Suggestopædi

  <

PÆDAGOGIK
ANMELDELSER


 

BABEL

 

Sprog og Identitet
Virkelighed og Tro

   

nov 1987

SUGGESTOPÆDI

Mirakelmetode eller vidunderpædagogik?

Anmeldelse af
Kirsten Roos (red): Suggestopædi. Ubevidst sprogindlæring.
Temanummer af Svantevit, Dansk Tidsskrift for Slavistik,
12. årg. nr 1, 96 sider. 90 kr. Husets forlag, Århus 1987.

Kunne du tænke dig at lære et fremmedsprog på 30 dage med lektioner af fire timers varighed?
Tilegnelse af 2.000-2.500 leksikalske enheder i løbet af et kursus, hvoraf 70% bruges produktivt, 90% assimileres."?
Citatet stammer fra en ny bog om suggestopædi, og er karakteristisk for det omdømme denne nye form for fremmedsprogsundervisning har erhvervet sig.
   Nåh ja, helt ny er metoden godt nok ikke. Men den hedengangne behaviourisme-strukturalisme har jo efterladt sig en hel kø af spøgelser i skabet, som der i disse år gøres op med, blandt andet har der været en sejlivet tradition for at fremmedsprogsundervisning skal være vildt kedsommelig. I dette opgør har metoden-med-det-mærkelige-navn vel været en af de mere indflydelsesrige fornyelser.

Oprindelig er der tale om et system der er udsprunget af den bulgarske psykiater Georgi Lozanovs arbejde. Derfor er det vel også naturligt at det bl.a. er inden for slavistikken, suggestopædien har fundet fodfæste i Danmark.
   Denne bog, som er et temanummer af slavisternes tidsskrift Svantevit, er netop tilrettelagt med udgangspunkt i gymnasiernes russiskundervisning.

Gymnasierussisklærer Kirsten Roos har samlet 6 danske og 3 udenlandske artikler som tilsammen giver et udmærket indtryk af den klassiske suggestopædi, endda med en enkelt afstikker til nogle af de mere "vilde" vestlige suggestopæder der ryggesløst blander den rene metode op med allehånde andre flippede teknikker.
   De tre øvrige erfaringsområder hvor suggestopædien har spillet en rolle i Danmark, indvandrerundervisningen, terapibevægelsen og managementkurserne, mangler bogen helt omtale af, men det kan man vel næppe bebrejde slavister.

Bogens artikler giver et klart billede af hvordan suggestopædien søger at afstedkomme en mindre anspændt undervisning, dels gennem undervisningslokalets indretning og undervisningsmaterialets opbygning, dels gennem en lang række specielle elementer i undervisningsforløbet.
   Det skal være hyggeligt at lære sprog, ikke så presset. Man skal ikke være så bange for læreren, for opgaven eller for de andre kursister. Undervisningen skal tværtimod befordre en atmosfære der ægger deltagernes kreativitet og vækker deres fantasi.
   Jan Hansens beretning om den russiskundervisning han oplevede i Moskva, og Rikke Fabricius-Bjerre og Erik Bach Nielsens to artikler om danske gymnasiers russiskundervisning og om et studiebesøg i Frankrig, giver tilsammen et godt overblik over hvordan klassisk suggestopædisk sprogundervisning forløber.
   Men der burde nu også have været plads til at vise et par eksempler på hvordan suggestopædiske undervisningsmaterialer ser ud. Fx fra Fabricius-Bjerre & Nielsens eget nye bud på en grundbog: "Russisk på en anden måde".

