Bland sprogene

  <

SPROG
UNDERVISNING


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

3 dec 1993

BLAND SPROGENE!

VI SKANDINAVER er vist ikke meget i tvivl om at det er tre forskellige sprog, dem vi bruger i vores tre lande. (Finsk, engelsk, tyrkisk, samisk, kurdisk, grønlandsk, bosnisk og alle de andre minoritetssprog ufortalt).
    Vi er vant til at regne dansk for ét sprog og svensk for et andet, omend nært og kært.
    Men i internationale opslagsværker støder man sædvanligvis på dét synspunkt at dansk, norsk og svensk er dialekter af ét og samme sprog. Afvigelserne mellem de forskellige slags skandinavisk anses for så ubetydelige, deres indbyrdes forståelighed for så stor, at de i international målestok slås sammen til ét sprog.
    Men i praksis har mange danskere svært ved at forstå svensk, og endnu mange flere svenskere har de allerstørste vanskeligheder med dansk.
    Enhver der har deltaget i et skandinavisk møde, har nok oplevet folk der i det nordiske søsterskabs ånd forelagde deres sag på deres modersmål - tilhørernes formodede brodersmål - for bagefter at måtte svare på spørgsmål formuleret på engelsk, på engelsk.

AF OG TIL BEVÆGER TV SIG ud i de hjørner af landet hvor der stadig er folk der taler mærkbart dialekt. Så hører man jo pludselig hvor afvigende sådan én kan være fra dén standard skoleundervisningen, massemedierne og den øvrige københavnske dominans har sat.
    Og så er der forresten nogle der får et problem, for selvfølgelig er der masser af mennesker der ikke forstår ravjysk særlig godt. Men ligefrem at forsyne dem med undertekster, det ville ligegodt være et pinagtigt brud på vor fælles nationale identitet.
    Da Niels Hausgaard begyndte at udsende plader på vendelbomål, var der mange der ikke kunne forstå hvad han sang. De medfølgende tekster hjalp ikke meget. At dansk kunne staves på dén måde, var der ikke mange der havde lært i skolen. Det gjorde nærmest bare ondt værre.

DEN DYBERE FORKLARING på at der for tiden er tre skandinaviske sprog, er selvfølgelig politisk. Historiske tilfældigheder har pålagt vort folk tre statsdannelser, og den intellektuelle elite i hver hovedstad har så ophøjet sin egen dialekt (i Norge síné) til national skriftsprogsstandard.
    Derfor er der tre sprog (og kun tre).
    Det er også nationens politiske grænser der er grunden til at de forskellige dialekter af dansk - selv om nogle finder at de af og til overskrider grænsen til det indbyrdes uforståelige - alligevel allesammen ér dansk.
    Det er dén slags forestillinger man i andre sammenhænge kalder etnisk identitet.

TAG TRE FEMMERE og læg dem i en trekant, så de rører ved hinanden.
    De må ikke alle tre ligge med samme side opad. Bed så én om at beskrive mønterne i forhold til hinanden. Ikke andet, ingen yderligere instrukser.
    Mange mennesker vil fremhæve at mønterne fx er runde, at de ligger i en trekant, at de ligger op ad hinanden, at de er af metal, at det er femmere, osv. Dén slags mennesker kunne man kalde lighedspersoner. De understreger fællestrækkene, dét der er ‘det samme’, og nedtoner forskellene.
    Omvendt vil andre påpege at to af mønterne fx viser krone, at én af dem er slidt, at dén dér ligger på en fold i dugen, at det ikke er det samme årstal der står på dem, osv. Dén slags mennesker kunne man kalde forskellighedspersoner. De peger netop på dét andre finder betydningsløst i sammenhængen.
    Det er ikke mønterne der er forskel på, men forskellige menneskers forskellige perspektiv, ubevidste metaprogrammer, kognitive stil eller hvad man nu vil kalde det.

LIDT OVER HALVDELEN af danskerne kan føre en almindelig hverdagssamtale på engelsk. Omkring hver tredje er i stand til det samme på tysk. På fransk er det kun tre ud af hundrede.
    Sådan sammenfattes resultatet af en undersøgelse (Danskerne og fremmedsprog) af den voksne befolknings vurdering af egne sprogfærdigheder, som Udviklingscentret for Folkeoplysning og Voksenundervisning foretog for et års tid siden.
    De øvrige fremmedsprog - rapporten nævner spansk, italiensk, russisk, hollandsk og græsk - kommer uendelig meget længere nede i procenterne. (Norsk og svensk omtales slet ikke. Men dem ville du vel heller ikke nævne hvis du blev spurgt hvilke fremmedsprog du kan? De store indvandrersprog, tyrkisk, kurdisk, arabisk, serbokroatisk nævnes heller ikke med ét ord)
    Herudaf drager forfatterne dén konklusion at franskundervisningen er skønne spildte kræfter, og at man burde droppe den og koncentrere resurserne (knappe som de jo er) om tysk og engelsk.
    Det siger sig selv at sådan en anbefaling kommer fransk-elskerne på tværs. Der kan føres alle mulige argumenter i marken for at fransk er så og så vigtigt. Internationalt samarbejde, glorværdig kulturel fortid, osv. Stort set de samme argumenter kunne man mageligt anføre for fx arabisk, russisk og japansk.

