Abkhasien

  <

RUSLAND
TJETJENIEN


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

6 okt 1992
Tjetjenien / Rusland:

Tjetjenien forside   Rusland forside
Tjetjenien Foredrag   Rusland Foredrag

Tjetjenerne, Ruslands indianere
Folkemordet i Tjetjenien
Ruslands krig mod det tjetjenske sprog
Tjetjeniens kæmpende dervisjer

Anmeldelse af Hansen & Krag: "Nordkaukasus"
Tjetjenerne må kæmpe alene (Nordkaukasus)
Kulturdrab a la russe (Ingusjetien)
Sjælenes land (Abkhasien)
Kerek er død (Sibirien)
Asiatisk i vælde er nødningen (Usbekistan)
Tyskerne i det Russiske Imperium
Anmeldelse af Klimenko & Hertoft: "Kazakhstan"

Det kommunistiske alfabet
Det muslimske alfabet

300+ Kommenterede links   logofri udgave

Dansk Støttekomité for Tjetjenien
DARC: Dansk Selskab for Kaukasusforskning

Ruslands kolonier, Sprogdrab, Tjetjenien

ABKHASIEN: SJÆLENES LAND

- Sjevardnadzes krig mod Abkhasien

[Denne artikel blev skrevet i september 1992, kort efter den georgiske invasion af Abkhasien. Artiklen redegør for Abkhasien-konfliktens etniske og historiske baggrund. Abkhasien-links her]

Georgiske soldater har endnu engang besat Sukhumi, hovedstaden i Abkhasien, et tidligere autonomt område i sovjetisk Kaukasus, der erklærede sig selvstændig i juli i år [1992]. Parlamentet er brændt og de folkevalgte på flugt, byen har været udsat for omfattende plyndringer. Georgisk militær kontrollerer alle nøgleinstallationer, og de abkhasiske forsvarsstyrker har forskanset sig i byen Gugauta, nord for Sukhumi. Georgien har nægtet at anerkende uafhængighedserklæringen, og den i Vesten så agtede Eduard Sjevardnadze har reageret med militær i stedet for forhandlinger. Over 200 mennesker skal være dræbt, og kamphandlingerne foregår stadigvæk.

Krigen i Abkhasien er endnu et eksempel i den lange række af nationalitetskonflikter der er fulgt i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud, og alvoren bag den georgiske invasion kan sammenlignes med hvis russerne havde besvaret Estlands selvstændighedserklæring med militær indgriben.

Her i begyndelsen af september 92 mødtes præsident Jeltsin både med Sjevardnadze og repræsentanter for abkhaserne og andre kaukasiske folk, og en skrøbelig våbenstilstand blev indgået. Hvis man skal tage den seneste aftale som model, bliver det en kortvarig affære. Den blev indgået 31. august og holdt kun et par dage.


Landet Abkhasien

Det fortælles at Gud engang uddelte jord til alverdens folk. Alle kom for at få deres land, men abkhaserne mødte ikke frem. Da de endelig dukkede op næste dag og bad om deres lod, var Vorherre godt sur og spurgte "Hvor fanden var I henne i går?" Abkhaserne undskyldte sig med at de havde haft gæster, som de var nødt til at tage sig af. Det var en bortforklaring Vorherre kunne lide, så det endte med at han sagde: "OK, så kan I tage den jord, jeg selv skulle have haft".

Abkhasien er et lille subtropisk land på Kaukasusbjergenes sydside ved Sortehavets østkyst, 8.600 km2 stort, (ca det dobbelte af Fyn). Det smukke og frugtbare land er et kendt ferieparadis med tilnavnet "Sovjets Riviera" Landet eksporterer afgrøder som te og sydfrugter og har et stort industrielt. potentiale, hvilket Georgiens viceministerpræsident Roman Gulsirdze direkte har anført som baggrund for invasionen. Abkhaserne er et af de mest velstående folkeslag i Kaukasus.

