TASMANIEN

  <

Pungulven


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

7 nov 2006
Ole Stig Andersen Bestil et foredrag
om Tasmanien:


    Ole Stig Andersen
    osa@olestig.dk
    (+45) 2294 2045

Andre foredrag

DEN TASMANSKE TIGERS DØD og GENOPSTANDELSE

Tasmaniens nationaldyr, pungtigeren, blev udryddet i 1936, men spottes alligevel flere gange om året. Den er også forsøgt klonet af australske forskere, foreløbig uden held.
 


Tasmaniens statsvåben

Tasmaniens officielle våbenskjold flankeres at to stående tasmanske pungtigre. Bemærk også pungulvens banemand, fåret, i skjoldets midterbjælke.
Australien har lige afholdt sin Nationaldag for Truede Arter, som er lagt på den dato hvor den tasmanske tiger (Thylacinus cynocephalus) uddøde, 7. september. Det er nu 70 år siden det sidste eksemplar døde i Hobarts zoologiske have.

Den tasmanske tiger var ikke nogen tiger, den var et pungdyr, lige som alle de andre oprindelige landpattedyr i Australien og Tasmanien. Den var på størrelse med en ulv, havde sandfarvet, gulbrun eller grålig pels med en lille snes mørke striber tværs over ryggen ned over bagkroppen og videre ud ad halen der var stiv som en kængurus. Den kaldes også den tasmanske pungulv. Hunnen bar sin hvalp i en bagudvendt pung. Den havde et kraftigt bid og kunne spærre kæberne op til 90°, mod almindelige rovdyrs 60° og menneskers 20°.

Der har også levet pungulve i Australien, men de var helt forsvundet længe før europæerne ankom i 1788. De blev udkonkurreret af dingoen, den forvildede tamhund, som ankom til Australien for en 4-5.000 år siden, og som konkurrerede med tigeren om de samme levesteder og føderesurser. Man har fundet knogler af dyret, og endda indtørrede, mumificerede eksemplarer. Den er også afbildet på årtusindgamle indfødte klipperistninger. Dingoen nåede ikke til Tasmanien, så dér overlevede pungtigeren, indtil europæerne kom.

Dusør

Kunstnernes billeder af pungtigeren

Både den tasmanske urbefolkning og pungulven blev offer for omfattende kunstnerisk bagvaskelse. Ligesom kunstnernes tasmaniere op gennem 1800-tallet blev sortere og sortere og stadig mere abeagtige, blev pungtigrene på billederne stadig mere snigende, krybende og luskede.

Der ligger også forskellige holdninger gemt i dyrets to navne. Tigeren forbindes med stolthed, ulven med luskethed, begge dele ganske ufortjent.

Der holdes for tiden en udstilling på Tasmaniens Universitetsbibliotek hvor nogle af de forskellige billeder af pungulven vises.

Den søde

Her ligner pungulven nærmest en kær hushund. Ligesom os lever den i par, hannen lidt forrest, nysgerrig og på vagt, hunnen tilbageholdende og yndig.

Den ækle

Pungulven blev også fremstillet som et klassisk skadedyr og sygdomsspreder, rotteagtig.

Den luskede

Eller mørk, krybende, langsnudet og snu. En snigende trussel ligger på lur her, en fribytter der falder i ét med sine omgivelser.
Europæerne kom til Tasmanien i 1803, men den første pungtiger blev først set fem år senere. Den har antagelig været temmelig sjælden, måske har bestanden kun været på nogle få tusinde individer. Så sent som i 1820 havde man kun indsamlet fire eksemplarer.

Et handelskompagni planlagde i 1828 at inddrage store landområder i Nordvesttasmanien til græsning for får. Men fremstødet var dårligt planlagt, og alle dyrene døde i løbet af den følgende vinter. Den ansvarlige, Edward Curr, fandt dog en udvej da han skulle rapportere hjem til kompagniets ejere i London om det tab han havde påført dem. Han fandt på at fårene var dræbt af pungulve.

For at understrege sin pointe lod han kompagniet udsætte en dusør på dem. Men modsat ulve og hunde jager pungtigre ikke i flok, og selv om det selvfølgelig skete at de tog et lam eller endda et får, så viser en nylig optælling af samtlige kendte indberetninger at langt de fleste dyr blev dræbt af vinterkulden, altså af Currs vanrøgt, resten af omstrejfende flokke af hunde, kun ganske få af pungulve.

I 1830 udsatte kolonimyndighederne en dusør på den indfødte befolkning. Man fik fem pund for en voksen og to for et barn, dog skulle de være levende! De indfødte tasmaniere var en sparsom jægersamlerbefolkning der ligesom pungtigeren måtte lade livet for de fremstormende, velbevæbnede kristne og deres utallige får. Dem var der allerede langt over en million af.

