Kurdisk

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

1994

Fra 3. juli 2002
Kurdisk ikke længere forbudt i Tyrkiet

Det tyrkiske parlament har i dag 3. juli 2002 besluttet at ophæve de årelange forbud mod brug af kurdisk i TV, radio og (ikke-officiel) undervisning.
    Det betyder langt fra at undertrykkelsen af kurdisk er ophørt, men det er et vigtigt skridt.
    Beslutningerne kom som resultat af pres fra EU om en mere civiliseret behandling af mindretal, herunder sprogrettigheder.

9. juni 2004
Tyrkisk TV påbegynder udsendelser på kurdisk

TV 3 sender fra i dag 2 halvtimers udsendelser om ugen på mindretalssprogene kurdisk, arabisk og tjerkessisk

KURDISK

Små 25.000 danske borgere taler landets største indvandrersprog

I DANMARK registrerer man - heldigvis - ikke folk efter sproglig, etnisk, religiøs, racemæssig eller politisk identitet, så vurderinger af hvor mange der ér af den ene eller anden slags, må derfor altid være skøn, mere eller mindre velfunderede. Med det forbehold kan man sige at der nok er små 25.000 brugere af kurdisk i Danmark. Normalt antages mellem halvdelen og to tredjedele af de tyrkiske statsborgere at være kurdere, dvs omkring 20.000, hvortil skal føjes et par tusinde fra Iran og over tusinde fra Irak. De øvrige lande kan der talmæssigt ses helt bort fra. Det kan der også fra danskere. Stort set alle dem i Danmark der bruger kurdisk, hár det som modersmål. Der ér selvfølgelig et eksempel hist og her på en tyrker, en persisk iraner, en arabisk iraker, der er vokset op i Kurdistan og derfor har kurdisk som første fremmedsprog, men de spiller ikke nogen talmæssig rolle. Og efter et kvart århundredes arbejde inden for indvandrerundervisningen kender jeg stadig mindre end en håndfuld eksempler på danskere der har lært sig noget kurdisk af betydning.

KURDISK ER DET dominerende minoritetssprog i Tyrkiet, Iran og Irak, og der er desuden små kurdiske mindretal i en halv snes andre lande i Mellemøsten og Centralasien. Foruden selvfølgelig i Vesteuropa og resten af verden. I disse lande udsættes kurdisk for varierende grader af undertrykkelse, rækkende fra den totale fornægtelse af sproget i Usbekistan (hvortil Stalin deporterede de kaukasiske kurdere under 2. verdenskrig) til den rene og skære liberalistiske frihed i Norden.

TUNGEST HVILER åget i Tyrkiet, hvor de tyrkiske myndigheder i årevis totalt benægtede den blotte eksistens af et kurdisk sprog. Det blev ofte kaldt bjergtyrkisk og fremstillet som en slags degenereret tyrkisk som de tilbagestående bønder og hyrder talte oppe i bjergene, isoleret fra al kultur og civilisation. Lidt a la BTs Klaus Kludder.
  (Ishøjs borgmester, Per Madsen, har igen i år [1994] forsøgt at sælge bjerghistorien som årets sommerhetz i Ekstrabladet. Han har jo før haft heldet med sig med den slags.)

Denne holdning har dog ikke hindret de tyrkiske myndigheder i hårdt at forfølge dette ikke-eksisterende sprog. Bare at besidde kurdisk litteratur og musik kunne indtil for få år siden straffes som undergravende virksomhed mod den tyrkiske stat. Emin Bozarslan blev fx idømt mange måneders fængsel for at have skrevet en abc for kurdiske børn med samfundsnedbrydende sætninger af typen »Mor, se bolden hopper« og »Far, hør hanen galer«. Han måtte flygte til Sverige. Den offentlige anklager truede for nogle år siden sangeren Ibrahim Tatlises med ikke mindre end 25 års fængsel for, på opfordring, at have sunget en kurdisk vuggevise ved en koncert i Stockholm. Selv børn kunne straffes hvis de talte andet end tyrkisk i skolen, uagtet at deres lærer ofte også var kurder. Lærere der blev taget i at tale kurdisk blev simpelthen afskediget, osv derudad.

