Stedords kasus

  <

BREVKASSEN

  <

SPROG
DANSK


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

21 april 2004

BREVKASSEN

Spørgsmål sendes til osa@olestig.dk.
De besvares (måske) af
Ole Stig Andersen
Ole Stig Andersen

STEDORDENES KASUS

"Thøger og mig er de rene typer"
          Ebbe Kløvedal Reich i dagbladet Information, 24.09.93


Goddag, jeg leder efter en der vil hjælpe mig med at analysere en overskrift: 'Mine Aner og Mig'
Kan jeg godt bruge den - eller er den helt gal, grammatisk såvel som indholdsmæssigt?

Selve 'Mine Aner og Mig' er vist ikke korrekt dansk rent grammatisk, men gør det noget !? SKAL det absolut være korrekt grammatisk dansk?

Ordet 'Aner' (=forfædre) er forsåvidt heller ikke dækkende, da erindringerne jo også omhandler min mors forældre og hendes søskende, altså mere end anerne - men gør det noget?

Såfremt du gider give et bud på dette problem, siger jeg dig mange tak.

NN
12. april 2004




Der findes ikke noget neutralt svar på det spørgsmål du her stiller.

Dels er sprogbrugen vaklende og under stadig udvikling, som jeg vil dokumentere i det følgende, dels er sprogbrugerne opmærksomme på det. (Der er en del andre tilfælde af grammatisk vaklen, hvor sprogbrugerne enten ikke aner det, eller også er ligeglade. Men ikke her.)
Det betyder at ligegyldig hvad du vælger, vil der være mange der synes dit valg er påfaldende eller ligefrem forkert.

Mig fx, jeg synes at "Mine Aner og Jeg" er kunstigt, unaturligt, anstrengt dansk, mens "Mine Aner og Mig" er fuldstændig korrekt og lydefrit dansk, grammatisk og på enhver anden måde. Og endnu mere mundret, naturligt og ligetil (men måske for ubeskedent?) ville "Mig og Mine Aner" vist være!
Men havde du spurgt en anden, kunne du have fået det modsatte svar: "Mine Aner og Jeg" er pænt dansk skriftsprog, mens "Mine Aner og Mig" er talesprog, og "Mig og Mine Aner" måske endda barnagtigt.

Da Helen Krags (østrigske) erindringsbog "Meine Oma und Ich" skulle oversættes til dansk, ønskede hun at titlen skulle være "Min bedstemor og mig", men det kostede en længere diskussion med oversætteren!

Mit råd er:
Følg din egen følelse for naturligt sprog, og ignorér alle grammatikfordømmelser af det.
Hvis ikke det huer dig selv at bestemme over dit sprog, så vælg dig en autoritet, og følg hans anvisninger, fx mine ;-)

GRAMMATISK KORREKTHED

Nu er det jo sådan at sproget nødvendigvis næsten altid er grammatisk korrekt. Hvis ikke det var dét, ville det være hårdt arbejde at kommunikere. Af ren og skær magelighed taler alle mennesker stort set korrekt uden at kende reglerne.
Desuden er reglerne ikke helt ens overalt i sprogsamfundet, der er variationer efter dialekt, alder, uddannelse, stilleje og medie.
Dertil kommer at sproget hele tiden forandrer sig. Både udtaler, ordbetydninger og grammatiske kategorier forskyder sig over tid, nogle umærkeligt, andre påfaldende for sprogbrugerne.

Problemerne vedrører ofte skriftsproget. Det er meget mere konservativt end talesproget, det er jo det der er det fine ved det, at det har en større holdbarhed end talen. Desuden er vi allesammen 100% kompetente i talesproget, mens skriften er en meget mere specialiseret opgave med dertil hørende specialister. Så der er forskelle på hvilke grammatiske former folk finder passende i henholdsvis tale og skrift.

