DA HOLLANDSKE indvandrere i 1650'erne begyndte at bosætte sig i det sydlige Afrika, var landet langt fra mennesketomt, der boede nogen i forvejen. Ikke - som det vist almindeligvis antages - sorte, afrikanere, negre, eller hvad man nu vil kalde Mandelas folk, men en noget anden slags. Den danske forfatter Arthur Krasilnikoff, der er en ven og kender af disse mennesker, tøver ikke med at kalde dem "en anden race". Et begreb der ellers nok kunne få én til at gyse.

DER VAR OGSÅ både denne og hin der gøs (med velbehag), da Europa i 1810 fik sit første besøg af en repræsentant for dette mærkelige folkefærd. Saartjie Baartman hed hun. Ja ikke selv, selvfølgelig, Baartman var hendes ejers navn og Saartjie (Lille Sara) er også hollandsk.
   I fem år rejste de rundt og levede af at lade hende udstille sig nøgen (næsten), så folk kunne tage en tilbagestående races legemlige mærkværdigheder nærmere i øjesyn. Og dem ér der faktisk et par stykker af.
   I lighed med andre ørkendyr kan mennesker oplagre vand i sine fedtdepoter; hos kameler bliver de til pukler, hos buskkvinder "fedtbag". For slet ikke at nævne det unævnelige: de indre skamlæbers overordentlige størrelse og fremfald, så de er synlige uden for det ellers bly kønsorgan. Dem nægtede Saartjie naturligvis at vise frem, men det var nu nok alligevel dem der var gesjæftens mest løfterige tillokkelse.

SÅDAN EN historie må selvfølgelig foregå i racismens hjemland, Frankrig.
    Og da Saartjie døde i 1815, blev hun jo ikke begravet, men overladt til Paris' førende naturvidenskabsperson, George Cuvier, der helt nøgternt og ganske uden racistiske undertoner konstaterede at der ikke vár nogen speciel knogle - hverken brusk eller busk - inden i hendes struttende røv, sådan som visse forskere ellers havde fantaseret så dydigt objektivt om.
   Der findes skam en seksten sider lang videnskabelig redegørelse for denne forskning. (Extrait d'observations faites sur le cadavre d'une femme connue á Paris et á Londres sous le nom de Vénus hottentotte. i Mémoires du Muséum d'Histoire Naturelle vol 3, p 259 - 74.)

Læs også historien om DEN TASMANSKE PRINSESSE og hendes skelet

   Cuvier dissekerede og beskrev også Saras kusse, sådan helt objektivt, og satte den derpå i sprit. Indtil for få år siden befandt præparatet sig stadig i sit glas på de parisiske hylder, som et andet firben. Nu hvor det renoverede Musée de l'Homme netop er genåbnet, kan interesserede turister måske snart få lejlighed til at se nærmere på et af den franske civilisations fineste klenodier, Saartjies gardiner som de dengang hed i den elegante salon.
    [I maj 2002 måtte museet modstræbende levere Saartjie Baartmans fysiske rester tilbage til Sydafrika hvor de blev begravet ved en officiel ceremoni.]

HOLLÆNDERNE kaldte disse halvmennesker for hottentotter og buskmænd. Ordet og hedder en på hollandsk (á la engelsk and), hottentot betyder altså hot og tot. En lydefterligning af deres sære sprog? På gammelhollandsk betyder det desuden at stamme.
   Dé var indtil fornylig ét af de sidste jæger-samler-folk tilbage i verden. For en generation eller to siden levede de fleste af dem på en måde som i mange henseender kan sammenlignes med dét vi kalder stenalderen. Sådan er de også blevet behandlet, efter civilisationens klassiske opskrift: Man lægger ud med en ordentlig gang massedrab, dernæst religion og det dertil hørende alfabet med rund hånd, og så til sidst en knivspids økonomisk udvikling.
   Dem hollænderne ikke kunne holde som slaver, drev de jagt på. Som om begge parter var vilde dyr, rov- og bytte-. Ganske som englænderne gjorde det med de mennesker der boede i Australien.
   Det moderniseringsarbejde den oprindelige kolonisering ikke fik fuldført, er nu næsten afsluttet, efter de sidste mange års borgerkrig i det sydlige Afrika. I dag er der næppe mere end 50.000 efterkommere tilbage af det sydlige Afrikas oprindelige befolkning.

