Sprogslægtskab

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

9 maj 1994

SPROGSLÆGTSKAB


AT FORSKELLLIGE sprog kan minde om hinanden kan der næppe strides om.
    Men hvor meget ligner de hinanden, hvilke måder gør de det på, hvilke grunde kan der måske være til lighederne, og búrde de overhovedet være så ens? Det hersker der delte meninger om, mildt sagt.
    Ligesom der gør om det overhovedet har interesse.

INDEN FOR indvandrerundervisningen er det god latin at sprog kan ligne hinanden på tre principielt forskellige og af hinanden uafhængige måder:

  • De kan have fælles oprindelse (genetisk sprogslægtskab)
  • De kan være en del af den samme kulturkreds (kulturelt sprogslægtskab)
  • De kan ligne hinanden strukturelt (typologisk sprogslægtskab)

    FOLK har nok alle dage lagt mærke til påfaldende ligheder mellem ord med beslægtede betydninger i forskellige sprog.
        'Mælk' hedder mjölk på svensk, milk på engelsk, milch på tysk, mleko på polsk, malako på russisk (med lidt velvilje), og så fremdeles. Den statistiske risiko for at dén slags påfaldende ligheder skulle være en tilfældighed, overstiger det umulige. Og 'mælk' er kun ét eksempel blandt tusinder.
        Hvis man tager blot en anelse længere tilløb vil man også nemt kunne bilde sig ind at de romanske sprog såmænd bare har smidt m'et væk (ligesom vi vist har smidt et t væk). De moderne varianter af latins lactus nøjes uden videre med udgaver som spansk leche, italiensk latte, fransk lait, osv. Ord der dog i bund og grund er det samme som 'mælk'.
        Enten kommer alle disse sprog samme sted fra, eller også må de allesammen have fået glosen samme sted fra.
        På kurdisk passer pengene ikke helt. De kalder mælk sir, hvilket jo blot er det samme som syr, det russiske ord for 'ost', altså dét ord som vi forbeholder den islandske skyr, endnu ét i rækken af afskyelige mælkeprodukter.

    IFØLGE TRADITIONEN tog den klassiske sprogvidenskab sin begyndelse med William Jones’ berømte foredrag i 1786 i Calcutta, hvor han påviste så mange ligheder mellem latin og græsk og Indiens klassiske sprog, sanskrit, at der ikke kunne være tvivl om at de måtte have fælles oprindelse. Sådan blev ideen om den indoeuropæiske sprogfamilje, som også dansk hører til, født.
        Grunden til at det lige er Bengalen der nuomdage udnævnes til den traditionelle lingvistiks barselsstue, er naturligvis ikke at dommer Jones var den første der opdagede overraskende ligheder mellem sprog, han redegjorde såmænd bare for dem på et internationalt sprog.
        Af tilsvarende grunde er de systematiske ligheder mellem de indoeuropæiske sprog - de blev opdaget af fynboen Rasmus Rask (i 1814) - i den internationale litteratur opkaldt efter Jakob Grimm (ham med eventyrene) der få år senere beskrev lignende iagttagelser på en noget mere udbredt variant af dansk, nemlig tysk.
        Svenske forskere opdagede og beskrev den finsk-ungarske sprogfamilje hele 100 år før Jones søsatte den indoeuropæiske. Dét fik heller ingen som helst betydning i sprogvidenskabens historie.
        Det ældste nedskrevne eksempel på iagttagelse af europæiske sprogligheder er endda en tusind år gammelt. Dengang påpegede en nordbo med det lidet nordiske navn 'The First Grammarian' ligheder mellem en række islandske og engelske ord.

    DER ER STADIG en små 5.000 sprog tilbage i verden i dag (et højst diskutabelt tal, for hvor går grænsen mellem sprog og dialekt?)
        Alle disse sprogs genetiske slægtskabsforhold er i dag kendt, med vekslende vished og enighed. Forskere med hang til at betone forskelle samler dem i over 100 ubeslægtede familjer. Dem med smag for lighed kan snildt få antallet ned på under en snes.
        Deres ydmyge klummeskriver hører til den sidste gruppe og spår at det kun er et spørgsmål om tid før det lykkes at bringe tallet ned på en lille håndfuld, måske helt ned på det endegyldige 1 (én). Menneskehedens jyske sprogfamilje vil den sikkert blive kaldt til dén tid. Hvis da ikke lige en kinesisk videnskabsmand kommer først, og skriver en artikel - på engelsk - hvor hun kalder den den arabiske.
        Eller sådan noget.