Suggestopædien er først og fremmest blevet kendt for sin omfattende brug af klassisk musik i sprogundervisningen. En traditionel undervisningsdag indeholder bl.a. to såkaldte koncertsessioner, hvor kursisterne sidder i behagelige, bløde lænestole, og hvor læreren med en særlig stemmeføring læser dagens lektion højt til ledsagelse af musik.
   Under den første koncertsession, den aktive, er musikken fortrinsvis af den hurtigere romantiske type, Tjajkovski, Brahms, Beethoven, Mozart. Kursisterne følger med i teksten (som er lang), og i oversættelsen (når de synes). Dagens anden koncertsession, den passive, ledsages af Haydn, Bach'er og lignende barokmusik. Her får kursisterne at vide at de bare skal lade tekst være tekst, nu er det musikken de skal lytte til.
   Lylia Trannoy, der underviser på en suggestopædisk specialskole i Paris, har skrevet en noget rodet artikel hvor hun gør nøjere rede for denne side af undervisningen. Bl.a. påpeger hun at det ikke er musikken alene der gør det, det kunstneriske element bør i det hele taget fremmes i undervisningen, og deri er hun helt i overensstemmelse med Lozanovs ånd og bogstav.
   Der er ikke bare tale om underlægningsmusik til arbejdet, som nogle gerne vil tro.
   Formålet med musikken (og alle metodens øvrige særegenheder) er at vække deltagernes slumrende psykiske reserver, deres sanser, deres hukommelse og deres skabende kræfter. Så kan indlæringen forløbe hurtigere, og den vil koste færre anstrengelser og volde mindre skade.

Fx er det store tekstmængder der fremlægges i hver lektion, meget store endda. I den klassiske model præsenteres kursisterne for op til 200 nye gloser pr lektion. Hermed tilkendegiver metoden sin tro på at mennesker magter meget mere end de få og fattige sætninger som sædvanlig sprogundervisning spiser begyndere af med.

En suggestopædisk lærebog er, ligesom de fleste andre grundbøger til sprogundervisning, bygget op af et antal hændelsesforløb hvor de samme personer går igen. Forskellen er dels at forløbene er kolossalt lange (lektion 1 i den bulgarske lærebog i engelsk er på 11 A4sider!), dels at hele teksten er oversat til kursisternes sprog. Et tredje særtræk er at kursisterne får tildelt en ny identitet, nemlig en af tekstens personer. Det stiller store krav til lærebogens meningsfuldhed, men det befrier selvfølgelig også kursisten fra hendes normalrolles snærende begrænsninger.

Det vigtigste tema i vor tids pædagogiske udvikling er spørgsmålet om forholdet mellem bevidst indlæring og ubevidst tilegnelse. (Suggestopædien er lige præcis af betydning fordi den tilbyder nogle interessante løsninger på dette problem.)
   Sprogundervisningen er måske det område hvor dette fremgår tydeligst. Der er to partier: Dem der mener at man bevidst skal forstå det man lærer, for siden hen at automatisere det (teori først og praksis bagefter). Og så dem der omvendt mener at praksis må kommer først, og så kan man altid tilegne sig teorien bagefter.
   Lozanov og de østeuropæiske suggestopæder ville næppe acceptere at blive regnet til hverken den ene eller den anden af disse grupper. Som alle ordentlige marxister følger de - pr definition - den gyldne middelvej. Men i praksis har suggestopæderne nu alligevel været radikale banebrydere for et nyt syn på samspillet mellem bevidst og ubevidst indlæring af et stof. (Denne radikalitet har selvfølgelig også været et politisk problem for dem i Bulgarien, men det er jo ikke den slags problemer bogen beskæftiger sig med.)

Metoden bygger på en opprioritering af det ubevidste (hvad der ikke er det samme som en nedprioritering af det bevidste), og skolepsykolog Eigil Nielsen redegør i sin artikel bl.a. for den georgiske psykolog D. N. Usnadzes ikke-psykoanalytiske teori om det ubevidste, som netop er en af Lozanovs teoretiske forudsætninger.
   Suggestion ses som et væsentligt element i al menneskelig kommunikation. Udover det direkte udtalte indhold i et foredrag fx, påvirkes vi også af en lang, ja nærmest uendelig, række andre suggestioner: den talendes fremtræden, tonefaldet, dén prestige der er forbundet med hans person eller med det sted talen holdes eller med de andre tilhørere der er til stede; foruden den "direkte" betydning har ordene en stribe bibetydninger, osv, osv.