Uenighederne kan handle om hvor talesprogsnært skriftsproget må være. Det var en af de bebrejdelser kritikerne udsatte den stakkels H.C. Andersen - det danske sprogs ubestridte mester - for, da hans første eventyr udkom.

Eller de kan bestå i forsøg på at ændre egne eller andres grammatiske former, normalt inspireret af fuldstændig ubefæstede forestillinger om hvordan sproget er eller burde være.
Enkelte af disse forskelle ophøjes til at være almene og offentlige debatemner som sprogbrugerne kan strides om. Det du spørger om, "Mine Aner og Mig" kontra "Mine Aner og Jeg", er en klassiker. [Se fx min egen 10 år gamle artikel Fiinsk]

Her er så den autoritative forklaring ;-)

KASUS

Alle sprog har brug for at kunne markere betydningernes indbyrdes sammenhæng i sætningen.

Det kan fx gøres med bøjninger af ordene, altså kasusendelser, som vi fx kender det fra tysk og latin.
I de "klassiske" kasussystemer står grundleddet i nominativ, genstandsleddet i akkusativ og hensynsleddet i dativ.

Men det kan også gøres med ordstilling, betoning og en bunke småord med grammatisk betydning. Sådan er det fx i dansk og engelsk og mange andre sprog.

  Nogle kasussprog Nogle ordstillingssprog
Nordiske sprog islandsk, færøsk, oldnordisk dansk, norsk, svensk
Vestgermanske sprog tysk engelsk, scots, frisisk, hollandsk
Romanske sprog latin fransk, katalansk, spansk, portugisisk, italiensk, sardisk
Slaviske sprog polsk, tjekkisk, slovakisk, russisk,
ukrainsk, slovensk, serbokroatisk
makedonsk, bulgarsk
Andre indoeuropæiske sprog lettisk, litauisk, græsk, albansk, irsk  
Uralske sprog finsk, samisk, estisk, ungarsk  
Forskellige ubeslægtede
ikke-indoeuropæiske sprog
tyrkisk, tjetjensk, tamil
malajisk, thai, kinesisk, vietnamesisk

Sprog forandrer sig hen ad vejen. Både dansk og engelsk og fransk har været - eller kommer af - kasussprog, og kasussprogenes endelser stammer igen fra selvstændige ord på et tidligere stade af sproget. Vi kan ikke se så forfærdelig mange tusinde år tilbage i sproghistorien, men det ser ud til at der er tale om store cykliske processer over tusinder af år, fra kasusgrammatik til rækkefølgegrammatik til kasusgrammatik til rækkefølgegrammatik osv ...

De generelle processer jeg beskriver i det følgende, gælder ikke kun for dansk, men også for mange andre ordstillingssprog, selv om detaljerne varierer. Det indebærer at dansk ikke er en selvstændig størrelse, men en del af et større sprogsamfund, hvor der på trods af indbyrdes uforståelighed finder ganske parallelle udviklinger sted.

DET DANSKE SYSTEM, for tiden

I mere end tusind år har dansk udviklet sig bort fra kasus- til ordstillingsgrammatik. Udviklingen er toleddet:
      1. Sammenfald af gamle kasusformer
      2. Opsplitning af den klassiske nominativ
Det samlede resultat af de to bevægelser, altså den moderne danske kasusregel, kan formuleres sådan:

Subjekt-
stedordene
Objekt-
stedordene
jegmig
du (De)dig (Dem)
hanham
hunhende
den
det
vios
I (De)jer (Dem)
dedem
      Subjektstedordene ("nominativ") bruges kun i ægte, nøgent grundled.
      I alle andre tilfælde bruges objektstedordene ("akkusativ").

Grammatikken er ikke holdt op med at udvikle sig. Ovenstående regel er det aktuelle kompromis. Og det er under forskellige former for "angreb", sprogbrugerne er i en række tilfælde uenige om hvad der "rigtigt", helt uden hensyn til hvad de faktisk selv siger når de ikke har opmærksomheden rettet mod grammatikken.

