Snabel

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

15 maj 1995

SPROGET ER EN SNABEL

Vi har allesammen én. Sproget er ikke til at få has på.

TÆNK på en elefant. Dette fantastiske store dyr der ligner en science-fiction-fantasi. Som det vandrer rundt der på savannen med sin snabel: Stor og blød og stærk og smidig og klumpet og præcis og næn og farlig. Der er ikke andre dyr der har et tilsvarende organ. Næser i forskellig længde og udformning måske, men sådan en snabel, nej. Elefanten er helt enestående.
Mennesket har også et organ som er helt enestående, nemlig sproget. Der er andre dyr der kan kommunikere, antagelig kan alt levende kommunikere, men lige med sprog, kun os.
Organ og organ, det kan nok diskuteres om det også er helt rimeligt at kalde sproget et organ, men jeg kan nu godt lide billedet.
Det vil fortælle at sprog og menneske hører så uløseligt sammen som elefant og snabel. Banaliteternes banalitet, ja, men kun ved første øjekast.

MENNESKENE lever i mange forskellige samfund og de taler mange forskellige (slags) sprog. Men der er overhovedet ingen sammenhæng mellem sprog og samfund.
Det er almindeligt antaget at samfundene er mere eller mindre fremskredne. Nærmest paradis ér vort eget, förstås, den moderne demokratiske kapitalisme, og i tidligere tider måtte folk nøjes med at leve i mere tilbagestående samfund, med jæger/samler-stadiet som det mindst udviklede, længst tilbage i mørket, dvs langt ude i junglen eller langt tilbage i tiden.
Samfundsstrukturerne er mere eller mindre komplekse, men det er sprogene ikke. De sprog der tales i de forskellige slags samfund er ikke udviklet mere eller mindre.
Selv om det for en umiddelbar betragtning ser sådan ud, så er moderne dansk grammatik ikke mere avanceret end det latin der taltes for et par tusinde år siden i det langt mindre udviklede romerrige.
Busksprogene, der tales i det sydlige Afrika af mennesker der indtil fornylig levede i et jægersamler-samfund, har verdens rigeste inventar af sproglyde, mens deres samfundsform dog er blandt de mindre righoldige, set ud fra et udviklingssynspunkt. De mennesker der lever i stenaldersamfund taler ikke stenaldersprog, men sprog der i enhver lingvistisk henseende fuldt ud er på højde med engelsk.
I den forstand er sproget en snabel, et organ der hører mennesket til som art og ikke et kulturprodukt. Og dét er der grund til at fremhæve, over for de særdeles udbredte forestillinger om at de sorte nede i Langtbortistan taler sprog der er ‘mere konkrete‘ og ‘mindre abstrakte‘, mindre velegnede til et moderne liv. Den slags gylle træffer man lige hyppigt blandt begge slags racister, både dem der ikke kan udstå bahulaerne og dem der vældig gerne vil hjælpe staklerne ud af deres tilbageståenhed.
Al tilgængelig viden peger entydigt på at der ikke er foregået nogen som helst udvikling i sproglig kompleksitet siden Adam og Eva eller hvornår det var.
Det er derfor sproget ikke kan ødelægges, det er genetisk indbygget i menneskene at de taler sprog. (Der ér faktisk folk der leder efter det genetiske grundlag for sprogorganet.)

