Volapyk

  <

SPROG


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

20 aug 1993

DET RENE VOLAPYK


Nedsættende udtryk som volapyk, malabarisk og kaudervælsk
er allesammen navne på rigtige sprog

ESPERANTO ER IKKE det eneste kunstsprog, selv om det er langt det bedst kendte. Esperanto er i dag et levende og aktivt sprog under stadig udvikling.
    Det samme kan så sandelig ikke siges om én af dets vigtigste forgængere, volapük, som tabte konkurrencen med esperanto så gennemgribende og grundigt at sprogets navn er blevet ensbetydende med “uforståeligt, ubegribeligt nonsens”. Det optræder næsten altid i den faste forbindelse det rene volapyk. En krank skæbne for et sprog der ellers i sine første leveår formåede at tiltrække mange udøvere.
    Volapük blev skabt af tyskeren Johann Martin Schleyer i 1880 og dets ordforråd bygger i det væsentligste på tysk og engelsk.

DET LÅ SCHLEYER PÅ SINDE at volapük skulle være nemt at udtale, og han var klar over at konsonantkombinationer er vanskelige at udtale på mange sprog. Japansk, tyrkisk, finsk og grønlandsk er eksempler på sprog der ikke gerne lader deres ord begynde med mere end én konsonant. Dét tog Schleyer hensyn til, og selve ordet volapük er sammensat af to engelske gloser der er forenklet (nærmest til ukendelighed) efter disse retningslinjer: vol (world) og pük (speak). Volapük betyder altså world speak.
    Hvad Schleyer derimod ikke var opmærksom på, var at rundede fortungevokaler, lyde som y og ø, er til blandt de sjældnere forekommende i verdens sprog. Det er en historisk tilfældighed at den slags lyde er forholdsvis udbredt i Europa, hvor de findes i alle de germanske sprog undtagen engelsk, foruden i fransk og albansk, plus i de ikke-indoeuropæiske udkantssprog finsk, estisk, ungarsk og tyrkisk.
    (Selve bogstavet y kan man ikke regne med. Det betyder bare j i de fleste sprog.)
    Hvilken fortræffelig ironi at “verdenssproget” ikke bare er gået totalt af brug, men at det ligefrem i dag betyder vrøvl.

MEN DET ER IKKE ualmindeligt at sprognavne forbindes med uforståelighed og barbari. Det gælder fx udtrykket malabarisk, som ud over betydningen 'uforståelig' har en drejning over mod 'vild, voldsom og uciviliseret', måske via lydlighed med ordet barbarisk.
    Ordet stammer fra vor glorværdige kolonifortid, hvor ‘vi’ bl a havde en lille koloni, Trankebar, på Indiens sydøstkyst. Sydvestkysten hed(der) Malabarkysten. Det sprog der tales hér hedder malayalam (tryk på -ya-, altså samme sted som i Malabár) og er et såkaldt dravidisk sprog, så nært beslægtet med tamil at mange ville sige der var tale om dialekter af samme sprog, hvis det ikke lige var fordi de to sprog skrives med forskellige alfabeter.
    Så med lidt ond vilje kunne man hævde at ‘vore’ flygtninge fra Sri Lanka taler en dialekt af malabarisk. Prøv at få én af dine tamilske bekendte til at sige noget på sit modersmål, og hør hvor smukt og malabarisk det lyder.
    Malayalam er et gammelt kultursprog, med skriftlige kilder tilbage til 9. århundrede. Det tales af over 25 millioner mennesker, fortrinsvis i den indiske delstat Kerala. Ordene teak og kopra har vi fået fra malayalam. Fra nabodialekten tamil har vi fx fået karry og katamaran.

DER ER NATURLIGVIS også eksempler på det modsatte, at et sprogs folk opfattes som vilde og umælende dyr. På de slaviske sprog, fx polsk, hedder tysk niemiecki, og det betyder såmænd kan ikke tale. Så hvad sprog taler de i Tyskland? De taler umælendesk! Den nedsættende betydning af ordet er dog vist forsvundet i dag.
    Det er den derimod ikke i det tilsvarende græske ord barbar der betyder uciviliseret, ikke-græker, vist nok med den oprindelige betydning 'én der taler uforståeligt'.
    Herfra er der ikke langt til kragesprog og røversprog og alle disse andre legesprog og hemmelige sprog.

