Sufi & Dervish

TV viste for en uges tid siden nogle optagelser fra Grozni, hvor befolkningen forbereder sig på det ventede russiske angreb. Godt pakket ind mod sne og vinterkulde danser mændene rundt i cirkler og synger. 'De opfører en særpræget krigsdans', mente en svensk speaker, og antydede på denne måde helt uafvidende tjetjenernes image som Ruslands indianere.

Men man skal ikke kende meget til Islam, før man kan høre at det er trosbekendelsen de synger: La illaha il Allah, 'Der er ikke andre guder end Gud'. Og dansen er også en del af det religiøse ritual.

Det er godt nok Islam, men af en ganske anden slags end dén fundamentalisme der fx er en aktiv politisk kraft i Algeriet.

Islam som forsvar mod russerne

Den russiske kolonisering af Kaukasus skete først i kristendommens navn, siden i kommunismens. Og over for begge disse ideologier har bjergfolkene forsvaret sig med Islam. I den kristne erobrings tid åbenlyst, i den kommunistiske periode i hemmelighed, nu åbenlyst igen.

For selv om kommunismen har haft allierede i det officielle muslimske præsteskab, er det en en helt anden slags Islam der har haft folkets opbakning, som har hjulpet og beskyttet dem mod den russiske undertrykkelse og endda til tider organiseret modstand den, og som har fastholdt kulturelle og åndelige værdier der har gjort det muligt for de nordkaukasiske folk at bevare dén selvtillid, fremtidstro og uafhængighedstrang som i disse år atter prøver at komme til udfoldelse.

Det er sufi-ordnerne der har spillet denne rolle.

Sufierne

Islams sufier, eller dervisjer som de også kaldes, er vel i Vesten bedst kendt som en slags hellige mænd, der søger livets mening og forening med Gud. I et fattigt omvandrende liv, simpelt klædt, med små krav til livet, lever de i bøn og bestræbelse på at opnå indsigt i det højeste.

I modsætning til den 'officielle' Islam har det ofte været dervisjerne der har bragt religionens budskab ud til befolkningen, været forbilleder og åndelige vejledere. Og det har været muligt for folk at være halvdervisjer, at slutte sig til ordenen, søge dens værdier og deltage i dens ritualer i det omfang deres daglige liv gjorde det muligt.

Sufierne bliver ofte - og på mange måder med rette - paralleliseret med kristendommens munke. Ligesom munkene er de inddelt i ordner eller broderskaber, ofte opkaldt efter en grundlægger, en særlig hellig mand, hvis autoritet var så stor at mange mennesker opsøgte ham og fulgte hans anvisninger for at få del i hans visdom og følge hans vej.

Der er flere hundrede sådanne veje, tarikat som de hedder med et arabisk ord.

Mange af dem lever i bedste velgående den dag i dag, trods megen forfølgelse fra diverse magthavere, muslimske såvel som ikke-muslimske, og selv om det kan være mange hundrede år siden grundlæggeren døde.

I Nordkaukasus lever de ikke bare i bedste velgående, men har en central politisk betydning i dag. Det drejer sig om to tarikat, Nakshibende, hvis grundlægger døde i 1388 og Kadiri, som døde i 1166.

Nakhshibende og Kadiri

Kaukasernes modstand mod den russiske erobring blev anført af religiøse ledere fra Nakshibende-ordenen.

Den første var Imam Mansur der i 1780erne samlede mange andre bjergfolk end lige hans egne tjetjenere til kamp. Han er i dag en vældig heltefigur, og der hænger et kæmpeportræt af ham over præsident Dudajevs skrivebord i det pompøse præsidentkontor han overtog fra kommunisterne.

I 1830erne blev hans rolle overtaget af avaren Sheik Shamil der igen samlede bjergfolkene og i 30 år hindrede den russiske erobring af Kaukasus, indtil hans endelige nederlag i 1859.

Derefter trådte en ny religiøs leder ind på scenen, Hadji Kunta som var tyrker (kumyk).

Han hørte ikke til Nakshibende men til Kadiri, en tarikat der traditionelt anses for at være en meget pacifistisk, ikke-aggressiv gruppe. De har drevet omfattende mission rundt omkring i Verden, især i Afrika, men aldrig voldeligt, altid med eksemplets magt, og de blev netop introduceret i Kaukasus af Hadji Kunta, da russerne havde vundet krigen og udslettet op mod halvdelen af befolkningen. De betegnede dengang en indadvendt, pacifistisk søgen mod Gud. Man kunne næsten kalde det en nederlagets, en resignationens tarikat.

Islam under jorden

Den officielle Islam i Sovjetunionen forsøgte at overleve ved at samarbejde med kommunisterne og den officielle ateisme, accepterede nedlæggelse af moskeer, manglende resurser til trykning af koraner, fjernelse af forkyndelsen fra børnenes undervisning osv.

