Folkemord

Hadet mellem russere og kaukasere er gensidigt. Og set fra kaukasernes synspunkt måske en kende mere berettiget. Det ér trods alt ikke russerne der har været udsat for forsøg på folkemord.

Under den aktuelle optrapning har skræmte tjetjenere direkte talt om Tre Halveringer. To gange tidligere er det nemlig lykkedes Rusland at få nedbragt den tjetjenske befolkning med omkring 50%, og mange frygter at gårsdagens omfattende russiske invasion i Tjetjenien nu er optakten til et tredje massedrab.

Første halvering

Første gang var Ruslands endelige sejr over Kaukasus i 1864. Sammen med flugten fra russernes religionsforfølgelser kostede dén op mod halvdelen af den samlede kaukasiske befolkning livet. De overlevende flygtede i stort tal sydpå til det osmanniske sultandømme, Tyrkiet.

Nogle af de nordkaukasiske folkeslag er i dag talstærkere i eksil end i hjemlandet. Tjetjenernes efterkommere kan fx findes i Jordan hvor de udgør kernen i kong Husseins garde og har forfatningsbestemt særrepræsentation i parlamentet.

Og ud af Tyrkiets befolkning på 60 millioner er omkring 3 millioner i følge den tyrkiske ambassade af kaukasisk afstamning; heraf måske en halv million tjetjenere. De er gennem årene blevet assimileret til tyrkiskhed. Den tyrkiske hærs netop pensionerede øverstkommanderende, general Güres, er tjetjener.

Men de senere års voldelige konflikter i Kaukasus, først og fremmest Georgiens angreb på Abhazien i august 1992, har kaldt en ny national bevidsthed til live, især blandt yngre eksilkaukasere. Det er de færreste udenlandske studenter på universitet i Groznij der er kommet til Tjetjenien alene for at studere, nok så mange vil genoplive deres tjetjenskhed.

Bl a derfor er Tyrkiet og Jordan at finde blandt de lande der yder støtte til Tjetjenien. Indtil nu har denne hjælp kun været af moralsk og humanitær art, men dét vil den ikke kun være efter den russiske invasion.

Blandt de flere millioner tyrkiske fremmedarbejdere der er kommet til Vesten siden 60'erne, er der naturligvis også en del af kaukasisk afstamning. Man kan såmænd også finde en håndfuld (tyrkiske) tjetjenere i Danmark.

Kulturdrab

I årene efter bolsjevikkernes endelige magtovertagelse i 1921 gennemførte tjetjenerne en række forgæves opstande mod den russiske besættelsesmagt som kostede et stort antal mennesker livet. Men efterhånden som de besindede sig på kendsgerningerne, voksede der en national kommunistisk elite frem, der i stedet forsøgte at forene tjetjenskhed med kommunistisk (dvs russisk) overhøjhed.

Så godt som hele denne elite, altså stort set alle tjetjenere med nogen uddannelse, blev udryddet under Stalins store udrensninger i 30'erne, enten direkte henrettet, eller langsommere, i koncentrationslejrene.

Alfabetskift

Kommunistisk nationalitetspolitik tilsigter traditionelt at gøre de ikke-dominerende nationaliteters sprog mere og mere praktisk uanvendelige i dagligdagen.

Som de fleste andre minoritetssprog i Sovjetunionen blev tjetjensk påtvunget et alfabetskifte, i 1923 fra arabiske bogstaver til latinske, og igen 14 år senere i 1937 fra latinske til russiske, med det formål at skære folkets historiske og kulturelle rødder over og lette overgangen fra tjetjensk til russisk, to sprog der er lige så forskellige som dansk og kinesisk.

Den sidste rest af tjetjensk modersmålsundervisning ér forlængst ophørt. Endnu i dag, tre år efter uafhængigheden, foregår al undervisning i Tjetjenien stadig på russisk, fra grundskole til universitet. Alle lærebøger er på russisk.

I Groznijs boghandler kan man ikke købe én eneste bog på tjetjensk, ikke engang en ABC, end ikke en tjetjensk-russisk ordbog. For det første er der ikke penge til at trykke dem, og for det andet ville de færreste alligevel kunne læse dem.

Ganske vist ér der tjetjenere der kán læse og skrive deres modersmål, men næppe mange der i praksis gør det mere, hverken med kommunisttidens russiske bogstaver eller det nye latinbaserede alfabet der formelt blev indført for et par år siden, efter selvstændighedserklæringen.

