Sne

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

28 nov 1994
Sne 1 - Sne 2 - Sne 3

FORNEMMELSER FOR SNE

Der er nok kun to rigtige ord for sne på grønlandsk.

MIN SALIG mormor kaldte sjældent en hest hest, hun talte om hingst, hoppe, vallak, føl, plag, åring, skimmel, stikkelhåret, pasgænger, beskeler, remonte, foruden alle racerne, belgier, jysk, araber osv; skældsordene øg, krikke og buk ikke at forglemme. Jeg er lige ved at tro at pegasus og lotte var det nærmeste hun kóm til hest i bred almindelighed.
Så det er kun med rette at hún og héndes er blevet verdensberømte som eksempel på hvordan indfødte folk i deres eksotiske sprog kan have indlejret den mest forbløffende gloserigdom de kan betegne vigtige forhold i deres omgivelser med, en sprogligt bestemt skelneevne der langt overstiger andre kulturers.
Man kunne næsten fristes til at sige at mormors dansk - der også i talrige andre henseender afveg fra rigsdansk (hendes folk havde sit territorium ved Hansted uden for Horsens (som påfaldende nok betyder Hestenæsset)) - at hendes dansk i kraft af selve sin struktur påtvang hende og hendes stammefrænder en helt anden måde at opleve verden på end dén blege afskygning der er os efterkommere i en falden, urbaniseret kultur beskåret.

ET ANDET eksempel på samme foreteelse, endnu mere verdensberømt end mormors heste, er eskimoernes udprægede fornemmelse for sne.
Alle jeg har spurgt, har hørt dén dér med de mange ord for sne på grønlandsk. Og ikke nok med det, folk ved ovenikøbet hvor mange forskellige sneord der pryder det grønlandske sprog og dermed grønlændernes sind. Nogle og fyrre, oplyser min nabo. Over hundrede, véd én af mine venner med urokkelig sikkerhed. Præcis toogtyve, afgør en grønlænder jeg kender, uden vaklen. Er det ikke sytten? spørger en kollega, på skrømt. Ingen tvivl om at der er ‘mange mange mange‘.
Men ingen véd hvor de véd det fra. Det har de bare ‘hørt‘ eller ‘lært engang‘, for ‘det véd alle da‘.
Det er ganske vist.

DESVÆRRE ÉR den triste kendsgerning at grønlandsk ikke har bemærkelsesværdigt flere ord for sne end dansk. To, kan det vist svinge sig op til. Sne der falder hedder qanik, og sne der ligger på jorden aput.
Hvordan kan det så gå til at ‘alle‘ véd at der ér så grumme mange flere?
Eksemplet stammer fra den amerikanske sprogforsker Benjamin Lee Whorf. Et år før sin tidlige død (44 år gammel) offentliggjorde han i 1940 en berømt artikel i Technological Review med titlen »Videnskab og lingvistik«. Den er sidenhen blevet genoptrykt og citeret og refereret og misforstået ved mange flere lejligheder end selv de mest optimistiske bud på antallet af sneord.
I løbet af den stadige genfortælling af Whorfs eksempel er hans oprindelige tre eskimoord for sne blevet til ‘flere hundrede‘.
Det er blevet en vandrehistorie, der har spredt sig fra det akademiske overdrev ud til det ganske folk. Myten genfortælles og antallet genopfindes, ikke fordi det er et faktum, tværtimod, det er et vaskeægte faktoid, men fordi der er behov for det.
Dét er grunden til at fortvivlede, moraliserende og vrisne afsløringer af »Det Store Bedrag om Eskimoers Ordforråd« som fx Geoffrey Pullums og Laura Martins, ikke har haft nogen mærkbar virkning, snarere tværtimod. Folk bliver ved med at tro at grønlandsk har sneord i dittofnugs mængde.

FAKTOIDET (eller er dét ord fælleskøn?) afspejler på én gang begge sider af vores holdning til sære fjerne folk, det afskyvækkende og det tillokkende.
På den ene side foragten: Vi ved jo i forvejen at disse mennesker æder råt kød (det er dét ordet eskimo oprindelig betyder), at de villigt låner deres kone ud til gæster, at de kysser med næsen osv osv. Så hvorfor skulle de ikke have en særhed mere, et umanérligt stort antal ord for sne?
For slet ikke at tale om den ‘forklaring‘ at »de lever i så ensformige omgivelser at de er nødt til at opfinde ord de kan udfylde deres samtaler med.« (The Compendium of Human Knowledge, Chicago 1984). Den slags mennesker kan man med sindsro tiltro alt!
På den anden side er der også et element af respekt for dën almenmenneskelige opfindsomhed de mange sneord indebærer, ja ligefrem en beundring, der kun ligger få skridt fra den romantiske idealismes billede af naturens ædle, kloge vilde, og hvert folkeslags nationale, sproglige og kulturelle ret til at være enestående og hvile i sig selv.

