ENGANG MIDT I 60'erne sendte Neckelmanns fabrikker i Silkeborg en agent til Jugoslavien for at søge arbejdskraft, og det endte med at han kunne sende en god snes unge kvinder (!) fra byen Kladovo til Danmark. Kladovo ligger ved Donau, på den serbiske side af grænsen til Rumænien. De ankom på én gang, en jernbanevogn fuld, og de havde (som det vist er menneskenes natur) familje, slægt og venner. I dag har Silkeborg et pænt serbisk mindretal, og det siges at der året rundt er ugentlig busforbindelse mellem Silkeborg og Kladovo.

På samme måde er der skabt en montenegrinsk 'minoritet' i Ballerup, med livlig og varig kontakt til Barane og omegn.

Fænomenet kaldes til tider for kædeindvandring. Det er ikke bare tilfældige jugoslaver der bor hér og dér i Danmark, det er bestemte grupper af indvandrere bestemte steder frá, der efterhånden er havnet rundt omkring i landet, men ikke hvorsomhelst. Prøv og tjek med dine taxachauffører!

I Frederiksborg amt er mange jugoslaver fx vlah'er, et mere eller mindre rumænsktalende mindretal, som sender deres børn til serbisk modersmålsundervisning. Andre nordsjællændere er serbiske sigøjnere. I København er en stor del af jugoslaverne albansktalende makedonere fra egnen omkring Tetovo eller tyrkisktalende fra Resen. (Den kristne del af Resens udvandringsklare befolkning foretrak nemlig Australien!) Det er derfor Københavns Kommune må tilbyde xjugoslaviske børn modersmålsundervisning i uventede sprog som albansk og 'tyrkisk for jugoslaver'.

SERBOKROATISK ER langt det største af de jugoslaviske sprog. Dels var det modersmål for omkring 2/3 af landets små 25 millioner indbyggere, dels var det det 'landsdækkende sprog' for resten. Når der herhjemme fra tid til anden blev fremstillet oplysningsmateriale til fremmedarbejderne på deres egne sprog, ansås brochurer på serbokroatisk for at kunne dække jugoslavernes oplysningsbehov. Fra et historisk-genetisk synspunkt hører slovensk, serbokroatisk og makedonsk til den sydlige gren af de slaviske sprog. (Polsk og russisk er eksempler fra henholdsvis den vestlige og den østlige gren på samme træ). På samme måde som dansk, svensk og norsk hører til den nordiske gren af de germanske sprog.

De forskellige forskelle til trods er de sydslaviske sprog altså nært beslægtede og indbyrdes forståelige (alt efter personlig fleksibilitet, kundskaber og sprogpolitisk holdning). Da den nationale tanke blev skabt i Europa i 1800-tallet, var der faktisk adskillige der ligefrem foreslog at betragte sydslavisk som ét sprog, fuldstændig som besindige mennesker har gjort for vore egne skandinaviske dialekters vekommende. Jugoslavien betyder direkte Sydslavien.

XJUGOSLAVIEN LIGGER lige i centrum af det gode gamle Romerrige, faktisk så meget i centrum at den administrative deling mellem Øst- og Vestrom gik lige midt ned gennem landet. Det er dét knap 2000 år gamle skel der har skabt forskellen mellem på den ene side de vestkristne (katolikker og senere protestanter) hvis Mekka er Rom, og på den anden side de østkristne der foretrak at bøje sig i Konstantinopels retning. Historiebøgerne fortæller at de slaviske stammer i 6.-7. årh e Kr vandrede sydpå og bosatte sig i dette område, hvor de dels fortrængte, dels blandede sig med den oprindelige befolkning.

Og for nu at gøre en lang og indviklet historie utilladelig kort, havnede nogle af slaverne i det ene Romerrige, andre i det andet. Dém skæbnen anbragte til venstre på landkortet, slovener og kroater, blev kristnet fra Rom og dermed katolikker. Deres Store Bog, Bibelen, var skrevet med latinske bogstaver. Da deres sprog århundreder senere blev nedskrevet, blev det naturligvis med dé bogstaver. Dém der havnede på den anden side, serbere og makedonere, blev kristnet fra Konstantinopel og dermed ortodokse. De kom derfor til at skrive deres sprog med déres Store Bogs alfabet, samme Bibel, men skrevet med andre bogstaver, opfundet til formålet, netop for at skabe et skel i magt og indflydelse. Dette alfabet, som vi til daglig kalder det russiske, er opkaldt efter én af de missionerende munke, Kirillos, hvoraf navnet det kyrilliske alfabet, eller som det hedder på serbokroatisk, cirilica (som udtales tsirilitsa, med tryk på første stavelse). Nogle af de sydslaviske stammer blev altså romersk-katolske. Det er dem der i dag kaldes slovener og kroater. Andre blev ortodokse. Det er dem der kaldes serbere og makedonere (se klumme 2 om National ophavsret, 16.07.93).

