BABEL

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

1 aug 1994

KONG KIM DEN ANDEN?

Folk der prøver at holde sig orienteret om den store verden via Radioavisen, fik sig en overraskelse for et par onsdage siden. Midt i al hånen omkring Kim Il Sungs død blev hans søn, Nordkoreas nye tyran, Kim Jong Il, udnævnt til Kim Jong den Anden.
Det var tydeligvis en læsefejl. En uforberedt journalist havde forvekslet Il med II. Men sidenhen er fejlen blevet gentaget som en vittig hentydning til arvefølgeprincippet, den feudale kommunismes mest særegne træk, ellers bedst kendt fra Ceausescu-dynastiet i Rumænien.

Translitteration af koreansk

Men også den trykte presse har haft sit hyr med de fremmede navne. Fx lykkedes det Information at balsamere afdødes navn på hele fire forskellige måder i én og samme artikel: Il-Sung, Il-sung, il-Sung, plus den variant der siden ser ud til at have sejret, Il Sung. (Det er også dén den nordkoreanske ambassade anbefaler.)
Hermed er mulighederne endda ikke udtømt, fx kunne Ilsung være et bud. Og selv om Information nu har bestemt sig for Kim Jong Il modellen, så staver man stadigvæk andre koreanske navne efter andre principper. Avisen har fx en korrespondent der hedder Yu-Jeong Kim!
Det er nemt at gøre nar, men det ér ikke så indlysende hvad der er det rigtige. Det drejer sig nemlig om et typisk translitterationsproblem: Hvordan oversætter man bedst den koreanske måde at skrive navnene på til vores alfabet?

Det koreanske alfabet, hangul

Koreansk skrives med et enestående alfabet, hangul hedder det, der nærmer sig perfektion set fra et skrives-som-det-tales-synspunkt (sådan da).
Princippet er nøjagtig det samme som vores alfabet også tilstræber, mere eller mindre: ét tegn pr lyd. Dertil kommer så at bogstaverne anbringes i stavelsesgrupper. Som hvis det danske ord solen fx blev skrevet

S
O

LE
N

Set på europæisk afstand kan koreansk derfor godt komme til at ligne kinesisk eller japansk. Men dé to skriftsprog er opbygget efter helt anderledes, ikke-alfabetiske principper. Ligheden er altså helt overfladisk, noget rent grafisk.

Hangul-alfabetet er også enestående ved at man kan angive en præcis dato for dets opfindelse. Det blev indført i 1446. Og ikke nok med det, man kan også med sikkerhed udpege opfinderen, kong Sejong! Påstanden om hanguls om ikke ligefrem guddommelige, så i hvert fald royale herkomst, kan vist godt siges at være kendetegnende for dén autoritetstro der stadig er en central del af koreansk (og østasiatisk) livssyn i det hele taget.
En mere jordbunden forklaring kunne være at bogtrykkerkunsten (med løse typer af metal) blev opfundet i Korea i år 1403, mere end 30 år før Gutenberg hørte om ideen. Den nye teknologi satte gang i forsøgene på at skabe et nyt forenklet skriftsprog til koreansk, et alfabet med langt færre tegn end kinesisk, som man hidtil havde brugt til at skrive koreansk med.
Den kinesiske skrift og det koreanske alfabet levede side om side i hundredevis af år, men efter Kims magtovertagelse blev hangul-alfabetet gjort enerådende i Nordkorea. Også i Sydkorea trænges de kinesiske tegn tilbage, alt efter den siddende regerings sprogpolitik. Så kendskabet til de kinesiske tegn bliver stadig ringere blandt unge mennesker.

I Vesten er der flere rivaliserende traditioner for oversættelsen af bogstaverne, både de koreanske og de kinesiske, og derfor ender koreanske ord med at være forskelligt stavet i danske medier, alt efter hvad for en translitteration der er brugt i deres kilder.
Den mest udbredte - men altså ikke den eneste - er en avistilpasset udgave af McCune-Reischauers amerikanske translitteration fra 1939. Dén gør brug af diakritiske tegn - apostroffer efter nogle af konsonanterne og buer over nogle af vokalerne - for at betegne særlige udtaler. De falder ofte bort i medierne. Fx skulle der 'egentlig' både have været en apostrof efter n og en bue over u i ordet hangul.

Koreanske Navne

De fleste koreanske navne stammer fra kinesisk. Og de hár ikke så forfærdelig mange af dem.
Her i landet hedder en fjerdedel af befolkningen Jensen, Hansen, Nielsen og Pedersen til efternavn, og i Korea er det lige sådan. Der hedder de Kim, Park og Li. (Det sidste navn giver lige anledning til en fodnote om udtale. Koreanske tunger synes ikke der er den store forskel på l og r, de to lyde skrives med samme bogstav. Det medfører at navnet Li kan blive translittereret til ukendelighed. Lee kan man måske regne ud. Men Rhee?)
Bindestregsforvirringen skyldes også den kinesiske navnetradition. At vi i dag staver formand Maos fornavn Zedong skyldes at der nu findes én standard for translitterationen af kinesisk til det latinske alfabet, tidligere var der også her konkurrenter. Ældre læsere vil fx huske at manden engang hed Tse-tung. Dét er lige præcis dén kinesiske oversættelsestradition der ligger bag de lejlighedsvise bindestreger i koreanske navne.

Hvad betyder Il?

Nu er det sådan at koreanske navne ofte betyder noget. De kan fx udtrykke ønsker for hvordan det skal gå barnet. Den store afdøde leder er fx døbt (hvis man kan bruge det udtryk) Kim Sung Jo, som er udlagt Kim Bliver Chef. Man må jo sige at denne forhåbning - en kende mindre beskeden end det blokhus han siges at være født i - i dén grad er gået i opfyldelse.
Il Sung er hans hæderstitel fra frihedskampen (Korea var besat af Japan fra 1904), dét betyder noget i retning af Bliver Sol. Sønnens navn, Jong Il, betyder Rigtig Sol.
Ordet Il har også adskillige andre betydninger, fx dag, hvad der passer meget godt med sol, og én (den første), hvad der måske også gør. (Det er i dén betydning ordet optræder i en anden kendt koreaner, pastor Moon (også skrevet Mun) 's Tongil-familje. Der her i landet hedder noget så dansk som Unification Church.)

Hvis man nu staver navnet med bogstaver, så kan man jo ikke straks se betydningen, sådan som man kunne hvis man havde brugt de kinesiske skrifttegn. Dém anvender de sydkoreanske aviser derfor stadig.
Som en koreansk bekendt sagde da jeg tjekkede navnet med ham: »Jeg må lige ind og se i avisen hvad dét Il betyder.«
Så måske er der også unge koreanere der fejlagtigt tror at dette dynastiske Il betyder, om ikke II, den Anden, som radioavisen, så dog I, den Første!

Ole Stig Andersen
(Information, 1 aug 1994)