Som resultat af PKKs guerillakrig med det tyrkiske militær er undertrykkelsen af det kurdiske sprog slækket noget i de senere år. Kurdiske aviser og bøger er i dag tilladte, og undertrykkelsen er nu indskrænket til at kurdiske journalister fængles, torteres, bortføres og myrdes, kurdiske landsbyer jævnes med jorden og deres indbyggere deporteres, lige som kurdiske parlamentsmedlemmer med mellemrum fratages deres immunitet og med trussel om dødsstraf anklages for statsfjendtlig virksomhed.

OGSÅ I IRAN, hvor kurderne vel udgør en 8 millioner ud af en befolkning på over 50, er det forbudt at bruge kurdisk i skolesammenhænge. Hér dog på en mere snedig måde. Nøjagtig som shahstyret i sin tid gjorde, hævder mullaherne i dag at kurdisk er en dialekt af persisk (hvad det sådan set også er), og 'så er der jo ikke nogen grund til særskilt at undervise i det'. I Danmark undervises der trods alt heller ikke i lollandsk, vel! De iranske myndigheder finder dog udmærket anvendelse for kurdisk i radio- og TVpropaganda, og kurdiske publikationer kán faktisk udkomme i en vis udstrækning. For fuldstændighedens skyld skal det lige nævnes at det i Iran også er udelukket at undervise i og på andre mindretalssprog, fx azeri (aserbajdjansk), som kan anslås at repræsentere 10-15 millioner mennesker. Uden at præsterne dog går så vidt som til at hævde at denne form for tyrkisk i virkeligheden også skulle være en slags persisk.

Ole Stig Andersen Bestil et foredrag om Kurderne:
    osa@olestig.dk
    (+45) 2294 2045
UD AF IRAKS godt 20 millioner indbyggere er knap halvdelen kurdere, og her har vi så endelig et mellemøstligt land hvor kurdisk i det mindste ikke er forbudt. Et resultat af den mangeårige kurdiske partisankrig i den nordlige del af landet. Efter Golfkrigen udgør det nordlige Irak nu et skrøbeligt, mere eller mindre selvstændigt kurdisk område under delvis international beskyttelse og undertrykkelsen er (for en tid?) ophævet. Der er radio, TV og aviser på kurdisk, der undervises både i og på kurdisk i skolerne, der udgives musik, lærebøger og anden litteratur. Og før krigen var der endda et kurdisk fakultet ved universitet i Sulaimaniyah.

I TRESSERNE og halvfjerdserne søgte hundredetusindvis af tyrkiske kurdere arbejde i Vesteuropa. Heroppe var der ikke noget forbud mod kurdiskhed, og resultatet har været en opblomstring af kurdisk litteratur, langt fra hjemlandet. I Tyskland, Holland og Sverige, og også i Danmark, er der efterhånden udkommet en del bøger og blade på kurdisk. En pæn del af denne litteratur er politisk, men børnebøger fylder også godt på hylderne. Og der er af og til kurdisk lokalradio, i hvert fald i København Derimod lykkedes det aldrig at få Danmarks Radio til at sende indvandrerprogrammer på Danmarks største indvandrersprog. Onde tunger påstår at den tyrkiske ambassade spillede en meget aktiv rolle i denne beslutning. Andre, endnu ondere, tunger påstår at det skyldes at der slet ikke findes noget rigtigt kurdisk sprog.