I dag er der godt en halv million indbyggere i Abkhasien, hvoraf knap 100.000 er abkhasere ("etniske abkhasere" som medierne kalder det når de oversætter nyhedstelegrammer fra engelsk). De andre er indvandrere fra nabolandene, en kvart million georgiere, 75.000 armeniere, et lignende antal russere og derudover, som i alle andre egne i Sovjetunionen, et hav af mindre folkeslag, ukrainere, azerbajdjanere, hviderussere, jøder, ossetiner, grækere, tatarer osv. I dag udgør abkhaserne altså et mindretal i deres eget land, en ikke usædvanlig situation i det sønderfaldne Sovjetimperiums folkeblanding.

Det abkhasiske parlament har 65 medlemmer. Deraf er 28 abkhasere, 26 georgiere og 11 tilhører andre nationale grupper. Præsidenten, Vladislav Ardzinba, er abkhaser, vicepræsidenten er armenier og statsministeren, Baja Zarandiya, er georgier.


Abkhasien: Etnisk identitet

Kaukasus er kendt som folkeslagenes land. På et forholdsvis lille område bor en lang række folk, bl. a tjetjener, lezgier, ingusjer, kabarder, avarer og et væld af mindre folkeslag. Nogle kilder angiver godt 30, andre helt op til 80 forskellige. Disse bjergfolk kaldes ofte under én hat for tjerkesser. Hovedparten af dem er muslimer, et mindretal er ortodokse kristne, og de taler en lang række vidt forskellige sprog. Alligevel har de et vist kulturelt fællesskab og 200 års lidelser og modstand mod Ruslands kolonisering har forenet dem i et nationalt-politisk fællesskab .

Det kan være noget forvirrende hvilket navn man skal kalde alle disse forskellige folk. Når der af og til slipper nyheder ud til den danske offentlighed, staves navnene ofte ret forskelligt, alt efter om det et engelsk-, tysk-, fransk- eller russisksproget pressebureau, man har informationerne fra.

Navnet Abkhas er - uanset hvordan man staver det - ikke folkets eget, det er russisk. Hvis det kommer til os via tysk, staves det Abchasien, hvis det er fra engelsk, Abkhazia. Det er derfor stavemåden kan skifte fra den ene dag til den anden i én og samme avis. Men folket selv kalder sig Apsua og deres land Apsni, der betyder Sjælenes Land.

Denne forvirring berører ikke abkhaserne synderligt. Pointen er at et folks identitet, det sted de anskuer verden udfra, folder sig forskelligt ud i forskellige sammenhænge. Man kan godt anse sig for jyde i én sammenhæng, dansker i en anden, nordbo i en tredje og europæer i en fjerde. På samme måde kan man snildt opfatte sig som abkhaser i én sammenhæng, tjerkesser i en anden, kaukasier i en tredje, tyrker i en fjerde og dansker i en femte.


Abkhasien og StorGeorgien

Det grundlæggende historiske problem mellem Abkhasien og Georgien ligger i Georgiens ønsker om at annektere Abkhasien.

I 1700- og 1800-tallet trængte russerne stadig længere mod syd og fra 1785 til 1864 kæmpede de nordkaukasiske folk indædt mod zarens hær og dens kosakker. Modstanden var voldsomst under Sheik Shamils ledelse fra 1834 til han overgav sig i 1859. Næsten 100 års modstandskamp kostede tusindvis af kaukasieres liv. Da krigen endelig sluttede i 1860, var bjergfolkenes antal næsten halveret. Desuden måtte tusindvis af tjerkessere flygte, og som resultat af det kom abkhaserne, ligesom andre tjerkessere, i mindretal i deres eget land. År for år er der blevet stadig flere georgiere i Abkhasien. Det er på denne baggrund det nu hævdes at Abkhasien er en del af Georgien. Men der har altid levet abkhasere i dette område, og det bekræftes også af de georgiske historiebøger der beskriver Abkhasien som Kaukasus' førende nation i det 8. og10. århundrede.