BUSKSTAMMERNE har (haft) verdens mest tilbagestående form for økonomi, målt med dén målestok som troende marxister af Uffe Ellemanns type anvender, ("Historiens gang er uafvendelig, og økonomien er dens motor"). Ikke desto mindre hár de også verdens mest avancerede sprog, det rigeste, mangfoldigste og mest varierede der findes.
    Hvor andre sprog, selv mit eget jyske, må nøjes med en behersket samling forskellige lyde med en 5-10 vokaler og en 15-30 konsonanter - skal vi sige max 50? - så nærmer de heftigste busksprog sig snildt det tredobbelte.
   Der ér næppe dén specialitet inden for alverdens sprog, som man ikke kan finde i busksprogene. På dansk har vi "almindelige" vokaler. Polsk, langelandsk og portugisisk fx, og fransk for den sags skyld, føjer nasalvokaler til, og der er yderligere nogle (bl a indiske og afrikanske) sprog der har en slags man kalder "åndede" (dvs ustemte). For slet ikke at snakke om "anstrengte" vokaler. Busksprog har alle fire slags.
   Hvis folk overhovedet véd noget om kinesisk, så ér det da vist at det er et tonesprog. Dét ér busksprog naturligvis også. (Det er de skandinaviske sprog - dansk indbefattet - ganske vist også. Men dét er en anden historie).
   Apache og kaukasiske sprog nævnes altid i lærebøgerne som eksempel på en særlig eksotisk lydtype, der kaldes ejektiver. Er dét noget man støder på i busksprog? Naturligvis.
   Sprog af den arabiske type er berømte (og berygtede), dels for deres emfatiske konsonanter, dels for deres faryngaler, vestafrikanske sprog for deres implosiver og dobbelte lukkelyde. I russisk finder man palataliseringer, i bantusprog prænasalering. Findes al den slags uoverskuelig usædvanlig udtale mon i busksprog? Behøver jeg svare?
   Er der overhovedet grund til at give flere tekniske eksempler? Det skulle da lige være at de også kombinerer alle disse særtræk!

BUSKSPROGENE, som tales af de økonomisk mest tilbagestående mennesker i verden, er uden sammenligning de mest avancerede sprog verden endnu har kendt. De besidder en udtalemæssig variationsrigdom som ingen andre sprog i verden kommer bare i nærheden af.
   Og nu er de så ved at dø ud.

SELV OM de kulturer der har udviklet denne fantastiske mangfoldighed, lever i ørkenagtige omgivelser, så er det ikke så skævt endda at sammenligne dém og deres skæbne med regnskovens.

Ole Stig Andersen
(Information, 31. okt 1994)

BLANDT FREMMEDE er favoritten blandt det danske sprogs særheder, at vi tilsyneladende kan trække vejret mens vi taler. I hvert fald når vi siger ja og nej. Prøv selv. De andre skandinaviske sprog kán noget lignende, men på dansk kan man oven i købet stemme båndene imens, hvad der skulle være ret enestående blandt verdens sprog.
   Denne særlige danskhed optræder ikke i lærebøgerne og de tekniske beskrivelser af sproget. Det er der nok heller ikke nogen grund til. Man kan vel diskutere om de overhovedet er typiske eksempler på danske sproglyde.

