INDVANDRERNE OG KOMMUNEVALGET 1989 -   9

Det omvendte gør sig også gældende.

Det er på landsplan mange afgørende beslutninger for indvandrerne træffes.

Efterhånden som indvandrer- og flygtningespørgsmålet har indtaget en stadig større plads i den politiske debat i Danmark, er kravene til partierne om at få at vide hvilke holdninger de egentlig har, også blevet skærpet. Det har også medført at medlemmerne af de forskellige partier har forlangt, at der blev udarbejdet indvandrerpolitiske programmer, noget som de fleste partier vist helst var foruden. Partierne har selv ønsket en uklar og grumset formulering af deres politik på området for at undgå at tabe for mange stemmer til Fremskridtspartiet. Faktisk har vi kun set Socialdemokratiet og DKP omkring 1980 udarbejde forholdsvis klare programmer. I de følgende 6-7 år skete der ikke så meget.

Dog havde Socialdemokratiet et nyt oplæg, som hurtigt blev puttet ned i kommodeskuffen igen, da det var udtryk for den mest gennemsyrede fundamentalistiske tankegang, der endnu var set. Her kan bl.a. nævnes ideen om gennemførelse af mulkten, altså en bødestraf til de forældre, hvis børn ikke kom i skole, eller kravet om at ægtefællers opholdstilladelse skulle være betinget af at de bestod en “integrations”eksamen. Der var meget mere af samme udanske skuffe i godteposen.

Inden for de sidste par år har vi så set nye indvandrerpolitiske programmer fremlagt, bl.a. af SF og Socialdemokratiet, der denne gang havde inddraget nogle af deres politiske sværvægtere i arbejdet og renset de værste lus ud, og. Partier som De Konservative, Venstre og VS er også kommet på scenen med oplæg til deres politik på området.

Og nu er interessen også nået helt ind i Folketingssalen. På baggrund af et beslutningsforslag fra Socialdemokratiet diskuterede Folketinget den 3. maj i år for første gang siden udlændingelovens vedtagelse i 1983 lidt mere grundigt de indvandrerpolitiske spørgsmål.

Den hellige integration

Mærkværdigt var det at overvære hvorledes SF der havde lagt en del arbejde i at fremtræde som et indvandrervenligt parti, helt forskertsede muligheden for at føre nogle af partiets mærkesager som f.eks. skole- og kulturpolitikken frem ved denne lejlighed. Man kan spørge sig selv - som også nogle af partiets indvandrermedlemmer har gjort det - om det ligeledes for SF drejer sig om at undgå at miste stemmer. Hvis det er tilfældet, så forsøger SF sig ganske godt med at kompensere herfor ved at stille en del indvandrere op til de kommunale valg.

Socialdemokratiets holdninger er på nogle punkter blevet tydeligere i de sidste par år, selv om forslagene der blev fremført i Folketinget stadig bar et stærkt præg af ønsket om at sprede indvandrere og flygtninge så meget som muligt, både kommunemæssigt og i skoleklasserne. Der er efterhånden lagt pæn afstand til den gode, gamle integrationspolitik fra 1981, hvor partiets program lagde stor vægt på at uddanne to-sprogede medarbejdere til stort set alle de funktioner hvor indvandrere møder det danske samfund.

Tvang over for frivillighed

Nu har Socialdemokratiets ledelse taget afstand fra disse tanker. Men det har mange lokale politikere fra Socialdemokratiet været temmelig ligeglade med. Vi hører til stadighed borgmestre og udvalgsformænd komme med klare trusler om hvordan disse indvandrere skal piskes på plads. Det hele bliver ganske vist overmåde absurd, når amtspolitikerne samtidig ikke vil stille undervisningstimer nok til rådighed for de indvandrerkvinder, der skal tvinges på skolebænken. For øvrigt har indvandrerkvinderne fra især Tyrkiet og Pakistan selv meldt sig i lange rækker i de seneste år til danskundervisningen.

Familjesammenføringen

Det er således de samme partier der taler om at styrke familjens position i samfundet, som - når det gælder indvandrerne - vil svække deres familjemæssige sammenhold og således knægte helt fundamentale demokratiske rettigheder.

Skoledebatten

Nogle steder ønsker både borgerlige og socialdemokrater at “koncentrationen” af indvandrerbørn ikke må være for stor i enkelte klasser eller skoler. Andre steder har man kunnet nå til bred enighed om fx to-kulturelle klasser. I Hvidovre foregår undervisningen således på sjette år i sådanne klasser, tilsyneladende til både danskeres og indvandreres store tilfredshed. Men i København vækker et lignende forslag stor furore.

Ovenfor er nævnt tre eksempler på, hvad den indvandrerpolitiske debat i partierne drejer sig om i disse år. De er medtaget i denne bog fordi de har en sammenhæng med de kommunalpolitiske temaer. Hvis man ønsker en dyberegående analyse af hvad partierne står for i den debat om indvandrerspørgsmål som har været ført i over 20 år nu, kan vi henvise til forskeren Jørgen Würtz Sørensen som i skrifter fra Center for Kulturforskning ved Århus Universitet har behandlet disse forhold.

Indvandrernes valgdeltagelse

Der blev ikke i Danmark, som i Sverige, ofret store summer på at orientere indvandrerne på deres egne sprog, gennem trykte og elektroniske medier, om valget, hvordan det rent teknisk foregår, og hvad de forskellige partier står for. Denne kendsgerning bliver af nogle brugt som forklaring på den lavere valgdeltagelse.

Men hvis man ser lidt nærmere efter, viser tingene sig at hænge anderledes sammen. For det første blev den danske indvandrervalgdeltagelse - uden offentlige informationskampagner - alt i alt højere end den svenske. For det andet havde nordiske statsborgere en lavere stemmeprocent end andre udlændinge, altså også lavere end de typiske fremmedarbejdergruppers.

Allerede i 1981 sås denne tendens, Valgdeltagelsen for hele landet var 73,3%, i Ishøj var den 68,7% men Ishøjs ikke-Nordiske vælgere nåede helt op på 76,8, mens kommunens nordiske indbyggere til gengæld havde en af de laveste, nemlig 50,0%.

Ikke kun i Ishøj, men også i Albertslund, Tåstrup og Frederiksværk havde ikkenordiske borgere en højere stemmeprocent end kommunens gennemsnit. En stor del af forklaringen er at dér hvor der var mulighed for at stemme på en kandidat fra ens egen baggrund, mødte indvandrerne op i stort tal.

Indvandrerkandidaterne sprænger partilisterne

Vi kan forvente at noget lignende vil ske ved dette valg, hvor det antagelig vil lykkes flere af indvandrerlisterne at komme over tærsklen.

Prognose

Når vi har skilt dem fra der ikke har noget bagland, hvilket i denne sammenhæng vil sige at de ikke har mange landsmænd blandt vælgerne (det betyder selvfølgelig ikke at de ikke kan blive valgt, blot at de bliver det eller ikke bliver det på samme vilkår som andre (danske) kandidater på deres liste), så kan vi vove et øje, og hermed offentliggøre et gæt på at mindst 10 af nedenstående 19 partiopstillede bliver valgt ind (dem der blev valgt ind sidste gang er streget under):

Socialdemokratiet