Antal sprog

  <

SPROG

  <

SPROGPOLITIK


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

8 aug 1994

HVOR MANGE SPROG ER DER?

Det er ikke så ligetil at afgøre. Men skal vi sige 4.774?

NÅR MAN SKAL bestemme hvor mange sprog der findes i verden i dag, render man hurtigt ind i vanskeligheder. Man kan ikke bare slå op i en bog og få et endegyldigt svar.
    Voegelin og Voegelins klassiske oversigt over alverdens sprog fra 1977 opregner over 20.000 sprognavne, og den er langt langtfra udtømmende.
    Dem får opslagsbøgerne almindeligvis kogt ned til et sted mellem 4.000 og 5.000. Men man kan finde angivelser helt ned til 3.000 og helt op til 10.000.
    Dét vi vil vide ér hvor mange velafgrænsede varianter menneskenes sprog forekommer i, og hér er det lige præcis ordet ‘velafgrænset’ der er problemet. I denne sprogklumme har man kunnet finde talrige eksempler på at det er alt andet end nemt at sætte grænser mellem verdens sprog.
    Men derfra og så til at vakle mellem 3.000 og 10.000?

I MIN BARNDOMS leksikon var der stadig ‘hvide pletter’ på landkortet. Det ér der ganske vist ikke mere, men der er stadig store områder der ikke er særlig godt kendt. Den dag i dag opdages der nye sprog, i sær i troperne.
    Det er ikke kun træer der fældes, dyrearter der udryddes, og biotoper der slettes, det er også de kulturer der lever dér der blottes for Det Internationale Samfunds røntgenblik. Og kort efter dør i flammen.
    I 1800-tallet var der måske over 1.000 indianersprog i Brasilien. I dag er under 200 af dem tilbage. Og mange af dem i en sørgelig forfatning.
    Aldrig så snart er disse sprog opdaget, og ingengang altid beskrevet, før de går til grunde. Lige som det er gået i Nordamerika, Australien og andre steder.
    Og hvor mange talende skal der være tilbage for at et sprog kan regnes for levende?
    Jeg har en russisk bekendt der er ved at lave en ordbog over det eskimoiske sprog sirenik. Hver sommer rejser han op til Sibiriens allernordøstligste spids og interviewer de to eller tre gamlinge der stadig er tilbage og som kan sproget. Han skal skynde sig.

ALMINDELIG sund fornuft antager at der er tale om ét og samme sprog så længe folk kan forstå hinanden. Men dette kriterium er ikke så ligetil endda.
    Der kan være glidende overgange mellem nabodialekter, så de er indbyrdes forståelige, selv om man på større afstande inden for samme dialektkontinuum ikke længere kan forstå hinanden.
    Når man sammenligner yderpunkterne er der tale om to forskellige sprog, ud fra et forståelighedskriterium, men hvor skal man sætte grænsen?
    Det gør vi normalt ved hjælp af skriftsprog og nationalitetsbegrebet.
    I Kina er der fx en halv snes dialekter der egentlig skulle regnes for selvstændige sprog, fordi folk ikke indbyrdes kan forstå hinanden. Men de bruger samme skriftsprog, og hvad der er vigtigere, de har fælles historisk og kulturel identitet og regner deres forskellige varianter for kinesisk.
    Det samme gælder arabisk. En marokkaner og en palæstinenser kan ikke forstå hinandens dagligsprog, men de har en højstandardvariant af arabisk til fælles. Her i landet går dén under mange navne, rigsarabisk, klassisk arabisk, koranarabisk eller bare rigtig arabisk, og dén kán enhver araber der har gået i skole. Men det hár de jo ikke allesammen, og i Danmark forekommer det jævnligt at der må tolkes mellem indbyrdes uforståelige dialekter af arabisk. Alligevel er både tolken og de tolkede normalt rørende enige om at arabisk er ét og kun ét sprog. Grunden til at de ikke kan forstå hinanden er såmænd bare at de taler dårligt arabisk!
    Så bør sprog som arabisk og kinesisk tælles som ét eller flere?