JA og NEJ er mærkelige på mange måder Læs ikke: Når Nej betyder Ja

JA OG NEJ er udråbsord, en ordklasse der i mange henseender danser rundt i udkanten af sprogets almindelige måde at opføre sig på.
   Vi har et par stykker mere af den slags, udråbsord der ikke rigtig kan bestemme sig for om de vil være ord eller krop, bogstav eller lyd. Hvad siger du fx til dét udtryk der betyder noget i retning af 'Det er altså for dårligt' eller 'Han er ikke rigtig klog' eller 'Ih, hvor åndssvagt'. Der skal vistnok rystes medlidende på hovedet samtidig.
   I min barndoms basislitteratur, Sonja Rindoms forbilledlige gendigtninger af Anders And, blev dette sære ord skrevet 'tsk tsk"' Jeg mindes det især som en del af Lille Hiawathas utålelige søster Solsikkes faste ordforråd, hver gang han igen havde dummet sig.
   Hvad vi ikke vidste i min familje, vár hvordan Solsikkes tsk skulle udtales. Når jeg læste verdenslitteraturen højt for min lillebror, blev det til 'tisk, tisk.' Så kom ikke og sig at litteraturen ikke kan udvide ens ordforråd! For hvordan skulle jeg måske kunne vide at tsk tsk var et forsøg på at stave dét ord vi civiliserede jyder brugte når vi ville udtrykke en lettere beklagende afstandtagen?

HALVDELEN af samme ord kan man også på dansk anvende som udtryk for en slags ærgrelse. Så kommer der måske et 'æj, altså' efter. Nogle gange med lidt n-klang. Altså noget i retning af tsk-næj-altså. Hér skal hovedet vist ikke rystes så meget, mere hældes. Dét ord står ikke i mine ordbøger. Selv om det er yderst udbredt, både på skrift og i tale, både i tegneserier og det virkelige liv.

I MELLEMØSTEN betyder det samme ord nej, og det udtales helt som på dansk. Ordet ledsages ofte af hævede øjenbryn og antydningen af et vip bagover med hovedet, altså stort set den samme gestus der på dansk betyder 'Du må da være vanvittig!' eller 'Sikke en idiot!'. For at understrege sine ikke-ord, kan man yderligere spejde (forgæves) efter sine egne øjenbryn.
   Dét ord står heller ikke i tyrkiske ordbøger. I tegneserier staver de det 'cik'.

DA JEG i tidernes morgen lærte de tyrkisk/kurdiske nybyggere i Danmark at kende, oplevede jeg i dén grad hvordan den slags krop/sprog kan gå lige i kødet/ordet.
    Jeg underviste kurdiske kvinder fra Tyrkiet i en arbejderklub i en kælder på Vesterbro. En dag hvor min kone kom for at hente mig efter undervisningen, kiggede formanden demonstrativt bort da han gav hende hånden. For hám betød det høflighed, men hún opfattede det som nedladenhed, ligegyldighed.
   Til overmål svarede han så med dette mellemøstlige nej på et spørgsmål hun høfligt havde stillet: Et kort vip tilbage med hovedet, hævede øjenbryn og et smæk med tungen lige bag tænderne, det ord Anders And har lært os skal staves tsk.
   Hun blev stikfornærmet. Hendes fordomme om tyrkeres syn på kvinder var helt på mærkerne. På dansk kan dét udtryk jo kun betyde foragt.
   På tyrkisk derimod, kan man udtrykke et aldeles neutralt nej ved bare at nøjes med én af rettens tre ingredienser.
   Og selv om jeg nu i over 15 år har kendt dette ord og dets kropssprogsudgaver, så må jeg stadig af og til táge mig i at reagere umiddelbart fornærmet når en tyrker siger nej, bare ved at hæve øjenbrynene.

DER ER OGSÅ et andet ord af samme slags, med en lignende, men ikke helt ligesådan lyd. Dét man bruger til at jave på en hest med.
   Det hedder på moderne dansk hyp, en staveform der ikke har megen lighed med ordets udtale. Nuomdage er befolkningens erfaringer med kommunikation med heste vel lidt tynde, men de ældre af os véd nok stadig hvordan det skál lyde.
   Dén slags kyndige læsere vil selv kunne konstatere det interessante; at lyden kun dannes med den ene side af tungen, normalt højre. Men der ér afvigelser, ikke ulig kejthåndethed og dén slags. Men selv om man gør det forkert (eller i hvert fald anderledes), så kan hesten ikke høre forskel.

