Tyskerne

  <

RUSLAND


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

18 sep 1990
CentralAsien / Rusland:

Anmeldelse af Klimenko & Hertoft: "Kazakhstan"
Tyskerne i det Russiske Imperium (Kasakhstan)
Asiatisk i vælde er nødningen (Usbekistan)
Kerek er død (Sibirien)

Det kommunistiske alfabet
Det muslimske alfabet

Anmeldelse af Hansen & Krag: "Nordkaukasus"
Tjetjenerne må kæmpe alene (Nordkaukasus)
Kulturdrab a la russe (Ingusjetien)
Sjælenes land (Abkhasien)

Tjetjenien forside   Rusland forside
Tjetjenien Foredrag  Rusland foredrag
Tjetjenerne, Ruslands indianere
Folkemordet i Tjetjenien
Ruslands krig mod det tjetjenske sprog
Tjetjeniens kæmpende dervisjer
300+ Kommenterede links   logofri udgave

Ruslands kolonier

TYSKERNE
i det Russiske Imperium

Den hastige tyske march mod genforening har aktualiseret situationen omkring det *godt to millioner store tyske mindretal i Sovjetunionen. Det nøjagtige tal er dog ret usikkert, fordi mange nu er på vej ud af landet.

Flere tyske grupper

Der er flere forskellige grupper af tyskere i Sovjetunionen.
    Den ældste kontakt går helt tilbage til den tyske Teutoniske Ridderordens erobring af Østpreussen og Baltikum i 12-1300-tallet, som banede vejen for en tysk indvandring. Ruslands erobring af disse egne i 1700tallet førte tyske mindretal ind i det russiske rige.
    Op gennem Middelalderen havde mindre grupper af tyske håndværkere bosat sig i russiske byer. Men den største og vigtigste gruppe er efterkommerne af de ca 27.000 tyskere fra Pfalz, Hessen, Nordbayern og Rhinlandet, som den (tyskfødte) tsarina Katarina II (den Store) indforskrev i 1762 og -63.
    Det var i øvrigt stort set de samme tyskere der kom til Danmark som “kartoffeltyskere”. Af og til var det også rent fysisk de samme, over halvdelen af de oprindelige danske kartoffeltyskere drog efter nogle år videre til Rusland.
    De tyske kolonister bosatte sig hovedsagelig i et større område på stepperne langs floden Volga, ved byen Saratov. Efter den russiske erobring i slutningen af 1700-tallet af Ukraine (Volhynien) fra Polen, blev der også importeret tyskere til at bosætte sig i disse områder, og det samme gjaldt i begyndelsen af 1800-tallet efter at Moldavien og Kaukasus var blevet fravristet osmannerne.

Bosættelserne

Indvandrerne forlod dels deres hjemegne fordi disse var hærget af krig, dels pga undertrykkelse. De tilhørte ofte forskellige religiøse mindretal, især protestantiske, som fx mennonitterne, der nægtede at udføre militærtjeneste. Sådanne grupper kunne finde et fristed ved at udvandre.
    Dengang, i oplysningstiden, kunne man ikke se noget forkert i at indvandrede grupper bevarede deres medbragte sprog og kultur, tværtimod, ikke engang at de opretholdt deres eget retsvæsen.
    Alle der frivilligt bosatte sig i yderkanterne af det russiske rige for at opdyrke jorden dér, fik en række privilegier, ganske svarende til forholdene i Danmark hvor kartoffeltyskerne havde egne skoler og kirker med tysk sprog, var fritaget for hoveri og militærtjeneste og i tilfælde af interne stridigheder eller kriminalitet kunne dømmes efter egen lov.
    De tyske indvandrere isolerede sig fuldstændig og byggede landsbyer efter religiøse og hjemstavnsmæssige retningslinjer og levede dér et rent tysk liv, så godt som upåvirket af de omgivende slavisk- og tyrkisksprogede folk.
    I 1870erne blev der indført værnepligt, hvad der fik mange af de russiske tyskere til at emigrere til Amerika, hvor nogle af deres efterkommere idag lever i stærkt konservative, nærmest asketiske storkollektiver i Midtvesten på grænsen mellem USA og Canada. I Amerika lever i dag over 1,5 million efterkommere af ruslandstyskerne, langt flere end der bor i Tyskland.

