Esperanto

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

19 aug 1993

Plansprog

ET (U)NATURLIGT SPROG?

I august 93 var der Esperanto Kultur Festival på Østerbro. Esperantotalende fra bl a Holland, Kazakstan, Polen og England opførte musik, teater og kabaret. Teksterne var allesammen forfattet på dette fantastiske sprog. Eller rettere i denne fantastiske tanke.

I 1875 SKREV den kun 15 år gamle Ludwig Lazarus Zamenhof, en polsk jøde, første udkast til det senere så berømte sprog esperanto. I 1887, hvor Zamenhof var 28 år og færdiguddannet øjenlæge, offentliggjorde han (på sit modersmål, russisk) en variant af det kunstsprog han havde gået og udarbejdet.
    Han kaldte det Lingvo internacia og offentliggjorde det under pseudonymet Dr Håbefuld (Esperanto), som så småningom blev sprogets navn.

I DE GODT 100 ÅR Esperanto har eksisteret, har det skiftet status fra at være et planlagt sprog til at være et levende sprog som mange mennesker - i hvert fald over en million - bruger til en mangfoldighed af formål. Det hører dermed tíl blandt verdens mest udbredte sprog. Netop på dét punkt adskiller Esperanto sig fra de op mod 1000 andre plansprog der i tidens løb er blevet designet. Kun ganske få er nået ud over tegnebordsstadet, og ingen andre er blevet taget i tilnærmelsesvis så omfattende i brug som Esperanto. Selv Asterix og Tintin taler esperanto.
    Det har også skiftet samfundsmæssig rolle. Mange af de første aktivister forestillede sig at esperanto kunne skabe verdensfred, når bare tilstrækkelig mange fik det lært.
    Esperanto udviser på det punkt et umiskendeligt slægtskab med de mange andre bevægelser der blev skabt i forrige århundrede med det formål at gøre det muligt for det enkelte menneske at bidrage til en ny og bedre verden: nudismen, marxismen, spejderbevægelsen, kommunismen, vegetarianismen, Frelsens Hær, socialismen, afholdsbevægelsen, georgismen og mange flere.
    Da Zamenhof senere udvidede sit projekt til en ny religion, Homaranismo, der ud over fred og tolerance også skulle fremme menneskehedens fællesskab og enhed, førte dette naturligvis straks til splittelse i bevægelsen. Som det også kendes fra andre revolutionære bevægelser.
    Men senere generationer har skruet forventningerne ned, og mange esperantister - nok især de yngre - ser i dag sproget som en ren og skær praktisk foranstaltning. En måde at komme i kontakt med folk i andre lande på.
    (Organiserede esperantister har adgang til en liste med et par tusinde adresser på fæller rundt omkring i verden. Om ikke andet, så en interessant måde at rejse på.)

DET VAR IKKE KUN esperantister der kunne se et ideologisk indhold i sproget.
    Den slags mennesker har i sagens natur mange internationale kontakter, og i mellemkrigstiden korresponderede russiske esperantister, fulde af tillid til deres proletariske regering, med deres ligesindede socialistiske esperantister i Vesten.
    Som tiden gik, kunne de jo ikke undgå at fortælle hvad der foregik, og der er dokumenteret en del tilfælde hvor troende socialister i Vesten angav deres russiske pennevenner til de sovjetiske myndigheder for statsfjendtlig virksomhed.
    Fx blev en skuespiller ved Lenin-Komsomol-teatret i Moskva, Nikolaj Rytjkov, i 1938 idømt strafarbejde i den nordsibiriske fangelejr Kolyma, hvor han tilbragte 8 år, for at have været »aktivt medlem af en international spionorganisation som på USSRs territorium har skjult sig under navnet Sovjets Esperantist Union.« Da han blev arresteret og ført til fængslet, troede han at det var som tolk, fortælles det.
    I følge Rytjkov blev ca 30.000 sovjetiske esperantister arresteret under Den Store Terror.
    Selv døde han i 1973, efter i 1965 at have hoppet af (under en esperantokongres, naturligvis!) Han arbejdede siden på BBCs russiske redaktion, bl a som oplæser af Solsjenitsyns bøger.
    Situationen var naturligvis den samme hos åndsfællerne i Tyskland, hvor Hitler allerede i Mein Kampf havde peget på truslen fra esperanto. Mange esperantister måtte lade livet i koncentrationslejrene for deres alternativ til den germanske frelse.

DET FØRSTE beslutningsforslag Folketinget i 1978 måtte behandle, var Glistrups ønske om at "det første fremmedsprog, hvori skolerne underviser, skal være esperanto ...".
    Det vil man ikke være ved i vore dages udgave af Fremskridtspartiet. »Det er ikke aktuelt« udtaler partisekretær Janne Michaelsen, efter lige at have spurgt sig for i baglandet. Hun afviser også at det nogensinde skulle have været på partiets program!
    Afvisningen af dette forslag gjorde blandt andet brug af en udtalelse fra Københavns Universitet i 1957 i forbindelse med den internationale esperanto-forenings anmodning om at opnå konsultativ status ved Europarådet. Her opregnedes en lille halv snes kunstsprogsprojekter ved siden af esperanto. Og det konkluderes - som man jo udtrykker sig på den slags Nysprog - at "Der ses ingen grund til, at esperanto mere end de andre nævnte kunstsprog skulle få en præferencestilling....".
    En udtalelse der er typisk for den foragt man fra sprogvidenskabelig side har haft tilbøjelighed til at se på esperanto (óg de andre kunstsprog, hjælpesprog, plansprog eller hvad vi nu skal kalde dem) med.

MEN DE kommende tre aftener er der altså mulighed for ved selvsyn, eller selvhør, at undersøge hvor højt eller lavt dette kunstsprog og dets tilhængere og brugere og kulturprodukter scorer på naturlighedsskalaen.

Ole Stig Andersen
(Information, 19 aug 1993)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG

  >

Esperanto

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 19 aug 1993 (uploadet 2001)