WHORF VAR slet ikke ude på at opregne antallet af sneord i eskimoisk, han var netop romantisk idealist og ville vise at forskellige sprog opdeler verden på forskellige indbyrdes uforenelige måder, og at sprogbrugeren ikke kan sætte sig ud over sit sprogs begrænsning/rigdom.
I ordets egentligste forstand var sneeksemplet blot en illustration af denne teori. Det vár kun en tegning og den var overhovedet ikke omtalt i artiklens tekst. (Dét er måske den væsentligste årsag til eksemplets oprindelige udbredelse.)
I tegningen opstiller Whorf tre eskimoiske ord, nemlig et for sne der falder, et for sne der ligger på jorden og et for sne som byggemateriale, over for det ene ord ‘snow‘ på engelsk. Han nævner endikke hvad de tre ord hedder på eskimoisk. Og når man ser tegningen ved siden af, er det klart at antallet slet ikke er centralt for Whorfs hensigt. For den anden tegning vil vise det stik modsatte, nemlig at hvor engelsk har tre ord (pilot, flyvemaskine og insekt er afbilledet, men der ér jo mange flere), der nøjes indianersproget hopi med ét. På hopi hédder alt hvad der flyver (på nær fugle) nemlig ét og det samme. Herudaf kan man dog næppe drage den slutning at hopier ikke kan se forskel på en pilot og hendes flyvemaskine, eller at deres sprog ikke skulle tillade dem at omtale denne lille forskel. Selve det faktum at det er muligt at forklare noget nærmere og at oversætte til andre sprog, viser at Whorf ikke kan have helt ret.

GRØNLÆNDERE er naturligvis hverken værre eller bedre til at iagttage deres eget sprog end andre mennesker, de har heller ingen anelse om hvor mange ord de har for sne.
Så da Peter Høegs »Frøken Smillas fornemmelse for sne« udkom, med mindst en halv snes grønlandske ord for sne og is, og læggende hårdt ud allerede i den indledende sætning med »qanik, store, næsten vægtløse krystaller der falder i stabler«, var det nok til at vække faktoidet til live i folk, og de bestormede den stakkels telefondame på Grønlands Hjemmestyre med ønske om at få oplyst det endegyldigt korrekte antal sneord.
I begyndelsen mente hun nok der bare var ét, aput, altså sne der ligger på jorden. Senere kom hun i tanke om qanik, sne der falder. Men da folk blev ved med at ringe, spurgte hun sig for og fandt ud af at fangersamfundene længere oppe nordpå skelnede mellem mange flere kvaliteter af sne end byboerne i Nuuk, og at de minsandten også var i stand til at udtrykke denne forskel sprogligt.
Og det er jo tíl at forstå: Det er det rene skære mormor.

Ole Stig Andersen, Information, 3 juli 1995


Sne 1 - Sne 2 - Sne 3

Hvad er et ord?

Der er hundredvis af rigtige ord for sne på grønlandsk. Ha!

Trods de vedholdende rygter om talrige ord for sne på grønlandsk, er der i realiteten nok kun to: aput og qanik.
En påfaldende pauver præstation i sammenligning med dansk der har op mod en snes stykker, foruden sne selv: slud, sjap, lavine, snedrive, snefnug, snevejr, snemand, snetykning, snebold, snefog, fygesne, puddersne, nysne, tøsne og sikkert adskillig flere hvis man gad se ordentlig efter.

NU ER DET sådan at jeg, bortset fra en håndfuld udtryk der vedrører slimhinderne og deres gensidige anvendelse, faktisk hverken kan tale eller forstå det fjerneste grønlandsk. Jeg har ingengang været der. Desværre. Endnu.
Men heldigvis har denne avis læsere der ved mere om grønlandsk end mig. Det gælder antagelig hvert eneste emne jeg skriver om. Og heldigvis er de nogle gange så venlige at benytte lejligheden. Efter sneklummen skrev Helene Brochmann mildt til mig:
»Jeg er helt enig med dig i dine betragtninger om den overdrevne mytedannelse om disse snetermer, men tænkte bare at det måske kunne interessere dig med lidt grundigere fakta.« Altså:
Der er fem ord (plus en masse afledninger) der dækker forskellige former for sne og snevejr. Først de to fra sidst, aput og qanik.

