Usbekistan

  <

RUSLAND


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

19 juli 1993
CentralAsien / Rusland:

Anmeldelse af Klimenko & Hertoft: "Kazakhstan"
Tyskerne i det Russiske Imperium (Kasakhstan)
Asiatisk i vælde er nødningen (Usbekistan)
Kerek er død (Sibirien)

Det kommunistiske alfabet
Det muslimske alfabet

Anmeldelse af Hansen & Krag: "Nordkaukasus"
Tjetjenerne må kæmpe alene (Nordkaukasus)
Kulturdrab a la russe (Ingusjetien)
Sjælenes land (Abkhasien)

Tjetjenien forside   Rusland forside
Tjetjenien Foredrag  Rusland foredrag
Tjetjenerne, Ruslands indianere
Folkemordet i Tjetjenien
Ruslands krig mod det tjetjenske sprog
Tjetjeniens kæmpende dervisjer
300+ Kommenterede links   logofri udgave

Ruslands kolonier: Uzbekistan

SAMARKAND
ASIATISK I VÆLDE ER NØDNINGEN

Gæstevenskabet er legendarisk i de tyrkiske lande. Man er mærkbart stolt af det. Det gælder både folk fra Tyrkiet og fra andre lande hvor hovedsproget er af den tyrkiske slags, fx i et par af de russiske kolonier i Centralasien, Kazakstan og Usbekistan, hvor jeg rejste rundt sammen med en kazakisk ven i juli-august 1991. Få uger før kuppet mod Gorbatjof og Sovjetunionens følgende sammenbrud ankommer Köbej og mig til det sagnomspundne Samarkand.

Navnene

Vores værter henter os på Samarkands godt nedslidte banegård. Hjerteligt, overstrømmende. Vores vært, Nimet, er professor i lingvistik ved universitetet og taler udmærket fransk, bedre end mig. Hans kone er professor i tysk, og hun kan også tale det, men her er vi altså ret meget tættere på mit modersmål.
    Kultura hedder hun, intet mindre. Hendes påfaldende navn vidner om dengang begejstringen for maskiner og sværindustri og troen på kommunismens snarlige sejr og herlige fremtid stod i utæmmet flor. Et navn som Kultura er endda et af de mere beherskede udtryk for dén tid. Der er mange mennesker i Sovjetunionen der må slæbe rundt på Frankensteinnavne som Idea, Konstitutsia, Revolutsia, Kommuna. Eller endnu værre: Elektrifikatsia, Turbina, Tekstil. (Min - jyske, godt nok - mormor havde en kusine der hed Maskine, efter sigende, men det var nu altså kun i udtalen, det skulle trods alt staves Madsgine.)
    Det ser ud til det mest er pigerne det er gået ud over, men Rem er da i det mindste et udbredt drengenavn. Hvad kan det betyde andet end Revolution, Elektricitet, Marxisme?
    Også kommunismens koryfæer gav ophav til besynderlige navne, fx er Ninel, Lenin stavet bagfra, et ret udbredt pigenavn, også blandt kommunistbørn i Vesten. Og én af mine kirgisiske bekendte hedder Melis, som jeg først troede bare var sådan noget kirgisere nu engang kunne gå rundt og hedde. Men næh nej, det betyder skam noget, og dét hverken sukker eller kirgisisk: Det er såmænd forbogstaverne i Marx, Engels, Lenin I Stalin. (I'et betyder og. På russisk, ikke kirgisisk!)
    Hvor grumt at måtte bære rundt på sådan et navn med indbygget forældelse. Melis er ikke fyldt fyrre endnu.