Bortfald af gamle kasusformer

Navneordene har helt mistet alle de gamle kasusendelser, bortset fra ejefald/genitiv (som udgør et særligt problem jeg vil lade ligge her).
De eneste aktive rester af det gamle kasussystem finder vi i de personlige stedord. Dativ er forsvundet i de moderne europæiske ordstillingssprog, og nu koder akkusativ også for hensynsleddet.

I det følgende bruges farvekodning i et forfængeligt håb om at skabe mere overblik.
enighed enighed på trods af kasus"forseelse" uenighed
      Genstandsled
Jeg elsker dig
De spiste den
Hent ham Peter
Mig gamle mand skal du ikke genere
Jer rige kan vi ikke hamle op med

      Hensynsled
Send os et brev
Han gav dem pengene
Han gav dem dem

Hensynsleddet er et godt eksempel på hvordan kasus bliver erstattet med ordstilling. Ganske vist står hensynsled og genstandsled i samme kasus, men vi kan alligevel kende hensynsleddet på dets stilling i sætningen:
Man kunne sige at hensynsleddet "bøjes i ordstilling" på dansk, til erstatning for kasusendelser.
    Styrelse i forholdsordsled
Han gav den til mig
Vi tog dem fra dem

I kasussprog styrede de forskellige forholdsord forskellige kasus, og der er masser af rester af den slags gamle bøjninger i moderne dansk:
til vejrs,til bords,til søs, i tide, ad åre, på færde osv.
Men de er ikke produktive, de kan ikke bruges til at lave nye udtryk med.

Det var den ene proces, sammenfaldet af gamle kasusformer. Hertil er der ingen vaklen i det danske sprogsamfund.

Det er der mærkelig nok heller ikke i to af de tilfælde hvor kasussprog har nominativ, men hvor dansk uomstridt bruger objektstedord.

    Omsagnsled til grundled
Det er mig
Det blev jer

I kasussprog står omsagnsled til grundled i nominativ. Men hele det danske sprogsamfund bruger objektstedordene. Her er der ingen der finder på at henvise til kasusgrammatik som argument for at man burde bruge subjektstedordene.
    Sætningskløvning
Du gjorde det --> Det var dig, der gjorde det
Vi er bedst --> Det er os, der er bedst
Han er gammel --> Det er ham, der er gammel
De spiller kort --> Det er dem, der spiller kort

Hele det danske sprogsamfund bruger objektstedordene ved sætningskløvning, til trods for at der tale om en nominativ funktion. Alligevel er der ingen der finder på at henvise til kasusgrammatik som argument for at man burde bruge subjektstedordene.

Men i to andre tilfælde hvor kasussprog også har nominativ, er der vaklen. Nogle sprogbrugere foretrækker subjektstedordene, andre objektstedordene.
Valget mellem de to er desuden en yndet offentlig slagmark for sprogrevsere, -røgtere, -korreksere, -plejere, -lærere, - debattører og -brevkasseredaktører som mig (jeg?):

    Sammenligning
Han er dummere end hun (er) --> Han er dummere end hende (er?)
Han er er lige så gammel som jeg (er) --> Han er lige så gammel som mig (er?)


    Flerleddet grundled
    SIDEORDNET
"Vi var syge", men "Mig og min bror var syge"
Mine Aner og mig
Thøger og mig er de rene typer


    MED BESTEMMERLED
    1. og 2. person
Substantivisk
Os mænd er nogle børster
Jer politikere skal få!


    3. person, Besjælet
Substantivisk
Hende Lise har allerede spist
Ham grønthandleren er fra Irak
Adjektivisk
Hende den høje er fra Norge
Adverbielt
Hende derovre er fra Kina

Da der er tale om grundled, burde det ud fra en kasusbetragtning være nominativ. Men alle danske sprogbrugere bruger objektstedordene, hvorimod norsk og svensk bruges subjektstedordene i disse tilfælde. Det har dog ikke fået nogen kasuselsker til at foreslå noget lignende på dansk.

