BABEL

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

Grammatik og sprogundervisning

GRAMMATOSAURUS REX

Grammatikken er det store dyr i sprogundervisningens åbenbaring.
Med de venner den har, har den ingen brug for fjender

MIN KUSINE Lise har efterhånden været arbejdsløs i nogle år, og har blandt andet fundet ud af at hun gerne vil bruge tiden til at lære noget engelsk, sådan til husbehov. Massemedier og turistrejser og den slags. Derfor har hun meldt sig til engelsk, trin 1 på den lokale aftenskole.
    Og nu ringer hun så og spørger mig hvad et adjektiv og et adverbium er, og hvordan kan man kende dem fra hinanden? Det vil jeg jo mægtig gerne forklare hende, med hvad i alverden skal hun med det, var det ikke engelsk hun skulle lære? Hun gik ud af syvende klasse for 40 år siden og det er ikke lige grammatik hun siden har beskæftiget sig med.
    Ja, det ved Lise heller ikke selv, men det er hendes engelsklærer meget magtpåliggende at eleverne forstår denne centrale forskel. Det er noget med endelsen -ly. Man kan vist nærmest ikke lære engelsk uden. Faktisk hár hun heller ikke lært noget videre. Hun er nok ikke så god til sprog, måske er hun ved at være for gammel. Og hun har helt medlidenhed med den stakkels lærer. Alle de forgæves anstrengelser han dér hopper rundt og gør for at de skal forstå grammatikken. Og var hun så blot den eneste.
    I pauserne snakker de om hvor vanskeligt det er. Hvor ærgerligt det er at man ikke bare lige kan lære nogle enkle gloser og simple sætninger, sådan som de havde forestillet sig. Men de kan da godt indse at man også må lære grammatik. Det er ganske vist svært, men engelsklæreren gør virkelig en prisværdig indsats. Måske har Lise ikke sprogøre, eller også ér hun blevet for gammel ...
    Lise er ikke noget krigerisk gemyt. Hun kunne ikke drømme om at forlange, eller bare foreslå at læreren fulgte folkeoplysningsloven og tilrettelagde undervisningen og valgte lærebogen ud fra deltagernes forudsætninger, så de kunne få udbytte af den. Hvis undervisningen ikke virker, må det være elevernes skyld, mener hun. Engelsk kan man jo ikke lave om på.
    En forbilledlig elev.

MIN UNDERBO Bent er medarbejder på en Røde Kors forlægning for bosniske flygtninge. Både af praktiske grunde og som filosofisk fornøjelse har han benyttet lejligheden til at lære noget serbokroatisk. Der er jo ikke fast tolk på centret og det er ret begrænset hvad bosnierne kán af fremmedsprog. Altså fremmedsprog Bent forstår.
    Så han har meldt sig til et begynderkursus i serbokroatisk på den lokale studieskole, med indfødt lærer og det hele. De 30 deltagere sidder der fordi de har brug for at lære nogle enkle gloser og simple sætninger til hverdagens kontakt med jugoslaver i Danmark. Og for at have adgang til en kyndig person de kan spørge om hvad ord og udtryk de støder på eller har brug for til daglig, hedder eller betyder.
    Eller rettere, der vár 30, nu er de kun 10 tilbage.
    For tiden går med grammatik. Læreren holder lange foredrag på dansk med heftig accent om det serbokroatiske navneords mangfoldige kasusformer og de talrige faldgruber man her skal tage sig i vare for. Og om verbets umådeholdne variation, der langt overstiger det i denne henseende fattige, ja nærmest bøjningsløse danske sprog.
    Den eneste form for grammatik han nægter at undervise i, er dén der ville have haft allermest mening, nemlig direkte oversættelse, ord for ord, bøjning for bøjning, led for led, noget der ville kunne give deltagerne en fornemmelse for serbokroatisk struktur. Men der er ofte noget lattervækkende ved direkte oversættelse, og det udsætter han nødigt sit seriøse modersmål for.
    Bent er universitetsuddannet og taler udmærket engelsk og tysk, og han er mindre myg i mælet end Lise. Så han har prøvet at få undervisningen gjort lidt mere relevant for kursisterne. Men forgæves. Det er foreløbig endt med at han sammen med tre andre tapre overlevende på holdet har lavet en privat studiegruppe der mødes en gang imellem og arbejder med en engelsk lærebog i serbokroatisk. Den indeholder jævne sætninger og gloser fra almindelige hverdagssituationer, så lidt serbokroatisk får de da lært sig. Men havde de behøvet at betale 800 kr hver for dét?

