Sardisk

<

BABEL

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

29 maj 1995

FISKSK

Sardisk, et truet sprog søger opbakning

ET STYKKE ude på Østerbrogade ligger der en bager der laver noget vældig godt brød, efter en opskrift fra Sardinien af. Brødet er kun for folk med stærke tænder og stærk valuta. Men det smager herligt. Af samme dej laver de også rundstykker som overhovedet ikke er runde.
   En solskinsmorgen hvor jeg har råd og det bliver min tur, beder jeg høfligt om et sardinsk brød. Men her ude i enklaven nøjes de ikke bare med at bage godt brød, godt sprog kan de åbenbart også levere; mon bageren er dernedefra af? For damen - det er ikke en af branchens sædvanlige teenagerpiger - irettesætter mig spidst:
   »Vi har sandelig ikke noget sardinsk brød, men måske er det vores sardiske brød De tænker på?«
   Jég er heller ikke altid 100% vennesæl søndag morgen før kaffen, så vil hún bare tage sig af mit brød, så skal jég nok selv tage mig af mit sprog? Men bagerlærerinden bliver kun endnu mere opdragelsestrængende og oplyser mig uopfordret om at noget der kommer fra Sardinien ikke er sardínsk, men sárdisk. Hvortil jeg jo må svare at hun kræftædemig godt kan droppe enhver forhåbning om at lave om på mine tillægsord, og må jeg så måske få fem firkantede sardinske rundstykker, tak?
   Hvorpå hun fastslår at det er brød hun sælger, ikke fisk. Og det vil jeg så sandelig også håbe, hér sådan en vårblank søndag morgen. Og det ene ord tager det andet, og optrinnet ender med at hun for øjnene af en undrende forsamling af tålmodigt underholdte kunder, pure nægter at sælge mig sit skide brød.
   Forsmædeligt forsmået må jeg gå over til DSBs servicekiosk der i det mindste formår at sælge morgenbrød uden at blande sig i kundernes sprog. Her kan jeg så få noget almindelig kedeligt dansk brød fra Frankrig, franskbrød kálder de det i hvert fald.

SARDINNA - som øen bl a hedder på sardisk - hár faktisk noget med sardiner at gøre. Fra gammel tid af er øens navn i diverse udgaver (sarda, sardina, sardella) blevet brugt om forskellige små saltede eller oljelagrede fisk af slægten clupea.
Dét beretter romanisten Kristoffer Nyrop indgående om i et bestillingsarbejde til Aarsberetning vedkommende Norges Fiskerier for 1912, som han skrev for at forsvare norsk fiskeindustri mod franske (qui d'autre?) anklager mod nordmændene for at stjæle ordet sardin og uretmæssigt bruge det om gemene brislinger og ansjoser, og dermed krænke fransks berettigede eneret på dette urfranske ord og produkt!

SARDINIEN er ca halvt så stor som Danmark, med godt halvanden million indbyggere. Det er den ældst beboede ø i Middelhavet, med spor tilbage til omk 7.000 fKr. Øen kan byde på en meget særegen arkæologi, den er oversået med tusindvis af meget specielle stenbygninger, der er op til 3.500 år gamle.
I forbindelse med det store Human Genome Project, der sigter mod at fremskaffe en komplet oversigt over alle menneskehedens gener, er det blevet fastslået at Sardiniens befolkning i genetisk henseende er noget enestående i Europa, faktisk endnu mere end baskerne, der ellers ofte regnes for de eneste overlevende efterkommere af dén befolkning der boede i Europa før indoeuropæernes ankomst.
Romerne erobrede allerede Sardinien (fra punikierne) i 238 fKr, og befolkningens oprindelige sprog har kun overlevet i en bunke stednavne og enkelte ord for dyr og planter. Min favorit for tiden er tilipirke, græshoppe. Men også det nye romanske sprog sardinierne fik i bytte, er noget specielt nu.

»Babbu Nostu ki ses in is Celus.
Santificau siat su nomini tuu, bengat a nosu su reinu tuu.
Siat fatta sa voluntadi tua, comenti in su celu aici in sa terra.
Su pani nostu de dogna di donanosidd' oi, e perdonanosl is peccaus nostus, comenti nosaturus perdonaus is depidoris nostus.
No nosi lessis arrui in sa tentatzione, ma liberanosl de tottu male.
Amen.«

Sådan lyder Fadervor på sardinsk. Dét skulle vist være tilstrækkeligt til at overbevise enhver der kan fransk eller spansk eller italiensk eller sådan noget, om at sardinsk er et fuldgyldigt selvstændigt sprog, skåret på sin egen måde over præcis samme latinske læst som de øvrige romanske tungemål.
   De øvrige romanske sprog udviklede kendeordet (le, la, lo, el, il, hvad de forskellige nu har fået det til) fra det latinske påpegende stedord denne: illum, illam etc. Sardinsk har i stedet udviklet artiklen fra det påpegende stedord hin: ipsum, ipsam osv. Så det sa der optræder et par steder i bønnen betyder altså den og ikke, som nogle nok har troet uden rigtig at kunne få matematikken til at passe, hans/sin.
   Faktisk står sardinsk i flere henseender i særklasse blandt de romanske sprog, det er nemlig det ældste af dem, sådan forstået at det er dét der har bevaret flest træk fra det latinske folkemål de alle er udsprunget af. Den tidlige latinisering og landets relative afsideshed har bevaret gamle former bedre her end noget andet sted, lidt a la islandsk i forhold til de øvrige skandinaviske sprog.
   Sardinsk er dét moderne sprog der ligner latin mest.