Modtagelsen

Sovjetunionen var et klassesamfund af brutaleste skuffe. Andre steder her i Samarkand stuver den massive bolignød ofte to fuldstændig fremmede familjer sammen i samme tre-værelsers slumlejlighed, men det er en velhavende familje jég besøger. De bor i noget man nærmest kunne kalde et villakvarter. Deres hvidkalkede hus har tre længer, mindst 9 rum, som ligger rundt om en lille gårdhave, med roser og æble-, pære-, fersken- og kirsebærtræer. Hér er der rigelig plads til far, mor og to hjemmeboende børn, en pige på 8 og en dreng på 12.
    Drengen og pigen kommer høfligt og giver hånd og mumler genert et eller andet, men dét er Nimet ikke tilfreds med. »Hils på engelsk« beordrer faderen - på russisk - sin usbekiske søn. Og selv om vi allerede har givet hinanden hånd én gang, nede ved banegården, rækker vært og værtinde poten frem igen, denne gang til en velkomst til deres hus.
    To af længerne er forsynet med halvtag, og vi bliver bedt om at tage plads på en forhøjning der vel hæver sig en halv meter over jorden, en platform på to gange tre meter, udstyret med tæpper og puder og et lavt bord. Over forhøjningen snor vinrankerne sig, og giver lidt flakkende skygge for den skarpe sol. Druerne, en særlig aflang sort, er ikke modne endnu. Det er formiddag og allerede 35° varmt.
    Nimet plukker nogle blade af en urt og rækker dem frem. Han knuser bladene mellem fingrene og holder dem hen under min næse. Det er en slags mynte, en forfriskende duft til den støvede rejsende. En velkomst med stil.
    Og der er i det hele taget gjort klar til vores besøg. Vi ér godt trætte og nassede efter en 8-9 timers umagelig rejse med nattoget fra Uzbekistans hovedstad Tashkent, og det er herligt at Kultura har gjort et bad klar til os. Selv om huset er stort og familjen tydeligvis velhavende, så er der hverken kar eller bruser. Men hun har mange liter næsten kogende vand parat, og jeg tager etagebad som da jeg var barn. I Tashkent fík jeg flere tusinde myggestik, så det er en lidelse at tørre sig, men badet er lige hvad jeg trængte til.
    Og på et lille bord står morgenmaden parat, beskyttet mod sol og insekter med et viskestykke. Vi får te med sukker, brød, marmelade, kylling, kirsebær og endda ost. Og der bliver også skænket sjubat, gæret kamelmælk, der smager ligesom et spædbarnebøvs lugter, tilsat en anelse kulsyre.
    Her er der ingen spor af den knaphed på selv de mest elementære fornødenheder der ellers gennemsyrer Sovjetunionen i disse sammenbruddets år. Før jeg kom her til Centralasien, opholdt jeg mig et par uger i Leningråd, og i den tid lykkedes det mig kun at komme i nærheden af frugt to gange, og den ene var ved en officiel banket. Frugt kunne simpelthen ikke opdrives, ikke engang på det private marked. Men hér er der tilsyneladende rigeligt.
    Sukker er der minsandten også. Det er ellers rationeret, ét kilo om måneden. Årsagen er alkohol, såmænd. Da vodkaen blev rationeret for nogle år siden, gav folk sig til at hjemmebrænde, og det i så stor stil at der blev knaphed på sukker. Og i en økonomi som den russiske kan man ikke sådan lige producere sukker, bare fordi det mangler, det må importeres fra den anden side af jordkloden, fra Cuba. Men hér er der nok af det.

Gaverne

Til gæsteriets regler hører at man har gaver med til værten. Jeg skal besøge mange mennesker på denne rejse, så jeg har faktisk bragt en hel kuffert fuld af diverse gaver med mig fra Danmark.
    Jeg har jo forhørt mig lidt blandt mine sovjetkyndige bekendte om hvad det ville være passende at have med som gaver, men det er ikke særlig fremragende råd de har givet mig, langt fra, så jeg roder lidt rundt i bunken på må og få. Der er en del papir i mit liv, og de mennesker jeg skal besøge er også intellektuelle, så jeg gik ud fra at de ville være glade for den slags ting sådan nogle som os bruger, papir og blyanter og hvad véd jeg.
    Nok er der stor knaphed på papir i Sovjet, men jeg opdager jo straks at mine værter har papir nok, og mine medbragte blokke bliver øjeblikkelig en latterlighed, som kun kan bruges hvis der var nogen jeg ville fornærme.
    Derimod anses kuglepenne og den slags for udmærkede gaver, især hvis de er lidt specielle og der er skrevet et eller andet reklameslogan eller firmanavn på dem, hvad som helst der lugter lidt af Vesten og dens herligheder. Og sådan nogle har jeg heldigvis med. Så professoren får et par kuglepenne med påskriften Baltica Forsikring og Arbejdernes Oplysningsforbund. Til Kultura har jeg noget fin damecreme. Så jeg har da ikke bragt uorden i kønsrollerne.
    Sønnen - som jeg allerede har fået at vide har så mange topkarakterer i sine skolefag at han kunne være kommet i Politiken hvis det havde været herhjemme - får en anden slags penne, sådan nogle med gennemsigtige skrappe pink, gule og giftiggrønne neonfarver man bruger til at strege under i en tekst med. Det føles som en slags kvittering at han straks efter går ind i stuen og sætter et bånd på. Det er Madonnas Like A Prayer der drøner ud over gårdhaven og totalt overdøver enhver usbekisk fuglekvidder.
    Det er pigen mine medbragte gaver passer bedst til. Hende giver jeg en æske farvekridt, et viskelæder der er formet og farvet som et kys, og et par ark glansbilleder. Farverne er fremstillet i Kina. Men de har lige været et smut i Danmark, hvorfra jeg så har bragt dem med det meste af vejen tilbage, her til Usbekistan, sølle 500 km fra Kinas grænse.