SPROGET har mange udformninger, men det er langt fra hvad som helst der er muligt, der findes en universel grammatik, som der i disse år gøres meget intense forsøg på at fastlægge hovedtrækkene i. Resultatet af denne forskning begynder at tegne et billede af hvad alle sprog i verden har tilfælles, hvilke grænser de kan variere indenfor.
For det er langt fra hvad som helst der er muligt.
Man kan sige at de forskellige sprogs forskellighed blot er krusninger på overfladen af ét og samme grundlæggende sprog, biologisk givet, lidt a la elefantens snabel. Dette underliggende sprog kaldes af og til for mentalsk, det er ens for alle mennesker, og det er umuligt at ødelægge, i hvert fald med den teknologi vi i dag har til rådighed.
Når man tænker på hvor meget voksne mennesker kan beklage sig over indviklet og kedelig og uforståelig grammatik, så er det da et stort held at sprogbeherskelsen er ubevidst og at alle har denne ubevidste kompetence. Den har intetsomhelst at gøre med intelligens fx. Eller musikalitet. Som er de to forestillinger man oftest hører.
Og ethvert barn lærer et hvilketsomhelst sprog det vokser op med, med samme legende lethed, og uanset hvordan de voksne gelejder dem ind i sproget. Og også hvis de overhovedet ikke gør noget for at træne barnets sprog.

DE FORSKELLE som kulturerne har skabt mellem de enkelte sprog, århusiansk, fiji, apache, tyrkisk, er en overfladisk forskel sammenlignet med det meget mere de har tilfælles. Så meget så man måske kunne forestille sig at en besøgende fra det ydre rum, ville mene at alle mennesker taler samme sprog, ligesom vi ikke regner forskellene mellem snabler.
Men de sprogforskelle så mange mennesker finder uoverstigelige, skyldes måske ikke så meget forskellenes objektive størrelse som fænomenet modning.
Det ser ud til at mentalsk skal komme til udfoldelse i et eller andet sprog inden for de første 5-6-7 leveår, ellers kan det slet ikke eller kun vanskeligt. Der er eksempler på børn der så godt som ikke er blevet talt med under hele deres opvækst, og de kan ikke lære ret meget sprog når de senere bliver fundet og kommer blandt folk.
Det skal ske inden for et bestemt tidsrum i den biologiske modning. Og det er måske også én af grundene at ikke ret mange voksne kommer smerte- og accentfrit igennem til et andet sprog, i tilstrækkelig grad til at deres indre mentalsk kan komme til fuld udfoldelse gennem det.
Det er én af grundene til at den officielle danske integrationspolitiks fantasier om at voksne indvandrere ‘skal lære dansk‘ og den deraf følgende tvangsundervisning er et falsum, administrativt set, og en umenneskelighed, humanistisk set.

SPROG KAN ØDELÆGGES. Det enkelte individs sprog kan fx ødelægges ved isolation, og der findes handicaps som gør det vanskeligt eller umuligt at lære at tale. Men mentalsk kan også komme til udtryk i en anden type overflade, tegnsprog fx.
Sprog kan også ødelægges ved at hele den kultur der bærer sproget, udslettes. Verden er på vej til at miste over halvdelen af sine sprog i løbet af det kommende århundrede, på grund af den kulturelle ensretning og økonomiske udplyndring der finder sted verden over i dag.
Men disse forskelle er for intet at regne mod de livserfaringer som er grundlæggende ens for vort liv og eksistens, i stenalderen som i informationssamfundet.
Det er derfor Whorfs og andres forestillinger om at folk der taler andre sprog, lever i en anden verden,s er uhensigtsmæssige.
Det gælder også når den kulturelle forskel udfolder sig inden for samme samfund, som fx mellem forskellige uddannelsesniveauer.
Sproget kan nemlig ikke ødelægges, hverken i dybden eller på overfladen, ved at blive brugt forkert, talt grimt, behandlet sjusket. Sproget stammer fra vores biologiske natur og ikke fra de højere klasser og deres formodede ånd. Vi kan altså rolig sende vores unger i skole. Selv den mest sprogkorreksende idiot af en lærer kan ikke ødelægge deres sprog.

JEG TROR IKKE der er nogen umiddelbart overhængende fare for at menneskeheden skulle undergå en genetisk forandring, der vil forandre vores snabel.
Med mindre de da fínder sproggenet og begynder at lave om på det, eller splejse det ind i mus og tomater og myg og hvad ved jeg. SÅ skal I se snabler!

Ole Stig Andersen
(Information, 15 maj 95)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG

  >

Snabel

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 15 maj 1995 (uploadet 2001)