Katalansk

  <

SPROGPOLITIK

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

19 juni 1995

KATALANSK

... og spansk er to forskellige sprog

UTROLIGT, men sandt: Det hænder at sport er sjovt. Til olympiaden i Barcelona i 92 havde P3 udsendt et par small-talk-specialister der skulle gøre denne særlige form for underholdning endnu mere bedøvende end den ér i forvejen En vanskelig opgave, skulle man synes, men det lykkedes alligevel for Jarl Friis Mikkelsen og en stesolid mere som jeg desværre har glemt navnet på. Og for en gangs skyld var underholdningen underholdende. Ufrivilligt, ok, men ikke mindre af den grund. De to entertainere havde nemlig ikke den fjerneste anelse om hvor de var henne. “Hvad mon det ér for et sjovt flag folk løber rundt med, det er gult og har fire røde vandrette striber hen over midten? Og hvorfor mon man ser netop dét flag allevegne?” Det dæmrede efterhånden for dem at det ikke var en eller anden lokal fodboldklub, men det land de befandt sig i ’s flag, det katalonske. Og næste dag demonstrerede de igen uanfægtet at de troede at Spanien er én ting, ét folk over det hele, sådan lidt a la Danmark, bare større.

DANMARK er verdens danskeste land, uden sammenligning. Alle danskere bor i Danmark og alle dem der bor i Danmark taler dansk, stort set. Dette næsten fuldstændige sammenfald mellem land og dronning og flag og historie og grænser og sprog og det hele, handicapper danskere temmelig meget i forståelsen af resten af verden. De tror ofte dén er indrettet på samme måde. Men sådan en ensartethed finder man ikke mange andre steder. Og da slet ikke når det drejer sig om et verdenssprog som spansk. Der er mange flere der taler spansk uden for Spanien, fx i det meste af Latinamerika. Også i landet selv tales der flere andre indfødte sprog end spansk.

Det moderne land Spanien er altså ikke etnisk-nationalt homogent, det er sammensat af en håndfuld forskellige folkeslag med hver sin distinkte identitet, men de har i århundreder været underkastet kastiliansk herredømme med centrum i Madrid. Det vi kalder spansk, er egentlig kastiliansk, og sådan hedder sproget også i den spansktalende verden. Bedst kendt af de andre folkeslag er nok baskerne, hvis sprog er lige så lidt i familje med kastiliansk som kinesisk er. Men heller ikke resten af landet er bare “Spanien”. To andre indfødte sprog er galicisk (på sigselvsk hedder det galego) som er ‘ophavssprog‘ til det portugisiske skriftsprog, og så er der katalansk. De er begge to i familje med kastiliansk, som tysk og engelsk er det med dansk. Ungefær lige så ens, men altså også lige så forskellige.

FOR TIDEN er det på mode at sige ting som ‘nationalismen er igen dukket op til overfladen’. Men sådan forholder det sig ikke, tværtimod. Den gængse - omend for danskere uvante - uoverensstemmelse mellem territoriale grænser på den ene side og etnisk, national, sproglig, religiøs og historisk identitet på den anden, er ikke noget nyt. Men mange steder har disse identiteter været udsat for massiv undertrykkelse af autoritære nationalister som det fx stadig er tilfældet i Frankrig eller ligefrem af diktaturer som fx i Østlandene og flere sydeuropæiske lande. Så nu hvor demokrati og politisk pluralisme breder sig ud over verden, ser man også dé folkeslag dukke frem af glemselen som tidligere tiders ondartede nationalisme prøvede at udslette, med store menneskelige lidelser og kulturelle tab til følge. Spanien er et godt eksempel.

Efter general Francos magtovertagelse i 1939 blev katalonsk autonomi afskaffet, regeringen afsat og dens leder henrettet. Det blev forbudt at danne regionalt baserede partier. Francoregeringen søgte også at bremse Kataloniens økonomiske udvikling ved til stadighed at beskære den offentlige finansiering i regionen og aktivt afskrække katalonske forretningsfolk fra at investere der. Det blev forbudt at tale katalansk (og de andre minoritetssprog) i offentlige sammenhænge, og fx var katalansksprogede vej- og butiksskilte ikke tilladt. Katalonske børn måtte hverken undervises på eller i deres modersmål i skolen, og genstridige lærere blev truet med fyring eller forflyttelse til andre egne i Spanien.

Alle udtryk for katalonsk kultur var forbudt. Og verdensberømte katalonske malere som Dalí og Miró, må nøjes med at se sig omtalt som spaniere. Det samme gælder den fantastiske arkitekt Gaudí, hvis bygningsværker i sig selv er grund nok til at besøge Barcelona. Da katalonske følelser begyndte at ‘dukke op til overfladen‘ efter Francos død i 1975, var der derfor ikke tale om en genrejsning af nationalismen, men snarere at en centralistisk diktatorisk nationalisme modstræbende måtte give plads for en regional, demokratisk ditto, en proces der langt fra er slut endnu. I På forbløffende kort tid er det lykkedes Katalonien at gengive sit sprog en betydelig grad af politisk og social prestige.

KATALANSK er dén moderne udgave af middelalderens folkelatin som udviklede sig på Middelhavets Vestkyst. Det tales i dag af 7-8 mio mennesker, hvortil kan lægges et ukendt - men stort - antal katalansktalende i den ‘spanske’ del af Amerika.

Kun ét sted er katalansk enerådende officielt sprog, nemlig i det lille Andorrra, hvor det tales af landets omkring 40.000 indbyggere. Kerneområdet er den spanske nordøstkyst med den autonome provins Catalunya og dens hovedstad Barcelona i centrum. Dette område er sammen med Baskien den mest ‘europæiske‘ del af Spanien. Området blev industrialiseret allerede i forrige århundrede, og her findes stadig Spaniens højeste gennemsnitsindkomst. Der er også mange ‘fremmedarbejdere’ fra andre egne af Spanien, og det er et tegn på katalansks styrke at det er ganske udbredt at disse indvandrere lærer sproget.

I Katalonien regner man også befolkningen i den sydlige spanske kystprovins Valencia og på Mallorca og de andre Balearer for katalonere. Folk dér taler faktisk også katalansk, men alligevel vægrer mange sig mod denne omklamring og søger at danne deres egen regionale identitet.

SPROGSITUATIONEN i Katalonien er en tydelig illustration af forskellen på den demokratiske regionalisme (der er under udvikling i Spanien) og den destruktive centralisme (der hersker i Frankrig). I Arán-dalen som ligger i Katalonien på grænsen op til Frankrig, tales der occitansk, et sprog som er katalansks nærmeste slægtning, og som tidligere taltes af op mod 10 millioner mennesker i hele Sydfrankrig. Provençalsk er den bedst kendte variant af dette truede sprog som den parisiske elite har haft stort held med sine bestræbelser på at udslette. Hvorimod den katalonske regering i 1990 gav Arán en vis autonomi og direkte støttede anvendelsen af aranesisk i forvaltningen. Omvendt er der også et departement i Sydøstfrankrig (Pyrénées-Orientales) med hovedbyen Perpignan, hvor kun pariserfransk er gyldigt offentligt sprog, selv om to tredjedele af befolkningen, en lille kvart million, har katalansk som modersmål.

Ole Stig Andersen
(Information, 27 juni 1994)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG

  >

Katalansk

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 19 juni 1995 (uploadet 2001)