Rundvisningen

Jeg er kommet til Samarkand for at dvæle ved de sagnomspundne bygninger i denne årtusindgamle kulturby - allerede Alexander den Store berømmede staden for dens skønhed, mens han lod den ødelægge. Og nogle få hundrede år senere blev den knudepunkt på Silkevejen, den store handelsvej mellem Asien og Europa. Jeg er kommet for at smage på uzbekisk folkeliv og for at researche lidt om De Dansende Dervisjer, en middelalderlig muslimsk tiggermunkeorden som jeg tilfældigvis har interesseret mig for i en årrække, og som stammer her fra Centralasien.
    Men Nimet har andre planer.
    De Dansende Dervisjer findes slet ikke mere, oplyser han, nu om dage har vi oplysning og kultur! Dervisjer hører gamle dage til, prøver han at bilde mig ind. De findes overhovedet ikke mere. Uanset om han selv tror på denne officielle skrøne eller ej, kan jeg altså godt slå dét projekt ud af hovedet så længe jeg er i hans varetægt.
    De øvrige berømte middelaldermonumenter kører vi godt nok rundt og får vist frem, Timur Lenks mausolæum, Ulughbeks fantastiske stjerneobservatorium, Samarkands herskeres gravpladser (i århundredeholdbar papmaché), og en stribe moskéer og religiøse skoler. Ruiner og muséer til hobe. Og allesammen er de udstyret med den samme blå kulør.
    Det hele foregår sådan lidt på amerikansk manér. Ind og kig i ti minutter og så hen til den næste blåhed og kig i ti minutter og så videre. Ingen gode historier, ingen dvælen, ingen lytten til fuglene, ingen nærmere betragten af omgivelser eller byggestil, af glasur eller mosaik, af de andre besøgende. Dårlig nok tid til at give den unge sovjetiske kvinde der sidder med et barn på armen og tigger uden for Shah-Zinda, en mønt.
    Meningen er nemlig ikke at opleve noget, det er fuldt ud tilstrækkeligt bare at have været der. På dén manér kan man hurtig blive træt af blå ruiner, og det ér jeg allerede blevet, da der pludselig sker noget.
    Vi snor os gennem den meget interessante basar, for at komme hen til de meget kedelige ruiner af Bibi Hanums moské. Jeg standser op og vil se på livet og farverne, høre lydene af travl basar og de handlendes råben og falbyden, men det er der ikke tid til, vi skal se rigtig kultur. Nimet henter mig straks: "Kom nu. Det dér er ikke noget. Vi skal videre."
    På tilbagevejen får jeg alligevel tiltusket mig nogle minutter. Der er markedsgøgl, en line er spændt ud en 7-8 meter over pladsen og en mand går, løber, hopper frem og tilbage på linen, med og uden bind for øjnene, nogle gange sammen med en lille pige, på max fem år. Jeg står der og kigger et kvarters tid, så finder min rejsekammerat Köbej mig og siger at jeg er nødt til at komme, Nimet sidder ude i sin bil og venter utålmodigt. Der er flere blåheder at vise frem, og basaren er der ved Allah ikke noget specielt ved.

Gæsterne

Grunden til at Nimet har så travlt med at få overstået sight-seeeriet, er at vi har meget vigtigere opgaver end at betragte klassiske bygningsværker: Vi skal spise.
    Da vi vender tilbage til huset, er der kommet gæster. Det er fire af Nimets kolleger fra universitetet her i Samarkand, professorer i russisk og usbekisk og lignende fag. De bor allesammen her i kvarteret.
    De er uzbekere alle fire, men ser vidt forskellige ud, en passende illustration af folkeblandingen her i landet. Köbej, som er kazak, og Nimet og hans familje, og gæsterne, hører godt nok allesammen til den mongolske "race". De ser mere eller mindre ud som mine fordomme vil have det: Ikke alt for høje, bredt ansigt, høje kindben, skæve øjne, stridt, sort hår.
    Men samtidig ser de også så forskellige ud, at man nærmest skal lede efter deres mongolske træk. Én af dem er nærmest afrikanersort, og den yngste, som vel knap er fyrre, ligner mest af alt en sydeuropæer, med den sorte hårlok der hele tiden svinger ned foran hans ansigt.
    Den ældste, en høj, gråhåret herre på over tres, ville der næppe kunne råbes efter på gaden her i landet, han kunne sagtens gå for at være dansker, bortset fra at han har en rigtig usbekisk hat på, en kalot uden skygge, sort, med sølvfarvede ornamenter. Den firkantede kalot kan foldes sammen, så man lige så snildt kan putte den i lommen.
    Og så er der også en ung mand, midt i tyverne, Timur hedder han. Hans navn betyder Jern, men ellers er han mild og blid. Han er opkaldt efter verdenserobreren Timur Lenk, hvis tyrkiske horder i slutningen af 1300-tallet slog den civiliserede verden med rædsel, men som naturligvis er en helt her i hans hovedstad Samarkand.
    Timur er universitetsuddannet kandidat i sprogvidenskab, med speciale i de sammensatte tider i moderne franske verber. Han taler ikke fransk videre flydende, har stort set aldrig lejlighed til at høre eller tale sproget uden for universitetet. Nu er han i gang med sine videregående studier, under Nimets vejledning.
    Resten af dagen skal ví otte sidde og spise og drikke.
    At børnene ikke spiser méd, er forventeligt, men at Kultura heller ikke gør, forekommer straks mere påfaldende, her i den ligeberettigede Sovjetunion. "Uzbekerne kan ikke lide at vise deres kvinder frem", bortforklarer Köbej med et svedent grin. Han véd nok hvordan det er i Danmark!