DET MODSATTE forekommer også ofte.
    Jeg har tidligere nævnt at dansk, norsk og svensk i den internationale litteratur ofte regnes for ét skandinavisk sprog, netop fordi de er indbyrdes forståelige.
    Men det er de måske ikke alligevel. Det afhænger i høj grad af den enkeltes kundskaber, træning og personlige fleksibilitet. Jeg har truffet rigtig mange mennesker der vil hævde at de ikke forstår svensk. Og jeg har truffet svenskere der påstår at de har problemer med skånsk. (Som i følge visse typer lærebøger er en slags dansk!)
    Endnu værre bliver det selvfølgelig i de tilfælde hvor mere eller mindre indbyrdes forståelige dialekter skrives med forskellige alfabeter, som det fx gælder for urdu/hindi/punjabi. De vil meget have sig frabedt at blive regnet for samme sprog.
    Eller serbisk/kroatisk/bosnisk som for få år siden var ét sprog, men nu er hastigt på vej til at blive tre. Hvordan skal dén slags tælles?
    Et andet, aktuelt, eksempel er letzeburgesch som tales og skrives i Luxemburg. Dén dialekt af tysk (godt spædet op med franske låneord) fik officiel status som nationalsprog i 1984. Den bruges nu i lokalradioer, skolernes begynderundervisning og i en del af den offentlige skiltning. Men letzeburgesch har endnu ikke fået status som officielt sprog i EU, og får det næppe heller. Det har irsk derimod, et sprog som ellers er stærkt på vej til at uddø.
    Den slags tilfælde er der talrige af, og afgørelsen af om der er tale om ét eller flere sprog hviler i langt højere grad på politiske, historiske, kulturelle og religiøse følelser end på det ‘rent sproglige’ forståelighedskriterium.

I DE MINDRE udforskede egne af verden er der ikke blot sprog der endnu ikke er registreret (undtagen af dets brugere, formoder jeg!), men der er især mange, mange hundrede der ikke er særlig godt undersøgt, eller studeret overhovedet. Derfor er det ofte tilfældigheder der afgør om nabofolks sprog i litteraturen regnes for ét eller flere sprog.
    Blandt dé tilfældigheder ér om den pågældende forskers personlige paradigme er indstillet på at finde forskelle eller ligheder.
    Og ganske som for de mere velkendte nationale sprogs vedkommende, gælder det at flere stammenavne i nogle tilfælde dækker hvad man ville kalde samme sprog, og omvendt at flere sprog tales under samme stammenavn.
    Når disse sprog så heller ikke har en skriftlig standard vokser usikkerheden endnu mere.
    Hertil kommer at forskellige sprog ofte bruger forskellige navne om samme folk, et nært eksempel er samisk/lappisk.
    Og det er ikke mange år siden undervisningsministeriets statistiske ekspert i en rapport om indvandrerundervisningen regnede swahili for to sprog, fordi dette sprog, på sig selvsk så at sige, er forsynet med en grammatisk motiveret forstavelse, og derfor også hedder kiswahili. Det er det samme sprog og det samme ord, men i en alfabetisk liste kommer det til at optræde to forskellige steder.
    Endnu værre bliver det når sprognavnet gengives via forskellige europæiske kultursprog. Hvem kan vide at georgisk, grusinsk, gürcü og kartveli er det samme sprog?

DET ER dén slags forhold der er årsagen til at der opgives så forskellige tal på hvor mange sprog vi har.
    Men mellem fire og seks tusinde er et godt bud.

Ole Stig Andersen
(Information, 8 aug 1994)



sitetæller

BABEL

>

SPROG

>

Sprogslægtskab


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 8 aug 1994 (uploadet 14 jan 2004)