Abkhasien er blevet invaderet mange gange i historiens løb, persere, arabere, romere, tyrkere og russere er kommet og gået. Der har været mange forskellige magter i området, men ingen har dog påstået at landet slet ikke skulle tilhøre abkhaserne, heller ikke georgierne. De hævder i stedet at abkhaserne tilhører Georgien.

I slutningen af 1800-tallet annekterede Georgien Abkhasien, men i 1907 gav Abkhasien Moskva og Tbilisi et ultimatum. Da russerne tog stilling til fordel for abkhaserne, måtte Georgien trække sig tilbage. I 1917 invaderede de georgiske mensjevikker igen Abkhasien og holdt landet besat i tre år. I den periode voksede andelen af georgiere i landet. Men da bolsjevikkerne kom til magten, ændredes situationen og Abkhasien blev "ophøjet" til sovjetrepublik.

Efter Lenins død voksede den georgiske nationalisme igen. Georgieren Stalin ophævede i 1930 Abkhasiens status som ";selvstændig" republik i Sovjetunionen, og degraderede landet til et autonomt område inden for Georgiens grænser.

Under Stalin (og også efter hans død) førtes der en systematisk assimilationspolitik over for de mange nationaliteter i Sovjet. Fx blev det latinsk-baserede abkhasiske alfabet ændret til georgisk (små 20 år senere, i 1954, blev det igen ændret, denne gang til kyrilliske bogstaver). Tusindvis af georgiske familjer blev flyttet til Abkhasien, og under 2, Verdenskrig flerdobledes Abkhasiens georgiske befolkningsandel. Alle abkhasiske skoler blev lukket og børnene måtte nøjes med undervisning i georgisk og russisk, to sprog der er lige så forskellige fra abkhasisk som kinesisk er fra dansk. Gadenavnene blev ændret, embedsmændene blev udskiftet med georgiere..


Del herskerne?

Efter det mislykkede kup i Moska sidste sommer erklærede det abkhasiske parlament d 25. august landet selvstændigt og vendte tilbage til den gamle grundlov fra 1925, hvor der bl.a. står at "Abkhasien er et selvstændigt land".

Man skulle ellers synes at Georgien, i princippet i hvert fald, skulle være den første til at forstå dette skridt. Det georgiske parlament har nemlig selv betegnet landets indlemmelse i Sovjetunionen fire år tidligere, i 1921, som en okkupation, og erklærede sig uafhængigt endnu før Sovjetunionens sammenbrud. Georgien er også vendt tilbage til sin gamle grundlov, fra 1921, og sovjetisk lov er ikke mere gældende. Alligevel styrer man fortsat Abkhasien, som om sovjetiske bestemmelser på lige dét punkt stadig havde retsgyldighed.

Et paradoksalt træk man har set igen og igen under det russiske koloniimperiums sammenbrud, er at de små mindretal ofte hælder deres hoved til den fjerne storebror i Moskva som en modvægt mod en langt farligere storebror lige i nærheden. I sovjetisk perspektiv er georgierne en minoritet, hvis modstand mod russisk kolonisering er forståelig. I kaukasisk perspektiv er abkhasernes modstand mod georgisk kolonisering fuldt så forståelig. Derfor ønskede abkhaserne i Sovjetunionens dage at blive et autonomt område direkte under Rusland. idet de frygtede et selvstændigt Georgien langt mere end de frygtede Rusland.

Dette perspektiv lurer også bag den aktuelle konflikt. Foruden det store russiske mindretal i Abkhasien er der tusinder af russiske turister, hvoraf flere har mistet livet under kampene. Jeltsin har sendt faldskærmstropper til landet for at evakuere/beskytte russerne, og Sjevardnadze har hævdet at russiske soldater deltager i konflikten på abkhasisk side. Rusland har på sin side anklager Georgien for at have angrebet russiske militlærforlægninger..


