STEDORDENES KASUS

Selve 'Mine Aner og Mig' er vist ikke korrekt dansk rent grammatisk, men gør det noget !? SKAL det absolut være korrekt grammatisk dansk?

Ordet 'Aner' (=forfædre) er forsåvidt heller ikke dækkende, da erindringerne jo også omhandler min mors forældre og hendes søskende, altså mere end anerne - men gør det noget?

Såfremt du gider give et bud på dette problem, siger jeg dig mange tak.

NN
12. april 2004

Dels er sprogbrugen vaklende og under stadig udvikling, som jeg vil dokumentere i det følgende, dels er sprogbrugerne opmærksomme på det. (Der er en del andre tilfælde af grammatisk vaklen, hvor sprogbrugerne enten ikke aner det, eller også er ligeglade. Men ikke her.)
Det betyder at ligegyldig hvad du vælger, vil der være mange der synes dit valg er påfaldende eller ligefrem forkert.

Mig fx, jeg synes at "Mine Aner og Jeg" er kunstigt, unaturligt, anstrengt dansk, mens "Mine Aner og Mig" er fuldstændig korrekt og lydefrit dansk, grammatisk og på enhver anden måde. Og endnu mere mundret, naturligt og ligetil (men måske for ubeskedent?) ville "Mig og Mine Aner" vist være!
Men havde du spurgt en anden, kunne du have fået det modsatte svar: "Mine Aner og Jeg" er pænt dansk skriftsprog, mens "Mine Aner og Mig" er talesprog, og "Mig og Mine Aner" måske endda barnagtigt.

Da Helen Krags (østrigske) erindringsbog "Meine Oma und Ich" skulle oversættes til dansk, ønskede hun at titlen skulle være "Min bedstemor og mig", men det kostede en længere diskussion med oversætteren!

Mit råd er:
Følg din egen følelse for naturligt sprog, og ignorér alle grammatikfordømmelser af det.
Hvis ikke det huer dig selv at bestemme over dit sprog, så vælg dig en autoritet, og følg hans anvisninger, fx mine ;-)

GRAMMATISK KORREKTHED

Problemerne vedrører ofte skriftsproget. Det er meget mere konservativt end talesproget, det er jo det der er det fine ved det, at det har en større holdbarhed end talen. Desuden er vi allesammen 100% kompetente i talesproget, mens skriften er en meget mere specialiseret opgave med dertil hørende specialister. Så der er forskelle på hvilke grammatiske former folk finder passende i henholdsvis tale og skrift.

Uenighederne kan handle om hvor talesprogsnært skriftsproget må være. Det var en af de bebrejdelser kritikerne udsatte den stakkels H.C. Andersen - det danske sprogs ubestridte mester - for, da hans første eventyr udkom.

Eller de kan bestå i forsøg på at ændre egne eller andres grammatiske former, normalt inspireret af fuldstændig ubefæstede forestillinger om hvordan sproget er eller burde være.
Enkelte af disse forskelle ophøjes til at være almene og offentlige debatemner som sprogbrugerne kan strides om. Det du spørger om, "Mine Aner og Mig" kontra "Mine Aner og Jeg", er en klassiker. [Se fx min egen 10 år gamle artikel Fiinsk]

KASUS

Det kan fx gøres med bøjninger af ordene, altså kasusendelser, som vi fx kender det fra tysk og latin.
I de "klassiske" kasussystemer står grundleddet i nominativ, genstandsleddet i akkusativ og hensynsleddet i dativ.

Men det kan også gøres med ordstilling, betoning og en bunke småord med grammatisk betydning. Sådan er det fx i dansk og engelsk og mange andre sprog.

De generelle processer jeg beskriver i det følgende, gælder ikke kun for dansk, men også for mange andre ordstillingssprog, selv om detaljerne varierer. Det indebærer at dansk ikke er en selvstændig størrelse, men en del af et større sprogsamfund, hvor der på trods af indbyrdes uforståelighed finder ganske parallelle udviklinger sted.

DET DANSKE SYSTEM, for tiden

Grammatikken er ikke holdt op med at udvikle sig. Ovenstående regel er det aktuelle kompromis. Og det er under forskellige former for "angreb", sprogbrugerne er i en række tilfælde uenige om hvad der "rigtigt", helt uden hensyn til hvad de faktisk selv siger når de ikke har opmærksomheden rettet mod grammatikken.