Hensigten med de udsatte dusører var at udrydde pungulve og urbefolkning, begge sås som skadedyr. Urbefolkningen var fjernet fra hovedøen i 1835 og den sidste "fuldblods" tasmanier døde i 1876, mens den tasmanske tiger holdt noget længere. Dusøren for tigrene blev opretholdt i mange år. Den første halve snes år blev den betalt af det private Van Diemen's Land Company, derefter af den tasmanske regering.

Dusøren pr dræbt pungulv var på et pund, og i år 1900 var over 3.000 skind indløst. Nogle af disse skind findes endnu. Der var også stor efterspørgsel på levende pungtigre fra verdens øvrige zoologiske haver. Hundrede år efter invasionen var dyret stort set væk.

Den sidste

Den sidste pungulv endte sine dage under kummerlige forhold i Hobarts zoologiske have i 1936. I de tre år den levede dér, i en vækstløs verden af beton, stampet jord og hegn, blev den endda på sin arts vegne straffet og mishandlet på mange måder. Og som en virkelig bizar videnskabelig ironi blev den hele sit indespærrede liv beskyldt for at være en han og blev kaldt Benjamin. Men det var en hun.

Benjamins død blev bemærket af Hobarts byråd, og det blev noteret i mødereferatet at man skulle "prøve at få en ny". Men Benjamin var den sidste. Blot to måneder før hendes død var pungulven ellers blevet fredet og sat på listen over beskyttede arter. I 1959 blev den officielt erklæret for uddød.

Findes dyret stadig?

Der findes en del tilfælde af dyr og planter man har troet var uddøde, men som siden har vist sig alligevel ikke at være det. Så hvorfor skulle den tasmanske pungtiger ikke også kunne eksistere stadigvæk? Over 40% af Tasmanien er fredet naturreservat, meget af det det rene vildnis, og der er med mellemrum folk der får øje på noget som simpelthen kun kan være den tasmanske tiger. Efter Anden Verdenskrig er det sket over tusinde gange. I 1979 blev spøgelsestigeren endda set i Nordvesttasmanien af så troværdigt et vidne som en politimand, og dr Eric Guiler fra Tasmaniens Universitet har organiseret flere ekspeditioner for at opspore den sky pungtiger. Den er også set forskellige steder i selve Australien, på trods af at videnskaben mener den forsvandt derfra for 2-3.000 år siden.

Ingen af disse iagttagelser af pungulven har kunnet bekræftes, selv ikke da bladet The Bulletin sidste år udlovede en dusør på over en million danske kroner. Skeptikere mener at det hele ligger ganske på linje med andre fabelvæsner folk til tider ser, som fx Loch Nessuhyret, Jomfru Maria, den afskyelige snemand, Elvis, Bigfoot osv.

Og der er mennesker der vier en stor del af deres liv til pungtigeren, som en hobby, eller ligefrem som en sag. I anledning af Nationaldagen for Truede Dyr interviewede Tasmaniens største avis, The Mercury, en af disse entusiaster, den 69-årige Col Bailey som foreløbig har tilbragt 40 år med at lede efter pungulven. Han undersøger tre-fire formodede iagttagelser af dyret årligt. Ingen af dem har givet pote endnu, men han er sikker på at den er der, faktisk har han selv set én i Sydaustralien i 1967.

"Man skal bare være på rette sted på rette tidspunkt," siger han til avisen. Og så skal man "tænke lige som dyret gør."

Turistindustrien lokker også med muligheden for at spotte en pungtiger. Turoperatøren Under Down Under lover enhver kunde der tager et billede af en pungtiger, pengene tilbage. Der ligger adskillige troværdige øjenvidneberetninger om tigeren på deres hjemmeside. Som en repræsentant for firmaet, Heidi Smith, forklarer The Mercury:

"Folk tror jo også på rumvæsner, for himlens skyld".



Tasmaniens Turistråds logo

Af gode designgrunde har tigeren her fået flyttet sine striber helt op i nakken.
Der er også naturbevarelsesaktivister der arrangerer oplevelsesvandreture på nationaldagen, og nogle af turene holdes i områder hvor der tidligere er set pungulve, og ganske vist lokker de ikke ligefrem med risikoen for at møde én, men alligevel ...

Kloningen

Australian Museum i Sydney har en af landets største samlinger af biologisk materiale fra forskellige dyr, deriblandt et velbevaret pungtigerfoster i alkohol fra 1866. I 1999 udvandt man DNA fra dette foster, og man planlagde nu at klone den tasmanske pungtiger. I 2001 udvandt man også DNA fra to andre velbevarede tigerfostre. Man tog både væv fra knogler, marv, tænder og muskler og gik i gang med at opformere de høstede DNA-strenge for at opbygge syntetiske kromosomer.

