INDVANDRERNE OG KOMMUNEVALGET 1989 - 3
|
|
INDVANDRERNE OG KOMMUNEVALGET 1989 - 3 |
|
“Danmark er et folkestyret land. Gennem frie valg af folketing, kommunale råd, menighedsråd m.v. bestemmer folket selv over landets styre. Denne styreform kaldes demokrati.”
Derefter gennemgår bogen folkestyrets opbygning og dets organer, folketing, kommuner osv. Men den gennemgår ikke hvem folket er. Det kunne der ellers være god grund til. For hvem folket er, er noget der forandrer sig gennem tiderne.
Vi lærer i skolen at demokratiet blev opfundet i Athen under den græske guldalder for omkring 2500 år siden: “Alle borgere fik adgang til rådet, og folkeforsamlingens magt blev stærkt forøget. En klar demokratisk magt var skabt” skriver den gamle radikale udenrigsminister P. Munch i sin historiebog. Men Munchs “alle borgere” omfattede ikke kvinder, og også kun folk med en vis indtægt og over en vis alder; desuden var over halvdelen af den athenske befolkning slaver som heller ikke var tiltænkt nogen plads i demokratiet .
Nok har vi fået ordet “demokrati” fra græsk, men grækernes forståelse af hvem folket omfattede, var særdeles eksklusiv og indskrænket. Folkestyre i vore dages forstand er en opfindelse fra sidste halvdel af 1700-tallet.
Men også de første demokratiske forfatninger fra vor egen tid var meget påpasselige med at folket ikke blev for omfattende. Den franske revolution som i år bliver 200 år, gav ikke demokratiske rettigheder til kvinder, og den amerikanske revolution fandt heller ikke at negerslaver hørte til folket.
For demokrati er noget gradvist.
Det absolutte demokrati, hvor alle borgere ved afstemning træffer bestemmelse i alle samfundets forhold er naturligvis en (u)praktisk umulighed (og mange ville også mene uønskelighed), derfor har vi forskellige indskrænkninger, hvoraf den vigtigste selvfølgelig er at vi, i stedet for selv hver gang at møde op, vælger nogle repræsentanter der træffer beslutningerne.
Så i praksis består indskrænkningerne i hvem der er med til at udpege disse repræsentanter. Alverdens demokratiske forfatninger har forskellige retningslinjer at foretage disse indskrænkninger efter. Typiske er udelukkelser med henvisning til
Denne liste er slet ikke udtømmende. Andre lande udvider fx repertoiret af indskrænkninger med henvisning til
Rundt omkring i Verdens demokratier er der sikkert adskillig flere opfindsomme måder at retfærdiggøre diverse indskrænkninger af folkets deltagelse i folkestyret på.
Det blev født et lille år efter den franske julirevolution, nemlig den 28. maj 1831, hvor den indtil da enevældige kong Frederik 6. bestemte at der skulle indkaldes stænderforsamlinger (“stænder” er datidens ord for “klasser” eller “samfundslag”), en proces der 18 år senere førte til junigrundloven af 1849.
Stemmeretsbestemmelserne til stænderforsamlingsvalget drejede sig først og fremmest om jordbesiddelse. Ud af de 108 stændermænd der skulle vælges ialt, blev de 66 valgt af 5.882 store jordejere, de resterende 42 stændermænd blev valgt af 26.350 mindre jordejere (og fæstere).
Totalt var der 32.932 stemmeberettigede ved dette Danmarks første demokratiske valg, vel knap 3% af befolkningen. (Pudsigt nok en procentdel der lige godt svarer til antallet af den befolkningsgruppe man kalder indvandrere og flygtninge i Danmark i dag).
Til gengæld var valgdeltagelsen så høj som sjældent, nemlig helt op til 87%. Den rekord blev først slået ved det nationale protestvalg mod den tyske besættelse i 1943. Men da var der rigtignok også mange flere vælgere.
Valgretsalderen i 1834 var 25 år. Den samme alder krævedes til valgbarhed, tillige med den dobbelte ejendom.
Jøder havde valgret, men kunne ikke selv vælges. (Danmarks eneste tilfælde af race/religions-indskrænkning af demokratiet).
Man skulle være af hankøn, mindst 30 år gammel, have boet i valgdistriktet mindst et år, have et uplettet rygte, have indfødsret eller opholdt sig mindst 10 år i landsdele der hørte under den danske stat.
Udelukket fra at stemme var personer under værgemål, fallenter, folk der havde modtaget urefunderet fattighjælp og personer i privat tjenesteforhold (medmindre de havde egen husstand).
Vælgerne skulle selv melde sig til optagelse på valglisterne.
Danmarks første egentlige valglov udviser altså de gængse indskrænkninger: Man kan ikke stemme hvis man er kvinde, hvis man er for ung, hvis man ejer for lidt, hvis man har skiftet bopæl for nylig, hvis man er umyndiggjort.
Betingelserne for at kunne blive valgt var de samme som for at stemme, dog krævedes der ikke fast bopæl i valgdistriktet, og valgbarhedsalderen var kun 25 år. Man kunne altså blive valgt ind i den grundlovgivende forsamling op til fem år før man selv fik stemmeret.
For at være valgbar til Landstinget skulle man være 40 år, selv om stemmeretsalderen var 30. Her gjaldt altså det modsatte forhold. Man kunne først blive valgt ind i Landstinget ti år efter at man selv havde fået stemmeret.
Endelig gjaldt disse bestemmelser kun tre fjerdedele af Rigsforsamlingens medlemmer, idet den sidste fjerdedel blev udpeget af kongen selv. Valgdeltagelsen blev 33%.