HVIS MAN ER lidt fleksibel med stavemåde, udtale og betydningsforskydninger, er der også mange grammatiske konstruktioner og tusindvis af ord der er ens på engelsk, tysk og skandinavisk.
    Det er en gammel vits i visse dele af sproglærerbranchen at engelsk og tysk bare er en slags tilbagestående dansk, der blot er lidt forkert udtalt, underligt stavet, og nogle gange bruger akavede konstruktioner og specielle dialektale gloser.
    Og sådan kan man blive véd med at synes at sprogene ligner hinanden. Hvor går grænsen?
    Ligner russisk dansk?
    Gør kinesisk?
    Det afhænger ikke kun af sprogene, men også (og måske især) af hvem man spørger. Om sprog ligner eller ikke ligner hinanden, om de ligner meget eller lidt, er nemlig ikke et objektivt spørgsmål.
    En tilstrækkelig ensporet lighedsperson vil naturligvis synes at kinesisk og dansk ligner hinanden temmelig meget. En tilsvarende overbevist forskellighedsperson kan nemt udpege talrige forskelle mellem københavnsk og sjællandsk.

NU ER engelsk, tysk og fransk jo lige så lidt som skandinavisk en ensartet monolit. De har også mange dialekter og en intellektuel elite der har gennemtvunget deres egen variant som dén alle skal tilpasse sig. Der er en nationalistisk tradition der har gavn af at sprogene opfattes som adskilte størrelser.
    Det samme gør sprogvidenskabens traditionelle tro, strukturalismen. Den har regeret forskningen i det meste af dette århundrede. Strukturalisterne opnåede netop deres videnskabelige landvindinger ved principielt at anskue sprog som uafhængige størrelser der ikke havde noget med hinanden at gøre. Det enkelte sprogs system skulle betragtes for sig selv. De lod som om at dansk og svensk ikke havde noget som helst med hinanden at gøre. Det var skam to helt forskellige sprog! De lod også som om dansk og malajisk var to helt forskellige sprog. Og der var ingen forskel på deres laden-som-om. Selv om enhver véd at dansk ligner sin svenske bror mere end sin malajiske fætter.
    Dette forskelligheds-orienterede sprogsyn har nu mistet sin produktivitet (i denne omgang) og er lige så stille ved at blive erstattet af et lighedssyn, hvor man nu igen er på vej til at anerkende det perspektiv at sprog ligner hinanden.

MEN SPROGUNDERVISNINGEN er endnu så godt som uberørt af denne udvikling.
    Her taler man stadig om sprog som helt adskilte størrelser. Her er det stadig god latin at opfatte fransk og spansk som to forskellige sprog. Her behandler man stadig engelsk og tysk, som om de to sprog ikke havde det meste tilfælles. (Og det endda til fælles med dét eleverne i forvejen kan.)
    Her advarer man stadig folk mod at blande sprog sammen, selv om de er blandet grundigt sammen i forvejen.
    Og værst: Her fremstiller man stadig den opgave at lære et nyt sprog, som om det var noget man skulle begynde forfra på. Dét er i sig selv nok til at få de fleste voksne til at droppe projektet. Børn skal jo altid begynde forfra på alting.
    Men ud fra et lighedssyn er det jo klart at uanset hvilket sprog du ønsker at lære, så kan du det meste af det i forvejen. Jo nærmere det ligger på dansk, desto mere af det behersker du allerede.
    Det gør en verden af forskel om man forestiller sig at man skal til at lære et sprog fra bunden af, eller man er klar over at man bare lige skal lære at lave lidt om på noget man i bund og grund kan i forvejen.

SÅ I STEDET FOR at spare penge ved at opgive nogle sprog, foreslår jeg at vi sparer penge ved at lære nogle flere, nu vi ér i gang.
    Lad os lægge sprogundervisningen om, så man i langt højere grad end nu blander sprogene, lægger vægt på deres påfaldende ligheder og nyder deres forskelle som ornamenter.
    Hvorfor nøjes med at lære fransk, når man lige så godt kunne lære italiensk, spansk, portugisisk, katalansk og rumænsk på samme tid? De er trods alt det samme sprog. Og det er jo de samme principper som gælder det (de) sprog man kan i forvejen.
    Lad os ikke droppe investeringen i at lære fransk, men i stedet give denne eksotiske dialekt af skandinavisk (eller for at sige det lige ud: århusiansk) mening, og supplere undervisningen i de enkelte sprog med en generel undervisning i hvordan sprog ligner hinanden.

Ole Stig Andersen
Information, 3 dec 1993

sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG
UNDERVISNING

  >

Bland sprogene

 


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen 3 dec 1993 (uploadet 14 jan 2004)