Del og hersk

I et andet autonomt område under Georgien, SydOssetien, udspiller en lignende konflikt sig. Osseterne i Georgien (der taler et iransk sprog og hovedsagelig er kristne), ønsker at slutte sig sammen med deres landsmænd i NordOssetien, et selvstyrende område i nabolandet Rusland.

Efter den bolsjevikiske erobring i 1921 blev Georgien udråbt til "selvstændig" sovjetrepublik, og grænsen blev trukket efter Kaukasus-bjergenes højderyg, der uheldigvis gik tværs gennem Ossetien.

Men i virkeligheden er det naturligvis ikke Kaukasus, men derimod den sovjetiske minoritetsudslettelsespolitik der ligger bag eksistensen af to ossetiske områder. Et af de flittigt brugte midler hertil var omlæggelse af grænser og op- og nedgradering af de forskellige koloniserede folkeslags områders placering i det sovjetiske statshierarki.

På den ene side kunne man dele et og samme folk i to administrative områder, som fx osseterne, og i andre tilfælde blev forskellige folkeslag administrativt "bragt sammen" i et arrangeret ægteskab, som det fx er tilfældet hos Ossetiens vestlige nabo, republikken Kabarda-Balkarien. Kabardisk er beslægtet med abkhasisk, mens balkarisk er en slags tyrkisk, altså igen totalt forskellige sprog .

Der har nu i flere år været væbnet konflikt mellem osseter og georgiere. Allerede før Sovjets sammenbrud ophævede Georgien formelt SydOssetiens autonome status, og en storstilet georgiseringsproces blev sat i gang efter bedste sovjetiske mønster, med indførelse af georgisk som eneste officielle sprog, lukning af ikke-georgiske skoler, indførelse af valglove der udelukkede lokalt begrænsede partier (og dermed mindretallenes) fra repræsentation, og oprettelse af georgiske afdelinger ved traditionelt minoritetetsdominerede højere læreanstalter.

En del af optakten til den nuværende georgiske besættelse af Abkhasien var netop voldsomme demonstrationer mod den nylige beslutning om at lægge det sprogvidenskabelige fakultet ved Sukhumis universitet ind under universitetet i den georgiske hovedstad Tbilisi.

Disse foranstaltninger blev ellers indført under præsident Zviad Gamsakhurdia, som nærede et nærmest sygeligt had til kommunismen og til Rusland, og som betragtede enhver tale om minoritetsrettigheder og -beskyttelse som et rent skalkeskjul for russiske interesser. Det var med den begrundelse han satte militæret ind mod SydOssetren. Men han blev som bekendt styrtet og fordrevet efter en kortvarig borgerkrig i januar. [1992] .


Sjevardnadzes motiver?

Selv om Gamsakhurdia er georgisk nationalist om en hals, så kommer han faktisk fra et andet mindretal, mingrelerne, som godt nok er nært beslægtede med georgierne, men som indtil 1930 officielt regnedes for et af de kaukasiske folk. Ved den seneste folketælling før migrelerne administrativt blev afskaffet (1926), var der knap en kvart million af dem. Mingrelien er netop den vestlige del af Georgien der grænser op til Abkhasien, og det er her man skal finde Gamsakhurdias magtbasis. En betydelig del af Abkhasiens georgiere er mingreler,

En anden optakt til invasionen var kidnapningen af nogle højtstående georgiske embedsmænd, deriblandt Sjevardnadzes sikkerhedsrådgiver. Denne aktion fandt sted på abkhasisk jord og de georgiske myndigheder beskylder netop Gamsakhurdia-folk for at stå bag. Endnu en gang er en krig blevet startet under påskud af at ville "skabe lov og orden og bekæmpe banditterne"

I sin umådeholdne hyldest til Eduard Sjevardnadze som en central person i afviklingen af den kolde krig, er Vesten måske tilbøjelig til at overse at hans folkelige opbakning i Georgien er begrænset. Han var trods alt Georgiens statschef og leder af det forhadte kommunistparti i 14 samfulde år, fra 1972 til 1986 hvor Gorbatjof hentede ham til Moskva. Derfor regnes han af mange for en landsforræder i russisk sold, og han har et tungt medansvar for den "stagnation" der har plaget Georgien lige så vel som resten af Sovjetunionen.