Til stænderforsamlingsvalget i 1834 var valgretsalderen 25. Men junigrundloven 1849 fastsatte en valgretsalder på 30. Først ved grundlovsændringen af 1915 blev valgretsalderen igen nedsat til 25. Til gengæld blev valgretsalderen til Landstingsvalg sat op til 35 år. Et lille halvt århundrede senere blev grænsen sænket yderligere to år, nemlig ved grundlovsændingen i 1953 hvor den blev fastsat til 23. I 1961 blev den nedsat til 21 år og igen i 1978 til de nugældende 18.
At denne grænse er lige så lidt naturlig som de andre, ses af at man fx i Filippinerne har en valgretsalder på 16. Og er det ikke tidligere økonomiminister Erhard Jakobsen fra Centrum-Demokraterne der har udtalt at en valgretsalder på 12 år ikke ville genere ham det mindste?
Ved Forfatningsloven af 1855 indskrænkedes stemmeretten drastisk, idet den nu blev gjort betinget af at man betalte mindst 200 Rigsdaler i skat om året eller havde en årlig indtægt på mindst 1200 Rigsdaler.
Først ved Grundlovsændringen i 1915 blev de økonomiske stemmeprivilegier endeligt fjernet.
Men fattighjælp var stadig slemt en tid endnu. 1849-grundloven havde bestemt at fallenter og folk der ikke havde tilbagebetalt fattighjælp ikke kunne stemme, og denne bestemmelse blev først fjernet fra Grundloven i 1953. Og vi skal helt frem til 1961, før alle bestemmelser om fortabelse af valgretten som følge af offentlig understøttelse bliver endegyldigt fjernet.
Først ved grundlovsændringen af 1915 blev stemmeretten udvidet til også at omfatte tjenestefolk, tyende, som de hed.
Men andre former for umyndiggjorte fik stadig ikke stemmeret. Det gjaldt fængslede, sindssyge, åndssvage, konkursramte m. fl. Disse grupper har i dag fået deres stemmeret, men det har personer der er umyndiggjorte ved dom stadigvæk ikke. Selv om det er sjældent brugte bestemmelser, kan man faktisk den dag i dag umyndiggøres “på grund af ødselhed, drikfældighed eller legemlig mangel, sygdom eller anden skrøbelighed” .
Disse bestemmelser viser klart slægtskab med de gamle omdømmebestemmelser fra 1849 om at vælgere skal have et “uplettet rygte”.
Efter grundloven 1915 mistede den der ved dom var fundet skyldig i “en i den offentlige mening vanærende handling” sin valgret. I 1930 bestemtes det at bøde- og hæftestraf ikke var nok til at berøve én valgretten, nu skulle der fængsel, arbejdshus eller sikkerhedsforvaring til. Fra 1939 trådte valgretsberøvelsen først i kraft fra 4 måneders ubetinget fængsel. Og endelig fra 1953 var straf langt om længe ikke mere en begrundelse for fortabelse af valgretten.
Der findes det tydeligste eksempel på at man kan omgå Grundlovens valgretsbestemmelser, når man gerne vil.
Grundloven kræver at man har fast bopæl i riget, hvis man vil udøve sin stemmeret. Men i 1970 kunne der alligevel indføres en lovbestemt fiktion af følgende ordlyd: “Personer, der er ansat i den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget, og de med disse personer samlevende ægtefæller, anses at have bopæl i riget.” På denne måde fik man skaffet diplomater og deres slags stemmeret.
I modsætning til indfødsret er begrebet fast bopæl ikke nærmere præciseret i lovgivningen. Der findes ikke nogen lov om erhvervelse og fortabelse af fast bopæl. Derfor er det også nemmere at give danskere der i årevis har boet i udlandet stemmeret, end det er at give udlændinge der i årevis har boet i Danmark samme ret.
Det er værd at påpege at lande der som Danmark faktisk forlanger fast bopæl i riget for at man kan stemme, berøver en del af sine borgere stemmeretten. Hvis det land de er indvandret til og opholder sig i, heller ikke giver stemmeret til udlændinge (og det gør så godt som ingen), bliver de altså berøvet deres politiske rettigheder helt og holdent. De ønsker af indlysende grunde at bevare deres danske statsborgerskab, men bor i årevis i et fremmed land, hvor de betaler skat og hvor deres børn går i skole. Alligevel har de ingen muligheder for at øve politisk indflydelse på de forhold de er underkastet og med til at finansiere.
Dette problem bliver stadig mere påtrængende, efterhånden som de internationale forhold medfører en stadig stigende udveksling af mennesker staterne i mellem. I dag er mindst 15 millioner borgere i Europa indvandrere, altså lever og bor i et andet land end det de er statsborgere i, og dette tal kan kun forventes at stige i de kommende år. Når EFs indre marked for alvor begynder, vil vi blive vidne til en hidtil uset omkringflytten af mennesker og stadig flere borgere i det moderne Europa vil således stå uden politiske rettigheder.
|
|
|
Forside
Forord
1 Lille Danmark
2 Hvordan Indvandrerne fik Valgret i Danmark
3 Folkestyret Udvides
4 Hvor Mange Udlændinge Er her?
5 Indvandrernes Organisering
6 Indvandrerkandidaterne
7 Indvandrerlisterne
8 Indvandrerlisternes Politik
9 Partiernes Indvandrerpolitik
10 Dansk for Voksne Indvandrere og Passiviseringen af Flygtningene
Folkestyret Udvides
|
|
siden 1 jan 2000 |
siden 17 juli 00 |
|