Ole Stig Andersen
Information, 4 juli 1994

MERE KURDISK

Kurdisk skrives både med arabiske, latinske og kyrilliske bogstaver. Alligevel er det ét sprog

LANGT DE fleste kurdere i Danmark (og det øvrige Skandinavien) er kædeindvandret fra området mellem Ankara og Konya i det tyrkiske Midtanatolien. Derfor kaldes det tit Lille Danmark. Indvandrere uden dansk statsborgerskab har haft stemmeret ved de seneste kommunal- og amtsrådsvalg. Hér har kurderne uden sammenligning været den mest aktive gruppe. Der sidder, eller hár siddet, en halv snes kurdere i forskellige danske kommunalbestyrelser. På nær et par stykker kommer de allesammen fra Konyaegnen. Konyakurdisk er noget påvirket af tyrkisk, og nogle áf dem kan selv finde på at hævde at det ikke mere er 'rigtigt kurdisk' de taler. Dette er næppe korrekt, det er trods alt mindre end 200 år siden de første kurdere slog sig ned i Midttyrkiet. Den tyrkiske indflydelse er stort set begrænset til ordforrådet, deres kurdiske sprog er helt og aldeles intakt, både strukturelt og i det basale ordforråd, uanset hvad de selv går og tror. Eller finder det belejligt at påstå.

MEN DET ER rigtigt at konyakurderne stort set ikke har nogen læse- og skrivefærdigheder i kurdisk. Det er en naturlig følge af at kurdiskundervisning har været forbudt i Tyrkiet i mere end tre generationer og stadig er det. Sproget har altså været udsat for det man kalder domænetab, eller rettere, det er blevet hindret i at udvikle sig inden for det moderne samfunds domæner, hvor det er blevet erstattet af tyrkisk. Hvor en del af de tyrkiske (Konya)kurdere måske kan siges at have opgivet deres etniske og sproglige ævr under tyrkificeringens pres, så er der blandt unge kurdere i hele Vesteuropa, og altså også i Danmark, en stigende selvbevidsthed og vilje til at genopdage, bevare og udbygge den kurdiske identitet og det kurdiske sprog.

I DANMARK er det jo dansk og danske holdninger der besidder de offentlige domæner og ikke tyrkisk, og det giver naturligvis rum for at kurdisk igen prøver at udvikle sig inden for nogle af de domæner hvor der var adgang forbudt i Tyrkiet. Danske kurderes ønsker om kurdisksprogede udsendelser i radio (og TV), kurdisk modersmålsundervisning og dansk udvikling af undervisningsmaterialer til denne skolegang, kurdiskstudier på universitetet og hvad der ellers er foreslået, kan således både anskues som nationalistiske krav, og som en naturlig følge af at presset mod sproget har skiftet karakter.

Tyrkiske nationalister fordømmer ofte det spillerum kurdisk har skaffet sig uden for Tyrkiet, men i Danmark kommer man ikke langt med at påstå at kurdisk bør forbydes fordi det i sig selv udgør en trussel mod den tyrkiske stats enhed, hvad rager dét os? Her i landet tager kampen mod kurdisk derfor ofte form af krav om at Danmark ikke må yde nogen public service virksomhed for landets måske største minoritetssprog, sådan som vi ellers støtter andre fremmedsprog. Et billigt standpunkt, når man tager i betragtning at det tyrkiske sprog har hele det tyrkiske statsapparat bag sig, og Danmark i en årrække villigt har importeret lærere fra Tyrkiet til at tyrkificere danske kurderes børn.

MEN DET HELE kan ikke bare koges ned til et spørgsmål om hvem der er blevet uretfærdigt behandlet og derfor har ret. Dén danske kurdergruppe der er kædeindvandret fra Çorum-provinsen, og som fortrinsvis har slået sig ned i Øst- og Sønderjylland, Odenseområdet og Vestsjælland, er fx effektivt assimileret til tyrkisk, de har helt mistet deres kurdiske sprog. Men ikke nødvendigvis deres kurdiskhed. Man kan sagtens føle sig som kurder selv om man ikke mere bruger sproget til andet end vuggeviser og backgammon. Sprog er kun én af de faktorer der spiller en rolle i (etnisk) identitet. Omvendt er der, både i Tyrkiet og i Danmark, mange kurdere der ikke vil have noget som helst at gøre med al den snak om kurdisk identitet, selv om deres hjemsprog er uforfalsket kurdisk.