Hvorimod både Nakshibende og Kadiri gik under jorden og fortsatte med at organisere den muslimske befolknings dagligdag og livsfasernes ritualer, sådan som det nu en gang er religioners opgave:

Omskærelse, ægteskab, begravelser, valfart til hellige steder; årets højtider, fasten, profetens fødselsdag, dengang Herrens engel redddede Isak fra Abrahams kniv osv. Næppe til at skelne de samme højdepunkter som Islams tvillingereligion, Kristendommen, fejrer.

Tarikat har også økonomisk magt. De modtager zakat, almisser, en slags religiøs skat som er en af de fem forpligtelser i Islam, og har ikke alene brugt den til at opretholde hellige mænds gravsteder og almindelige menneskers kirkegårde med, men også til mere profane og påtrængende formål i samfundet, fattighjælp, kultur og uddannelse. Af afgørende betydning i en tid hvor kommunisterne forsøgte at udslette folket.

Og de lokale repræsentanter for tarikat har endda i alle disse undertrykkelsens år kunnet fastholde elementer af det muslimske retssystem ved siden af det officielle kommunistiske, med sagsfremlæggelse, domfældelse, straf og hele dynen.

Den slags fæstes ikke ved lov, men ved folkelig autoritet.

Trods 70 års kommunisme har Nakshibende og Kadiri i mange henseender formået at opretholde en parallel muslimsk samfundsforvaltning på det nære plan. De opbyggede med held dét Trotski kaldte modmagt, selv om det nok ikke lige var i dén form han havde tænkt sig det.

Men også - eller især - under deportationerne til Centralasien fulgte sufi-ordnerne med. Ved siden af familje-, slægts- og klantilhørsforhold var tarikats modmagt den eneste sociale organisering tjetjenerne havde i det kazakiske eksil.

Og det er en særlig ironi, at alle disse dervisj-ordener netop har deres historiske udspring i Kazakstan. I byen Turkestan, der tidligere hed Jassi, står Timur Lenks pragtfulde monument over Ahmed Jasevi, Ahmet fra Jassi, i alle ordenerne anerkendt som den første indstifter af en tarikat, uanset at dette er historisk ukorrekt.

'Krigsdansen'

Alle tarikat viser en vej til Gud, én blandt de mange, måske utallige, der er.

Medlemmer af de forskellige tarikat udfører forskellige ritualer, som set fra den enkelte persons synspunkt er en bestræbelse på at følge den rette vej mod hengivelse til Gud, set fra det religiøse samfunds synspunkt er det ritualer der samler de troende og styrker dem i troen og beslutsomheden.

De synger fx Guds navn, eller de vugger og danser, på en måde mange iagttagere har sammenlignet med hengivelse.

Denne aktivitet kaldes zikr (eller dhikr når man oversætter fra arabiske kilder) og kan vel bedst oversættes med ihukommelse eller hjertebøn.

Der er forskel på hvordan de forskellig tarikat udfører denne zikr, Nakshibende laver den tavst, normalt i enrum, mens Kadiri laver den kollektivt og højlydt. Det var dén TV viste for en uges tid siden. De forskellige måder at gøre det på har givet de forskelige tarikat navne som de dansende, de hylende og de hvirvlende dervisjer.

Zikr er ikke bare et religiøst ritual. Under mit besøg i Grozni ventede jeg i forstuen uden for præsident Dudajevs kontor sammen med den bevæbnede 'guide', en ung engelskstuderende, med et fabelagtigt engelsk når man tager hans vilkår i betragtning. Han var et godt eksempel på at tarikat og Islam ikke mere betragtes som noget der knyttet til gamle tilbagestående bjergbønder, det er også moderne, videnskabeligt uddannede der hylder denne.

Det var ikke noget han gik vældig højt op i. Han kendte ikke engang navnet på den tarikat han selv hørte til. Battal Vis, kaldte han den efter at have tænkt sig lidt om, og det er en sammenblanding af to tarikat. Men han kendte ritualet. 'Vi er dem der nikker' sagde han. Og det er netop én af de tarikat der er opstået under deportationen til Kazakstan.

Dér stod denne unge militante selvstændigheds babysitter som han selv med et fnis kaldte sig, og fortalte at 'zikr er en vældig opmuntring i hårde tider.'

Den interne politiske uenighed i Tjetjenien har i høj grad haft sammenhæng med hvilken tarikat man hørte til. I sin tid kaldte den demokratiske opposition foragteligt præsident Dudajev og hans folk for zikrister. Men dén uenighed har den russiske invasion effektivt sat en stopper for. I dag er både Nakshibende og Kadiri i kamp mod russerne.

I Nordkaukasus er Islam ikke kun et religiøst anliggende, men nok så meget et spørgsmål om etnisk identitet.

Men selvfølgelig kan også dé blive islamiseret efterhånden, hvis de kun får støtte fra dén kant.

Ole Stig Andersen
(Information, 17 dec 1994)