Ingusjetien

  <

RUSLAND
SPROGDØD


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

6 dec 1996
Tjetjenien / Rusland:

Tjetjenien forside   Rusland forside
Tjetjenien Foredrag   Rusland Foredrag

Tjetjenerne, Ruslands indianere
Folkemordet i Tjetjenien
Ruslands krig mod det tjetjenske sprog
Tjetjeniens kæmpende dervisjer

Anmeldelse af Hansen & Krag: "Nordkaukasus"
Tjetjenerne må kæmpe alene (Nordkaukasus)
Kulturdrab a la russe (Ingusjetien)
Sjælenes land (Abkhasien)
Kerek er død (Sibirien)
Asiatisk i vælde er nødningen (Usbekistan)
Tyskerne i det Russiske Imperium
Anmeldelse af Klimenko & Hertoft: "Kazakhstan"

Det kommunistiske alfabet
Det muslimske alfabet

300+ Kommenterede links   logofri udgave

Dansk Støttekomité for Tjetjenien
DARC: Dansk Selskab for Kaukasusforskning

Ruslands kolonier

Ingusjetien:
KULTURDRAB A LA RUSSE

Det ingusjiske sprog er et af ofrene for
den russiske regerings folkemordsøvelse i Tjetjenien

Tårnfolket

Til venstre for Tjetjenien, på de kaukasiske bjerges nordside, ligger der et lille aflangt land på størrelse med Sjælland, godt og vel. På dansk kunne det måske hedde Ingusjien. På sigselvsk hedder det Ghalghai Mohk der betyder Tårnfolkets land. (Ingusjisk Gh udtales nøjagtig som et dansk R, og h'et i Mohk skál udtales, noget af en opgave for dansktalende.

Rundt omkring i Ingusjiens sydlige bjergegne ligger der mange århundredgamle tre-fire-etagers forsvarstårne af sten. Disse ghal er ingusjernes nationale symbol, og det er dem landet og dets knap 200.000 indbyggere har taget navn efter. (Ghai betyder bare folk). Resten af verden kalder landet ved det navn besættelsesmagten har givet det, hvis den overhovedet kender dets eksistens.

Ingusjien har været en russisk koloni i knap halvandet hundrede år. Erobringen var endelig gennemført i 1864.

Russerne kaldte landet Ingusjetija, efter navnet på en af de første ghalghai landsbyer de stødte på under invasionen. På præcis samme måde fik Tjetjenien sit russiske og dermed internationale navn.

Europas højeste bjergkæde, Kaukasus, er berømt for de mange små sprog og folkeslag der har overlevet dér, muligvis som en slags rest fra tidligere tidsaldres større sproglige mangfoldighed. De mest yderliggående tal hævder at der er op mod 80 forskellige folkeslag i Sprogbjergene (et gammelt arabisk navn for Kaukasus). En snes stykker kommer nu nok vore dages sandhed noget nærmere.

Ingusjerne er broderfolk til tjetjenerne, som er Nordkaukasus' største folk, en lille million vár de før krigen begyndte, ligesom Estland. De to sprog er indbyrdes forståelige, som dansk og svensk.


Den Store Bog

Som en tommelfingerregel kan man se på dét alfabet et sprog skrives med, hvilken religion folket hylder, hvilken hellig tekst der er deres Store Bog.

Ingusjerne er en slags muslimer, altså burde de skrive på muslimsk, dvs med arabiske bogstaver. Det gjorde de også indtil de store omvæltninger i kølvandet på bolsjevikkernes statskup i 1917.

De Nordkaukasiske folk dannede en uafhængig stat i et par år i begyndelsen af 20'erne, og en lille intellektuel elite, de såkaldte nationale kommunister, gjorde op med fortiden, både den muslimske og den zaristiske.

Blandt andet berigede de ingusjisk og flere andre kaukasiske sprog med moderne alfabeter, baseret på det latinske. Det samme skete op igennem 20'erne i resten af det russiske kolonivælde.

