Australske sprog

  <

SPROGDØD

  <

SPROG
ANMELDELSER


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

20 juli 1998

Sprogdød. Boganmeldelse

R. M. W. Dixon

The Rise and Fall of Languages

Cambridge University Press, 1997
169 sider.

Anmeldt af Ole Stig Andersen
i Kulturnyt, P1, Danmarks Radio, 20 juli 1998

Der er en 5-6.000 sprog i verden i dag, alt efter hvordan man tæller. Om 100 år er halvdelen af dem forsvundet. Dét anslog en UNESCO-undersøgelse i hvert fald for 6 år siden (i 1992)
Senere vurderinger er meget mere pessimistiske.

Det gælder fx den australske sprogforsker Robert Dixon, en førende ekspert i den oprindelige australske befolknings sprog. Han har netop udgivet en mærkelig lille rød bog om den omsiggribende sprogdød: "The Rise and Fall of Languages".

Det er fx kun 210 år siden europæerne begyndte at kolonisere Australien. Dengang talte australierne ca 260 forskellige sprog. De er allesammen uddøde eller døende. Næsten ingen af dem læres af den opvoksende generation. Bare om 100 år er de alle væk.

Noget lignende er allerede sket eller er i færd med at ske overalt i verden. 1100 af verdens sprog hører hjemme på øen Ny Guinea og højst et par stykker af dem kan forventes at overleve næste århundrede.

Det sker mere eller mindre brutalt, men forløbet er overalt det samme:

Der er nemlig forskel på sprogs sociale værdi. Dem der taler sprog med lav prestige har alle mulige gode grunde til at lære højprestigesproget, men ikke omvendt. Og så videre op ad rangstigen: Grønlændere kan dansk, men danskere kan ikke grønlandsk. Danskere kan engelsk, men englændere kan ikke dansk.

Kun de sprog der nyder national prestige, statsstøttede sprog, sådan nogle som dansk, fransk og litauisk, levner Dixon en chance. "Hvis lande som Nigeria og Indien fulgte Sovjets eksempel, og delte sig op i et antal mindre lande, hver med sit hovedsprog - så ville det bevare disse sprog længst muligt"

Men dét ville heller ikke vare længe. Dixon har ingen trøst, end ikke til store veletablerede sprog med millioner af talere. Selv russiske forskere der kommunikerer på russisk over Internet, må skrive deres russisk med computerens engelske bogstaver.

Han slutter sin trøstesløse bog med ordene: "Hvis tingene ikke forandrer sig, ender det med at menneskeheden kun har et eneste sprog tilbage, nemlig det der har den største prestige."

Hvor meget prestige har sprogvidenskaben selv? Hvor har dén hentet síne idealer? SprogDØD er langt fra det eneste begreb der er hentet i biologien. Det samme er forestillingen om sproglig diversitet.

Sprogvidenskaben blev født ud af billeder fra naturen. Den første forståelse af sprogenes "slægtskab" blev foreslået få år før Australiens kolonisering, og man har lige siden uden blusel talt om sprog"træer" og -"grene" og om at sprog er "i familje med" og "nedstammer fra".

Alle verdens omkring 6.000 sprog kan knyttes sammen i omkring 200 sprogfamiljer. Hvor langt tilbage går disse 200 sprogfamiljers stamfar, eller stammor? Og kan de måske knyttes sammen med forskningen i vores genetiske fortid?

Det er der for tiden vild og blodig diskussion om i sprogvidenskabelige krese. Og med sin bog bidrager Dixon yderligere til denne strid. Han har nemlig også hentet en model fra biologien, den såkaldte "punctuated equilibrium" - undskyld mit pludselige engelsk - som går ud på at sprogenes udvikling veksler mellem langvarige perioder af forholdsvis stabilitet og meget kortvarige perioder af eksplosiv forandring. Det specielle ved vor tids eksplosive forandring er at den angriber hele verden på en gang. Kun ved helt at trække sig tilbage fra det internationale samfund ville et sprog kunne unddrage sig forandringen.

Dixon angriber stort set al eksisterende sprogvidenskab. Ikke så meget for den dårlige videnskab, der selvfølgelig findes indimellem, men for fagets prioriteringer. Især angriber han bittert den teoretiske sprogvidenskab eller rettere de forskere der KUN driver teoretisk sprogvidenskab

Eftertiden vil ikke kunne forstå os, siger han. Teori kan vi altid lave, men sprogene dør nu, og om 100 eller 200 år er de væk. Tabet af et givet sprog kan måske sinkes en smule, men det kan ikke standses, og slet ikke vendes.

Verdens 5-6.000 sprog er en opsamling af alle menneskehedens erfaringer. I en global verden er de vores fælles kuturelle arv. Den altoverskyggende opgave må være at dokumentere disse sprog, inden de forsvinder. Alle andre sprogvidenskabelige opgaver må sættes til side, mener han. Ja, det burde ligefrem kræves af alle universitetskandiater i lingvistik at de har studeret et hidtil ubeskrevet sprog, foreslår han. Først da ved de hvad de snakker om.

Dixon kan tillade sig at tale så hovski-snovski. Han har selv bidraget flittigt til studiet af de døende sprog, og det endda med store teoretiske konsekvenser, hvad han ikke uden selvfølelse gør opmærksom på. Et skelsættende værk inden for den kognitive psykologi har den mærkelige titel "Kvinder, Ind og Farlige Ting". Den henviser til en grammatisk kategori i australsproget Dyirbal, som Dixon beskrev for 25 år siden. I dag er der kun 6 mennesker tilbage der taler Dyirbal, alle over 65 år.

Det er en dybt pessimistisk bog, Dixon har skrevet. Verdens sproglige mangfoldighed levner han kun plads på et museum eller i glemsel. Og i sin vrede og fortvivlelse over at det ér blevet sådan, regner han heller ikke sin egen profession for noget.

Sprogfolk var dog ellers blandt de nærmeste til at gøre noget ved sprogdøden.

sitetæller

BABEL

>

SPROG
ANMELDELSER

>

SPROGDØD

>

Australske sprog


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 3 juli 2002