Bortfald af gamle kasusformer

I det følgende bruges farvekodning i et forfængeligt håb om at skabe mere overblik.

enighed

enighed på trods af kasus"forseelse"

uenighed

Genstandsled Jeg elsker dig De spiste den Hent ham Peter Mig gamle mand skal du ikke genere Jer rige kan vi ikke hamle op med
Hensynsled Send os et brev Han gav dem pengene Han gav dem dem	Hensynsleddet er et godt eksempel på hvordan kasus bliver erstattet med ordstilling. Ganske vist står hensynsled og genstandsled i samme kasus, men vi kan alligevel kende hensynsleddet på dets stilling i sætningen: Man kunne sige at hensynsleddet "bøjes i ordstilling" på dansk, til erstatning for kasusendelser.
Styrelse i forholdsordsled Han gav den til mig Vi tog dem fra dem	I kasussprog styrede de forskellige forholdsord forskellige kasus, og der er masser af rester af den slags gamle bøjninger i moderne dansk: til vejrs,til bords,til søs, i tide, ad åre, på færde osv. Men de er ikke produktive, de kan ikke bruges til at lave nye udtryk med.

Det var den ene proces, sammenfaldet af gamle kasusformer. Hertil er der ingen vaklen i det danske sprogsamfund.

Det er der mærkelig nok heller ikke i to af de tilfælde hvor kasussprog har nominativ, men hvor dansk uomstridt bruger objektstedord.

Omsagnsled til grundled Det er mig Det blev jer	I kasussprog står omsagnsled til grundled i nominativ. Men hele det danske sprogsamfund bruger objektstedordene. Her er der ingen der finder på at henvise til kasusgrammatik som argument for at man burde bruge subjektstedordene.
Sætningskløvning Du gjorde det --> Det var dig, der gjorde det Vi er bedst --> Det er os, der er bedst Han er gammel --> Det er ham, der er gammel De spiller kort --> Det er dem, der spiller kort	Hele det danske sprogsamfund bruger objektstedordene ved sætningskløvning, til trods for at der tale om en nominativ funktion. Alligevel er der ingen der finder på at henvise til kasusgrammatik som argument for at man burde bruge subjektstedordene.

Men i to andre tilfælde hvor kasussprog også har nominativ, er der vaklen. Nogle sprogbrugere foretrækker subjektstedordene, andre objektstedordene.
Valget mellem de to er desuden en yndet offentlig slagmark for sprogrevsere, -røgtere, -korreksere, -plejere, -lærere, - debattører og -brevkasseredaktører som mig (jeg?):

Sammenligning Han er dummere end hun (er) --> Han er dummere end hende (er?) Han er er lige så gammel som jeg (er) --> Han er lige så gammel som mig (er?)

    Flerleddet grundled

SIDEORDNET "Vi var syge", men "Mig og min bror var syge" Mine Aner og mig Thøger og mig er de rene typer

    MED BESTEMMERLED

1. og 2. person Substantivisk Os mænd er nogle børster Jer politikere skal få!

3. person, Besjælet Substantivisk Hende Lise har allerede spist Ham grønthandleren er fra Irak Adjektivisk Hende den høje er fra Norge Adverbielt Hende derovre er fra Kina

Da der er tale om grundled, burde det ud fra en kasusbetragtning være nominativ. Men alle danske sprogbrugere bruger objektstedordene, hvorimod norsk og svensk bruges subjektstedordene i disse tilfælde. Det har dog ikke fået nogen kasuselsker til at foreslå noget lignende på dansk.

3. person, Ubesjælet

Den og det hedder det samme i både subjektform og objektform så der kan man ikke se forskel Den er heldigvis billig (uden bestemmerled) Den derovre er desværre dyr (med bestemmerled)

3. person, Flertal Substantivisk De børn er søde

Forekommer ikke med substantivisk bestemmer * Dem børn er søde Stedordet opfattes her som påpegende og er dermed ubøjeligt Formen findes i amerikansk negersprogsparodi Them children should go free

3. person, Flertal Adverbielt Dem derhenne står også i kø Dem i Jugoslavien er krigsgale

3. person, Flertal Med relativsætning som bestemmer Dem som ikke har billet, må vente til sidst De derhenne står også i kø Endnu mere vidtgående er "den omvendte bestemmeregel", dvs at lave dem om til de nårsomhelst der følger et bestemmerled efter De på den anden side af kloden skænker vi ikke mange tanker

Tilbage er det eneste tilfælde hvor alle danske sprogbrugere altid er enige om at bruge subjektstedordene:

Nøgent grundled Jeg spiser De rejser

Når grundleddet er nøgent, dvs kun består af et stedord uden bestemmerled og uden sideordnede led. I alle andre tilfælde bruger hovedparten af sprogbrugerne i hovedparten af tilfældene subjektstedordene. Stedord bruges kun i nominativ hvis det står alene i navneleddet.