    3. person, Ubesjælet

Den og det hedder det samme i både subjektform og objektform så der kan man ikke se forskel
  • Den er heldigvis billig (uden bestemmerled)
  • Den derovre er desværre dyr (med bestemmerled)

  •     3. person, Flertal
    Substantivisk
  • De børn er søde

  • Forekommer ikke med substantivisk bestemmer * Dem børn er søde
  • Stedordet opfattes her som påpegende og er dermed ubøjeligt
  • Formen findes i amerikansk negersprogsparodi Them children should go free

  •     3. person, Flertal
    Adverbielt
  • Dem derhenne står også i kø
  • Dem i Jugoslavien er krigsgale


  •     3. person, Flertal Med relativsætning som bestemmer
  • Dem som ikke har billet, må vente til sidst
  • De derhenne står også i kø
  • Endnu mere vidtgående er "den omvendte bestemmeregel", dvs at lave dem om til de nårsomhelst der følger et bestemmerled efter
  • De på den anden side af kloden skænker vi ikke mange tanker


  • Tilbage er det eneste tilfælde hvor alle danske sprogbrugere altid er enige om at bruge subjektstedordene:

        Nøgent grundled
    Jeg spiser
    De rejser

    Når grundleddet er nøgent, dvs kun består af et stedord uden bestemmerled og uden sideordnede led. I alle andre tilfælde bruger hovedparten af sprogbrugerne i hovedparten af tilfældene subjektstedordene.
  • Stedord bruges kun i nominativ hvis det står alene i navneleddet.

  • "HYPERKORREKTHED"

    Indtil nu har vi set på de forskellige tilfælde, hvor alle eller nogle danskere bruger objektstedordene i grundled. Men når vi kommer til relativsætninger som bestemmerled, så griber det for nogle sprogbrugere hele vejen gennem systemet, således at selv led der på standarddansk og i klassisk standardgrammatik IKKE burde have nominativ, altså subjektstedord, alligevel får det:

    Genstandsled
    Kender du de der kommer i aften?
    De derovre kan jeg ikke lide
    "Vi kan berolige de der rejser med Sterling...", direktøren for Team-Sterling i Kanal 2, 23.09.93

    Styrelse i forholdsordsled
    Giv pengene til de der har brug for dem
    Du skal ikke give ordet til de der ikke vil have det.
    "Til ære for vi udlændinge blev der råbt...", Vibeke Sperling i Radioavisen, 29.09.93

    Hensynsled
    Giv de der fortjener det, en ordentlig belønning


    De folk der går ind for traditionel kasusgrammatik, bryder sig ikke om den slags former, da de jo er grammatisk "forkerte". Men de to partier har det tilfælles at de foretrækker subjektstedordene i en række tilfælde hvor standarddansk har objektstedord. Så til kasusrytternes store sorg, tror "nynominativisterne" at deres former er mere grammatisk korrekte.

    Denne beskrivelse lader som om folks teorier om sproget har nogen indflydelse på det. Det er imidlertid ikke tilfældet. Grammatik er i alt væsentligt en ubevidst aktivitet, og folk kan sjældent gøre rede for grammatikken i deres sætninger, normalt heller ikke i de tilfælde vi har set på her.

    Personligt hører jeg til en generation der ikke kunne drømme om at bruge subjektstedord i genstandsled med relativsætning som bestemmerled, men det skyldes ikke mine bevidste overvejelser, bare at det er min sprogstandard.

    Hvis man et øjeblik ser bort fra hvad man selv synes er rigtigt eller forkert, og ser det hele i historisk perspektiv, så må man antage at både kasusrytternes og nynominativisterne "ekstra" brug af subjektstedord i forhold til standarddansk, begge to afspejler en generel, historisk bevægelse bort fra kasusforskelle, altså et moderne udslag af den samme proces der i sin tid afskaffede dativ-kasusendelserne.