Kan man så helt og aldeles sidestille suggestion og hypnose, sådan som Eigil Nielsen gør det i sin artikel?
   Det kan måske nok være meget rimeligt, men burde i hvert fald være ledsaget af en bemærkning, om at Lozanov selv hævder at det er to helt forskellige processer der er tale om.
   Den undervisningsrelevante pointe er, at hvor suggestion er en helt almindelig dagligdags proces, er der noget ekstraordinært ved hypnose. (Måske har Lozanov også haft brug for at lægge afstand til de suggestioner der følger i kølvandet på ordet hypnose). Faktisk handler hans berømte artikel fra 1973 om "Suggestologiens grundlag" først og fremmest om denne afgrænsning af suggestologien over for hypnose og flere andre discipliner.

Lozanov er notorisk "en dårlig skribent". Han skriver ophobet og opstyltet, og hans tekstforløb afbrydes jævnligt af selvfølgeligheder, forskningspolitiske besværgelser og voldsomme spring i tankegangen. I hans egen prosa er der så sandelig ikke det ringeste spor af de artistiske elementer han ellers anbefaler suggestopæder at udnytte.
   Det gør det til en meget vanskelig opgave at oversætte ham, og den er Karin Pedersen ikke sluppet godt fra. I stedet for at bedre på Lozanovs ubehjælpsomme stil, har hun direkte givet uforståeligheden en tand ekstra. Det er ikke bare dårligt dansk, det er virkelig dårligt dansk.
   Faktisk får man direkte det indtryk at hun ikke selv har forstået den tekst hun har oversat. I hvert fald kan hun ikke kende meget til det emne, Lozanov taler om, når hun fx benævner autogen træning "autogenetisk", eller kalder aldersregression for alderdomsregression. Desuden har hun yderligere øget tekstens blærerøvskoefficient, ved at undlade at oversætte en del gloser der på engelsk (?) er helt normale, men som på dansk bliver til videnskabelighedsslang. Resultatet er at Lozanovs i forvejen stærkt overbelastede tekst vipper ud over kanten til det ulæselige. (Det er nok også grunden til at redaktøren har anbragt den et godt stykke omme bag i bogen, en antiautoritetsmarkering der ikke rigtig stemmer overens med de suggestopædiske teorier.)

I det hele taget er spørgsmålet om brugen af autoritet som suggestion, nok lidt mere kildent for danske lærere end det fremgår af bogen.
   I den suggestopædiske undervisning i arbejderparadiserne er der naturligvis ikke en eneste arbejder at finde blandt de roller kursisterne tildeles. Her er det de berømte, de magtfulde, de rige og de smukke der tæller, med en særlig hang til Se og Hørs verden: skuespillere, læger, filminstruktører, journalister, videnskabsmænd.
   I Danmark derimod, har suggestopæderne demokratiseret modellen og tilføjet lavstatusroller som: taxachauffør, lærer, sygeplejerske, EFG-elev.
   Men, ak og ve, også herhjemme i lighedens flade højborg synes kursisterne at det er sjovere at lade fantasien spille som feteret skuespillerinde eller hjertelæge, end som lærer eller elev i 10. klasse.
   Det havde været interessant at se en diskussion af denne temmelig massive modsigelse - som det hedder i jargonen - mellem østlig autoritetsdyrkelse og vestlig antiautoritetsdyrkelse. Problemet lllustreres tydeligt i forordet, hvor Kirsten Roos hævder at et kateder er et inventar som man ikke vil sætte pris på i et suggestopædisk klasseværelse. Men enhver der har set Lozanov eller hans medarbejdere i aktion, vil have svært ved at forestille sig dem uden katederets positive suggestion.