° aput = sne. Deraf afledes fx apusineq (snedrive) og aperlaat (nyfalden sne) og apivoq (det sner).
° qanik = snefnug. Deraf afledes udsagnsordet qannerpoq = det sner.
Men der ér flere:
° nittaalaq = snetykning, tæt snevejr. Heraf dannes verbet nittaappoq = det sner tæt.
° persoq = snefog (med stærk blæst)
° pukak = sneskorpe (krystalliseret sne).

SÅ DET KUNNE sørme godt se ud til at der alligevel er lidt mere end to ord for sne på grønlandsk. Måske lige så mange som på dansk! Desuden peger Helene Brochmann i sit brev på at »mere interessant er i virkeligheden de mange flere - ca 18 - betegnelser for is.«
Og i den artikel der delvis lå til grund for min sneklumme, istemmer Geoffrey K Pullum meget passende at der på Yupik - et andet eskimosprog der tales i Alaska - er »omkring et dusin (eller to, hvis man ikke er alt for nøjeregnende med hvad der tælles méd) ord for sne og naturfænomener, hændelser og adfærd der har med sne at gøre.«
Men faktisk er det bedre endnu. Der er skam i hundredvis af vaskeægte ord for sne på grønlandsk, se bare her:

NOGLE ORD vil godt bøjes, andre helst ikke.
Groft sagt kan de ord der er betydningsfulde, i sig selv så at sige, navneord, udsagnsord, tillægsord, bøjes. Mens de mere tomme småord hvis betydning især er grammatisk, ikke er sådan at bøje: kun, ellers, ikke, der, hvis, når, hvem, op, til, ovre.
De grammatiske ord forbinder indholdet i enhver tekst, mens de betydningsfulde ords forekomst afhænger af hvad teksten handler om.
Derfor vil ord af slagsen i, at, og, på, har, hun, ikke, osv toppe enhver optælling af ords hyppighed i en hvilkensomhelst tekst, dem kan man ikke undgå. Letmælk, raseri, lyrikanmeldelse og cykelsport vil derimod ligge langt nede. Hvis man er heldig kan man helt slippe for dem.
Der findes en hel specialgren af sprogvidenskaben der beskæftiger sig med denne fascinerende statistiske side af sprogets struktur.

DEN NEMMESTE måde at tælle ord i en tekst på ér at kalde alt hvad der er omgivet af to mellemrum for et ord. Ord forstået på den måde kan ethvert ordentligt tekstbehandlingsprogram uden videre tælle.
Men dels er der jo masser af ord der har mere end én betydning, med glidende overgange fra ord der staves ens men simpelthen ér forskellige (anden, ved, faren), til ord der tydeligvis har fælles udspring og hvor man kan diskutere til dommedag om betydningsnuancerne er nok til at udgøre en -forskel (fx et træ, noget træ). I sin Homografordbog opregner Søren Brandt 20.000 flertydige ordformer i dansk.
Man kan også nemt komme til at diskutere om sammensatte, afledte og bøjede ord virkelig bør regnes for helt selvstændige ord. Betegner ord som storhed, størrelse, forstørre, største, store osv ikke det samme, i en vis forstand? Ér opremsningen af en lille snes danske sneord i begyndelsen af denne klumme egentlig ikke snyd? Er snebold virkelig et andet sneord end sne?

PÅ GRØNLANDSK kan man naturligvis også bøje og sammensætte og aflede ord, men LANGT mere vidtgående end på dansk.
De fleste grammatiske småord er ikke selvstændige ord overhovedet. De er elementer der føjes til det betydningsfulde ords stamme.
Tag et fortræffeligt grønlandsk sneord som aputeqanngikkaluarporooq. Her kan man snildt genkende ordets første del, gode gamle aput. Derefter følger en forkortet udgave af -qar- der betyder ‘der er’. Så kommer -nngi- = ‘ikke’, fulgt af -kkaluar- = ‘ellers’, og -poq- der betyder ‘udsagnsord i tredje person ental’, altså lidt a la den danske endelse -er. Til sidst kommer -rooq, ‘han siger at’.
Alt i alt: sne - der er - ikke - ellers - han siger at.
Altså på dansk: Han siger ellers at der ikke er noget sne.
Eller: Der skulle ellers efter sigende ikke være noget sne.
Sådan et ord er altså en hel sætning. Eller omvendt. Og dette eksempel er helt almindelig uanstrengt grønlandsk.