Massemedier

Tjetjenske aviser er på russisk. Dé spæde forsøg der hidtil er gjort på at udsende aviser på tjetjensk måtte hurtigt opgives. Nationalistiske holdninger eller ej, de kunne ikke sælges, der var ikke nok der kunne læse dem.

Det samme gælder alle øvrige massemedieproduktioner. Det meste fjernsyn er i øvrigt russiskproduceret, og det er et fascinerende syn at se præsident Dudajefs livvagter sidde i hans forkontor i deres camouflageuniformer med maskinpistolen i skødet og more sig over en russisktalende Disney-tegnefilm, udsendt over Moskvas TV.

Tjetjenerne bærer stadig kolonitidens russiskpåbudte efternavne (let genkendelige på endelser som Dudajef og Hasbulatof). Deres uafhængige parlament diskuterer og skændes på russisk, og hvis man vil købe noget i landet, må man have russiske rubler.

Ikke engang landets navn er deres eget. Ordet Tjetjenien stammer fra den første lokalitet russerne kom i kontakt med, selv kalder de deres land Noxçiçö. (Udtales omtrent noktitjø, çö betyder land).

Til trods for alle disse heldigt gennemførte domæneberøvelser er det endnu ikke lykkedes Rusland at udrydde tjetjensk sprog og kulturel selvbevidsthed. Så sent som ved folketællingen i 1989 angav 98% af tjetjenerne, spredt ud over hele Sovjetunionen, at tjetjensk var deres modersmål. Tale det, det kan de stadigvæk.

På dette som på andre punkter er tjetjenernes genstridighed af stor symbolsk betydning, både for de øvrige koloniserede folk og for de storrussiske ambitioner.

Halvering nr to

For 50 år siden, hen mod slutningen af Verdenskrigen, fandt så den næste store halvering af det tjetjenske folk sted, en begivenhed der bedst kan sammenlignes med sigøjnernes og jødernes Holocaust.

I lighed med alle Sovjets andre folkeslag havde tjetjenerne lidt store tab og tålt umenneskelige lidelser under krigen. Men de havde i det mindste været forskånet for krigshandlinger på eget territorium. Til gengæld var der en helt særlig katastrofe i posen til dém.

På den Røde Hærs Festdag den 23. februar 1944 arresterede russiske soldater i løbet af et par timer alle mænd i hovedstaden Groznij og spærrede dem inde i kreaturfolde natten over. Kvinderne blev ikke arresteret, dé fik blot ordre til at pakke deres ejendele, og sammen med deres børn holde sig parat til afrejse. Næste morgen blev de alle læsset på amerikanske Studebaker-lastbiler en del af de allieredes krigsforsyninger til Sovjet og kørt til en jernbanestation i nærheden af Groznij.

Samtlige tjetjenere blev deporteret, en lille halv million mennesker, mænd og kvinder, børn og gamle. Bjerglandsbyerne blev brændt ned, og efterhånden som folk dukkede frem, i tillid til den officielle amnesti der var udstedt, blev også dé sendt afsted. De blev sendt til Centralasien og Sibirien omtrent lige så langt væk som Tjetjenien ligger fra Danmark angivelig for at have samarbejdet med de tyske invasionsstyrker.

Ganske vist nåede tyskerne aldrig frem til Tjetjeniens olje. Men det ér sandt at der vár tjetjenere der så frem til muligheden af at den russiske besættelsesmagt kunne svækkes med tysk hjælp. Ganske som der vár i de andre kolonier.

Folk blev transporteret hundredevis af kilometer i kreaturvogne, og det anslås at omkring en fjerdedel af det tjetjenske folk, over 100.000 mennesker, døde under deportationen.

....Døden høstede de gamle, børnene, de svage. De døde af tørst, af luftmangel, af stanken..
...På de lange stræk lå ligene i bunker i vognene og gik i opløsning. Under de kortvarige ophold, hvor der blev uddelt vand og mad, fik folk ikke lov til at begrave deres døde,de måtte efterlade dem langs jernbanesporene.'

Sådan beretter krimtatarerne 13 år senere i et åbent brev fra Tosjkent, Özbekistans hovedstad, om dén deportation dé blev udsat for, 3 måneder efter tjetjenernes.