En af de ting der har forlenet humaniora med et uafvaskeligt skær af pseudovidenskab, er det hyppigt forekommende fænomen "en mand og hans videnskab". Dén suggestion forfølger naturligvis også Lozanov og hans arbejde.
   Fx er der det mærkelige ord (som selvfølgelig ikke er spor mere mærkeligt end fx ordet meteorologi) og alle de besynderlige afledninger: suggestologi, suggestopædi, suggestokybernetik, suggestotoni, antisuggestive barrierer, desuggestiv-suggestive processer og hele resten af det græsk-latinske slang-parnas' traditionelle kombinationsmuligheder.
   Så er der disciplenes hyldest og mytologiseringen af oprinderens særlige metode, som fx Trannoy der i strid med al sund fornuft, for slet ikke at tale om viden, hævder at "...ingen før Lozanov og hans medarbejdere (har) anvendt musikken som bestanddel i en pædagogisk metode".
   En anden fast figur er disciplens begejstrede forsøg på at retfærdiggøre mesterens videnskab med henvisning til anden anerkendt videnskab med høj aktuel prestige. Igen er Trannoy god for en omgang psykogylle, nemlig traveren med diverse hjernehalvdeles formodede præferencer for hver sin del af verden. Trannoy citerer fx sludder af typen: "Musikken påvirker det autonome nervesystem og det ubevidste og passerer gennem venstre øre for gradvis at nå højre hjerne-halvdel." Men det synes hun ikke er nok, så hun udbygger det med vrøvl af egen tilvirkning: "Mens strømmen af verbale stimuli bevæger sig mod venstre hjernehalvdel, baner musikken sig vej mod højre hjernehalvdel...". Man kan ligefrem se det for sig.
   Bortset fra Trannoy er bogen dog velgørende fri for lige den type suggestioner.

Der er andre end disciple der kan lade sig fascinere af de resultater en mand kan få ud af sin videnskab. Hvor disciplen fornøjet kan hævde at "sådan og sådan forholder det sig", må den interesserede ikke-discipel tilføje et "...ifølge Lozanov" eller "...siger suggestopædien" hvis han vil bevare sit skin af uafhængighed.
   Det vil Lars Madsen fx i bogens åbningsartikel, hvor hans i øvrigt udmærkede præsentation af grundelementerne i den suggestopædiske teori, giver mange gode eksempler på denne form for blanding af velvilje og afstand til en mand og hans videnskab.

Suggestopædien har også været i udstrakt anvendelse i Rusland, og herfra har Kirsten Roos udvalgt en artikel af G. A. Kitajgorodskaja, der viser den særlige russiske læggen vægt på opdragelse og på forholdet mellem den enkelte og gruppen ("kollektivet"). Kitajgorodskaja lægger afstand til Lozanov på sin specielle måde: I hendes artikel hedder metoden ikke mere suggestopædi, men "den intensive" og "den aktiverende" metode.

Hvis man afviger fra mesterens oprindelige model, hvor store udskejelser er så tilladelige før det ikke mere går an at kalde det man laver suggestopædi?
   Denne klassiske problematik illustreres på det nydeligste af Margareta Brobergs gennemgang over stok og sten af en 10-20 sprogundervisningsmetoder der alle er udsprunget af eller minder om suggestopædien.

Sammenfattende må det siges at bogens 9 artikler tilsammen giver en rimelig og velafbalanceret fremstilling af suggestopædien, og den vil være af stor interesse for dem der deltager i disse års forsøg på at finde nye veje i sprogundervisningen.

Ole Stig Andersen
Information, nov 1987


sitetæller

 

Home
Forsiden

 

BABEL

  >

PÆDAGOGIK
ANMELDELSER

  >

Suggestopædi


Kontakt

FreeFind

 

til top
© Ole Stig Andersen, nov 1987 (uploadet 2000)