Bordet

Der er en fast plads til os gæster: den mest ærefulde, det vil sige for bordenden, modsat indgangsdøren. Dér er jeg uden undtagelse blevet placeret i alle de hjem jeg har besøgt her i Centralasien.
    Köbej, som jo ikke bare også er gæst, men tillige min tolk, bliver naturligvis anbragt ved siden af mig. Godt nok kan jeg noget tyrkisk, men langt fra nok til at jeg kan klare mig på usbekisk - de to sprog ligner ellers hinanden, men jeg kan for lidt - og mit russisk begrænser sig til nogle få høflighedsfraser.
    Gæstens hædersplads er ikke altid den mest behagelige. Hvis man sidder udendørs kan man godt risikere at få lov at blive siddende og misse med den bagende sol lige i øjnene, for det er vigtigere at man sidder det rigtige sted end at man sidder godt. Og man kan ikke bare flytte sig. Det bringer stor forstyrrelse i feltet og alle giver sig straks til genne én tilbage på plads.
    Her sidder vi ikke udendørs, men tværtimod inde i mørket. Vi er bænket i familjens stadsstue som tydeligvis ikke er i brug hver dag. En stor grøn sofa ovre i hjørnet er fx stadig dækket af et hvidt stykke stof, til beskyttelse mod støv, gætter jeg på. Der er i hvert fald ingen risiko for at den skal falme, for vinduerne er også dækket til, og det er halvmørkt i stuen. Det er der gode grunde til. Ingen bryder sig om at få den behageligt kølige stue varmet mere op end højst nødvendig
    Bordet bugner.
    Der er masser af mad, flere forskellige retter. Der er lam og kylling, der er plov, en risret som i min familje hed pilaf, der er endda kaviar, der er store runde brød, der er tomater, agurker og løg, der er kirsebær, æbler, abrikoser og blommer. Drikkevarer er der også rigeligt af, Fanta, mineralvand og vodka.
    For en dansker lyder det måske ikke af noget oversærligt, men dette er en overdådighed jeg aldrig har set mage til i Sovjetunionen. Æg, kød, kyllinger må importeres fra kapitalistiske lande som Usa, Ungarn, Finland og Polen. Selv ikke korn eller kartofler kan de altid skaffe folk på bordet. Der var endda perioder i vinter hvor man end ikke kunne få brød!

Tjeneren

Der er otte stole ved bordet, men det viser sig at det kun er de syv af os der skal spise.
    Timur sidder med ved bordet, men han spiser ikke. Han varter os andre op, først og fremmest mig og Köbej, men også de fem andre fine. Han åbner Fanta og skænker op, og efterhånden som Kultura og datteren får tilberedt retterne ude i køkkenet, går Timur ud og henter skåle og fade og tallerkner med de dampende lækkerier ind, og stiller dem på et anretterbord bag ved sig. Da jeg skal have et foto af hele menageriet, er det selvfølgelig også Timur der bliver sendt ud at hente kameraet og tage billeder.
    Om aftenen, da vi ligger og sludrer om dagens oplevelser i Nimet og Kulturas ægteseng som vi har fået overladt, forklarer Köbej mig hvordan det nogle gange kan gå til at en ung færdiguddannet akademiker holdes som tjener i en professors hus.
    Det er nemlig sådan at folk optages på læreanstalter efter vurdering, ikke efter karakterer. (Og da slet ikke efter lyst). En professor træffer suverænt afgørelse om hvilke kandidater der skal have lov til at gå videre med deres studier. De er derfor ivrige efter at være ham tilpas, og cand. phil. Timur, der er 27 år gammel, gift og har to børn, kan vel nok gå franskprofessoren til hånde i et par fulde dage, når der nu er fine gæster og tyskprofessoren er fuldt optaget i køkkenet.
    Onde tunger hævder at visse akademikere i ledende stillinger lader deres afgørelser om studieegnethed påvirke, af om den unge mands familje har formået at samle et tilstrækkeligt stort pengebeløb sammen. Tusindvis af rubler kan det dreje det sig om. Det er på dén måde det er muligt at have en levefod der langt overstiger hvad en anstændig sovjetisk akademiker nogen sinde vil blive i stand til, og akademikere er endda blandt de bedrelønnede i dette land, hvor gennemsnitsmånedslønnen er under en dansk dagløn, efter gadens vekselkurs.