Dertil kommer at han overhovedet ikke er valgt ved nogen demokratisk proces, han er tværtimod indsat af de kupmagere der med våden i hånd og den siddende forsvarsminister Tengiz Kitovani i spidsen afsatte landets lovligt valgte præsident. At den afstatte Gamsakhurdia efter alt at dømme var en nationalistisk galning med en diktator i maven, er næppe nok til at retfærdiggøre at Sjevardnadze fortsætter hans georgiseringspolitik over for minoriteterne.

Så måske skal man finde et af motiverne til invasionen i Sjevardnadzes usikre stilling. Han har her fået lejlighed til på én gang at vise sig som en ægte georgisk nationalisthelt der lige som Gamsakhurdia er villig til at føre krig for sagen. samtidig med at han kan rette et slag mod sin fordrevne rivals støtter. Kitovanis meget citerede udtalelse om invasionen: Enhver georgier som elsker sit land, vil støtte dette skridtI handler lige så meget om Gamsakhurdia som den handler om abkhasisk uafhængighed,. Sjevardnadze har heller ikke været sen til at true med at udsætte de valg der ellers skal holdes her i oktober [1992]. Under henvisning til de kaotiske tilstande landet nu er bragt ud i.

Gamsakhurdia har fået asyl i Tjetjenien, hvorfra han leder den mingrelske modstand mod den nye regering i Georgien, så man kunne få det indtryk at hans politiske moral er lige så fleksibel som Sjevardnadzes. Han synes nu at arbejde sammen med de selv samme kaukasiske mindretal han som præsident gjorde alt for at georgisere. .


Den Kaukasiske Forbundsrepublik

Repræsentanter for de Kaukasiske Autonome Republikker samledes sidste år i november i Sukhumi, og vedtog at danne de Kaukasiske Bjergfolks Forbund. Forbundet omfatter to autonome områder på Kaukasus' sydside, i Georgien: Abkhasien og SydOssetien, og syv autonome områder på nordsiden, i Rusland, fra vest mod øst: Adige, Karatjaj-Tjerkessien, Kabarda-Balkarien, NordOssetien, Ingusjien, Tjetjenien og Dagestan. Disse ni områder har tilsammen godt 3,5 millioner indbyggere. Det langsigtede mål med forbundet er dannelsen af en Kaukasisk Forbundsrepublik, med Sukhumi som hovedstad.

Man regner denne stiftende kongres for nummer tre i rækken, idet der blev udråbt en NordKaukasisk republik i 1917, og den anden kongres blev holdt i 1918. Det er meget betegnende for situationen at de efterfølgende tre nordkaukasiske kongresser ikke regnes med, da de blev afholdt under bolsjevikisk kontrol.

Forbundets næstformand, Kanadi Alamia, som er medlem af det abkhasiske parlament, har fornylig udtalt at "Det, vi er blevet udsat for i de sidste århundreder, har vi et klart minde om. Vort hovedmål har indtil nu været at bevare vores kultur og eksistens som folk. Dette mål har vi stadig, men det er ikke mulgt at forene alle tjerkessiske folk i ét land. Vi stræber efter at skabe en model der ligner det europæiske fællesmarked, at forstærke den økonomiske, politiske, sociale og kulturelle solidaritet. Vi ønsker ikke mere krig, men vi vil yde modstand mod enhver der drømmer om at skabe et nyt rige og opsluge os.

