Tests

  <

SPROG
UNDERVISNING


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

17 dec 1993

Undervisning, Udtale, Tests

EN MÆRKELIG TEST

Der findes sprogtests hvor 0 rigtige er et bedre resultat end 5 rigtige!

UDTALEVANSKELIGHEDER består ofte - men ikke altid - i at folk ikke kan skelne mellem to "nabo"lyde. Danskere har fx ofte svært ved at skelne mellem stemte og ustemte konsonanter i de gængse fremmedsprog, fx mellem stemt og ustemt s i engelsk, eller mellem b og p i fransk og så videre.
    Man kan selvfølgelig godt forstås selv om man har udtalefejl, og i mange sammenhænge kan accent direkte være en fordel. Den videregiver nemlig en meddelelse om at man ikke er fuldt på højde, sprogligt og kulturelt, med indfødte.
    Men når dét er sagt, så er det selvfølgelig også rigtigt at der ér situationer hvor det er hensigtsmæssigt at kunne udtale et fremmed sprog 'korrekt'.
    Og det er i hvert fald rigtigt at det har mening at kunne høre de væsentlige forskelle i et sprog man vil lære, også selv om man måske ikke kan udtale dem.

FOR DET ER JO sådan den gængse teori om udtaleproblemer tænker.
    I det kvarte århundrede hvor jeg har undervist udlændinge og danske lærere, er jeg hele tiden, og så igen, stødt på dén forestilling at udtalevanskeligheder skyldes problemer med taleorganernes gymnastik, med artikulationen, og næsten aldrig på dén teori at det kunne være hørelsen, så at sige, der var i dårlig træning.
    Ikke desto mindre forekommer det overordentlig hyppigt at folks problem netop er at de kun vanskeligt - eller slet ikke - kan høre forskel på de to lyde.
    Selv om det er ubetvivleligt korrekt at det forholder sig sådan, vægrer både lærere og elever sig tit ved at acceptere det. Hér er der tit brug for et håndfast bevis.
    Og derudover kan man selvfølgelig selv være i tvivl om en given fonetisk vanskelighed skyldes at eleven ikke kan høre forskellen eller ikke kan artikulere den.
    Men hér behøver man ikke at nøjes med formodninger. Man kan undersøge det.
    Fx med denne "mærkelige test".

LAD OS SIGE at din elev ikke kan lave forskel mellem et y og et u. Det er et meget udbredt problem. Og du vil gerne vide om det er hørelsen der er brug for at arbejde med eller det er tungen.
    Du konstruerer så (evt på stående fod) ti eksempler hvor de to problematiske lyde er stillet op i kontrast til hinanden.
    Efter flg model:
1. muse myse
2. hulde hylde
3. kulling kylling
4. ... ...

og så videre. 10 i alt. Det betyder ikke noget for testen om ordene findes "i virkeligheden", om eleverne kender dem eller ej, eller om du selv har opfundet dem til øjeblikkets brug, som myse i eksempel 1. Men det er selvfølgelig smart - bare ikke nødvendigt - at bruge eksempler der i forvejen er kendte problemer med.
    Du siger så det ene af ordene i parret, og eleven skal afgøre hvilken af lydene det ér; er det u eller y der indgår i ordet.

NU ER HELE pointen i netop dén her test, at vi jo går ud fra at eleven muligvis ikke kan høre forskel. Derfor kan man ikke benævne valgmulighederne ved deres rette navn. I stedet for u og y må vi fx kalde dem 1 og 2. Eller for den sags skyld kanel og elefant, blot der er en klar og for eleverne ubetvivleligt hørbar forskel på de to benævnelser.
    En anden finte er at lærere, og dét endnu mere i undervisning hvor man ikke kan tale (ret meget) sammen, som bekendt kontrollerer eleverne med kropssproget, især mimikken. Så for at sikre dig at de ikke kan aflæse det rigtige svar i dit minespil, vender du ryggen til når du laver testen.
    Du vælger altså fra din liste enten muse eller myse og eleven skriver den kode I har aftalt. Og så fremdeles, 10 eksempler i alt.