Nødningen

Timur udsøger sig de bedste stykker kød som han lægger på min tallerken, og han øser op så der ligger et helt bjerg af mad foran mig. De andre finder også lækkerbiskner frem til mig. Köbej véd godt at jeg ikke ligefrem er modstander af grøntsager, og skiver én, to, nej tre hele tomater op og arangerer dem på min tallerken. En anden rækker mig et par forårsløg. Brødet bliver brudt for mig, det er lige før det bliver puttet direkte ind i min mund. Hvis jeg ikke snart gør noget selv, bliver jeg sgu madet!
    Ordentlig uzbekisk gæsteskik kræver at en gæst bliver bespist til han er revnefærdig, og dét bliver jeg sandelig. Alle er fælles om dét projekt, værten, hans gæster, hans tjener, selv Köbej, der er gæst sammen med mig. Uden ophør fylder de mit glas og min tallerken.
    Jeg har allerede mange gange fortalt Köbej at jeg hjemmefra er opdraget til at spise op, ikke levne. Man tager flere små gange, ikke én stor portion som man risikerer ikke at kunne spise op. Som dreng er jeg mangen en gang blevet truet med at få serveret om morgenen hvad jeg ikke kunne eller ville spise op aftenen før. Det sidder mig dybt i blodet at det nu en gang ér høfligst at gå fra en tom tallerken. I hvert fald når man er ude. Men dén går ikke her. Allerede før man har nået bunden af det bjerg af mad man sidder med, er der straks en behjertet sjæl der har dynget op igen.
    Og Köbej fortæller at det også her i Centralasien er velset at gæsten spiser op, for det betyder jo at han godt kan lide maden. På den anden side betyder det jo desværre også at han må have fået for lidt mad, så derfor må man nødvendigvis fylde mere på.
    Man kan gøre indvendinger, men det hjælper ikke det bitterste. Rahmet, siger jeg, »Tak«. Og: "Jeg kan ikke spise mere." Dén sætning hár i hvert fald jeg fået lært at sige, både på russisk og forståeligt, det er jeg sikker på. Men der bliver bare nikket høfligt og smilet venligt, mens man uanfægtet fortsætter med at hobe fødevarer op foran mig.
    Man kan ikke selv få lov til at bestemme hvad man vil have. Man får dét hældt op på sin tallerken som dé synes er lækkert, og de er helt og aldeles uinteresserede i om jeg måske selv skulle foretrække noget andet, eller i om jeg overhovedet har nogen mening.
    Gæsten kan simpelthen aldrig vinde.
    Hvis jeg lader maden stå et lille øjeblik, bliver jeg deltagende/bebrejdende spurgt hvad der er i vejen med mig, eller med maden, om den ikke smager mig, om jeg er syg, og så videre. Hvis jeg spiser op, får jeg straks en portion mere. Hvis jeg på egen hånd udvælger mig noget der ser lækkert ud, er der øjeblikkelig én der - naturligvis uden at spørge mig - supplerer med noget jeg omhyggeligt selv har undgået.
    For der ér jo - med skam at melde - fødevarer jeg ikke er meget for at spise. Ikke hvis jeg kan undgå dem i hvert fald. En ret der med forkærlighed serveres ved festlige lejligheder, består fx af en skålfuld kødvand (som suppe kan hedde på tyrkisk) med makaroni og en blanding af forskellige slags kød og indmad skåret i små stykker, lever, hjerte, nyre, som jeg ikke har meget imod. Værre er det med mave og tarm, sådan noget spiste vi sandelig ikke da jeg var barn, tværtimod har jeg lært at væmmes ved dem. Gudskelov er der hverken hjerne eller nosser i, så vidt jeg da véd.
    Rationelt set er det selvfølgelig noget pjat at jeg sagtens kan spise stegt medisterpølse, men under ingen omstændigheder ristet tarm. Dén logik anerkender min underbevidsthed bare ikke, så i gæstevenskabets hellige navn må jeg i smug - håber jeg - sidde og skille suppens ingredienser ad, for ikke at kløjs på opkastningens rand. Og så kan jeg ikke engang regulere pinslerne selv, det er jo ikke míg der hælder op.

Vodkaen

Som jeg vist sagde, står der vodka på bordet, fire flasker á en halv liter, godt en kvart liter pr person. Og det er ikke den sædvanlige Stolichnaya. Denne her er Ambassador, fortæller Köbej mig, med noget der nærmest ligner ærefrygt i stemmen. En meget fin vodka, vildt dyr og næsten umulig at skaffe. Og her står bare fire flasker og venter.
    Jeg har fortalt at vodka er rationeret, men det er en sandhed med modifikationer. For man kan købe lige så mange flasker man vil, uden om rationeringen. Prisen er bare dobbelt, 5 kr (et par dages løn) og så skal man selv have flaske med. Heller ikke halvlitersbeholdere af glas formår den videnskabelige socialisme at producere i tilstrækkelig mængde. Men uden for Statens butikker hvor den dyre Stolichnaya sælges, sidder der heldigvis tålmodige private erhvervsdrivende med plastikposer og sælger flasker.
    Men vi skal altså have finere varer.
    Der bliver skænket rundt. Ikke sådan nogle små genstande som vores danske to-centiliters drammer. Her er det fem centiliter, 50 gram kalder de det, eller mere. Da Köbej var i København for et års tid siden, var han selvfølgelig også inviteret i byen, og blev blandt andet budt på en dram. Da han så det lille nor af et glas, syntes han det var så lidt, at han måtte bede om han ikke lige så godt kunne få et par stykker mere med det samme.
    Det glas jeg der står foran mig, kan rumme noget i retning af 100 gram. Og der bliver også hældt noget i den retning op til mig. Jeg protesterer, men forgæves selvfølgelig. Nimet byder velkommen, og holder en hel lille tale, som man har for vane på disse kanter. Derpå drikker vi ud.
    Det er en fornærmelse - af de mindre godt nok, men skammeligt ér det - at bide drammen over. Og man betragter interesseret gæsten der skal nedsvælge 80 gram vodka på én gang. Jeg har ellers ikke det fjerneste mod at drikke vodka, heller ikke i større mængder, men jeg brøds mig altså ikke om at gøre det på dén måde. Det er med nød og næppe og tårer i øjnene jeg får hele væsken ned, og begge mine sidemænd lægger straks en solidarisk godbid over på min tallerken, som jeg kan holde stadset nede med. Og Nimet ser rørt på mig: Rahmet. Jeg tror jeg har vist både ham, hans familie, hans hus og hans vodka ære, ved at tylle det hele i mig i ét søk.