    Man kan også se det som et interessant eksempel på hvordan grammatiske forandringer slår igennem. Det er jo temmelig dramatisk at bestemmerled ikke bare kan kalde på subjektstedord i grundled, men at de også kan i genstandsled, hensynsled og forholdsordsledsstyrelser, med relativsætninger som trojansk hest.

    DE GRAMMATISKE BETEGNELSERS SKAVANKER

    Disse grammatiske kendsgerninger om moderne dansk ( og ret tilsvarende moderne engelsk) gør de klassiske grammatiske betegnelser tvivlsomme, for at sige det mildt.

    Nominativ er det latinske navn for navnefald, og i latin står både grundleddet og omsagnsleddet i nominativ uanset leddets indre struktur. Det gør de ikke på dansk, hvor omsagnsleddet bruger objektstedord, og grundleddet kun bruger subjektstedordene når det er nøgent. Dertil kommer at nogle sprogbrugere bruger navnefald i ALLE led med bestemmerled, også genstandsled, hensynsled og forholdsordsledsstyrelser.
    Nominativ er ikke noget godt navn på den danske situation. Men vi kan nok leve med det.

    Akkusativ er det latinske navn for genstandsfald, og i latin står både genstandsleddet og dets omsagnsled i akkusativ uanset leddets indre struktur. Der er også nogle forholdsord der styrer akkusativ. Hensynsled og andre forholdsordsled står i dativ. Dativ findes ikke mere på dansk som særlig form, og er slået sammen med akkusativ. Nogle foretrækker derfor at kalde det danske kasus afhængighedsfald. Men dertil kommer at nogle danske sprogbrugere bruger navnefald i ALLE led med bestemmerled, også genstandsled, hensynsled og forholdsordsledsstyrelser der ellers ifølge både kasusgrammatik og dansk standardgrammatik skulle bruge objektstedord.
    Akkusativ er ikke noget godt navn på den danske situation. Det er så misvisende at det burde skiftes ud. Jeg plejer at bruge oblik, der altså betyder ikke-nominativ. Både i grundleddet og alle de andre led er der vaklen på dansk, som gør det misvisende overhovedet at tale om kasusformer på dansk. I stedet for kunne man nøjes med at finde et passende navn for de to grupper af personlige stedord, fx subjekt- og objektstedord, som jeg også har brugt her. Men de er jo også misvisende.

    Løsningen kunne være at tale om markeret og umarkeret.
    Tilbage står så en diskussion om hvilken af dem der er markeret og hvilken umarkeret. Jeg hælder til at kalde objektstedordene (mig, dig, ham, hende, den, det, os, jer, dem) for umarkerede, og subjektstedordene (jeg, du, han, hun, den, det, vi I, de) for markerede. Men der er jeg nu ikke ganske sikker.

    FREMSKYDNING AF LETTE LED

    Til sidst:
    "Mig og Mine Aner" ville være endnu mere mundret fordi der er hvad man måske kunne kalde en skønhedregel i dansk: Hvis navneleddet indeholder en opremsning (to er nok), kommer det lette led før de tungere. Altså
  • "Hø og hakkelse", ikke "Hakkelse og hø"
    Eller Magnus Carlssons tegnefilm om "De Tre Venner og Jerry" er underlig bagvendt, ikke? (ligesom hans humor). Man ville vel forvente "Jerry og de Tre Venner".

    Et andet eksempel er den generelle fremskydning af lette led, fx objektstedordene.

    Dansk har - som alle ordstillingssprog - en temmelig stiv ledrækkefølge.
    (Stort set) ethvert led kan flyttes frem i forfeltet, men alle andre led beholder deres plads.

