Indvandrere (Stem sort) 
- forrige kapitel

INDVANDRERNE OG KOMMUNEVALGET 1989 -   5

Indvandrere (Stem sort) 
- naeste kapitel

INDVANDRERNES ORGANISERING

I hele dette århundrede har vi kendt til selvorganisering i indvandrergrupper. Den finske arbejderforening, som for øvrigt eksisterer endnu og har lokaler på Nørrebro i København, blev stiftet i 1904.

Senere har også polakker, jøder, tyske flygtninge fra nazi-tiden og andre grupper af udlændinge haft deres organiseringsformer, men det der interesserer os her, er fremmedarbejderne, flygtningene og de andre nyere indvandringsgrupper.

De tyrkiske organiseringsbestræbelser

Hvis vi ser på den største gruppe blandt disse, og det er dem der kommer fra Tyrkiet, så skete de første foreningsdannelser omkring 1970. Der er ingen tvivl om at den tyrkiske ambassade havde sin store interesse og andel heri. Ambassaden ville godt bevare indflydelsen på deres landsmænd også via foreningerne.

Der findes en interessant beskrivelse af disse forhold som er lavet af den nu afdøde tyrker Teoman Yigin. Han skrev i 1975 en opgave for Handelshøjskolen, hvori man bl. a. kan læse at den første tyrkiske foreningsleder, ligesom i øvrigt også dansk arbejderbevægelses første store navn, Louis Pio, på et tidspunkt måtte rejse til USA. Yigins analysearbejde har betydet en del for senere organiseringsbestræbelser hos tyrkere og kurdere.

Folk der var med dengang, fortæller om betydelige modsætninger mellem byfolk og landsbyfolk. Den sidste gruppe var talmæssigt langt den største, og det var også dem der - i modsætning til vore nabolande - blev de dominerende, og stadig er det. Det ses måske allerklarest hos de mange kandidater med tyrkisk eller kurdisk baggrund der stiller op til de kommunale valg.

Nationale og lokale foreninger

Der findes i Danmark ca. 150 større eller mindre indvandrerforeninger. Langt de fleste af disse er opstået i og virker i lokalområdet, det vil for det meste sige kommunen.

Det er det ene udgangspunkt for den enkelte forening, altså den lokale tilknytning. Det andet er udgangspunktet i hjemlandet. Her er der groft sagt tale om 2 former:

Man kan dels organisere sig efter politisk opfattelse, dvs i relation til bestemte partier eller bevægelser. Det gælder fx de fleste kurdiske foreninger, men også nogle pakistanske, tyrkiske, arabiske etc.

Eller man kan organisere sig efter sit hjemstavnsområde. I en del foreninger kommer medlemmerne fra et par eller en gruppe af landsbyer i et bestemt distrikt. Det gælder fx en del af de blandede tyrkisk-kurdiske foreninger, de pakistanske og de jugoslaviske (med forskellige nationaliteter og sprog).

I virkeligheden er der selvfølgelig tale om flere blandingstyper i forhold til de 2 hovedformer.

Det er meget normalt at en indvandrer er medlem både af sin lokale organisation og samtidig af en større central forening som fx Den Pakistanske Forening i Danmark eller FAT (Forbundet af Arbejdere fra Tyrkiet).

Lad os tage en landsby i den tyrkiske Konya-provins som eksempel. Kusca er landsby ca midtvejs mellem Konya og Ankara, på omkring 2.500 indbyggere. Godt 800 af Kusca-folkene bor i Danmark, og ca 750 af disse i 5 kommuner i Københavns vestegn.

Deres forhold er indgående beskrevet af etnografen Jan Hjarnø fra Sydjysk Universitetscenter (Tyrkiske indvandrere i Stockholm og København. Sydjydsk Universitetsforlag 1988). Gruppen beskrives som værende temmelig godt integreret i relation til dansk-kundskaber, samvær med danskere, bevarelse af eget netværk, uddannelse og intiativrigdom. Flere af foreningerne i Københavns vestegn er oprettet af Kusca-folk, der også i dag er formænd og bestyrelsesmedlemmer for disse foreninger.

Mange af dem har nået en position i det lokale samfund som tolke, pædagoger, lærere for børn og voksne og som forretningsfolk der driver im- og eksportvirksomhed mellem Danmark og Tyrkiet. Men samtidig er de også blandt de ledende i den centrale organisation, FAT.

Fra denne landsby, som først i år, 1989, fik sin egen parlamentarisk valgte borgmester, finder man i øvrigt også valgte medlemmer af kommunalbestyrelser og flere kandidater til det nye valg. Nogenlunde de samme forhold gælder for flere af de andre landsbyer i Tyrkiet, som har leveret indvandrere til Danmark.

Paraplyorganisationer

De lokale og nationale foreninger har i Danmark ikke dannet føderationer i nær samme omfang eller med samme betydning som vi kender det fra nabolandene Sverige og Vesttyskland.