HVIS LISE OG Bent havde været heldigere, kunne de have haft lærere der tror på "kommunikativ kompetence" og undervisningen ville have været langt mere orienteret mod dét talesprog og dén dagliglivspraksis de var ude efter. Den slags tanker har domineret den faglige debat i sproglærerkredse i mange år. Men det hindrer ikke at gamle dages grammatikundervisning stadig lever i bedste velgående.
Side om side med det stik modsatte, på mere end én måde.

PÅ INDVANDRERUNDERVISNINGENS BEGYNDERTRIN er den grammatikfrie undervisning så godt som enerådende. Af flere grunde, gode som dårlige.
    For det første er det som bekendt de færreste af udlændingenes lærere der kender deres elevers sprog. Og mange læreres uddannelsesbaggrund har bestået i årelange universitetsstudier af kapitalismen og dens litterære manifestationer, hvad der jo ikke har gjort dem specielt skikkede til at foretage simple grammatiske sammenligninger mellem dansk og elevernes modersmål.
    Så hvorfor ikke gøre en dyd af nødvendigheden?
    Indvandrere og andre flygtninge har trods alt et indlysende påtrængende behov for at kunne noget dansk de umiddelbart kan bruge 'ude i samfundet'.
    Alt andet lige er grønthandleren vigtigere end førnutid.
    Dertil kommer at en del af de voksne indvandrere har gået lige så lidt i skole som kusine Lise, eller meget mindre, så hvorfor besværliggøre deres vej til dansk med uforklarlig grammatik, som læreren heller ikke forstår?
    I mange år var den antigrammatiske indvandrer- og flygtningeundervisning mainstream. Ofte krydret med nogle tilfældige bøjningsmønstre af den slags der ikke gør den store forståelighedsforskel: Verbets tider, navneordets bekendthed og tal, adjektivets kongruens og den slags.
    Og heldigvis findes der jo ligefrem sprogundervisningsteorier der anser grammatik for at være unyttig eller i værste fald skadelig for undervisningen.

MEN DET VAR UNDER mange kursisters protest. For de kom fra samfund hvor undervisning og uddannelse har høj prestige og formidles af betydningsfulde mænd med slips, ikke den slags typer og køn som befolker danske lærerværelser. De vidste nok at der var forskel på folk og deres sprog, og lod sig ikke narre af lærernes egalitaristiske propaganda (i Danmark er vi nemlig alle lige og siger 'du' til statsministeren). I sprogundervisningen ville de have faste regler og autoritativ besked om hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er fint og hvad er dårligt sprog.
    De opfattede sprogundervisningen som det skrevne sprogs. Helt i overensstemmelse med ordets oprindelse og betydning.
    Ordet grammatik kommer nemlig af det græske ord for bogstav (graf/gram) og for kunnen (tekne).
    Det var ikke fordi de ikke ville lære at tale dansk, men det skulle de nok selv sørge for, så at sige, når blot de i skolen kunne få lov at lære hvad det rigtige, fine, normative dansk var for noget.
    Men heller ikke dé kunne altid få hvad de forventede. Helt på linje med Bent og Lise som ikke kan blive fri for grammatik, ville mangen en Hasan og Fehmi hellere end gerne spankes med grammatik, men kunne ikke få det.
    Også her vidste lærerne bedre.

BELÆRT AF BITRE ERFARINGER iler jeg med at sige at der naturligvis ikke gives noget endegyldigt svar på disse indbyrdes modstridende krav til undervisningen.
For selv om læreren er sikker på at grammatik er en uomgængelig nødvendighed, hjælper det fedt hvis kursisterne opfatter det som en afskrækkende barriere. Og selv om læreren er sikker på at grammatik ingen gavn gør, hjælper det fedt, hvis det netop er dét der skal til for at kursisterne kan mene at det er kvalificeret undervisning de går til.

Ole Stig Andersen
(Information, 14 jan 94)