Ifølge forbundstraktaten skal de øvrige komme til hjælp, hvis et af medlemmerne bliver angrebet, og de andre kaukasiske folkeslag har derfor besluttet at bistå abkhaserne efter de georgiske styrkers invasion. De har sendt 1500 soldater der kæmper på abkhasisk side mod georgierne, og Sjevardnadze har kaldt dekretet fra De Kaukasiske Bjergsfolks Forbund herom for et "fascistisk og kynisk dokument" og "en krigserklæring mod Georgien". På trods af at russerne har lukket grænsen til Abkhasien, er over 4000 frivillige indtil nu kommet til fra de nordkaukasiske republikker og fra det tjerkessiske mindretal i Tyrkiet, selv om de tyrkiske myndigheder forsøger at lægge en dæmper på det..


Den tjerkessiske diaspora

Før invasionen adviserede Sjevardnadze den engelske, amerikanske og tyrkiske regering. Ikke blot fordi Abkhasien kun ligger godt hundrede kilometer fra den tyrkiske grænse, men nok så meget fordi der i dag bor mellem 3,5 og 4 millioner tjerkessere i Tyrkiet, ud af en samlet befolkning på nogle og 60 millioner. Heraf er ca 300.000 af abkhasisk herkomst, dvs tre gange så mange som der lever i selve Abkhasien! (Disse tal er anslåede, da der ikke findes nogen officiel statistik eller anden undersøgelse. Vii citerer her fra den uafhængige tyrkiske avis Milliyet.).

Efter den russiske sejr i 1860 måtte ca en halv million tjerkessere flygte fra deres hjemland, .En stor del af dem omkom under flugten. Resten søgte beskyttelse under den osmanniske (tyrkiske) sultan, og en del af dem, særlig de unge, blev siden brugt som kanonføde i Europa, hvor det osmanniske rige var på tilbagetog fra de nationale oprør på Balkan..

De overlevende bosatte sig i forskellige egne af det osmanniske sultandømme og i dag lever der, foruden dem i Tyrkiet, omkring 100.000 i Syrien, 50.000 i Jordan, 30.000 i Ægypten og 15.000 i USA.

Arbejdskraftudvandringen fra Tyrkiet har naturligvis også flyttet tjerkessere til Europa, og i Danmark bor der et lille halvt hundrede familier..


... og tilbagevenden

Georgiens invasion i Abkhasien har naturligvis udløst voldsomme protester blandt eksil-tjerkesserne, især i Tyrkiet, men også i England har der været demonstrationer. I de storbyer hvor tjerkesserne hovedsagelig bor, er der næsten daglige demonstrationer. Man har bedt den tyrkiske præsident Özal, og statsminister Demirel om at gribe diplomatisk ind i konflikten.

Tjerkesserne har organiseret store indsamlinger, der bare i løbet af den første uge har givet 100.000$, som er blevet sendt til Abkhasien i form af medicin og anden nødhjælp.

På trods af urolighederne øger pengestærke tjerkessere i udlandet støt deres investeringer i Kaukasus, især i den lette industri og turismen. Og mange unge tjerkessere vender i disse år tilbage til Kaukasus, enten for at købe hus og bosætte sig i det land deres forfædre måtte forlade, eller for at studere, især sprogene, som blandt de tyrkiske tjerkessere har været ved at gå i glemmebogen, en udvikling der nu er vendt.

En ung tjerkessisk studines udtalelse til det tyrkisksprogede tidsskrift Kafkasya Gerçegi (Sandheden om Kaukasus) er karakteristisk:

"Vi føler allesammen at det er som om vi er begyndt at se videre på en film, der har været stoppet i 130 år."

Men abkhasernes aktuelle ønsker for fremtiden udtrykkes nok bedst i deres gamle bordbøn:

"Kære Gud, giv alle folkeslag fred, lykke og sundhed, og glem ikke os små abkhasere."

Ole Stig Andersen & Sevki Nart
(Information, 6. okt 1992)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

TJETJENIEN
RUSLAND

  >

Abkhasien


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 6 okt 1992 (uploadet jan 2000)