Den Store Bog var skiftet ud.


Borgerkrigen i 20'erne

Men almindelige ingusjere havde andet at tage sig af.

Den russiske erobring havde lagt landet øde og kostet omkring en tredjedel af befolkningen livet, og andre tusinder var flygtet, først og fremmest til Tyrkiet. (Der ér faktisk et par efterkommere i Danmark, forklædt som tyrkiske fremmedarbejdere).

Senere fulgte borgerkrigen mellem de Røde og de Hvide, der blandt meget andet havde dét til fælles at deres respekt for de koloniserede folkeslag kunne ligge på samme meget lille sted

Og så gik det ellers slag i slag. Da de Røde havde vundet, begyndte Fremskridtet for alvor. De tårnfolk der boede i bjergene blev tvangsforflyttet ned til det nordligere lavland, så også de kunne blive genstand for tvangskollektiviseringen.

Dén gigantiske hungersnød med mere end en million ofre, som Stalin lod organisere i begyndelsen af tyverne for at kue især Ukraine, men også det øvrige Sydsovjet, ramte også de nordkaukasiske kolonier.


Den Store Terror i 30erne

I 30'erne kom turen til de nationale kommunister. Hovedparten af samtlige ingusjer med en højere uddannelse blev henrettet eller ekspederet til Gulag, dømt ved skueprocesser for sabotage, statsfjendtlig virksomhed og spionage. I løbet af få år var blomsten af Ingusjiens "intelligentsia" udraderet, ikke kun politikere og organisatorer, men intellektuelle i det hele taget, videnskabsmænd, forfattere, kunstnere, talsmænd- og kvinder helt ned på landsbyniveau.

I Vesten blev Den Store Terror tolket som Stalins opgør med faktiske og mulige rivaler der blev beskyldt for at støtte Trotski. Sådan var det ikke i Sovjet. Dér drejede det sig først og fremmest en etnisk udrensning af de lokale eliter der kunne sættte spørgsmålstegn ved det russiske overherredømme i Sovjetstaten, kommunister eller ej. I de øvrige russiske kolonier skete der nøjagtig det samme som i Ingusjien. Hele ­ ja, jeg sagde hele ­ den lokale ikke-russiske elite blev fjernet.

Og ligesom nationalkommunisterne selv i sin tid havde afskaffet det arabiske alfabet for at afskære kommende generationers forbindelse til den muslimske fortid, således blev déres moderne latinske alfabet nu afskaffet og erstattet med det endnu modernere kyrilliske, det russiske, det kommunistiske.

Den Store Bog var igen skiftet ud.


Anden Verdenskrig

Men almindelige ingusjere havde også vigtigere ting at tage sig af.

Den Store Terror blev afløst af Anden Verdenskrig. Og ganske som russerne, sigtede tyskerne målbevidst mod Kaukasus. Her fandtes Europas rigeste oljeresurser. Det var Kaukasus den første europæiske olje blev fundet i, det var her Alfred Nobel grundlagde sin fredspris for mere end hundrede år siden.

Direkte krig, kampene selv, blev Ingusjien skånet for, den tyske fremmarch blev standset få kilometer nord for grænsen, men verdenskrigens konsekvenser undgik de ikke. Der ér ikke dén ingusjiske familje der ikke kan fortælle om unge mænd og kvinder som mistede liv og førlighed i den ene kolonimagts Store FædrelandsKrig mod den anden.

Men i 1944 vendte krigslykken. Tyskerne var på tilbagetog, arm i arm stod vestligt Demokrati og østligt Fremskridt på sejrens tærskel.


Deportationen i 1944

Og i begyndelsen af 1944, på Den Røde Hærs festdag, 23. februar, blev hele det samlede Tårnfolk arresteret, hver og én, mænd og kvinder, børn som gamle. I hovedstaden Nazran, i byerne, i landsbyerne, selv de få der var blevet tilbage oppe i de utilgængelige bjerge. Efter de seneste opgørelser drejede det sig om 91.250 mennesker.