Ideen om at klone det uddøde dyr vakte stor opmærkomhed og lignede jo også grangivelig ideen bag Jurassic Park, hvis uhyrer er klonet ud fra dinosaurblodet i maven på millionårgamle myg i rav. Discovery Channel lavede en dokumentar om tigeren, dens udslettelse og laboratorieforsøgene på at genskabe den. Den er blevet sendt i langt over 100 lande, også Danmark.

Men i 2003 fik museet ny direktør, og i februar 2005 erklærede den nye ledelse at man havde opgivet at fortsætte projektet, angivelig fordi den udvundne DNA havde vist sig at være af for ringe kvalitet, faktisk så dårlig at man end ikke kan bruge den til at opbygge pungtigerens genom med. Men den afgående direktør, palæontologen Mike Archer, er ikke enig. Han er "personligt skuffet" siger han til australsk radios ABC Science Online, og håber sammen med flere kolleger at projektet kan fortsættes et andet sted.

"Den teknologi der skal til for at gennemføre det, bliver forbedret hele tiden," siger han.

Det er muligt, men i første omgang er pungtigerens genopstandelse i hvert fald mislykket. Til gengæld er den bedre kendt verden over end den nogen sinde var da den var i live.
 
Cascade Brewery i Hobart
har populariseret pungtigeren på flere af sine ølmærker.
Sinclair Wines
logo

Den tasmanske djævel


Tasmaniens Skov- &
Naturstyrelses logo

Den tasmanske tiger var sin tids største kødædende pungdyr. Da den var udryddet, blev førstepladsen overtaget af et andet pungdyr der heller ikke findes andre steder i verden, den tasmanske pungdjævel.

Den blev kaldt djævel på grund af dens skrig der efter sigende går gennem marv og ben. Den er desuden respekteret for sin evne til at æde alting, pels, kød og knogler.

Selv om den blev jaget lige som tigeren, har den overlevet og ansås ikke for truet, indtil for nylig. For nu har en mystisk og yderst smitsom kræftsygdom ramt bestanden og truer med at udrydde den. Kræftknuderne slår ud i ansigtet på dyret og forhindrer det efterhånden i at æde, så det dør af sult. Det anslås at mindst 75.000 dyr er døde siden sygdommen brød ud i 1995. Dens alvor blev først erkendt i 2003, og årsagen kendes ikke, selv om sprøjtegifte er under anklage. Halvdelen af øens bestand menes at være angrebet. Myndighederne er blevet kritiseret for ikke at have sat ind noget tidligere.

Warner Bros i skærsilden

Pungdjævelen har fået meget mere publicity end tigeren på det sidste. I Danmark fordi kronprinseparret i april i år fik foræret to djævle af den tasmanske stat i barselsgave. Det er de eneste pungdjævle i en zoologisk have uden for Australien.

Overalt i verden er den tasmanske pungdjævel ellers blevet kendt fra en af Warner Bros største tegnefilmssuccesser, Taz, der stammer helt tilbage fra 1954. Taz er en skrigende koleriker, alt- og alleædende, ofte en fare og altid en utilregnelig plage for sine omgivelser. Og i raseri snurrer han rundt om sig selv som en anden hvirvlende dervisj, noget man vist aldrig har set virkelighedens djævle gøre. Men han er blevet meget populær.

Warner Bros er meget næn om deres ophavsret, og længe modstod de krav om at de burde bidrage økonomisk til forsøget på at redde pungdjævelen, når nu de havde tjent så stort på den. I tre år holdt mediegiganten stand og forlangte afgifter hvis deres figur skulle bruges, selv om de da beklagede dyrets situation. Men her i sommer gav de sig endelig, og de tillader nu at Taz optræder i TV-kampagner, og de tillader også fremstillingen af et Taz-legedyr. Disse fremstød forventes at give omkring en million danske kroner til de forskningsprogrammer der skal studere den katastrofale sygdom og redde djævelen.

Først blev Warner Bros kritiseret for ikke at ville bidrage. Nu hvor de gerne vil, bliver de tasmanske myndigheder kritiseret for de kommercielle interessers indblanding, en upassende måde at lave underholdning ud af en alvorlig sygdom på, mener nogle.

Ræve

Nu føjer en ny trussel mod Tasmaniens dyreliv sig til: ræve. Ræve laver stor ravage på mange indfødte dyr rundt omkring i verden hvor den er blevet indført, og dem har Tasmanien hidtil haft held til at undgå. Men nu ser det også ud til at være slut. I år er der fundet adskillige ræve i Tasmanien, og det kan ikke undgå at gå ud over landets mindre pungdyr og andre enestående arter.

Ole Stig Andersen
(Trykt i Weekendavisen-Ideer, 6. okt 2006)



sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

TASMANIEN


Kontakt

FreeFind
til top
© Ole Stig Andersen, 7 nov 2006