I FAGLITTERATUREN hedder en lyd af dén hér slags en smækkelyd, på dangelsk kliklyd, eller endnu værre, en clicks.
   Men ordet smækkelyde har godt nok også noget lettere latterligt over sig. Måske skulle vi give dem et nyt navn.
   Hvad med sugelyde?

FOR DER ÉR jo også kysset.
   Dét er også en sproglyd på grænsen mellem ord og krop, der frembringes på nøjagtig samme måde som de andre jeg har nævnt, ved en sugende artikulation, i hvert fald når der ikke er noget erotisk blandet ind i sagen.
   Her ville os fonetikere nok irettesætte dagligsprogets mangel på præcision og sige at hestelyden udtales med lateral artikulation, mens udtrykket for bekymring, afstandtagen, ærgrelse, begejstring osv har alveolær artikulation.
   Og jeg glæder mig allerede til den kommende autoriserede danske ordbog, hvor man sikkert vil kunne slå følgende begrebsafklarende definition af et kys op:
   "En (fakultativt reciprok) bilabial klusil med ingressiv-velær luftstrømsmekanisme."

Ole Stig Andersen
(Information, 7. nov 1994)

OG SOM OM det hele ikke allerede vár enestående nok, så skrives disse lyde altså ikke med bogstaver, men med sære tegn og gerninger som <>, /, ! og //.
   / er samme lyd som tsk og // samme lyd som hyp. Nogle busksprog bruger også kysselyden som sproglyd og den skrives med et andet sært ikke-bogstav: en cirkel med en prik i. (Det kan jeg ikke få frem her på websiden, så jeg har erstattet det med <>.)
   De må have deres problemer med alfabetisk sortering af ord. Hvor i alfabetet står '//' mon?

På grund af denne særegne måde at stave kliklydene på, ser ordene ret så besynderlige ud. Én af de bedst kendte stammer hedder fx !Kung. Udråbstegnet står for en smækkelyd, der kan minde om lyden kluk. En anden stamme bærer det yderliggående navn //au//ei. Altså (hyp)au(hyp)ei.
   Bemærk at det kan have sine problemer at afgøre hvad der skal med stort når det første bogstav i et navn ikke er et bogstav. Kunne man ikke lige så godt skrive !kung og //Au//ei? Joh; og det ér der selvfølgelig også nogen der gør. Det er også almindeligt simpelthen at udelade de tegn der angiver smækkelyde.
   De buskmænd og -kvinder der var i Danmark fornylig, kom fra de to nabostammer G/wikhwe og G//ana, og spørg mig ikke hvordan man let og ubesværet udtaler et g fulgt af en hyppelyd. G/wikhwe derimod kan jeg udtale, det er nemlig også ensemblets navn hvis første stavelse Mellemfolkeligt Samvirke også stavede Qwii, og der står q'et altså for den lyd vi skriver tsk. Dét er da til. Og der er også en grund til det.

BUSKSPROGENES brug af smækkelyde som en normal del af ganske almindelige ord er ikke helt så enestående som jeg har ladet forstå, for nogle af de omgivende afrikanske bantusprog gør også brug af smækkelyde, noget man almindeligvis antager at de har fra busksprogene.
   Det drejer sig bl a om de to velkendte sprog zulu og xhosa, som i øvrigt er så nært beslægtede at de med lidt god vilje er indbyrdes forståelige. En udmærket illustration af at sprog og identitet ikke er sammenfaldende størrelser. Ligesom dansk, norsk og svensk er dialekter af ét og samme sprog, er xhosa og zulu dialekter af samme sprog. Alligevel insisterer de på at være hver sin identitet.
   Sydafrikas nye høvding, Madiba Rolihlahla, er også præsident for xhosa-stammen, og hvis han talte sit modersmål i TV, ville man høre en guds velsignelse af smækkelyde. Specialiteten blev kendt verden over, da Miriam Makeba for mange år siden fik en kæmpesucces med The Click Song. Dén sang hun netop på xhosa.
   Nogle af os husker endnu med fryd de sjove måder dette sprogs navn blev udtalt på i radio og TV i årene op til det sydafrikanske systemskifte. Der var selvfølgelig ingen af dem der var rigtige. Ordet xhosa er nemlig selv et eksempel på en smækkelyd. X'et står for busksprogenes //, altså vores hyp.
   På xhosa og zulu skrives kliklydene med alfabetets 'overflødige' bogstaver, c, q og x.
   Hvis vi ville lade os inspirere af xhosa-stavning, kunne vi altså stave hestetiltalen sådan her: x x. og det beklagende tsk tsk sådan: c c. For det ville vel være at gå for vidt at begynde at stave xhosa på dansk: hyphosa?
   Som enhver nok kan se, er det er det rene skære skaberi når sprogforskere og missionærer har påtvunget busksprogene at stave deres ord med skråstreger og udråbstegn. Det kunne sagtens have ladet sig gøre med almindelige civiliserede latinske bogstaver.