DET ER IKKE bare de ubøjelige små’ord’ der er gjort til endelser/elementer i ordet, man kan også koble flere betydningsfulde ‘ord’ sammen til ét på dén måde.
Hvad siger du fx til ordet/sætningen apuserissamaarpisi? hvor apuseri- godt nok betyder ‘at lege med sne’, men ikke kan optræde som et selvstændigt ord; -ssamaar- betyder ‘at have tænkt sig’, og -pisi betyder ‘spørgsmål til flere’. Altså: Har I tænkt jer at lege med sne?

HVIS MAN nu laver en hyppighedstælling af ordene i en grønlandsk tekst, så opdager man at langt de fleste ord kun forekommer én gang. Ord som ikke, ellers, han, der, har, er og vil findes derimod slet ikke. Stik modsat dansk.
Så med mindre man vil begynde at skille ordene ad i de betydningselementer de er sammensat af, så må man medgive at en computer nok nemt ville kunne tælle hundredevis, måske tusindvis af forskellige sneord i en grønlandsk tekst.
Hvis det da ellers er dét teksten handler om.

Ole Stig Andersen, Information, 14 aug 1995


Sne 1 - Sne 2 - Sne 3

Forskellige slags huller

Der er meget andet end sne der kan kategoriseres urovækkende.

I ESSAYSAMLINGEN Otras Inquisiciones har den argentinske forfatter Jørgen Ludvig Borges gengivet doktor Franz Kuhns redegørelse for Den Himmelske Rundvisning i De Velsignede Kundskaber.
Ifølge denne guide til sindet (der stammer fra Kina, eller kanske snarere fra Borges) inddeles dyr i

a) dem der tilhører kejseren
b) de balsamerede
c) dem der er blevet trænet
d) pattegrise
e) havfruer
f) fabeldyr
g) løsgående hunde
h) dem der er omfattet af denne klassifikation
i) dem der skælver som vanvittige
j) dem hvis tal ikke kan opregnes
k) dem der er tegnet med en pensel af meget fine kamelhår
l) andre
m) dem der lige har slået en blomstervase i stykker
n) dem der på afstand ligner fluer

AT DYREVERDENEN kan opdeles i 14 kategorier, og lige netop disse 14, skulle nok kunne volde Den Lille Logiker et par problemer. Der mangler nogle. Hvor er fx dem der kan flyve henne? De strider mod hinanden, er på forskellige logiske niveauer - eller måske ér havfruer ikke fabeldyr - og henviser til sig selv, tag bare dem der er omfattet af denne klassifikation, og andre selvmodsigelser og ulogiskheder.
Helt så utålelige er naturlige menneskesprog måske ikke, men man kan alligevel nemt blive forbavset, så snart man kigger ud over den verden ens egen personlige og kulturelle trance har møbleret.

DE MANGE eskimoord for sne er nemlig nok det mest opreklamerede, men langt fra det eneste eksempel på hvordan forskellige sprog og kulturer kategoriserer verden på forskellige måder, oh så forskellige.
Personligt kan jeg særlig godt lide dé 10 forskellige ord for hul, som jeg med største villighed har ladet mig bilde ind at det australske sprog Pintupi kan byde på:

FØRST OG FREMMEST er der selvfølgelig Yaria, et helt almindeligt hul i en ting. Ren og skær hul, så at sige. Men desuden er der en række særlige huller, der hver skal kaldes noget forskelligt:
Mutara, et særligt hul af den slags der er i spyd
Pirti, et hul i jorden
Kartalpa, et lille hul i jorden
Pimki, et hul af den slags der dannes under klippefremspring
Yulpilpa, et ikke ret dybt hul der lever myrer i
Nyarrkalpa, mindre dyrs jordhuler
Pulpa, et kaninhul
Makampa, et goannahul
Katarta, det hul der er efter en goanna der har forladt sit hi.
(En goanna er et yderst velsmagende firben på en halv meters penge. En delikatesse man forhåbentlig snart kan få serveret på den australske restaurant her i København. Deres velhængte krokodille- og slangebøffer mister jo hurtigt nyhedens tillokkelse.)

