Berbisk

  <

SPROGPOLITIK

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

31 juli 1995

BARBARISK

Et sprogpolitisk vendepunkt i den algierske borgerkrig?

DEN ALGIERSKE militærregering undertegnede for nogle måneder siden en aftale med nogle af landets berbiske organisationer, der indebærer at forfølgelsen af berbisk kultur og sprog endelig ophører. Berbiskhed skal nu ikke blot være tilladt, men ligefrem støttes af regeringen. Hvis aftalen gennemføres i praksis kan den vise sig at få omfattende konsekvenser, da den bebuder en forsoning mellem militæret og berberne mod islamisterne. Mediedækningen af borgerkrigen i Algeriet efterlader ofte det fejlagtige indtryk at det alene drejer sig om en kamp mellem to totalitære strukturer, ofte kaldet de røde og de grønne fascister, militærjuntaens socialistiske morderbander på den ene side, de forskellige islamiske terrororganisationer på den anden.

Landets demokratiske kræfter er i følge mediernes natur noget mindre opsigtsvækkende. De udgøres først og fremmest af det meget store berbiske mindretal. Berberne udgør mellem en fjerde- og en femtedel af Algeriets befolkning på ca 26 mio, dvs ca 4-6 mio mennesker, og siden uafhængigheden i 1962 har stort set alle offentlige kulturelle og udervisningmæssige udtryk for berbiskhed været forbudt. Når berbernes børn går i skole er der ingen berbisk modersmålsundervisning, al undervisning foregår på fremmedsproget arabisk, det ideologiske indhold af undervisningen omfatter end ikke eksistensen af berbere. Selv om de er landets oprindelige indbyggere eksisterer de fx ikke i skolens historieundervisning. Det har godt nok også mindre betydning for tiden, eftersom der i mange måneder har været gennemført en skoleboykot, netop for at gennemtrumfe de aftaler der nu ser ud til at være indgået.

VED uafhængigheden i 1962 gjorde Den Nationale Befrielsesfront arabisk til det nye lands nationalsprog. Og ikke bare arabisk, men en særlig variant, nemlig klassisk arabisk, det sprog Guds engel dikterede Koranen på for mere end 1300 år siden. Men alle sprog forandrer sig med tiden, selv arabisk, og den form for arabisk der i dag tales i Algeriet ligger lige så fjernt fra klassisk arabisk som dansk gør fra islandsk. De to slags arabisk kan ikke forstås indbyrdes. Det nationalsprog partisanregeringen indførte, var altså ingen af landets tre befolkningsgruppers modersmål, hverken den arabiske, den berbiske eller den franskes. Man kan endda sige at indførelsen af fremmedsproget klassisk arabisk først og fremmest gik ud over landets arabiske og berbiske befolkning.

For det franske sprog spiller trods alt så dominerende en rolle at man ikke kunne forbyde det i praksis. Hele dét statsapparat FLN overtog fra franskmændene var franskorienteret, franskfungerende og fransktalende. Det samme vár FLN selv. Fransk måtte de derfor se gennem fingre med. Den dag i dag, mere end 30 år efter uafhængigheden, bruger man stadig kolonisproget i administrationen og i mange andre sammenhænge. Hundredetusindvis af unge blev uddannet med klassisk arabisk som skolesprog, men fransks fortsatte kulturelle og sproglige dominans betød at deres højere uddannelser ikke var konkurrencedygtige, hvis de overhovedet fik én. I det statslige bureaukrati var der kun plads for franskkyndige, hvad eliten naturligvis sørgede for at deres egne børn var. Det var heller ikke dém der led under den massive bolignød og arbejdsløshed.

FOR EN DEL af befolkningen voksede de arabiske og muslimske værdier i betydning op gennem 70erne og 80erne. For berberne voksede kravet om anerkendelse af landets etniske mangfoldighed og en demokratisering af Algeriet. Berbere er ganske vist også muslimer, men de støtter ikke de politiske fundamentalister. Tværtimod kræver de berbiske organisationer en adskillelse af stat og religion, og de ønsker forfatningsmæssig ligestilling mellem arabisk og berbisk kultur og kræver at Algeriet skal være en officielt tosproget stat, med berbisk og moderne daglig algiersk arabisk som landets to sprog. Måske kan den netop indgåede aftale dæmme op for ønsker om separatisme, at kabylerne skulle ønske at oprette deres egen stat. De har indtil nu nøjedes med at kræve anerkendelse af berbisk identitet og rettigheder for berbisktalende i et pluralistisk og demokratisk Algeriet med menneskerettigheder efter international standard og ligeberettigelse mellem mænd og kvinder.

DE OMKRING 20 mio berbere er Nordafrikas oprindelige befolkning. De er blevet voldsom trængt under de sidste godt 1000 års arabiske fremtrængen, men jo længere vestpå man kommer, desto bedre har de holdt stillingen. I byerne blev berbisk sprog, stammelov og mundtlig litterær tradition fortrængt af arabisk, men på landet holdt berbiskheden sig. Berberne nægtede at underkaste sig de centrale myndigheder. I Ægypten og Libyen er de så godt som forsvundet. I Tunis udgør de kun omkring 1% af befolkningen, Men henne i Marokko udgør de måske halvdelen. Der er naturligvis også mange berbere blandt de nordafrikanske udvandrere i Vesteuropa. Alene i Frankrig er der omkring 600.000 algierske berbere. Hovedparten af de små 4.000 marokkanere i Danmark er berbere. Algiere har vi kun nogle få hundrede af.

EN FORUDSÆTNING for at bevare et sprog er en vis geografisk samling, og den har berberne formået at opretholde. De er koncentreret i bjergområderne øst for hovedstaden Alger, i Loqbeyl som Kabylien hedder på tamazight, som berbisk hedder på berbisk. I Kabyliens hovedstad Tizi Ouzou ligger også det eneste universitet hvor man kan studere kabylsk sprog og litteratur, noget som berberne fik gennemtvunget efter voldsomme demonstrationer i marts 1980 i anledning af militærets forbud mod en forelæsning om oldkabylsk poesi. Arabiseringsprogrammet, fortsatte dog uantastet. Og kabylske forfattere og intellektuelle er stadig henvist til at udgive deres bøger i eksil, i Frankrig.

BERBISK tilhører den afroasiatiske sprogfamilje ligesom fx arabisk, hebraisk og etiopisk, men afstanden er lige så stor eller større end mellem dansk og russisk, som også hører til samme sprogfamilje. Berbisk har endnu ikke noget standardiseret skriftsprog. Godt nok findes der et alfabet, Tifinagh, som allerede var i brug omkring Kristi fødsel, men det bruges kun til inskriptioner og den slags højtideligheder. Folk der kan læse og skrive, kan først og fremmest arabisk og fransk. Jeg har undervist berbere der stædigt fastholdt at berbisk er sådan en slags sprog der slet ikke kán skrives. Altså rent teknisk. Der er stor indbyrdes uenighed om hvordan et standardiseret berbisk skriftsprog skal udformes, hvilken dialekt det skal baseres på, hvilket alfabet der skal anvendes, osv. Alt sammen velkendte vanskeligheder for sprog der er ved at dukke ud af mange års nationalistisk spændetrøje.

Ole Stig Andersen
(Information, 31 juli 1995)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG

  >

Berbisk

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 31 juli 1995 (uploadet 2001)