ALFABETER

  <

SPROG
RELIGION


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

16 maj 1994

DEN STORE BOG

Sig mig hvilke Bogstaver du bruger, så skal jeg sige dig hvem din Gud er.

FOLK DER HAR deres daglige gang på Vesterbro eller Nørrebro i København har for længst vænnet sig til at der er andre bogstaver i verden end dem der er danske.

Det er især arabisk skrift der pryder butiksvinduer og skilte, udført med større eller mindre udfoldelse af dette alfabets - for et alfabet ér det, hvor uigennemskueligt det end måtte forekomme én - uovertrufne kalligrafiske muligheder for skønhed. Selv indiske bogstaver kan man komme ud for. Og russiske endda, prøv fx Store Kongensgade.

Det er en almindelig antagelse at der bag de arabiske bogstaver nok skjuler sig en muslimsk forretningsindehaver. Og dét er en helt rimelig antagelse, selv om der vel også findes ugudelige palæstinensiske grønthandlere og revolutionære pakistanske købmænd.

DER ÉR NEMLIG en sammenhæng mellem alfabet og religion. Det er ligefrem en tommelfingerregel at man kan se på et sprogs alfabet hvilken religion dets brugere har. Vi kalder det princippet om Den Store Bog.

De bogstaver et folks Store Bog er skrevet med, er også de bogstaver de bruger til at kradse mere ydmyge meddelelser, som fx love, huskesedler og romaner, ned med. Den Store Bog er dén bog der fortæller Myten om Livets Mening, den bog der organiserer et folks selvforståelse: Bibelen, Koranen, Sovjetunionens Kommunistiske Partis Historie.

ELLER RETTERE: hár organiseret. Fx er det vel de færreste danskere der i dag vil hævde at de tror på forfædrenes religioner, det være sig den buldrende Thor, den forløsende Kristus eller den revolutionerende Marx. Alligevel kan religionens betydning i samfundet og dens gennemslag i moderne institutioner, omgangsformer, regler, tankemåder, metaforer og ord dårlig benægtes. Her i landet kan jeg have min egen perverse fornøjelse ved at invitere missionerende Jehovas Vidner inden døre, og bilde dem ind at jeg er buddhist eller bare normalkristen.

Men sådan en skrøne ville være ulige mere vildledende hvis det også var dén jeg brugte når jeg i Tyrkiet bliver spurgt om min religion. Nok véd folk dernede nóget mere om kristendommens forskellige afskygninger end vi heroppe véd om Islams, men alligevel ikke meget. Så selv om det er en endnu større løgn end den buddhistiske, så svarer jeg dog alligevel ‘kristen’, eller ligefrem ‘protestant’, når jeg bliver spurgt. For spørgeren er aldeles ligeglad med hvad jeg tror på, dét han vil vide ér hvad jeg ér for en slags. Ganske vist handler religion om individets tro og grundlæggende overbevisninger, men det kan ikke diskuteres at den tillige handler om samfundet og déts tro og overbevisninger. Hvilket viser sig tydeligt når det drejer sig om noget så tro-fast som bogstaver.

PÅ DEN INDISKE halvøs nordlige del taler folk en række varianter af sprog der hører til den indoeuropæiske sprogfamilje, den samme som dansk. Et af disse sprog er pandjabi (som normalt staves med u, for at engelsktalende kan få en nogenlunde rigtig udtale. Samme trick får danskere til at udtale vokalen forkert: påndjabi, og endda også j’et: pånjabi). Langt de fleste af de små 15.000 danskere der er af pakistansk herkomst, har punjabi som modersmål. Pakistans officielle nationalsprog er imidlertid ikke punjabi, men varianten urdu, og det er dén børnene lærer at læse og skrive i skolen. Punjabi-talende børn i Danmark går skam også til modersmålundervisning (som nogle ville udtrykke det) i fremmedsproget urdu. Men hvad... som alle véd er rygterne om sprogs forskellighed stærkt overdrevet!

FOR DANSKTALENDE er ordet urdu i virkeligheden velkendt, det er nemlig det samme som vores eget horde, man skal bare fjerne h’et. Og (h)inderne hár det samme sted fra som os, nemlig tyrkisk. Urdu betyder militær/lejr, og sproget har sin oprindelse i de tyrkiske muslimers erobring af Nordindien. Dé befrugtede de nordindiske sprog med Islams kulturgods, og der opstod et pidginsprog, en blanding af nordindisk, arabisk, persisk og tyrkisk som blev kaldt militærlejrsk, og som blev skrevet med Troens alfabet, de arabiske bogstaver.

PÅ DEN MÅDE gik det til at man i Nordindien i dag (og dermed også på Nørrebro, i det små) har to vidt forskellige kultursprog som er ét og det samme. Hindi som skrives med hinduismens alfabet (kaldet devanagari), og urdu som skrives med Islams. Man kan til en vis grad tale sammen og forstå hinandens radio-udsendelser, men ikke læse hinandens aviser. Man kan følge med i hinandens film, men slet ikke læse hinandens bøger. Med den britiske kolonisering af Indien blev både muslimernes og hinduernes dialekter beriget med massiv indflydelse fra yderligere et pidginsprog, nemlig engelsk. Således kan i hundredevis af ord i både urdu og hindi uden videre genkendes af en dansker som ellers hverken kan læse muslimsk eller devanagari.

FOR LIGE AT det ikke skal være løgn, ér der en religion mere i området som har sit eget skriftsprog, nemlig sikherne der havde en vældig presse for nogle år siden. Deres land (Kalistan vil nogle af dem have det skal kaldes) udgør den del af Indien der grænser op til Pakistan. Sikherne taler punjabi og skriver det med sikh-bogstaver (som dog minder mere om de indiske end om de pakistanske). Gurmukhi kaldes dette alfabet, og enhver jyde vil uden videre gætte på at det må betyde de bogstaver der er kommet ud af ‘guruens mund’. Ovre på den anden side af grænsen taler samme folk samme sprog, men bruger det til at udtrykke en anden tro med. Og skriver det derfor med helt andre bogstaver.

DENNE EKSOSE, at sprog der er genetisk og typologisk ens, er så kulturelt forskellige at de ligefrem skrives med forskellige alfabeter, kan måske nok komme bag på danskere der er vant til en ørken af ensartethed og overensstemmelse mellem land og folk og dronning og religion og nation og sprog og grænser og flag... men ude i den store verden er det nu ikke noget særsyn. Der er meget nærere eksempler end Københavns brokvarterer at byde på, nemlig det allestedsnærværende Internationale Samfund. I dette fantasiland, Østen for Solen og Vesten for Månen, ligger der en meget virkelig, plaget egn der hedder Det Forhenværende Jugoslavien. Dernede taler folk serbo-kroatisk, både serbere, kroater og muslimer. Ét sprog? Tre religioner? To alfabeter? Vent blot til næste spændende afsnit. Det kan blive meget værre.

Ole Stig Andersen
(Information, 16 maj 1994)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG
RELIGION

  >

Alfabet og religion

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 16 maj 1994 (uploadet 2001)