HER HAR VI ALTSÅ igen et fortræffeligt eksempel på princippet om Den Store Bog. Serbokroatisk er ét og samme sprog - i deres standardiserede udgaver; der er selvfølgelig rigelige dialektale forskelle, lige som der ér inden for andre sprog - og dog er der en kæmpeforskel. Det skrives med to forskellige alfabeter, ét til hver religion. Kroatisk skrives katolsk, som alfabetet af og til kaldes som huskehjælp. Serbisk skrives ortodokst. Men krigen skiller ikke blot folkene, den er også i fuld gang med at splitte ét sprog op i flere. Så inden vi får set os om, ér serbisk, kroatisk og bosnisk tre forskellige sprog.

Ole Stig Andersen
(Information, 6 juni 1994)

Krigen har nemlig medført at mange mennesker, i hver sin lejr, meget aktivt bestræber sig på at skabe så store forskelle som muligt mellem tre hidtil ens sprog. De higer og søger, i gamle bøger, med spejdende øje, i oplukte høje. Og puster nyt liv i ellers uddøde og dialektale former, både inden for ordforråd, udtale og struktur, bare for at markere så meget forskel som muligt. Og nu bevæger de sig så i hver sin retning, de tre. Det ér allerede blevet et politisk udsagn at påpege at de i bund og grund er ét og samme sprog, lige så fuldt som det er et politisk udsagn at ville gøre dem til tre forskellige sprog.

DER GIVES FORSKELLIGE forklaringer på hvad de bosniske muslimer er for nogle. Foruden den gamle grænse mellem Østrom og Vestrom, som er den religiøse årsag til skellet mellem serbisk og kroatisk, går der også et nord-syd-skel gennem Xjugoslavien, et skel mellem Kristendom og Islam, med baggrund i de tyrkiske Osmanners erobring af det meste af Balkan fra 1300-tallet og frem. En del kristne var Bogomiler, dvs Gudselskere, en sekt der lige som de sydfranske katharer ville tage Kristus' kommunistiske budskab alvorligt, og som af den grund naturligvis blev morderisk forfulgt af Kirken, også lige som kætterne. Men de fandt beskyttelse under Islam, som ikke anser den ene form for Kristendom for mere prisværdig end den anden, og med tiden lod de sig omvende. Det var den ene historie.

Osmannerne havde en særlig form for skat, devsirme, som indebar at ikke-muslimske undersåtter skulle levere unge mænd til at tjene ved sultanens hof på livstid. Familjen så dem aldrig igen. En betydelig del af det osmanniske imperiums ledende politikere og embedsmænd blev i århundreder rekrutteret på denne måde. Det samme blév elitesoldaterne. De kaldtes nye soldater, på tyrkisk yeni çeri, hvorfra vi har ordet janitshar, der på dansk vel nærmest betyder trommeslager, med henvisning til hele dén tyrkiske musik disse soldater skræmte fjenden med. Devsirme og visse andre byrder påhvilede kun ikke-muslimer, hvad der naturligvis udgjorde en betragtelig tilskyndelse til at skifte religiøs facade. Dét var den anden historie.

I OVERENSSTEMMELSE med princippet om Den Store Bog skulle de bosniske mulimer så skrive deres kroatoserbiske modersmål med muslimske bogstaver, altså det arabiske alfabet, og det hár de faktisk også gjort engang. Men nuomdage bruger de det katolske, det kroatiske alfabet. Latinica kaldes det, med tryk på første stavelse. Princippet om Den Store Bog ér nemlig kun en tommelfingerregel. Det kán tilsidesættes af andre stærke politiske kræfter og konkurrerende livsforståelser, og i dag skrives bosnisk med katolske bogstaver, på trods af befolkningens religion. Noget tilsvarende ses fx med albansk der som følge af italiensk dominans skrives med det kristne alfabet, selv om befolkningen hovedsagelig er muslimer.