VI KAN OGSÅ komme meget tættere på og dermed gøre det hele mere selvfølgeligt.
Merete Grieg skriver til sprogklummen at »det vel egentlig er klart at folk som er afhængige af natur og som dyrker bl a SKI har behov for klarere betegnelser end andre folk« og hun giver »et lille bidrag til efterforskningen af begrebet sne« med følgende seks norske (?) skiord:
Skare, hård skorpet sne som kan bære
Sørpe, våd smeltesne
Slaps, endnu vådere sne
Nysne, nyfalden sne
Silkeføre, blanke silkeagtige skispor i sneen
Kornsne, hård frossen kornet sne
Kramsne, formbar, lidt fugtig sne

OG NU VI minsandten ér ved sne igen, så kan det nok undre at det er sne og ikke is, eskimoisk er blevet berømt for. Dét er der nemlig mange flere ordrødder for.
Kerneordet er siku, som læsere af Frøken Smilla måske ikke kan genkende, hvis ikke de véd grønlændere i Thule taler en variant af eksimoisk, hvor s er blevet til h, altså hvorfor siku er blevet til hiku (eller omvendt).
Men derudover bruges der på grønlandsk op mod en snes uafhængige rødder for forskellige former for is, hvor vi på dansk er nødt til at bruge sammensatte ord eller rene forklaringer:
is der ligger på vejen, isbjerge, isflager, skrueis, istappe, isvåger, grødis, rimfrost...
Og adskillig flere, bl a den særlig nuser
nilak, et stykke is der kan smeltes til drikkevand, dvs er af ferskvand
Hvorimod flødeis, som man måske kunne mene at så detaljeret et system ville opfatte som noget helt andet, såmænd bare hedder siku, is.

NÅR DET KOMMER til stykket er der næppe mange der vil finde det bemærkelsesværdigt at folk har flere og mere detaljerede ord for ting de beskæftiger sig meget med, om det nu er af natur eller kultur, af nød eller af lyst, end folk der omgiver sig med helt andre ting.
I kartoffelbranchen findes der over 3.000 forskellige sorter og de har hver sit navn.
Skulle dét nu være noget?
I hvert fald ikke noget der kan forstyrre ens middagslur.

VÆRRE ER DET med de mere uhåndgribelige foreteelser.
Første gang jeg mindes at være stødt på sådan et eksempel var i en artikel af Uffe Harder i Louisiana Revy fra min tidlige studietid, hvor han skrev at man på Hausa (der tales i Nordnigeria) har flere hundrede ord for ordet stor.
100 forskellige ord for stor må være næsten lige så slemt som ingen. I så fald kunne hausaerne vel ikke rigtig kende selve den løsrevne betydning stor, når begrebet sådan hed noget forskelligt alt efter hvad det vár der var stort. Vár der så overhovedet noget fælles begreb stor?
En meget foruroligende tanke for en håbefuld ung filosofistuderende.
Dén lille oplysning må godt nok have gjort et vældig indtryk på mig, siden jeg kan huske den her 30 år efter. Så jeg gik på bibleren for at støve den op igen.
Det viste det sig at Uffe Harder ikke havde skrevet, men oversat artiklen i forbindelse med en udstilling om afrikansk kunst. Forfatteren var en senegaleser, Joseph Ki-Zerbo, og i følge ham er der hele 311 hausaord for stor, og der stod ikke en stavelse i artiklen om hvilke tanker dét kunne få én til at gøre sig om menneskesindets indretning.
Men 311 forskellige ord for en forholdsvis abstrakt betydning som stor forekommer mig stadig betydelig mere foruroligende end nok så mange ord for denne eller hin genstand i de fysiske eller sociale omgivelser.

SPROGDISCIPLINERNE grammatik og semantik har i et par årtusinder kæmpet med den slags problemer på et ret snævert empirisk grundlag. Man har med forkærlighed ladet sig nøje med de ganske få europæiske sprog der har en lang litterær og filosofisk tradition. Men i dag er det meget mere almindeligt end det var for blot 10 år siden at sprogfolk har et bredt kendskab til hvordan alverdens forskellige sprog kan finde på at arte sig.

Ole Stig Andersen
(Information, 28 aug 95)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG

  >

Sne

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 28 nov 1994 (uploadet 2001)