I den anledning fortæller Ole Stig Andersen den grumme historie om hvordan det kun tog målbevidste kristne en menneskealder at udrydde Tasmaniens oprindelige befolkning. 'Verdens grundigste og hurtigst gennemførte folkemord' er det blevet kaldt. Det skete i første halvdel af 1800tallet. De kristne massakrerede stammerne, myrdede mændene og bortførte kvinder og børn og holdt dem som kæledyr og slaver. Regeringen udsatte en dusør på indfangne tasmaniere, og i 1832 blev der gennemført en gigantisk klapjagt på dem tværs over øen.

Truganini, den indfødte befolknings prinsesse, blev født i 1812, kort efter at invasionen af Tasmanien var begyndt. Hun var den sidste af sin slags da hun døde som 64årig.

Hun synes at have været en kvinde med en stærk erotisk udstråling som fortryllede både sorte og hvide.

Som ganske ung deltog hun i den kristne mission der koncentrerede de sidste overlevende 2-300 tasmaniere i en trøstesløs, bevogtet lejr på en øde ø hvor de døde én efter én. Hun deltog også i et væbnet oprør mod de kristne sammen med indfødte på det australske fastland.

Den danske eventyrer Jørgen Jürgensen (th, malet af Eckersberg) var straffefange og blev officiel tasmanierjæger og én af de kolonister der kendte urbefolkningen bedst. Han skrev et par bøger om dem. I vores ende af verden er han bedre kendt for at have opkastet sig til enehersker over Island i nogle uger i 1809.

I 1876 døde prinsesse Truganini, barnløs, en dronning uden folk. Hun var den sidste "fuldblods" tasmanier, og hun var den sidste der kunne tale sproget.

I mange år var Truganinis skelet udstillet på museet i Tasmaniens hovedstad Hobart. Det blev først taget ned i 1947, hvor de kristnes udryddelse af den tasmanske urbefolkning uundgåeligt måtte ses i lyset af nazisternes folkemord på jøder og sigøjnere i Europa.

Truganinis skelet blev kremeret og strøet ud over hendes hjemegns vande i 1976, 100året for hendes død.

Overalt i den civiliserede verden har museer og universiteter siden måttet levere deres samlinger af urbefolkningers knogler og andre legemsdele tilbage. Først i 2002 kunne prinsesse Truganinis sidste rester, hendes hår og noget af hendes hud, endelig komme hjem fra London og blive begravet.

Der er også knogler og ting i Danmark. For et par år siden måtte Nationalmuseet levere et tatoveret maorihovede tilbage til New Zealand. Læs også historien om "Hottentot Venus" hvis kønsorganer i mange år var udstillet i sprit på et museum i Paris.

En birolle i historien spilles af den tasmanske tiger, et usædvanligt pungdyr der blev udryddet af de samme mennesker, med de samme begrundelser og med de samme midler som urbefolkningen. Den sidste døde i Hobarts zoo i 1936.

Tasmanierne og deres enestående sprog og kulturer blev udslettet på ingen tid, men flere tusinde efterkommere af tasmanske kvinder og kristne mænd har overlevet. Ved den seneste opgørelse udgjorde de omkring 3% af Tasmaniens befolkning. De har gennem årene ført en stædig kamp for deres rettigheder som efterkommere af den oprindelige befolkning, en kamp parallel med den der føres af fx den australske urbefolkning, de nordamerikanske indianere og de skandinaviske samer.

I den sidste snes år har de opnået en række særlige rettigheder, og deres institutioner og organisationer har fået stillet betydelige midler til rådighed af den tasmanske stat. Men samtidig med at de nu endelig er officielt anerkendt som urbefolkningens retmæssige efterkommere, er der udbrudt bitre indbyrdes stridigheder om hvordan disse rettigheder og resurser nærmere skal forvaltes, og hvem der egentlig kan påberåbe sig at være efterkommer.