De fik nogle få timer til at pakke det nødvendigste, så meget hver enkelt kunne bære selv. Hus, ejendele, husdyr, køretøjer, alt måtte de lade blive tilbage.

I de følgende uger kunne man fra lavlandet se ildskær her og der oppe i bjergene sydpå. Alle bebyggelser deroppe blev brændt ned af Den Røde Hær for at undslupne ikke skulle kunne finde skjul.

De ingusjiske gravpladser blev sløjfet og gravstenene anvendt til bygning af huse, fortove, toiletter og, som en særlig specialitet, når nu ingusjerne er muslimer, svinestalde.

Amerika havde sendt store mængder materiel over til sin allierede, Sovjet, blandt andet et stort antal Studebaker lastbiler. Dém var det der nu blev brugt til at køre det ingusjiske folk til jernbanen.

Her, midt i den værste vinter, blev de alle lastet på kreaturvogne og kørt til Centralasien. Sådan en jernbanerejse varer mange dage, og undervejs fik de hverken vådt eller tørt. Det anslås at ca en tredjedel af Tårnfolket måtte efterlades døde og ubegravede langs banelinjen.

Deres efterladte ejendomme blev overtaget af russere og ukrainere. Ikke fordi dé selv ønskede det, også dé var blevet tvangsudskrevet og deporteret fra déres hjemland.


De andre fordrevne folkeslag

Kommunisterne var nemlig ikke specielt ude efter ingusjer. De opfattede enhver form for national, sproglig og etnisk identitet som af det onde. Derfor blev befolkningerne tvangsblandet og deres sprog, religion og andre identitetsfaktorer søgt udryddet. Ligesom der er folk i Danmark i dag der mener at vi vel kan nøjes med engelsk på længere sigt, syntes den samme slags folk den gang at man vel kunne nøjes med russisk.

Så det var ikke kun ingusjisk der blev ramt. Den samme skæbne overgik balkarerne, kalmykkerne, karatjajerne, koreanerne, krimtatarerne, mesjheterne og volgatyskerne. For ikke at nævne tjetjenerne.

Alle disse folkeslag, og flere til, havde Sovjetunionen overskud til midt under krigen at deportere in toto og dumpe rundt omkring i de sibiriske og centralasiatiske kolonier uden resurser af nogen art. Angivelig for kollaboration med tyskerne.

Organisatoren af disse historiske fremskridt, oberst Serov, blev belønnet med Leninordenen for sine fortjenester.


I Gulag

I Gulag, i det centralasiatiske eksil, var enhver form for modersmålsundervisning forbudt. I 14 år levede ingusjerne der, og en hel generation blev kun undervist i fremtidens sprog, russisk. Mange overhovedet ikke i noget som helst.

I 1957 blev ingusjerne rehabiliteret og begyndte at vende tilbage til deres jord og ejendom. Men dén var ikke déres mere. Dér havde russere, ukrainere og osseter nu boet i en lille generations tid. Den dag i dag er der konflikter desangående. En af disse førte til krig fornylig og har efterladt omkring 70.000 flygtninge i Ingusjien.


Alfabetskift

De systematiske russiske bestræbelser på at afskaffe ingusjisk og de øvrige koloniserede sprog fortsatte ufortrødent.

Blandt fremgangsmåderne var jævnlige retskrivningsreformer, ikke blide småforandringer som i Danmark, men drakoniske udskiftninger og ændringer af bogstaver.

Fx er de tyrkiske sprog meget nært beslægtede og har blandt andet smukt klingende vokaler som det danske y. Men i de enkelte tyrkiske sprog blev dette y angivet med diverse nydannelser, baseret på det kyrilliske alfabet, og forskellige fra sprog til sprog.

Det var også sprogene forbudt at låne fra hinandens ordforråd. Alle låneord skulle hentes fra russisk.

Det overordnede princip for alle alfabetreformer i kolonierne var at beslægtede sprog skulle ligne hinanden så lidt som muligt, og russisk så meget som muligt.

