så selv når den sidste der i sin opvækst lærte (noget af) sproget er væk, er det jo alligevel ikke helt væk.

MAN KAN ikke lade være at spørge sig selv hvorfor en type som Evdokia Gayer nu bekymrer sig om kultur- og sprogdød. Skulle hun mon være kommet på bedre tanker, ligesom det er sket for så mange af kommunisttidens større forbrydere?
Eller bebuder hendes udtalelse i København et skift i Ruslands hidtidige kulturdrabspolitik?
I Kaukasus er der ikke meget der tyder på det.
Men måske ved Stillehavets kyst?

UNDER SINE rejser havde Bering også opdaget Alaska fra de derboende eskimoer, aleuter og indianere, som zaren en hundrede år senere, i 1867, i en tvivlsom handel solgte til USA for 7,2 mio $.
Russerne var nået helt ned til Californien, som byen Fort Ross vidner om.
Helt i russisk stil, bare mere effektivt, naturligvis, gik amerikanerne straks i gang med at udrydde løs blandt de indkøbte sprog og kulturer.
Men det hele er kun en 4-5 generationer siden, og nu har efterkommerne af dé vilde man ikke nåede at civilisere helt, anlagt en lang række retssager for at få dé traktatsikrede landområder tilbage som deres forfædre i sin tid blev frarøvet ved vold og bedrag. I Canada drejer det sig bl a om det meste af storbyen Vancouver.
Så måske er Evdokia Gayers udtalelse et ’signal’ om at Rusland nu vil til at udbygge et interessefællesskab med de oprindelige folk langs Det Nordlige Stillehavs kyster.
Det skal blive interessant at se hvilke juridiske krav Ruslands regering med sin genvundne krigeriske kolonibevidsthed i de kommende år vil rejse på Amerikas vestkyst, som Bering åbnede for dem.
Der ér skam allerede oprettet et statskontor i Moskva der er i fuld gang med forberedelserne.

Ole Stig Andersen
Information
21. aug 1995


sitetæller

BABEL

>

RUSLAND
SPROG

  >

Sibirien


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 21 aug 1995