NU ER XHOSA og zulu livskraftige sprog; de lever i bedste velgående og tales og læses af flere millioner mennesker hver, så det er nok en overdrivelse ligefrem at regne clicks for truede lyde, men ophavet, busksprogene, ér truede. Adskillige busksprog ér allerede uddøde og det vil ske for resten i de kommende år.

DET ANTAGES almindeligvis at buskmændene er de sidste rester af det sydlige Afrikas oprindelige befolkning.
   Den hollandske kolonisering af Sydafrika indebar en regulær udryddelse af buskfolkene, og i dag lever de kun i Botswana og Namibia, i Kgomkgei, Sandansigtet, det vi kalder Kalahari-ørkenen.
   Men de blev - og bliver - også presset af de sorte afrikanere. Den sorte afrikanske befolkning har trængt buskfolkene tilbage, da de ekspanderede mod syd på basis af en landbrugsøkonomi med jernredskaber, som kunne ernære en langt større befolkning. Det kunne buskfolkenes jægerstenalderøkonomi hverken økonomisk eller militært hamle op med.
   Og buskfolkene udsættes også for rigelig diskrimination fra Botswanas sorte majoritetsbefolkning. Buskbørn får ingen undervisning i og om deres modersmål, og selv om der findes forskellige skriftsprogsstandarder, så bruges de stort set kun til videnskabelige og religiøse formål. Der findes næsten ingen litteratur på busksprogene. Af den smule der findes, må størstedelen nærmest betegnes som åndelig forurening, som når fundamentalistiske kristne missionærer oversætter Biblen.
   De har vanskeligt ved at opretholde deres traditionelle jæger-samler-økonomi, og måske er det også lige lovlig let at sidde i europæisk overflod og mene at buskfolkene bør forblive et levende eksempel på hvordan menneskene engang har levet.
   Mange af dem er flyttet ind til byerne, og med et stigende antal ægteskaber mellem buskfolk og tswanaer og andre sorte, bliver det også vanskeligere og vanskeligere for dem at bevare deres sprog. Lederen af dén gruppe der besøgte Danmark i oktober 94, Gakebajese Tshekelo - der selv hverken kan læse eller skrive sit modersmål eller majoritetsbefolkningens - beklagede meget den udryddelsestrussel hans sprog står over for, men sagde samtidig at »vi kan jo ikke gøre noget ved det«.
   Hvis man vil overleve i Botswana må det foregå på majoritetssproget setswana. Det er ikke kun i Danmark der gås ind for integration.

Flere artikler om SPROGDØD

MANGE SPROG verden over presses hårdt og udryddes ligefrem i disse år. Lige som vi diskuterer hvordan den biologiske mangfoldighed kan bevares, mener jeg også vi bør diskutere om ikke det er et dramatisk tab for hele verden at så enestående sprog forsvinder.
   Vi kunne måske diskutere hvordan den kulturelle og sproglige diversitet kan bevares?
   Som noget levende, og ikke blot som den udstoppede buskmand der så smagfuldt er udstillet på et museum i Madrid.

Ole Stig Andersen
(Information, 14. nov 1994)