Den Tyske Autonome Republik ved Volga

Under tsarstyret havde de tyske kolonier haft en form for praktisk selvstyre, men under Første Verdenskrig blev de opfattet som en sikkerhedsrisiko, og tyskerne i Volhynien blev truet med udvisning og tvangsforflyttelse.
    Men efter Oktoberrevolutionen var tyskerne den første minoritet der fik autonomi, til trods for at en betydelig del af dem havde deltaget i kampen mod den kommunistiske magtovertagelse.
    Man har ment at det skyldtes at Lenin selv havde tysk blod i årerne, og ville vise arbejderne i Tyskland et eksempel, noget der havde appel. I hvert fald så længe man håbede at revolutionen ville sprede sig, var Volgatyskernes relative selvstyre et udhængsskab, et reklameskilt til Vesten.
    Allerede i 1918 blev Volgatyskernes Arbejderkommune oprettet og i 1924 blev den forfremmet til den Tyske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik, med et areal på godt og vel det halve af Danmarks. Derudover fandtes der rundt omkring 18 lokale nationale tyske administrationer, som alle blev opløst i 1939.

Deportationerne til Centralasien

Kort efter at Hitlertyskland i sommeren 1941 var trængt ind på sovjetisk territorium, anklagede Stalin volgatyskerne for at samarbejde med fjenden, og satte en storstilet “evakuering” af volgatyskerne i værk. Her skal man nok også tage det massive tyskerhad invasionen udløste i den sovjetiske befolkning, i betragtning.
    Desuden var deportationer et fundamentalt redskab i Stalins minoritetspolitik. Op mod 20 forskellige folkeslag blev i deres helhed deporteret under hans diktatur, foruden større og mindre sektorer af de fleste andre nationaliteter.
    Under ufattelige lidelser blev knap en million tyskere (970.000) flyttet til interneringslejre i Sibirien og Centralasien. En lille tredjedel, op mod 300.000 omkom undervejs og af de koncentrationslejrlignende vilkår de blev anbragt under. Omkring halvdelen af dem blev bosat i det nordlige Kazakhstan, hvor der i dag lever *en lille million tyskere. Resten bor især i Kirgisien og i de sibiriske Altaiprovinser.
    Tyskerne i Ukraine samarbejdede i stort tal med den tyske besættelsesmagt, og troede vel at nu var den hellige grav velforvaret. Men nazisterne havde planlagt at sovjettyskerne skulle kolonisere Krimhalvøen. Men inden disse storslåede planer fuldt ud kunne realiseres, måtte de tyske tropper trække sig tilbage og hundredetusinder af ukrainske tyskere fulgte med dem. I Polen blev de samlet i lejre, hvor de ventede på at blive genbosat. Her blev de befriet - af sovjetiske tropper! - hvorefter de blev deporteret til Centralasien, ligesom volgatyskerne nogle år tidligere var blevet!

Sprog og uddannelse

I kz-lejrene var al skolegang forbudt, og indtil 1956 fik tyskerne overhovedet ingen skoleuddannelse, endikke på russisk. De blev helt frataget retten til at gå i skole. Der lever idag mange voksne analfabeter fra den periode, selv om det tyske samfund selvfølgelig forsøgte på egen hånd at organisere undervisning af deres børn, illegalt, förstås.
    Ligesom de andre deporterede nationaliteter blev tyskerne rehabiliteret ved systemskiftet i 1956, men i modsætning til mange af de andre forviste folkeslag, fik de ikke lov til at vende tilbage til deres hjem, med den begrundelse at de “havde slået rod” i deres nye omgivelser.
    Så tyskerne koncentreredes fortsat i Kazakhstan, og den dag i dag er der relativt store tyske områder i Kazakhstan, og rent tyske kollektivbrug. Tyskerne fik et godt omdømme som flittig og pålidelig arbejdskraft, og de kunne få relativt gode jobs, hvis de kunne komme til byerne, fordi de kunne noget som centralasiaterne ikke kunne. De var pertentlige; når det var 12 cm der skulle udmåles, så udmålte de 12 cm. Det kunne næsten se ud som om det er den velkendte tyske folkekarakter der slår igennem. Der er orden i tingene, og de bor i huse med altankasser.
    Det ser ud til at tyskerne næsten har mistet deres sprog, en forbløffende kendsgerning, når man tager i betragtning at tysk er et af verdens dominerende kultursprog, som tales og læses af op mod 100 millioner mennsker.
    De unge generationer som ikke har fået tysk skoleundervisning i noget omfang af betydning, foretrækker at tale sammen på russisk. Selv sovjettyskernes talsmænd behersker ofte ikke sproget, en situation man kender igen fra andre undertrykte sprog. Fx skrev de finske nationalister på svensk, når de talte for det finske sprog.
    For det mindretal der kán sproget, er dialekterne et problem. Tyskerne taler ikke højtysk, men efterkommere af de tyske dialekter, schwäbisch, hessisch, osv, som de oprindelige tyske indvandrere havde talt. De kan kun vanskeligt eller slet ikke forstå hinanden og de kan næppe heller forstås af moderne tysktalende.
    Siden rehabiliteringen i 1956 har der været udgivet et antal aviser og tidsskrifter, og der er både radio- og TV-udsendelser i Kazakhstan, men deres betydning er begrænset pga manglende tyskkundskaber.
    Her har de religiøse menigheder spillet en særlig rolle, fordi de kirkelige handlinger, både i offentlighed og i hemmelighed har foregået på tysk. Kirken er helt fri nu, de begrænsninger der før var lagt på religiøse udfoldelser er nu væk. Men det er vanskeligt at vurdere situationen idag, idet de yngre er flyttet ind til byerne og er blevet mere eller mindre russificeret.