Skåltalen

Hvis det nu havde været herhjemme, ville der jo så have været frit slag, om jeg så må sige. Men ikke hér. En mand der drikker alene, er enten alkoholiker eller russer, siger muslimerne, og lader det være usagt hvilket af alternativerne der er værst. Og det er også at drikke alene, hvis man sidder sammen med folk omkring et bord og drikker, uden at skåle med resten af selskabet.
    Så når jeg med mine danske reflekser griber ud efter mit glas, opfattes det som signal til en omgang, og alle hæver glassene og hører først på en tale, nogle gange på usbekisk eller kazakisk, andre gange på russisk, og lidt tysk og fransk bliver det også til indimellem.
    Og mens vi stadig sidder med de løftede glas, oversætter Köbej for mig til engelsk. Det kan altsammen tage sin tid, så hvis det er for tørstens skyld man drikker, bør man holde sig til Fanta, dét afskyelige produkt er ikke pålagt skåletvang.
    Det er Nimet der er toastmaster, han bestemmer hvis tur det nu ér til at holde tale. Og mín tur bliver det også. Han vil helst have at jeg skal holde den på tyrkisk. Men hvis dét skulle være, ville den ikke blive mange sætninger lang. Og vel vidende at det på et eller andet tidspunkt også bliver min tur til at udbringe en skål, har jeg desuden siddet i smug og forberedt mig. Så det bliver på engelsk og Köbej må igen holde for. Og tyskprofessoren bliver endda hentet ind fra køkkenet, så hun - stående - kan overvære min skåltale og drikke et enkelt glas med os mandfolk. Hun skal nødes flere gange før hun indvilger.
    Nu har jeg jo opholdt mig i Kazakstan et par uger, og været med til mange måltider skåret over denne læst, omend nok et par kender mindre overdådige. Og jeg har lovet mig selv at jeg hver eneste gang vil udbringe en skål for noget nyt, ikke gentage mig selv. Så ved hvert bord må jeg hente inspiration til en ny skål.
    Köbej fortæller om en studiekammerat som havde aflagt samme løfte. Når de to muslimer sad og drak tæt til langt ud på natten, skete det at de slap op for skåler og måtte strække fantasien. Resultatet blev en skål for gaflens konstruktør, en skål for 20.000 året for hulemaleriets opfindelse, en skål i anledning af at det nu er netop 3 år, 2 måneder og 14 dage siden at vi flyttede ind i denne lejlighed, osv.
    Jeg lægger ud som man skal, takker værten for den i sandhed overvældende modtagelse og ønsker ham og hans familje et godt helbred og en lykkebringende fremtid. Og selv om det er et helt fast skema og flere af de foregående talere allerede har udtrykt samme fromme ønske, så lytter alle intenst og nikker alvorsfuldt til mine ord.
    Mig selv inklusive.

Digterne

Der er opstået en vis interesse for mit efternavn, er jeg mon i familje med den store digter Hans Christian Andersen, som også er oversat til usbekisk? Men jeg må jo desværre skuffe, ikke alene var poeten lykkeligt barn- og søskendeløs, jeg kan yderligere bedrøve med at sådan cirka hver 25. dansker hedder Andersen, op mod 200.000 mennesker.
    Så jeg benytter lige lejligheden til til gengæld at fortælle om salig Onkel HC, der var medlem af en forening af mænd der hedder Hans Christian Andersen - alene i Københavns telefonbog er der 25 med det navn. De mødtes hvert år på digterens fødselsdag, den 2. april, på Bygholm Parkhotel i Horsens og spiste frokost. Så kunne de sidde dér og sige "Gider du lige række mig leverpostejen, HC?" "Ja, værsgo, HC!" Sand kan den vel næppe være, dén historie, men det er i hvert fald én vi i mange år har fortalt i min familje.
    Under sightseeingen havde Nimet venligt undladt at gøre byens talrige Leninstatuer til udflugtsmål, antagelig fordi det veldækkede bord lokkede derhjemme. I turistbrochurerne regnes de ellers for seværdigheder på linje med de blå ruiner.
    Utallige er de statuer rundt omkring i Sovjet, hvor Lenin står med den lange frakke blafrende i blæsten, blikket fast rettet mod fremtiden og hånden strakt frem i en hilsen der alt for tydeligt minder om åndsfællernes heilen.
    Samarkands bestand af sådanne statuer slap vi altså for - det var måske egentlig dumt, om føje år vil Leninstatuer være lige så sjældne som Stalins er det i dag - men helt i den nye nationalismes ånd fík vi forevist den helt nye statue af Alisjer Navoi, en turbanprydet usbekisk intellektuel der levede i Afghanistan i 1500-tallet, manden der skabte det usbekiske skriftsprog efter arabisk forbillede.
    Som led i de russiske koloniseringsbestræbelser og kommunismens kamp mod Islam, påtvang Stalin mere end 40 minoritetssprog et nyt skriftsprog. I 1927 gik man over til latinske bogstaver og i 1940 blev der skiftet igen. Usbekerne var fra da af tvunget til at skrive med russiske bogstaver. Med hele to alfabetskift inden for én generation forsøgte russerne at afskære usbekernes forbindelse med deres kulturelle rødder, men for nylig har Usbekistans parlament truffet beslutning om det tredje alfabetskift i dette århundrede. Efter en pause på godt 60 år er Navois alfabet blevet genindført og uzbekisk skrives atter med muslimske bogstaver.
    De to digtere kan jeg nu knytte sammen i min skåltale. Jeg hylder usbekerne for at have oversat Andersen, beklager at vi endnu ikke har oversat Navoi til dansk, og giver udtryk for det fromme håb at det usbekiske og det danske folk vil komme hinanden nærmere og lære af hinanden. Og jeg for min part har allerede noget med hjem fra denne rejse, nemlig skåltalerne, en tradition som jeg bebuder at det er min agt at indføre i Danmark. Og tak skal de have for det.
    Den får hele armen, med umiskendeligt nationalistiske undertoner, håber jeg, talen er i hvert fald en ubetinget succes. Nimet rejser sig fra sin stol ved den modsatte ende af bordet, værtens, kommer hen og trykker varmt min hånd og takker endnu en gang hjerteligt.

