Atlas
Sprogdød

  <

SPROGPOLITIK

  <

SPROG
ANMELDELSER


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

5 dec 1994

Boganmeldelse

Christopher Moseley & R E Asher (ed):

Atlas of the World's Languages

Routledge Reference, London 1994
374 sider + 113 kort, 395 pund

Anmeldt af Ole Stig Andersen
i Information, 5 dec 1994

Den Sidste Mohikaner
Nyt stort landkort over alle verdens sprog

BOGEN VEJER hele fire et halvt kilo. Et opslag er større end en helside i Information, godt en halv meter i bredden, knap en halv meter i højden. Handy kan man ikke ligefrem påstå den ér, desværre. Det er prisen heller ikke. Den koster over 5.000 kroner i Atheneums boghandel i København.
   Det drejer sig om Atlas of the World’s Languages, der er udkommet på det engelske forlag Routledge. Det er en bog af den slags man plejer at kalde et pragtværk, den første samlede oversigt over verdens små 5.000 sprog, indtegnet på kort så man kan se hvor de ér henne. Bogens tekster og kort er samlet og redigeret af førende eksperter, og den samlende redaktion har Christopher Moseley og R E Asher varetaget.

VERDENS SPROG grupperes i bogen i otte geografiske sektioner:

  • Amerika
  • AustralAsien og Stillehavet
  • Øst- og SydøstAsien
  • SydAsien
  • NordAsien og ØstEuropa
  • VestEuropa
  • MellemØsten og NordAfrika
  • Afrika syd for Sahara

    HVER ENKELT sektion indledes med en fyldig beskrivelse af områdets sprogsituation, med særlig vægt på sprogenes historiske slægtskab. På atlassets 113 kort er de enkelte sprog også farvekodet efter historisk-genetisk slægtskab.
        Denne klasssiske tradition er antagelig også årsagen til at skriftsprog (alfabeter) ikke er illustreret og kun sporadisk omtalt i de enkelte sektioners tekst.
        Men der er mange oplysninger om karakteristiske træk ved enkelte sprogs grammatiske og fonetiske struktur. Og sektionsredaktørerne gør rede for deres forskningspolitiske valg og ideologiske vurderinger.
        I teksten opregnes samtlige sprog med en angivelse af hvor mange der (stadig) taler dem. Desværre anføres der kun ét navn pr sprog, også i indexet, så mange gange må man slå forgæves op, hvis man lige har et andet navn på et sprog.
        Man kan fx ikke finde store danske indvandrersprog som kurmandji og shelha, medmindre man allerede véd at de skal søges under kurdish og berber. Det nedsætter i betydelig grad bogens anvendelighed som opslagsværk. I så tung en bog kunne man vel godt have brugt 100 gram ekstra på at få nogle flere sprognavne med.

    MEN DÉN slags tekniske indvendinger svækker ikke det tragiske indtryk man får af det massive sprogdrab der har fundet sted i de sidste par hundrede år, i kølvandet på udbredelsen af landbrugskulturen, først og fremmest (men ikke udelukkende) via den europæiske kolonisering af Amerika og Australien. DEN RÆKKEFØLGE de otte sektioner er anbragt i, er ikke tilfældig, den passer stort set til en jævnt faldende kurve af (moderne) sprogdød.
        I de første sektioner er der både historiske kort der viser hvordan sprogsituationen var da europæerne fik kontakt, og aktuelle kort der viser hvad der har overlevet.
        Det er hjertegribende at se listen over nordamerikanske indianersprog. Det ene sprog efter det andet er allerede uddødt, eller har 2, 20, 200 eller højst et par tusinde mennesker tilbage der endnu kan tale det. Det eneste nordamerikanske indianersprog der ikke umiddelbart er på vej i graven, er vist navaho (apache) som stadig kans af omkring en kvart million mennesker.
        I Australien er udryddelsen af den sproglige mangfoldighed drevet endnu videre. De to bedst overlevende australske sprog i dag, pitjantjatjara og warlbiri, tales begge af under 5.000 mennesker.
        Det får nærmest noget absurd over sig, når man sammenligner de flere siders umådelig detaljerede kort over Ny Guinea, det sted i Verden hvor der er flest (døende) sprog koncentreret, med oversigtskortet over Vesteuropa, hvor et lille antal meget store sprog nærmest synes at følge statsgrænserne