Du kan nu med rimelighed gå ud fra at elever der har 10 rigtige kán høre forskel. Hvis de har problemer med u/y, er det altså ikke en hørefejl, men en artikulationsfejl der er tale om
    Og elever der har ni rigtige, kan man også tillade sig at formode kan høre forskel.
    Men hvem er så den dårligste?
    Her er langt de fleste, både lærere og elever, overbevist om at den elev der overhovedet ikke kan høre forskel, må ligge nede i nærheden af 0 rigtige.
    Men det holder ikke. Og hvis ikke det var fordi min erfaring siger mig noget andet, ville jeg have hævdet at det kan du hurtigt overbevise dig om.

TAG NEMLIG en person der med garanti ikke kan høre forskel, fx én der er døv. Hvor mange rigtige ville han have ud af 10? Ja, det svarer til at kaste terninger, så han ville have i omegnen af fem rigtige og fem forkerte.
    I praksis kan man sige at folk der har mellem tre og syv rigtige overhovedet ikke kan høre forskel. Folk der har over syv rigtige kan høre forskel.

MEN FOLK DER har under tre rigtige kan også høre forskel. De har bare byttet om på benævnelserne.
    Og her stejler de fleste. Ud fra testens hensigt, at undersøge om folk kan høre en given forskel, er folk der scorer 0 rigtige lige så gode som folk der scorer ti rigtige.
    Det plejer altid at tage en længere omgang diskussioner at få folk til at acceptere dette. Og jeg er jævnligt udsat for folk der kun går med til det fordi læreren siger det, men som ikke følelsesmæssigt kan acceptere det.

UD FRA EN statistisk analyse, en såkaldt ksi2-test, kan man som tommelfingerregel sige at folk der scorer tre, fire, fem , seks eller syv rigtige i sådan en test med 10 muligheder ligger inden for det statistisk tilfældige. Eleven skal ligge over - ELLER UNDER - for at du kan have statistisk grund til at formode at hun kan høre forskel.
    Og det forekommer faktisk jævnligt at der er elever der scorer nede i "den gale ende". At disse mennesker kán høre forskel, viser sig når de bliver bedre. Så stiger de ikke jævnt op igennem skalaen - 3 - 4 - 5 points etc. De springer direkte fra fx 2 rigtige til 9 rigtige. For de kán jo høre forskel, og har blot sat en forkert plakat på den forskel de kan høre.
    Karaktergivning i sådan en test siger noget alment om de såkaldte multiple choice-tests, hvor eleverne ikke skal svare på et åbent spørgsmål, men skal vælge mellem et fast antal givne muligheder. I sådanne tests er 0 rigtige altså ikke nødvendigvis det dårligste resultat.
    Du er velkommen til selv at sidde og regne på, hvad der er det dårligste resultat, hvis du har tre svarmuligheder.

MAN KAN overveje hvor mange eksempler der skal til for at ikke det hele er tilfældigt, men der er 10 et rimeligt bud. Dels selvfølgelig af kultur-traditionelle grunde, men også af statistiske grunde. Fordelingen 8-2 (altså enten 8 rigtige og to forkerte elller 8 forkerte og to rigtige) er der kun 5-10%s risiko for er statistisk tilfældig. Så folk der har 0, 1, 2, 8, 9 eller 10 rigtige har man altså en rimelig sikkerhed for kan høre forskel.
    Hvis eleven scorer mellem 3 og 7 rigtige er der mindst 20%s risiko for at svarene er tilfældige, og du kan altså med rimelighed drage den konklusion at de ikke kan høre forskel.

SÅ FORUDEN DE mange - og det plejer at være mange! - filosofiske diskussioner denne test medfører, så kán den altså også i mange tilfælde afgøre om et udtaleproblem hører til i øret eller munden. Og på denne måde hjælpe dén slags problemer ud af de ideologiske tågebanker.

Ole Stig Andersen
(Information, 7 dec 1993)


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

SPROG
UNDERVISNING

  >

Tests


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, 17 dec 1993 (uploadet 2000)