Troen

Og Köbej benytter lejligheden til at viderebringe en skrøne (formoder jeg da), som jeg selv har bildt ham ind: At danskernes skåltaler som oftest indskrænker sig til et enkelt ord, Skål, et ord som betyder hovedskal og er et minde fra vores vilde aner, vikingerne. De drak som bekendt - om ikke blod så i hvert fald mjød - af de ihjelslagne fjenders afhuggede hovedskal. En makaber løgnehistorie der falder i god jord hér, vi er trods alt i Timur Lenks hovedstad der også kan opvise en god portion raffineret asiatisk grusomhed i løbet af sin historie.
    I flere timer har vi siddet her omkring Nimets bord og smovset. Og da de fire flasker luksusvodka er drukket, dukker der flere op. Så diskret som var det dét han var uddannet til, fjerner Timur de tomme flasker og bytter dem ud med nye fulde, men efterhånden er vi dog gået over til den almindelige Stolichnaya. Det er enorme mængder vi får drukket, time ud og time ind flyder der en strøm så lind gennem flaske- og menneskehalse.
    Man kunne ellers godt undre sig over al denne alkohol, for usbekerne er jo muslimer og Gud har som bekendt forbudt os troende at drikke spiritus. Men kommunisterne har gjort sig store anstrengelser for at udrydde Islam. Indtil glasnost og perestrojka var det på det nærmeste umuligt at opdrive en Koran og selv i millionbyer som fx Tashkent er der kun én eller to moskéer.
    Afskaffelsen af disse ydre sociale tegn på Islam førte bare ikke til troens afskaffelse, men snarere til at den gik under jorden (i de muslimske dele af Sovjetunionen førte et stadig svindende antal ildsjæle væbnet modstandskamp mod den bolsjevikiske besættelse til langt op i tyverne). For det store folkeflertals vedkommende blev Islam henvist til privaten, hvor man fastholdt de muslimske højtider, omskar sine drengebørn, begravede folk med ansigtet mod Mekka osv. Men Koranen kunne man ikke læse, og i moské kunne man ikke gå. Man lærte at tale russisk og gå med vestligt tøj.
    Og at drikke vodka, blot ikke som en russer. Muslim forblev man.

Udflugten

Og så er det pludselig slut. Professorerne rejser sig, to af dem siger farvel, vi ses i morgen, og går. De yngre bebuder at nu skal vi i byen.
    Samarkand by night, det lyder ikke dårligt. Mavedanserinder og andre af Asiens dekadente fornøjelser foresvæver mig. Og nu åbenbares det, hvorfor den yngste af professorerne, ham den sorthårede, kun har drukket sodavand hele eftermiddagen, på et par enkelte skåler nær. Vi skal køre i hans bil, en Volga, et stort luksusdyr, hvor der er masser af plads til fem store mænd, en bil som det er de færreste beskåret at kunne købe. Og chaufføren har holdt sig ædru. Det er faktisk ikke første gang jeg er ude for det hernede. De passer virkelig på. Ingen unødig hasard med spirituskørsel og sådan.
    Men jeg kan godt se at vi vist alligevel ikke skal i natklub, for Timur lægger lige et par flasker vodka på forsædet, og vi kører ikke ind mod centrum, men ud af byen.
    Det er fuldmåne, omtrent da, og man kan også se stjernerne, for selv om Samarkand er en storby med over en halv million indbyggere, så er der ikke meget nattelys i byen, der kan få stjernerne til at blegne. Den sovjetiske økonomi har skam også sine fordele.
    Samarkand ligger ved en flod, Afrasiab, og nogle kilometer uden for byen danner en bugtning af den en lille stille sø. Her skal vi bade i månens skær, viser det sig. Men her sætter jeg godtnok grænsen. Selv om jeg bliver nødet voldsomt, kan jeg sagtens nære mig. Og mens mine værter pjasker rundt i det ferske vand, sidder jeg og ryger min første smøg i fem år. Ikke for tobakkens skyld, men for at holde de usbekiske myg lidt på afstand.