DER ER MEGET betydelige forskelle mellem dialekterne. Foruden de to store, campidanesisk i syd og logudoresisk i nord, er der flere små dialekter der er så afvigende at de næppe er indbyrdes forståelige. Og så tales der også en sardisk dialekt på den sydlige del af naboøen Korsika, der stadig er en fransk koloni.
   Sardinien har aldrig været regeret af en indfødt elite, alle herskere er kommet udefra, så sproget er heller aldrig blevet standardiseret, der er derfor flere konkurrerende skriftsprogsnormer, og strid om hvilken af de store dialekter en fællessardisk norm skal baseres på, en typisk situation for sprog uden stat.
   De skiftende fremmede overklasser har sat deres præg på det sardinske ordforråd, og mere end det. I de små fire hundrede år (1354-1719) hvor den aragonske kongefamilje herskede over øen, var det katalansk der var elitens sprog; og der er stadig en enklave, byen Alghero og omegn, hvor katalansk er folks modersmål.
   Der er endda et par enklaver der taler italiensk.

DET ER stort set kun sprogfolk og sardinske patrioter der anerkender sardinsk som et selvstændigt sprog.
   Den italienske centralisme er naturligvis ikke så ondartet som den franske - en vis demokratisk gavn hár folk da af herskernes korruption - men en civiliseret minoritetspolitik ligger dem selvfølgelig fjernt. I 1948 fik Sardinien særlig status i Italien som autonom ‘regione’, men sproget har den dag i dag ikke opnået officiel anerkendelse som minoritetssprog.
   Hele skolesystemet og massemedierne foregår på fremmedsproget italiensk. Den sardiske forfatter G. Deledda der fik Nobelprisen i litteratur 1926, hentede ganske vist en stor del af sit fortællestof fra Sardinien, men hun skrev udelukkende på italiensk.
   Ca 80% af befolkningen taler sardisk, men italiensk trænger stærkt frem i det offentlige liv, og i kommunikationen med fremmede (og mellem de temmelig forskellige sardiske dialekter indbyrdes) bruges italiensk. I byerne er italiensk blevet omgangsproget, det er især ældre mennesker der taler sardinsk. Kun på landet taler alle stadig sardinsk.
   Sardisk er på vej til at blive et truet sprog.
   I 1981 forelagde Sardiniens regionalstyre den italienske regering et udkast til lov om gradvis indførelse af tosprogethed i Sardinien. Forslaget blev længe syltet men det er nu blevet direkte afvist to gange inden for de sidste par år.
   Der er derfor taget initiativ til en international protestkampagne til støtte for det sardiske sprog. Folk der vil have flere oplysninger kan henvende sig til Antonio Chessa, Teding van Berkhoutlaan 157, 2614 AZ Delft, Holland. Eller pr e-mail til Guido Mensching, mensch@spinfo.uni-koeln.de.

SET LIDT PÅ afstand, fx heroppe fra Danmark af, kan man snildt finde på at synes at vore dages forskellige efterkommere af latin stadig ligner hinanden så meget at forskellen mellem dem er til at overse.
   Det er en kendsgerning man kunne udnytte i fremmedsprogssprogundervisningen, så man slog alle de romanske sprog med ét smæk, i stedet for som nu at undervise i ét ad gangen, med fransk som det første og ofte (suk) eneste, og med de forventelige elendige resultater.
   Hvordan harmonerer det nu med at ville anerkende endnu én af disse temmelig ens udgaver af moderne latin som et eget sprog?
   Ja, ud fra et rent fonetisk-grammatisk synspunkt er det også svært at indse at forskellen på de tre skandinaviske sprog skulle være stor nok til at berettige eksistensen af fire forskellige skriftsprog (glem ikke nynorsk!).
   Men der hører en faktor mere med, nemlig den folkelige identitet. Hvis danskere og nordmænd synes de er to forskellige nationer, og at den mikroskopiske forskel der er på deres sprog er værd at lægge vægt på, så ér det sådan. Når sønderjyder tilsvarende synes at det de snakker trods alt ér dansk, selv om den objektive forskel er betydelig større, så ér sønderjyder danskere, basta!
   Denne sprogteoretiske problemstilling udtrykker den sardiske digter Frantziscu Masala således:

A unu populu li podes leare totu:
Ma si li lassas sa limba
Custu populu sighit a esistere;
A unu populu li podes lassare totu:
Ma si li leas sa limba
Custu populu no esistit pius. Man kan tage alt fra et folk:
Men hvis man bevarer dets sprog
Lever folket videre;
Man kan lade et folk beholde alt:
Men hvis man tager sproget fra folket
Lever det ikke mere.