Efter Sovjetunionens sammenbrud har flere af de koloniserede folk skiftet alfabet igen. Denne gang tilbage til tiden før kommunisternes russificering. Fx skiftede tjetjensk officielt tilbage til det latinske alfabet i 1991.

Den Store Bog var skiftet ud igen.

Det har også været diskuteret om ingusjisk skulle skifte tilbage, men pga vanskelighederne med trykning, sats, typografi osv, blev det besluttet at fortsætte med at bruge kyrillisk.


Ingen papir til ingusjisk

Jeg har talt med Ingusjiens førende forfatter Sultan Sjadijef, der ernærer sig som skolelærer og som ikke har kunnet få udgivet en bog siden 1981.

Siden da har det nemlig været som umuligt at få papir. Sjadijef, der foruden ingusjisk og tjetjensk taler uzbekisk, kazakisk, turkmensk, azerbajdjansk og russisk, men ingen vestlige fremmedsprog, har flere gange rejst rundt i Sovjetunionen/Rusland for at skaffe papir. Senest har han været i de baltiske lande for at finde publiceringsmuligheder. Også forgæves.

Selv hvis det, mod alle odds, skulle lykkes at skaffe papir, er alle trykkemuligheder nu forsvundet af en helt anden grund. De få trykkerier som var i besiddelse af ingusjisk sats, lå ikke i Ingusjien men i Nordkaukasus' største by, Tjetjeniens hovedstad, Grozni, kun et par timers kørsel fra Ingusjiens. De russiske tæppebombninger af Grozni i begyndelsen af 1995 har ikke ladt megen sats tilbage. Heller.

Det samme gælder i øvrigt Ingusjiens nationale og historiske klenodier der (bortset fra tårnene) sammen med de sidste par års meget omfattende dokumentering af de russiske folkemordsbstræbelser, deriblandt et stort antal personlige beretninger om deportationen i 1944 og livet i landsforvisning, gik til grunde da Tjetjeniens Nationalmuseum, hvor tårnfolkets arkiver var deponeret, blev bombet og brændte ned i februar i år.


Ingusjisk er et døende sprog

Der er i årevis ikke udkommet nogen aviser på ingusjsisk. Det er ellers et sprog der er fire gange så stort som færøsk eller grønlandsk, næsten lige så stort som islandsk.

Det offentlige bibliotek i landets største by Sleptsofsk havde i april 95 ikke én eneste bog på ingusjisk. Ikke én.

Der er ikke blevet trykt nogen bøger på ingusjisk i næsten 15 år, heller ikke skolebøger. Ikke én.

De unge taler i stadig stigende grad russisk indbyrdes. Ingusjisk kan de ikke bruge til noget. Næsten al undervisning i Ingusjien sker på russisk.

Og brodersproget tjetjensk er heller ikke meget bevendt, nu hvor russerne er i fuld gang med det såkaldte Tredje Forsøg.

Sådan kaldes det russiske overfald på Tjetjenien i december 1994, det tredje forsøg på folkedrab. (De to første var erobringen i 1864 og deportationen i 1944.) Indtil nu er over 5% af den tjetjenske befolkning, knap 50.000 mennesker, blevet dræbt, og over 50% af befolkningen, 600.000 mennesker drevet på flugt. Deraf opholder mere end 100.000 sig i Ingusjien.

Om en generation eller to er det slut med ingusjisk. Det Levende Ord forstummer og Den Store Bog er ved at blive lukket.

"Det er selvfølgelig en kulturel katastrofe at vores sprog snart er forsvundet," siger Sultan Sjadijef opgivende, "men vort folk har mere påtrængende ting at tage sig af."

Ole Stig Andersen
(PEN-Nyt, 6 dec 1996)

Alias: Ingushetia, Ingushia, Ingusjien, Ingusjetien, Ingusjetia




sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

TJETJENIEN
RUSLAND

  >

Ingushetien


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 6 dec 1996 (uploadet jan 2000)