En forholdsvis lille gruppe kurdere i Danmark udgøres af politiske flygtninge fra 'det rigtige Kurdistan', ØstTyrkiet. I deres hjemegn er kurdisk majoritetssproget, og mange af dem er politisk trænede intellektuelle der, i modsætning til fremmedarbejderne og disses børn, både læser og skriver kurdisk. Der er talrige kontakter over grænserne til Iran og især til Irak. Østtyrkisk kurdisk har også i langt mindre grad optaget tyrkiske låneord, og mange unge Konyakurdere ser op til denne variant af kurdisk som en standard de tilstræber. I hvert fald i princippet.

KUN I EN GANSKE kort periode på mindre end et halvt år umiddelbart efter Anden Verdenskrig, har kurderne haft 'deres eget land' i moderne nationalstats-forstand, og det endda kun i et lille område omkring byen Mahabad i Iran, mindre end Danmark. De har altså aldrig i længere tid været underkastet en central kurdisk magt der kunne alliere sig med en intellektuel kaste om at fastlægge en utvetydig standard for et kurdisk skriftsprog. For det første er der flere dialekter der kun vanskeligt er indbyrdes forståelige. Nordkurdisk, også kaldet kurmandji, er langt den mest udbredte dialekt blandt danske kurdere fra Tyrkiet og det nordlige Iran. Sydkurdisk, også kaldet sorani, er den mest udbredte form for kurdisk i Iran og Irak.

Dertil kommer så at kurdisk har et halvt dusin forskellige skriftsprogsstandarder. I Iran skriver man kurdisk med persiske bogstaver, i Irak med arabiske. Alligevel går skellet ikke mellem dialekterne, fx skrives der i ét og samme blad i Iran både sorani og (nord)kurmandji, begge med samme (persiske) alfabetstandard. I Tyrkiet udviklede to forskellige grupper af kurdiske intellektuelle i tyverne og trediverne hver sin kurdiske skriftsprogsnorm, baseret på det i 1928 indførte latinbaserede tyrkiske. Forskellen mellem de to tyrkiskbaserede varianter udgør dog ikke nogen ligefrem uoverstigelige hindring, selv om der fx er to forskellige former af i, der bruges lige modsat i de to standarder. For fuldstændighedens skyld skal det lige nævnes at de kurdere i Xsovjet der stadig kan deres modersmål, bruger det russiske alfabet, mens der i Syrien dels anvendes det normale arabiske, dels et missionæropfundet latinsk alfabet.

DA KURDISK endnu ikke er standardiseret kan man hurtigt komme ind i uendelige diskussioner om dialektgrænser. Fx findes der en variant, zaza, der ofte hævdes at være fór forskellig til at være kurdisk, selv om de selv opfatter sig som kurdere. Der er næsten ingen zazaer i Danmark, men i Sverige forsøger zaza-talende kurdere at udvikle en selvstændig skriftstandard for denne dialekt af kurdisk, der så måske alligevel skal betragtes som et selvstændigt sprog.

DET ER PÅ denne sprogpolitiske baggrund man kan høre både kurdere, tyrkere og danskere give den fejlagtige 'oplysning' at kurdisk slet ikke findes som skriftsprog, en påstand man naturligvis aldrig hører fra iranske eller irakiske kurdere.

Ole Stig Andersen
Information, 11 juli 1994


Alias: kurdisk, turkiska iranska irakiska svenska norska danska Turkiet Tyrkia

sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG

  >

Kurdisk

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 11 juli 1994 (uploadet 2001, rev 6 juni 2004)