Genfødsel?

Ved folketællingen i *1979 var der *1,9 mill tyskere og de var landets *trettende største nation, og dermed den største der ikke havde noget autonomt område. (Smlgn fx med ca én million estlændere.)
    Sidst i 80erne dannedes en tysk nationalbevægelse, Wiedergeburt, Genfødsel, som først og fremmest har rejst krav om genoprettelsen af tysk autonomi, både i Volga-området og dér hvor der er tyske befolkningskoncentrationer. Man forlanger oprettelse af tyske skoler og information til offentligheden om de sovjetiske tyskeres historie og bidrag til landets opbygning. (Hvad der nok kan være brug for, eftersom de mange steder stadig opfattes som et fremmedelement, som efterkommere af tyske krigsfanger.)
    Det er også blevet foreslået at oprette en tysk sovjetrepublik i Østpreussen nede i hjørnet mellem Litauen og Polen, men i betragtning af den voldsomme militære koncentration i dette område, lyder det ikke som den nemmeste løsning man kan tænke sig.
    Andre har fremhævet at en autonom tysk republik bør ligge der hvor den nuværende generation af tyskere faktisk bor og er født, altså i Nord-Kazakhstan og Altai.
    Men de sovjetiske myndigheder har tilsyneladende bøjet sig for Genforenings krav, genoprettelsen af den Volgatyske Autonome Sovjetrepublik - denne gang ikke socialistisk! - er vedtaget på papiret.
    Der er allerede flyttet i titusindvis af tyskere tilbage til området, og det har naturligvis ført en række nye konflikter med sig. Der har nu boet russere i volgatyskernes gamle område i små 50 år, og de kan naturligvis ikke forstå hvad tyskerne skal dér. De sætter sig til modværge, bl a er en del huse som hjemvendte volgatyskere har bygget, blevet brændt ned.
    De sovjetiske tyskere er blevet en brik i det storpolitiske spil.
    Tysklands genforening virker som en magnet også på de sovjetiske tyskere. Der går rygter om at Vesttyskland har stillet krav om volgatysk autonomi til gengæld for økonomisk støtte til Sovjetunionen. Der tales om at volgatyskerne har udøvet en vis pression og får penge fra Vesttyskland for ikke at banke på den fællestyske dør som flygtninge. Man siger at tyskerne har penge, at de køber sig ind i området. Der blev bygget en hel del huse i Saratov-området som var af en kvalitet man ellers ikke kender til i Sovjetunionen.
    Ingen af de forslag der hidtil er fremkommet, synes at have kunnet realiseres, og tyskerne svarer nu på Sovjets krise med udvandring i stadig stigende omfang, først og fremmest til Vesttyskland, og i øjeblikket antager man at de fleste ville rejse ud hvis de kunne.
    I løbet af de sidste to år er *ca en kvart million tyskere ud af ialt *to millioner udvandret, i alt væsentligt til Vesttyskland. De belejrer i øjeblikket alle lufthavne og sidder og venter på at komme ud. De er sammen med jøderne en dominerende gruppe i udrejsebevægelsen og de er i tiltagende fordi der ikke er nogen løsninger.
    Ligesom der altid har været en vis jødisk udvandring har der også altid været en tysk, fordi begge grupper falder ind under den såkaldte repatrieringslov, som indebærer at folk der erklærer at de tilhører en anden nation, og ikke den sovjetiske, kan få lov til at rejse hjem.
    Sovjet bliver dog ikke tømt for tyskere foreløbig, for Vesttyskland har lukket porten, og vil ikke bare have dem væltende ind. De sidder så og venter på individuelle indrejsetilladelser.

Litteratur:
Jørgen Kühl: De Tyske Mindretal i Sovjetunionen.

Ole Stig Andersen
18. sept 1990


sitetæller

BABEL

>

RUSLAND

  >

Tyskerne


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 18 sept 1990