Hele denne gigantiske operation foregik midt under den Store Fædrelandskrig, hvor man ellers nok skulle kunne bruge alt mandskab og materiel mod tyskerne. Men selv tjetjenske soldater og officerer i den sovjetiske hær blev samvittighedsfuldt fundet, taget ud af aktiv krigstjeneste og deporteret.

Den tjetjenske republik blev opløst og fordelt mellem de tre naborepublikker, Dagestan, NordOssetien og Rusland. Tjetjenernes ejendomme blev overladt tilflyttere fra naborepublikkerne og den øvrige Sovjetunion, naturligvis især russere og ukrainere.

Også dé var for en stor dels vedkommende tvangsudskrevne.

Det kommunistiske menneske

Forvisning er en god gammel russisk straf for enkeltpersoners politiske forbrydelser. Mange af den russiske revolutions ledere, inklusive Stalin selv, har siddet i arbejdslejr i Sibirien.

Da de selv kom til magten udviklede de denne gode idé til perfektion og udvidede den til at omfatte familjer, byer, folkeslag. I Lenin- og Stalintiden blev mange millioner mennesker interneret i tvangsarbejdslejrene. Det anslås at hele 5% af Sovjetunionens befolkning sad interneret da terroren var værst, midt i 30'erne.

De skulle først og fremmest bruges som regulær arbejdskraft ved industrialiseringen og den øvrige udvikling af de enorme sibiriske og centralasiatiske koloniområder.

Men folkeblandingen var desuden et led i forestillingen om skabelsen af det kommunistiske menneske, befriet fra enhver følelse af national identitet.

Der ér næppe dét sovjetiske folk der ikke er blevet udsat for disse deportationer, talmæssigt set russerne selv mest, men i en halv snes tilfælde gik det ud over hele folkeslag. Foruden tjetjenerne og de allerede nævnte krimtatarer, fx også volgatyskere, ingusjer, meshkheter, koreanere, balkarer, karatjajer og kalmykker.

De blev alle anbragt i Centralasien og Sibirien, med dét absurde resultat at i Kinas naboland Kazakstan er den tredjestørste nationalitet i dag tyskere, ca en million mennesker. (Nr 1 er kazaker, 2 russere).

12 år senere, i 1956, ophævede Hrustjof de fleste af deportationerne (men ikke tyskernes og heller ikke krimtatarernes), og tjetjenerne kunne begynde at vende tilbage til årelange stridigheder med dem der i mellemtiden havde overtaget deres jord og ejendom.

I Gulag

De deporterede folk var underlagt en lang række restriktioner, og ofte blev familjer skilt ad, uden mulighed for bare at besøge hinanden. De levede under forhold det er svært at forestille sig.

Desuden var det strafbart for de fordrevne at tale deres egne sprog, og i mange tilfælde måtte deres børn end ikke gå i skole. At de ikke kunne blive undervist i modersmålet giver sig selv, men ikke engang russiskundervisning måtte de få. Under trussel om meget alvorlige straffe organiserede de deporterede derfor illegale skoler.

Også i lejrene bevarede tjetjenerne deres særlige ry for at være ukuelige.

Med dyb respekt beskriver Solzjenitsin adskillige steder i 'Gulag Øhavet' tjetjenerne som nogle af de mennesker der bedst evnede at bevare deres selvfølelse og stolthed midt i koncentrationslejrens umenneskelige fornedrelse. Dem kunne systemet ikke knække.

Tjetjenerne havde, i modsætning til de fleste andre fordrevne folk, nogle mere usynlige sociale strukturer som kunne holde folket sammen og bevare dets identitet, nemlig det traditionelle tjetjenske bondesamfunds klanstruktur.

Tredje gang?

Det er vel skæbnens ironi at kommunisterne, ved at berøve tjetjenerne et synligt lederskab, styrkede præcis dén sociale struktur der gjorde det muligt for tjetjenskhed at overleve under jorden, og gjorde den så stærk at den siden hen har været uregérlig.

Dén underjordiske klan-organisering deportationen tvang tjetjenerne til at fastholde i Kazakstan, er lige netop dén sociale struktur der i dag udgør grundlaget for samtlige tjetjenske institutioner, fra den folkevalgte regering i Groznij til det tjetjenske hjørne af Moskvas mafia.

Den russiske invasion i Tjetjenien søndag morgen er måske indledningen til en 'Tredje halvering'. Men den vil antagelig sætte hele Nordkaukasus i brand og begynde et nyt Afghanistan.

Ole Stig Andersen
(Information, 13 dec 1994)