[sci.lang, message 35 Felix Tilley, ftilley@indirect.com 11/06/96 5:22] Press Release - White House CLINTON DEPLOYS VOWELS TO BOSNIA Cities of Sjlbvdnzv, Grzny to Be First Recipients Before an emergency joint session of Congress yesterday, President Clinton announced US plans to deploy over 75,000 vowels to the war-torn region of Bosnia. The deployment, the largest of its kind in American history, will provide the region with the critically needed letters A,E,I,O and U, and is hoped to render countless Bosnian names more pronounceable.     "For six years, we have stood by while names like Ygrjvslhv and Tzlynhr and Glrm have been horribly butchered by millions around the world," Clinton said. "Today, the United States must finally stand up and say 'Enough.' It is time the people of Bosnia finally had some vowels in their incomprehensible words. The US is proud to lead the crusade in this noble endeavour."     The deployment, dubbed "Operation Vowel Storm" by the State Department, is set for early next week, with the Adriatic port cities of Sjlbvdnzv and Grzny slated to be the first recipients. Two C-130 transport planes, each carrying over 500 24-count boxes of "E's," will fly from Andrews Air Force Base across the Atlantic and airdrop the letters over the cities.         Citizens of Grzny and Sjlbvdnzv eagerly await the arrival of the vowels. "My God, I do not think we can last another day," Trszg Grzdnjkln, 44, said. "I have six children and none of them has a name that is understandable to me or to anyone else. Mr. Clinton, please send my poor, wretched family just one 'E.' Please." Said Sjlbvdnzv resident Grg Hmphrs, 67: "With just a few key letters, I could be George Humphries. This is my dream."     The airdrop represents the largest deployment of any letter to a foreign country since 1984. During the summer of that year, the US shipped 92,000 consonants to Ethiopia, providing cities like Ouaouoaua, Eaoiiuae, and Aao with vital, life-giving supplies of L's, S's and T's. The consonant-relief effort failed, however, when vast quantities of the letters were intercepted and hoarded by violent, gun-toting warlords.

KRIGEN I BOSNIEN betyder at allehånde jugoslaviske person- og stednavne optræder i tide og utide i medierne, med de mærkeligste stavemåder og udtaler. Lige som skandinavisk har tilpasset det latinske alfabet med nogle "hjemmelavede" bogstaver ä, å, æ, ö, ø, har kroatisk føjet sín egen portion til. Og lige som skrivemaskiner i udlandet (og såmænd også ofte computere i Norden) ikke kan skrive vóres særlige bogstaver, og udlændinge ikke ved hvordan de skal udtales, lige sådan ér det selvfølgelig med alle de jugoslaviske navne der fylder medierne. Der ér dem der undrer sig over at en del TV- og radiojournalister endnu ikke har lært sig de simpleste regler for udtalen af disse, indrømmet, uhyre vanskelige sted- og personnavne på op til flere stavelser som ovenikøbet skal udsiges hver og hveranden dag. Men dels kan vore maskiner ikke skrive dem rigtigt, dels sér nogle af dem virkelig naturstridige ud.

TAG FX BYEN Brcko. For det første er allerede ordet forkert stavet. Selv Informations avancerede computere formår endnu ikke at frembringe det hak der skulle have været over c'et. Dette mini-v, et såkaldt diakritisk tegn a la o'et over vort å, kaldes hatjek og findes over tre kroatiske bogstaver som udtaletilpasninger af c, s og z, og det mangler altid i medierne. Og selv hvis Information kúnne trykke det, skulle det fedt hjælpe, eftersom det også mangler i de telegrammer som er avisens kilder. (Af samme fremskredne computergrunde mangler der længere oppe i klummen et andet diakritisk tegn, en cedille, under s'et i devsirme).

For det andet skulle man tro der mangler en vokal, eller måske hár sydslaviske sprog bare nogle ret massive konsonantophobninger? Ja, det hár de, men derudover kan r både fungere som vokal og konsonant. Serbisk hedder fx srpska og Kroatien Hrvatska. Den slags uventede afvigelser fra dansk og engelsk kan nemt komme bag på travle journalister, og år ud og år ind afstedkommer de de mest underholdende udtaler af Brcko og lignende ord. Hvordan skal man ellers forklare udtalen bihak for den muslimske enklave Bihac, der retteligen staves med en accent aigu over c'et og derfor udtales bihatj?

JEG KENDER krakilere der påstår at det skulle være en smal sag at lære at bogstavet c i pressebureauernes gengivelse af xjugoslavisk enten udtales ts, tj eller tsj, men i hvert fald aldrig hverken s eller k. Men tre års krig har åbenbart ikke været undervisning nok for nyhedsredaktionerne. Som man dog ikke kan anklage for etnocentrisme, da det ser ud til at ord med z bliver opfattet som en slags tysk eller italiensk, a la pizza måske. Så Tuzla bliver jævnligt udtalt tutsla, i stedet for det korrekte tusla. Da dansk som bekendt ikke har noget stemt s. Men det kommer måske?

Ole Stig Andersen
(Information, 27 juni 1994)