Der har blandt tyrker/kurderne været gjort forsøg på det, men det er ikke lykkedes. Pakistanerne har gjort det til en vis grad med Den Pakistanske Forening i Danmark, og jugoslaverne med deres Union af Jugoslaviske Klubber i Danmark. Denne union har i nogle år ikke været særlig aktiv i nær samme omfang som de enkelte klubber og foreninger (som regel opdelt efter hjemegn i Jugoslavien).

Derimod har man her i landet paraplyorganisationer, som ikke er kendt på samme måde i andre lande. Der er i virkeligheden tale om noget unikt, at det er lykkedes at få forskellige indvandrergrupper til at samarbejde i den grad som tilfældet har været og stadig er. Ud fra en integrationsinteresse er der måske også grund til at bemærke at deres samarbejde naturligvis foregår på deres fælles sprog, dansk.

Den første paraplyorganisation var GFD (Gæstearbejdernes Fællesråd i Danmark), dannet i 1976, nu kaldet IFD (Indvandrernes Fællesråd i Danmark). IFD fik sit gennembrud omkring drøftelserne af den tidligere omtalte "Betænkning om udenlandske arbejderes sociale og samfundsmæssige tilpasning her i landet".

Væsentlig var det at fire ledere fra henholdsvis tyrker/kurderne, pakistanerne, jugoslaverne og grækerne kunne blive enige om et fælles lederskab. De første samlede forslag til løsning af indvandrernes problemer, fremsat af en indvandrerorganisation, blev udgivet af IFD i 1980.

IND-sam, Indvandrerforeningernes Sammenslutning

Men de aktive bag IFDs rapport fandt ikke organisationen tilstrækkeligt udfarende og demokratisk, og de dannede derfor i 1981 en ny paraplyorganisation, IND-sam (Indvandrerforeningernes Sammenslutning). IND-sam lagde ud med 4-5 medlemsorganisationer og har i dag 33, dækkende hele landet og med 15-20 nationaliteter blandt medlemmerne.

Danske traditioner og indvandrerforeningerne

Der er nogle forhold inden for indvandrernes organiseringsmønstre, som er typiske for Danmark, også i forhold til vore nordiske søsterlande. Her betyder arven fra Grundtvig, Kold, folkehøjskolerne, kooperationen og folkeoplysningen meget.

Principper hentet fra disse tænkere og organisationsformer har også i moderne tid haft betydning, både for de "traditionelle" organisationer som gymnastik og -ungdomsforeninger og oplysningsforbundene, men også for de mange nyere græsrodsbevægelser der som paddehatte er skudt op siden midten af 1960erne, kvindebevægelse, fredsbevægelse, miljøbevægelse osv.

Respekten for pluralisme, retten til at have forskellige meninger og en meget lidt hierarkisk organisationsstruktur er nogle af nøgleordene i denne proces. Disse begreber har også spillet en stor rolle for indvandrernes egen organisering, og er på den måde en levende illustration af indvandrerorganiseringens integrationspolitiske betydning.

For folk, der som oftest er kommet hertil fra landsbyer med det dertil hørende intakte netværk, som vi også kender det i Danmark for nogle få generationer siden, var dét at skulle organisere sig, noget temmeligt nyt.

Men indvandrerne kunne hurtigt se nytten af at gøre dette på en måde, som hører til de danske traditioner. Græsrodsorganisering - fra neden altså - med en vis økonomisk og ressourcemæssig støtte fra oven, sikrede i væsentlig grad at det var indvandrerne selv der bestemte

  • hvad der skulle ske i deres foreninger
  • hvordan og med hvem de skulle samarbejde
  • hvilken politik og hvilke aktiviteter de ville lægge frem.

    Indvandrertalsmænd

    Indvandrerne kunne også se en fordel i at man på denne måde fik valgt nogle talsmænd som i større eller mindre grad vandt lydhørhed i det danske samfund. For mange indvandrere er det også en tilskyndelse til at gå ind i foreningsarbejdet, fordi der her er tale om en kvalificeringsproces.

    Man hører ofte danskere beklage sig over at der ikke er nogle indvandrere som er så repræsentative talsmænd at de kan tale på alles vegne. Som om man kunne pege på danskere med sådanne beføjelser i alle forhold. Vi har også talsmænd der repræsenterer os politisk (og ikke de samme!), fagligt, interessemæssigt etc. Udfra en sådan "normal" dansk tankegang burde det så ikke være så svært at respektere de indvandrere der bliver valgt til at repræsentere grupperne politisk, i Indvandrerådet etc.

    Organisationernes betydning for integrationen

    I den løbende diskussion om indvandrernes placering i det danske samfund, bliver det mange gange fremhævet - især af indvandrerrepræsentanter - at Danmark ikke har nogen indvandrerpolitik. Men de politiske partier i Folketinget mener selv - sidst i folketingsdebatten 3. maj 89 - at der er tale om en bred tilslutning til en integrationspolitik. En række forskere hælder imidlertid til det synspunkt at det faktisk drejer sig om en assimilationspolitik, der oven i købet efter fleres mening er mislykket.