Gentagelsen

Da vi vågner næste morgen, er Timur allerede til tjeneste ved morgenbordet. Han har sovet her om natten, så han kunne være til rådighed.
    Det var egentlig meningen at vi skulle afsted her til morgen. Men det afviser Nimet pure. Der er konkurrence om os prominente gæster, og vi er inviteret hen til Zarif at spise. Han taler kun russisk og usbekisk, men hans kone underviser i tysk. Og dén invitation kan vi ikke så godt tillade os at sidde overhørig. Nimet lover desuden at sørge for at vi er i Tashkent kl 16, på den ene eller anden måde.
    Vi går over til professor Zarif, som jo bor lige i nærheden. Han har en søn, får jeg at vide, så jeg tager et par mulige gaver med derover. Det ender med en blyantsspidser, gemt inde i en lille globus. Det er også et godt internationalistisk emne at holde skåltale om.

Og så begynder det hele forfra. Hos Zarif venter de tre andre professorer fra i går allerede på os, og vi bliver modtaget med velduftende urter fra gårdhaven og bliver igen bænket omkring et bugnende bord. Igen sidder jeg på hæderspladsen, for bordenden modsat døren, og igen bliver jeg nødet langt ud over hvad min mave kan rumme. Og det er formiddag, solen skinner og det er allerede over 30° varmt. Og propperne springer, vodkaen flyder og der bliver holdt taler.
    Fuldstændig det samme som igår, den eneste forskel er at Zarifs kone sidder med ved bordet, og det samme gør Timur. Her er han åbenbart gæst, i dag spiser han sammen med os andre, og jeg kan ånde lettet op. Det akademiske livegenskab i Sovjet er trods alt ikke totalt.
    Ved afskeden får jeg en stribe gaver, en guidebog om Samarkand som jeg allerede har et eksemplar af i forvejen (en gave fra Nimet), en usbekisk kalot, i barnestørrelse, og så en fotobog om Usbekistans stolthed, det hvide guld. En hyldest til bomulden, som stort set var den eneste afgrøde russerne tillod kolonien at dyrke. Det hvide gulds behov for kunstvanding er stærkt på vej til at have forvandlet det halve Uzbekistan til en ørken.

Og igen er det den sorthårede professor der kører Volgaen, dennegang til rutebilstationen, dog lige med et smut omkring Nimets hus. Hér er der i mellemtiden blevet lavet en rigelig madpakke til os, med kød, brød, grøntsager og frugt. Og to flasker Stolichnaya!
    Det er ikke meningen at vi skal køre i bus de knap 300 km til Tashkent, en tur på en 5-6 timer, nej, de vil finde en privat kørelejlighed til os. Den offentlige transport er i så ringe forfatning at alle blaffer med alle. Taxa, bus, tog, alt er for sparsomt, for langsomt, forfaldent. Så allevegne ser man folk stå og blaffe med hånden ude. At stemme kalder man det her, en elegant hentydning til de mange demokratiløse år.
    Köbej og mig får besked på bare at sætte os ned og slappe af, mens Nimet og de tre andre går rundt og leder efter en bil der skal til Tashkent. Både privatbiler og folk der vil køre med dem, mødes her på rutebilstationen, og vi får også bid. Det tager kun tyve minutter, så sidder vi mageligt på bagsædet i en Zhiguli, med madpakke og vodka på vej tilbage til Tashkent. Nimet har betalt chaufføren betydelig mere end en almindelig pensionist får udbetalt om måneden.
    Jeg synes ærlig talt at det er lige i overkanten at spendere tre ugers gennemsnitsløn på at få os sendt i taxa til næste storby, men Köbej beroliger mig tørt: "Tag du det bare helt roligt. Nu skylder jeg ham en tjeneste, og dén skal han nok komme og indkassere en dag."

Meningen med det hele

Vel hjemkommet har jeg haft tid til at spekulere lidt over denne mærkelige institution, gæstevenskabet. For det ér jo ret beset en temmelig anstrengende forestilling.
    Jeg skal sidde umageligt, spise langt mere end jeg har lyst til, drikke meget mere end jeg har lyst til og det endda på en måde jeg ikke har lyst til, jeg skal sidde mange flere timer ved bordet end jeg har lyst til og kan ikke få lov til at sé det jeg hár lyst til.
    Jeg har været i Samarkand i knap to dage, og langt det meste af den tid har jeg tilbragt med at sidde og æde og drikke.
    Og det går op for mig at alle disse arrangementer slet ikke er til for at gæsten skal have det godt og afslappet. Mine ønsker bliver ikke fulgt, ja de bliver end ikke undersøgt. Nej, det hele sker for værtens skyld, for at han kan få lejlighed til at vise sin stil og demonstrere sin rigdom og indflydelse.
    I min barndom er jeg også opdraget med gæstevenskabsregler. Og ved nærmere eftertanke må jeg måske også revidere min forestilling om at danske gæstevenskabsregler kun er til for gæstens skyld. Og jeg kommer til at tænke på en vits vi kunne i min familje, en vits der på flere måder ville have passet her:

    Min mormor vender tilbage fra en begravelse og på spørgsmålet om hvordan det så var gået, svarer hun:
    De' war så møj æ gue begrawls', men æ nø'ning, den war for ring'.

Det var den ikke i Samarkand.

Ole Stig Andersen
(Information, 19 juli 1993)


sitetæller

BABEL

>

RUSLAND

  >

Uzbekistan


FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 19 juli 1993 (uploadet 2001)