    NÅR NU hest hedder ma på kinesisk, og der ér et indoeuropæisk ord for hest der på forældet dansk for tiden hedder mare, hvordan kan man så vide om indoeuropæisk og kinesisk begge har arvet glosen fra fælles forfædre? Eller om ví har lånt ordet fra dém, eller dé dét fra os, eller om begge har det fra en eller anden tredje sprogfamilje?
        Eller måske er ligheden bare en tilfældighed? 'Hund' hedder dog på det indfødte australske sprog djirbal, men det har dog endnu ikke fået nogen til seriøst at hævde at engelsk skulle være i familje med djirbal.

    MEN DER ER masser af eksempler hvor der ikke er nogen tvivl. I talrige tilfælde kender vi ordenes historiske oprindelse.
        I europæiske sprog er det fx sådan at mange af de gamle ord der handler om penge, stammer fra italiensk, fx bank, giro, konto, sold(at), angivelig fordi det er dér uvæsenet har bredt sig fra.
        Engelsk byder på et klassisk eksempel: Ordpar som sheep/mutton, swine/pork osv afspejler den franske (mad)kulturs indflydelse. Så snart en ox skal spises bliver den til beef.
        (Ikke desto mindre må selv fransk finde sig i at bruge et dansk ord som koekkenmoedding, fordi det var os (!) der opfandt arkæologien. Lærte jeg i skolen. Desværre er der ikke en eneste af mine fransktalende bekendte der nogensinde har hørt dette fortræffelige franske ord. Endsige har noget bud på hvordan det eventuelt skulle udtales).
        Og når 'bog' ikke bare hedder kitab på arabisk, som ordet stammer fra, men også på fx tyrkisk og persisk, tre sprog som (for tiden) ikke anses for genetisk beslægtede, så er forklaringen selvfølgelig at disse sprog har den muslimske kulturkreds til fælles. Så fælles at man jævnlig hører tyrkisk og persisk udnævnt til en slags arabisk.

    SPROG KAN OGSÅ høre til samme grammatiske type, uanset om de i andre henseender ligner hinanden eller ej.
        I en umarkeret (dvs ikke specielt påfaldende) dansk sætning kommer leddene i denne rækkefølge: grundled - udsagnsled - genstandsled, som eksemplificeret i de to sætninger
        Alle ved at udlændinge spiser børn
        Der er mange sprog der i alt væsentligt har samme rækkefølge. Fx kinesisk:
        Qing ma gong-jue xue le
        Andre sprog er mere fremmedartede, de ligner ikke dansk så meget som kinesisk gør. Fx anbringer tysk leddene i en anden rækkefølge i ledsætningen (bisætningen):
        Jemand weisst dass Ausländer Kinder essen
        Ydermere er det leddenes rækkefølge der fortæller dansktalende hvad der er grundled og hvad der er genstandsled:
        Udlændingene spiser børnene
        Børnene spiser udlændingene
        Præcis sådan er det også på nærtbeslægtede sprog, fx kinesisk:
        Gong-jue xue le
        Xue le gong-jue

    Fjernerestående sprog derimod, som fx tysk og russisk, må nøjes med at bøje i kasus hvor vi andre bøjer i ordstilling.
        Der Ausländer isst das Kind
        Das Kind isst den Ausländer

    UDFORSKNINGEN af ordenes oprindelse og sprogenes genetiske slægtskab var sprogvidenskabens store indsats i forrige århundrede.
        I en god del af dette århundrede er indsigterne høstet under strukturalismens paradigme, som betragter hvert enkelt sprog - også min generations århusianske - som unikt og enestående og hævder at det bør studeres som et system i sig selv, og hverken i dets historiske sammenhæng eller i sammenhæng med andre sprog.
        På vej ind i næste århundrede er tiden nu igen inde til at forny de glemte indsigter fra forrige århundrede og den enorme praktiske betydning de fx kan have i sprogundervisningen. Sprogenes ensartethed og fælles træk er på hastig vej ind i forskningens fokus. Om få år vil det være lige så eksotisk at lægge vægt på sprogenes forskelligheder som det i dag er at fremhæve deres grundlæggende enshed.

    Ole Stig Andersen
    (Information, 9 maj 1994)



  • sitetæller

    BABEL

    >

    SPROG

    >

    Sprogslægtskab


    Kontakt

    FreeFind
    til top
    © Ole Stig Andersen, 9 maj 1994 (uploadet 14 jan 2004)