    HVAD FANDEN rager det mig at der ikke mere er nogen der kan tale mohikansk? vil mange mennesker sige, også mohikaner-efterkommere. Man kommer trods alt noget længere med engelsk.
        Hvorfor skal vi bruge kræfter og resurser på at bevare og udbygge denne eller hin lille bahulastammes uddøende sprog? Foruden den følelsesmæssige værdi enhver kan tillægge sit modersmål, kunne man måske også gøre sig nogle etiske overvejelser.
        Men først og fremmest er dén store variation sprogene udviser, én af de vigtigste kilder til vores viden om hvordan menneskesindet fungerer.
        Det vigtigste nybrud inden for moderne sprogvidenskab og dens konsekvenser for forståelsen af hvad sprog afslører om vores måde at tænke på, er nok George Lakoffs bog fra 1987 “Kvinder, Ild og Farlige Ting”.
        Denne banebrydende og berømte bogs titel hentyder til et grammatisk fænomen i det australske sprog dyirbal, som der i følge atlasset kun er omkring 40 mennesker tilbage der kan.

    BOGENS overordentlige størrelse og tyngde er virkelig en prangende torn i kødet, den kunne med fordel være kogt ned i et format der passer til en almindelig håndtérbar bog, selv om dén godt nok ville blive tyk. (Kæmpebogen hér er på 372 sider.)
        De store flader er nemlig ikke udnyttet. Ganske vist kan man se hvor bjergjøderne bor i Azerbajdjan - et af flere punkter hvor atlassets oplysninger er forkerte (de er nemlig rejst til Israel), men dén slags synes jeg nu nok man kan tilgive, selv om det slovenske mindretal i Italien næppe sætter pris på at blive degraderet til kroater - men redaktørerne har været meget karrige med angivelsen af byer, floder, bjergkæder og den slags geografiske forhold man kunne sætte sprogområderne i forhold til. End ikke i USA-kortene er staternes grænser angivet, så hvor boede mohikanerne egentlig, sådan set fra i dag?
        Kortene indeholder altså ikke det væld af oplysninger der ellers er gode atlassers adelsmærke, så hvorfor fanden skal det så være så stort og tungt?
        Det skal det selvfølgelig fordi dét har status. Her har vi sådan et smukt stort værk, ligesom de andre luksusatlasser man kender, bare med radikalt færre oplysninger.
        Lad os håbe det snart bliver udgivet i en brugbar størrelse og til en betalelig pris.

    ATLAS of the World’s Languages er en imponerende samling af oplysninger om alverdens sprog, som intet seriøst sproginstitut eller bibliotek kan være foruden.
        Og samtidig er det en røst fra graven.
        Netop nu hvor vi for alvor er ved at have samlet virkelig mange oplysninger om alverdens sprog, er de i stort tal ved at blive udryddet, og deres geografiske forankring bliver svagere og svagere.
        Folk af alle slags og af alle sprog flokkes i disse år i verdens storbyer, en samfundsmæssig udvikling der har store konsekvenser for sprogenes fordeling, men som er svær at illustrere på et landkort.
        Det har redaktørerne så besluttet at lade være med, men præcis derfor begynder deres værk allerede at blive forældet, netop nu hvor det blev muligt.

    Ole Stig Andersen
    (Information, 5 dec 1994)



  • sitetæller

    BABEL

    >

    SPROG

    >

    SPROGPOLITIK

    >

    Kolonifransk


    Kontakt

    FreeFind
    til top
    © Ole Stig Andersen, 5 dec 94 (uploadet 14 jan 2004)