"HYPERKORREKTHED"

Genstandsled Kender du de der kommer i aften? De derovre kan jeg ikke lide "Vi kan berolige de der rejser med Sterling...", direktøren for Team-Sterling i Kanal 2, 23.09.93 Styrelse i forholdsordsled Giv pengene til de der har brug for dem Du skal ikke give ordet til de der ikke vil have det. "Til ære for vi udlændinge blev der råbt...", Vibeke Sperling i Radioavisen, 29.09.93 Hensynsled Giv de der fortjener det, en ordentlig belønning

De folk der går ind for traditionel kasusgrammatik, bryder sig ikke om den slags former, da de jo er grammatisk "forkerte". Men de to partier har det tilfælles at de foretrækker subjektstedordene i en række tilfælde hvor standarddansk har objektstedord. Så til kasusrytternes store sorg, tror "nynominativisterne" at deres former er mere grammatisk korrekte.

Denne beskrivelse lader som om folks teorier om sproget har nogen indflydelse på det. Det er imidlertid ikke tilfældet. Grammatik er i alt væsentligt en ubevidst aktivitet, og folk kan sjældent gøre rede for grammatikken i deres sætninger, normalt heller ikke i de tilfælde vi har set på her.

Personligt hører jeg til en generation der ikke kunne drømme om at bruge subjektstedord i genstandsled med relativsætning som bestemmerled, men det skyldes ikke mine bevidste overvejelser, bare at det er min sprogstandard.

Hvis man et øjeblik ser bort fra hvad man selv synes er rigtigt eller forkert, og ser det hele i historisk perspektiv, så må man antage at både kasusrytternes og nynominativisterne "ekstra" brug af subjektstedord i forhold til standarddansk, begge to afspejler en generel, historisk bevægelse bort fra kasusforskelle, altså et moderne udslag af den samme proces der i sin tid afskaffede dativ-kasusendelserne.

Man kan også se det som et interessant eksempel på hvordan grammatiske forandringer slår igennem. Det er jo temmelig dramatisk at bestemmerled ikke bare kan kalde på subjektstedord i grundled, men at de også kan i genstandsled, hensynsled og forholdsordsledsstyrelser, med relativsætninger som trojansk hest.

DE GRAMMATISKE BETEGNELSERS SKAVANKER

Nominativ er det latinske navn for navnefald, og i latin står både grundleddet og omsagnsleddet i nominativ uanset leddets indre struktur. Det gør de ikke på dansk, hvor omsagnsleddet bruger objektstedord, og grundleddet kun bruger subjektstedordene når det er nøgent. Dertil kommer at nogle sprogbrugere bruger navnefald i ALLE led med bestemmerled, også genstandsled, hensynsled og forholdsordsledsstyrelser.
Nominativ er ikke noget godt navn på den danske situation. Men vi kan nok leve med det.

Akkusativ er det latinske navn for genstandsfald, og i latin står både genstandsleddet og dets omsagnsled i akkusativ uanset leddets indre struktur. Der er også nogle forholdsord der styrer akkusativ. Hensynsled og andre forholdsordsled står i dativ. Dativ findes ikke mere på dansk som særlig form, og er slået sammen med akkusativ. Nogle foretrækker derfor at kalde det danske kasus afhængighedsfald. Men dertil kommer at nogle danske sprogbrugere bruger navnefald i ALLE led med bestemmerled, også genstandsled, hensynsled og forholdsordsledsstyrelser der ellers ifølge både kasusgrammatik og dansk standardgrammatik skulle bruge objektstedord.
Akkusativ er ikke noget godt navn på den danske situation. Det er så misvisende at det burde skiftes ud. Jeg plejer at bruge oblik, der altså betyder ikke-nominativ. Både i grundleddet og alle de andre led er der vaklen på dansk, som gør det misvisende overhovedet at tale om kasusformer på dansk. I stedet for kunne man nøjes med at finde et passende navn for de to grupper af personlige stedord, fx subjekt- og objektstedord, som jeg også har brugt her. Men de er jo også misvisende.

Løsningen kunne være at tale om markeret og umarkeret.
Tilbage står så en diskussion om hvilken af dem der er markeret og hvilken umarkeret. Jeg hælder til at kalde objektstedordene (mig, dig, ham, hende, den, det, os, jer, dem) for umarkerede, og subjektstedordene (jeg, du, han, hun, den, det, vi I, de) for markerede. Men der er jeg nu ikke ganske sikker.

FREMSKYDNING AF LETTE LED

BABEL

>

DANSK
SPROG

>

BREVKASSEN

>

Stedords kasus