    Forfelt Centralfelt Slutfelt
    V(erbal)
    udsagnsled
    S(ubstantial)
    grundled
    A(dverbial) v(erbal) s(ubstantial) a(dverbial)
    hensynsled genstandsled måde sted tid
    Peter har <-- ikke fået hældt - sin suppe ordentligt op i tallerkenen endnu
    - Har Peter ikke fået hældt - sin suppe ordentligt op i tallerkenen endnu?
    Sin suppe har Peter ikke fået hældt - <-- ordentligt op i tallerkenen endnu
    Ordentligt har Peter ikke fået hældt - sin suppe <-- op i tallerkenen endnu
    Op i tallerkenen har Peter ikke fået hældt - sin suppe ordentligt <-- endnu
    Endnu har Peter ikke fået hældt - sin suppe ordentligt op i tallerkenen <--

    Men lad os se på et simplere, mindre anstrengt - og især relevantere - tilfælde.
    Først hensynsleddets fremrykning, jo lettere det bliver formuleret

    Forfelt Centralfelt Slutfelt
    V(erbal)
    udsagnsled
    S(ubstantial) A(dverbial) v(erbal) s(ubstantial) a(dverbial)
    hensynsled genstandsled forholdsordsled
    Sælgeren solgte - ikke - - varerne til manden
    Sælgeren solgte - ikke - manden varerne <--
    Sælgeren solgte ham ikke - <-- varerne <--

    Og hvis enten genstandsleddet eller hensynsleddet bliver erstattet af et objektstedord, rykker de frem i det ellers stive skema:

    Forfelt Centralfelt Slutfelt
    V(erbal)
    udsagnsled
    S(ubstantial) A(dverbial) v(erbal) s(ubstantial) a(dverbial)
    hensynsled genstandsled forholdsordsled
    Sælgeren solgte ham ikke - - varerne <--
    Sælgeren solgte dem ikke - - - til ham
    Sælgeren solgte ham dem ikke - - - - - -

    INDHOLDSMÆSSIG KORREKTHED

    Det generer ikke (mig) spor at din mor også omtaler andre end sine præcise aner, som jég nu tror jeg ville regne forældre med til. Sprog er ikke et logisk regnestykke, hvis det var, kunne vi fx heller ikke sige "lukke op".
    På den anden side er der en del sprogbrugere der synes at sproget BURDE være logisk, og de går normalt rundt med et lille batteri af eksempler på ulogiskheder som de gerne gør opmærksom på, mens de lever i lykkelig uvidenhed om de tusindvis af andre ulogiskheder der er overalt i sproget, også deres eget. Logik er ikke en rettesnor for sproget, det er (bare) et specialiseret redskab man kan UNDERSØGE sproget med. [Se også Deep Blues sejr over Kasparov].

    Forestil dig at det var en bog om "Mig og Mine Dyr", du havde skrevet. Den kunne selvfølgelig handle om dine kæledyr der jo næsten er personer, eller om dine køer der måske også ér. Men hvad med dine akvariefisk og dine undulater, er de dyr? Ja det er de jo, men alligevel er katten nok et bedre eksempel. Og dine fluer og edderkopper, er de dyr? Joh da, men måske ikke det første man kommer til at tænke på når man siger dyr. Og dine søanemoner dér i akvariet, som også hører til "dyreriget", ér de nu også rigtige dyr?

    Som Orwell næsten sagde: "Nogle dyr er mere dyr end andre".
    Eller som en dyreretsaktivist bittert spurgte: "Hvorfor behandler folk dyr som dyr?"
    Har jeg ret, eller har jeg ret?

    Sproget deler ikke verden op i kategorier efter definitioner sådan som logikken gør ("enten-eller"), men snarere ud fra prototyper, bedste eksempler ("mere-eller-mindre").
    Så jeg tror roligt du kan kalde din mors aner aner, selv om der skulle slippe en søster og en nabo med.

    Ole Stig Andersen, 18. april 2004

  • sitetæller

    BABEL

    >

    DANSK
    SPROG

    >

    BREVKASSEN

    >

    Stedords kasus


    Kontakt

    FreeFind
    til top
    © Ole Stig Andersen, 18 april 2004 (rev 17 apr 2005)