    Det politiske mål for de fleste indvandrerforeninger, og her især IND-sam, er den pluralistiske integration.

    I den nævnte folketingsdebat blev det også diskuteret om det der altså kaldes integrationsprocessen, er en individuel eller kollektiv foreteelse. De fleste foreninger og en række eksperter lægger vægten på det sidste. En kendsgerning er det da også at undersøgelser af den førnævnte Kusca-gruppe viser at årsagen til denne gruppes relative succes, er det velfungerende netværk og den støtte som medlemmerne af gruppen hele tiden kan give hinanden. Og denne gruppe har som omtalt sin store betydning for en del foreningers virke.

    Indvandrerrådet

    Ønsket fra dansk side om at have en samlet repræsentation for indvandrere og flygtninge, førte til at Indvandrerrådet blev oprettet i 1985, som et rådgivende organ under Indenrigsministeriet.

    Der er valg til Indvandrerrådet én gang om året. Deltage i valget kan alle indvandrerorganisationer der får foreningsstøtte fra Indenrigsministeriet. Foreningernes vedtægter skal være demokratiske og der stilles skrappe krav til deres regnskaber.

    Ved det seneste valg i 1989 fordelte de ialt 32 implicerede sig på følgende lande

    Tyrkiet 8
    Pakistan 5
    Iran 4
    Indien 3
    Sri Lanka 2
    Polen 2
    Grækenland 2
    Ghana 2
    “Afrika” 2
    Italien 1
    Danmark 1

    En indvandrerorganisations aktiviteter

    For at give et lille indtryk af hvad en større indvandrerorganisation beskæftiger sig med, vil der her blive omtalt nogle af IND-sams aktiviteter.

    IND-sam har for det første en organisationsstruktur, der bygger på det repræsentative demokrati. Det er ganske naturligt, da det drejer sig om en paraplyorganisation. På den ene side er der så ikke noget mærkeligt i, at IND-sam ofte lader sig repræsentere ved medlemmerne af de største grupper, nemlig tyrker/kurderne og pakistanerne. Men samtidig lægges der stor vægt på at der i de styrende organer er repræsenteret så mange forskellige nationaliteter som muligt.

    IND-sam har en række arbejdsgrupper, der behandler særskilte spørgsmål, fx uddannelse, arbejdsmarked, kvindespørgsmål osv. Der arbejdes også jævnligt med organisationens politiske program, handlingsprogrammet.

    IND-sam repræsenterer indvandrerne i en lang række "danske" organer, råd, ministerielle udvalg, tidsskriftet Samspils redaktion osv. Ved det seneste valg til Indvandrerådet opnåede repræsentanterne fra IND-sams foreninger valg til 11 af de 14 pladser.

    IND-sam samarbejder med fagforeninger, boligselskaber, Kommunernes Landsforening, Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, mange uddannelsessteder, anti-racistiske organisationer og mange andre danske institutioner og foreninger.

    IND-sam rådgiver foreningerne og deres medlemmer i mange sager og alle mulige danskere, der henvender sig for at få information.

    IND-sam udgiver et blad "Indvandreren" som udkommer på 7 forskellige indvandrersprog (arabisk, græsk, kroatoserbisk, kurdisk, persisk, tyrkisk og urdu (pakistansk)) og med paralleltekst på dansk.

    IND-sam har en støtteforening med over 1200 medlemmer der dels - på grund af utilstrækkelige tilskud fra det offentlige - støtter IND-sam økonomisk, men som også afholder arrangementer der bringer indvandrere og danskere nærmere sammen.

    Indvandrere (Stem sort) 
- forrige kapitel Indvandrere (Stem sort) 
- naeste kapitel


    Ole Stig Andersen

    STEM SORT!

    INDVANDRERNE OG KOMMUNEVALGET

    (1989)

    Forside
    Forord
    1 Lille Danmark
    2 Hvordan Indvandrerne fik Valgret i Danmark
    3 Folkestyret Udvides
    4 Hvor Mange Udlændinge Er her?
    5 Indvandrernes Organisering
    6 Indvandrerkandidaterne
    7 Indvandrerlisterne
    8 Indvandrerlisternes Politik
    9 Partiernes Indvandrerpolitik
    10 Dansk for Voksne Indvandrere og Passiviseringen af Flygtningene

    Indvandrere (Stem sort) 
- logo Babel
    Indvandrernes Organisering
    Stem sort 5
    Indvandrere BABEL

    powered by FreeFind
    BABEL
    Indvandrere (Stem sort) 
- sitetæller
    siden 9 dec 99
    Indvandrernes Organisering

    siden 17 juli 00
    Indvandrere (Stem sort) - til top