ET AF DE interessantere af de ‘hemmelige’ sprog er sigøjnsk, eller romani/romanés som de selv foretrækker at det kaldes. Sigøjnerne har aldrig haft en statsmagt eller en forenet intellektuel elite der kunne nedfælde nogle normer for deres sprog, så det har fået lov at udvikle sig vildt og ukontrolleret efter de varierende behov dette folk i samfundets udkant har haft. Først i de allerseneste år er internationale sigøjnerkongresser begyndt at fastlægge retningslinjer, fx for stavningen.
    Romani er en af dansks fjernere slægtninge, nært beslægtet med urdu, hindi og den slags sprog i Nordindien, som sigøjnerne må være udvandret fra for mere end 1000 år siden. I dag findes det i særdeles vekslende og indbyrdes uforståelige former, stærk opblandet med det omgivende majoritetssprog, som ofte også lægger normer for hvordan det skrives.
    En ungarsk sigøjner af mit bekendtskab så sig engang nødsaget til at bede mig læse et brev højt for sig. Det var skrevet på romani, men efter fransk retskrivning, hvad der forståeligt nok oversteg hans stavelyst. Jeg kan desværre ikke romani, men jeg kunne da læse brevet op som om det var fransk, så han kunne forstå det, på romani.
    For denne og andre fremragende indsatser i den sigøjnske sags tjeneste blev jeg senere formelt optaget i Lovari-stammen ved et gigantisk drikkegilde. Min nye identitet blev også behørigt fejret med et nyt navn. Mit hemmelige sigøjnernavn blev Kola, et navn jeg aldrig har været specielt stolt af, jeg synes ærligt talt det har en tanke.
    I England danner romani fx basis for et hemmeligt sprog, der lyder som engelsk og stort set overholder engelsk grammatik, men hvor alle de informationsbærende gloser er uforståelige for en almindelig engelsktalende, fordi de er hentet fra romani.
    Det engelske ord gypsy er derimod en dårligt forklædt variant af Ægypten, som nogle af de første sigøjnere der ankom til Europa udgav sig for at komme fra.

KAUDERVÆLSK BETYDER jo også uforståelig, måske med en drejning over mod kaotisk.
    Ordet kauder er en forvrængning af bynavnet Chur (ligger i Svejts), måske med en iblanding af det tyske ord kaudern (at pludre).
    Vælsk stammer fra det latinske navn på en keltisk stamme, Volce. Som måske oprindelig er et germansk ord der betyder 'fremmed'. Igen. Det er det samme ord som kan genfindes i engelske stednavne som Wales, Cornwall og i personnavne som Wallace, og dét er jo meget passende, for wallisisk er jo netop et keltisk sprog. Den slags var på latinens tid meget mere udbredt end i dag.
    Som enhver Asterixlæser véd, så boede de bl a i Gallien, et område der siden blev latintalende, med det resultat at ordet gallisk i nogle sammenhænge henviser til keltisk og i andre til fransk. Fx kaldes de fransktalende belgiere for valloner, atter en variant af det samme ord. Og det var jo dernede de fremstillede vælsk klæde, og hvor andre sydlige produkter kom fra, som fx valnødder. (Ordet valmue, derimod, har ikke noget med denne historie at gøre.)
    Så i sidste ende betyder vælsk altså nærmest uspecificeret fremmed, udenlandsk, især sydlandsk.

LÆREN ER KLAR: At være fremmed er at være uciviliseret, ikke at kunne tale, i hvert fald ikke ordentligt. Så moderne dansk integrationspolitik, der i alt væsentligt går ud på at udslette de fremmedes fremmedhed, har lange sproglige aner.
    Det er det rene barbari.

Ole Stig Andersen
(Information, 20 aug 1993)



sitetæller

BABEL

>

SPROG

>

Volapyk


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 20 aug 1993 (uploadet 14 jan 2004)